Nej til en bestemt behandling — er det et nej til livet?
SPØRG dig selv: „Har jeg ret til selv at bestemme om jeg skal have lægebehandling, og i givet fald hvilken?“ Det er vigtigt at overveje spørgsmålet, for nogle påstår at man viser ringeagt for livet hvis man siger nej til en behandlingsform som lægerne ønsker at gennemføre. Yderligere kan man spørge om forældre må betragtes som ukærlige hvis de, efter at have overvejet de risici en bestemt behandling af deres syge barn vil medføre, afviser en sådan behandling.
Folk der holder af dogmatiske udtalelser, reducerer ofte spørgsmålet til denne påstand: „Hvis man siger nej til behandlingen, ønsker man ikke at barnet skal leve.“ Dette er naturligvis en overfladisk og groft forenklet betragtning. Den spiller på følelserne, men tager ikke hensyn til (1) samvittighed og grundlæggende etik, (2) forældres rettigheder som individer og som forældre, og (3) de medicinske og juridiske aspekter af dette spørgsmål, som nu har vakt opmærksomhed i hele verden.
Samvittigheden er en dybt personlig og ukrænkelig del af ethvert menneske som er ansvarsbevidst og ved sin fornufts fulde brug. Den kendte katolske kardinal John Henry Newman hævdede at ’vejen til lyset gik gennem lydighed mod samvittigheden’. Når de nazistiske krigsforbrydere påberåbte sig at de kun havde pareret ordre, indvendte moralsk ansvarlige mennesker i hele verden at disse forbrydere skulle have fulgt deres samvittighed i stedet for ordrerne. Og i januar 1982 ’løftede pave Johannes Paul II sin røst til Gud’ i en bøn om at ’ingens samvittighed måtte blive kvalt’. Han sagde at dét at tvinge nogen til at gå imod sin samvittighed „er det mest smertelige slag der kan rettes mod den menneskelige værdighed. I en vis forstand er det værre end at forvolde andres fysiske død, værre end at slå ihjel“.
Det er højst sandsynligt at du, i samklang med sådanne udtalelser, mener at samvittigheden bør spille en afgørende rolle i spørgsmålet om lægebehandling.
Samvittighedens rolle
Her er et eksempel: Uanset hvilken tro du har, ved du sikkert at den katolske tro forbyder en kvinde at fremprovokere en abort, selv om graviditeten indebærer en helbredsmæssig risiko for moderen eller barnet. Tænk på hvilke problemer dette kan give en romersk-katolsk læge i et land hvor abort er lovlig, som det nu er tilfældet i Italien efter vedtagelsen af lov nummer 194 af 22. maj 1978. Denne lov giver rum for at læger og sygeplejersker af samvittighedsgrunde kan nægte at medvirke ved abort. Men i artikel 9 understreges det at en læge ikke kan „påberåbe sig en sådan samvittighedsnægtelse“ hvis en kvindes liv er i fare. Hvad skal en oprigtigt troende katolsk læge da gøre?
Hvis der ikke var andre læger som kunne træde til, og han gjorde sit yderste, uden dog at gå så vidt at han gik imod sin samvittighed, ville vi da beskylde ham for mord? Nej, tværtimod ville det være en forbrydelse ’værre end at slå ihjel’ hvis man tvang lægen til at gå imod sin samvittighed, også hvis en kvinde eller myndighederne insisterede på det. Dette illustrerer hvordan samvittighedens krav kan få indflydelse på beslutninger angående lægebehandling, forhold der berører liv og helbred.
Forældre, børn og liv
Det samme fremgår tydeligt af det standpunkt de første kristne indtog. Som bekendt nægtede de at brænde røgelse foran kejserens billede. De regnede det for at være afgudsdyrkelse. Men i denne sag fik deres tro og samvittighed direkte betydning for deres liv og helbred — og for deres børns. Når de blev stillet over for valget mellem at bringe disse ofre og at lide døden i den romerske arena, holdt de fast ved deres kristne overbevisning. De forblev loyale mod deres tro, selv når det kunne koste dem selv og deres børn livet.
Også i forbindelse med blod blev de kristne udsat for prøver. Bibelens bud lød på at de skulle ’afholde sig fra blod’. (Apostelgerninger 15:20) Den romerske teolog Tertullian fra det tredje århundrede fortæller at epileptikere mente at de kunne opnå helbredelse for deres sygdom ved at drikke frisk blod af faldne gladiatorer. Ville kristne indtage blod af denne grund? Aldrig. Tertullian tilføjer at ’kristne end ikke ville spise blod af dyr’. Når romerske embedsmænd ville prøve om en anklaget virkelig var kristen, forsøgte de at tvinge vedkommende til at spise blodpølse, idet de vidste at sande kristne selv under dødsstraf ville nægte at gøre det. Dette er værd at bemærke i betragtning af at kristne vidner for Jehova i dag nægter at indtage blod.
Nu kunne man spørge: Nærede de første kristne ringeagt for livet, eller var de opsatte på at blive martyrer? Nej, det var de romerske myndigheder der gjorde det til et spørgsmål om liv og død for dem og deres børn. Og nærer vi ikke respekt for mindet om disse trofaste kristne der vidste at det ville være værre end døden hvis de gik imod deres egen samvittighed, sådan som paven for nylig gav udtryk for?
Nogle indvender at det er noget andet når det drejer sig om lægebehandling; men bemærk her hvad dr. D. N. Goldstein skriver:
„De læger der indtager denne holdning [påtvinger patienter en behandling som disse ikke ønsker] fornægter de ofre som er bragt af alle de martyrer der har kastet glans over historien ved at holde ubøjeligt fast ved principper skønt dette kunne koste dem livet. De patienter der vælger den visse død fremfor at krænke deres egen religiøse overbevisning, er nemlig gjort af samme stof som dem der har ofret deres liv . . . fremfor at lade sig tvangsdøbe. . . . Ingen læge bør søge domstolenes hjælp til at redde et legeme ved at dræbe en sjæl. Livet tilhører patienten selv.“ — The Wisconsin Medical Journal.
De vælger det virkelige liv
De fleste er enige om at „livet“ indebærer mere end blot den biologiske eksistens. Livet er bygget op omkring idealer eller livsværdier (politiske, religiøse, videnskabelige, kunstneriske eller andre); uden disse kan livet føles værdiløst. Under den anden verdenskrig satte mænd og kvinder livet ind på at forsvare politiske idealer såsom demokrati, talefrihed, trosfrihed og samvittighedsfrihed. Under forsvaret af disse idealer mistede mange børn livet, og mange andre børn blev forældreløse.
Den italienske politiker Aldo Moros død illustrerer også dette. I 1978 mistede han livet på barbarisk vis efter at landets myndigheder havde nægtet at efterkomme terroristers krav. Vi ser altså at der er tider hvor menneskeliv ofres for idealers skyld.
Vi forstår således at et moralsk ansvarligt menneske kan træffe den afgørelse at hans biologiske eksistens må sættes på spil, fremfor at det han tror på må krænkes. Ved at handle således vælger han det virkelige liv, livet i dets fulde betydning. Og dette gælder i høj grad også i forbindelse med de kristne idealer.
Kristne ser menneskelivet som noget helligt, en dyrebar gave fra Gud. Apostelen Paulus var en begavet, veluddannet mand. Han udsatte sig for slag og livstruende forhold, men sagde: ’Jeg har lidt tab på alle ting og anser dem for en bunke affald, for at jeg kan vinde Kristus . . ., om jeg dog måtte nå frem til den tidlige opstandelse fra de døde.’ — Filipperne 3:8-11.
Vi kan være overbevist om at Paulus aldrig ville have haft lod og del i noget som han vidste at Gud fordømte. Han ville ikke have risikeret at miste „det virkelige liv“ — for hans vedkommende et liv i himmelen — blot for at kunne forlænge livet eller sundheden på jorden nogle få år. (1 Timoteus 6:19) Tænk imidlertid på følgende:
Millioner af kirkegængere forventer at komme i himmelen — måske også du. Hvis et alvorligt sygt menneske som nærede håb om et fremtidigt evigt liv, vægrede sig ved en behandling som han mente at Gud havde forbudt, ville det være uretfærdigt at påstå at vedkommende ikke ønskede at leve. Han har jo allerede levet i mange år, og kan måske blive rask og leve endnu længere. Men under alle omstændigheder vil det, også hvis hans læger er ikke-troende, være fuldt forståeligt og rimeligt hvis han tager sit håb om evigt liv i betragtning og træffer beslutninger om lægebehandling på dette grundlag.
Læger diskuterer sjældent denne side af sagen når de anbefaler en eller anden behandling. Men der er et vigtigt aspekt som du, hvis det skulle blive aktuelt for dig, bør bede lægerne informere dig om. Det er forholdet mellem risici og fordele. Du skylder dig selv og din familie at sætte dig ind i dette. Det kan hjælpe dig hvis du selv skal træffe en afgørelse, og det kan hjælpe dig til at forstå afgørelser som andre har truffet.
[Ramme på side 13]
Børn og lægebehandling — hvad en jesuit mener
John J. Paris, medlem af „Jesu selskab“ og lektor ved Holy Cross-kollegiet i USA, talte for nylig på en konference om juridiske og etiske aspekter ved børns sundhedspleje. (1. april 1982) Han fortalte om en jødisk dommer der afsagde den kendelse at et af Jehovas vidner skulle have en blodtransfusion. John Paris sagde: „Dommeren fulgte sin egen tro og gjorde hvad han mente var rigtigt, men derved krænkede han patientens tro.“
Han tilføjede: „Den kristne teologi går ikke ind for at livet blot består i åndedrættet. På et hospital er der ingen der dør; deres funktioner ophører. . . . [På et hospital] er livet ikke helligt, det er det øverste mål, og døden betyder at man ikke har kunnet fastholde dette mål. Men i den jødisk-kristne tradition er døden en del af menneskets vilkår, en del af dets livsrejse. Man kan ikke komme uden om at sådanne beslutninger drejer sig om livskvaliteten. Undertiden består den bedste behandling i at ingen behandling gives.“
[Ramme på side 14]
Evighedsbegrebet ændrer hele billedet
Dr. Ruth Macklin underviser i filosofi ved lægekollegiet Albert Einstein College of Medicine i New York. I en klassedrøftelse om lægeetik fortalte en lægestuderende om et Jehovas vidne der led af „seglcelleanæmi og risikerede at forbløde hvis han ikke fik en transfusion“. Den studerende sagde: „Han var helt klar. Hans tænkeevne fejlede intet. Hvad gør man når religiøse opfattelser stiller sig i vejen for den eneste mulige behandling?“
Som svar sagde dr. Macklin: „Vi har måske en stærk opfattelse af at manden tager fejl. Men Jehovas vidner mener at en transfusion er ensbetydende med at ’spise blod’ og at dette [kan] føre til evig fordømmelse. I lægevidenskaben er vi oplært til at analysere risici i forhold til fordele, men hvis man ser den evige fordømmelse i sammenligning med det tilbageværende liv på jorden, ser analysen helt anderledes ud.“ — The New York Times, 23. januar 1984.