Uskyldige ofre for atomalderen
Af „Vågn op!“-korrespondent på Guam
MANDAG den 1. juli 1946 rystede en hvidglødende eksplosion den glitrende, rolige lagune i en næsten ukendt atol i Marshall-øgruppen, omtrent 3200 kilometer sydvest for Hawaii. En radioaktiv paddehattesky hævede sig 10 kilometer op i luften, og Bikini var med ét berømt som stedet for det første kernevåbenforsøg i fredstid.
Bikini består af nogle små tropiske øer og holme der omgiver en oval lagune på 774 kvadratkilometer. Fem måneder efter at byerne Hiroshima og Nagasaki var blevet udslettet med kernevåben udpegede den amerikanske regering Bikini til at være stedet for fremtidige kernevåbeneksperimenter, og man lod beslutningen komme til offentlighedens kundskab i USA. Imidlertid blev Bikinis indfødte først nogle uger senere underrettet om at de skulle flytte.
De 167 øboere var ikke stemt for at rejse, men de indvilligede i det da de fik at vide at afprøvningerne fandt sted „til menneskehedens bedste, og for at gøre ende på alle verdens krige“. Snart begyndte militært og videnskabeligt personale i tusindtal og hundreder af skibe og flyvemaskiner at ankomme til den palmeklædte atol. Imens begyndte bikiniboerne sørgmodigt at gøre klar til at forlade deres hjem og sætte ud på en lang odyssé, som for manges vedkommende ikke er slut endnu.
Bikiniboerne havde fået at vide at de kunne vende hjem når afprøvningerne var afsluttet, og de valgte derfor at slå sig ned på atollen Rongerik, 200 kilometer østpå. Men Rongerik var noget ganske andet end Bikini. Denne hidtil ubeboede atol på 17 øer bestod af kun 1,3 kvadratkilometer tørt land, sammenlignet med Bikinis 6 kvadratkilometer. Dens 142 kvadratkilometer lagune kunne slet ikke måle sig med de 774 kvadratkilometer lagune ved Bikini. Den enlige brønd gav kun brakvand. Kokosnøddernes kvalitet var dårlig. Og mange fiskearter som var spiselige på Bikini, var giftige på Rongerik. Mindre end to måneder efter ankomsten bad bikiniboerne om at måtte vende hjem. Til alt uheld var det umuligt.
Indfødte fra den nærliggende atol Rongelap havde hørt om hvad de gennemgik og prøvede at hjælpe dem ved at bringe fisk og andre fødemidler over til dem i udriggerkanoer. Men situationen på Rongerik blev værre og værre. En katastrofebrand ødelagde 30 procent af de frugtbærende kokospalmer, så fødevaremangelen blev endnu mere udtalt. Rapporter over sundhedstilstanden i løbet af de to næste år bekræftede at bikiniboerne var et „sultende folk“, og at deres forflyttelse fra Rongerik var blevet „udsat alt for længe“.
Omsider blev de evakueret for anden gang, denne gang til en midlertidig lejr ved flådebasen på Kwajalein, også på Marshalløerne. Nogle måneder senere stemte de for at flytte til Kili, der var en ensomt beliggende ø på knap en kvadratkilometer, men som havde én stor fordel — den var ubeboet. Hvorfor betød det noget?
Marshalløboerne har ikke rettigheder over områder i andre atoller end dem der tilhører deres egen samfundsgruppe. De køber og sælger heller ikke jord som man gør andre steder. Da jorden og havet giver dem til livets opretholdelse, tøver marshalløboerne med at slå sig ned hvor der bor andre øboere. På alt andet end en ubeboet atol ville de være som fattige slægtninge, der var afhængige af de indfødtes godgørenhed. Det ønskede bikiniboerne ikke, og derfor tog de til Kili.
Men det var et dårligt sted at bo. Kili er omgivet af en smal klipperevle der falder stejlt mod dybt vand. Kokosnødderne har gode vækstbetingelser og der falder rigeligt med regn, men der er ingen skaldyr og ingen fisk ved klipperevlen, for brændingen brydes direkte mod den. Kanoer er uanvendelige, da man ikke kan søsætte dem i de oprørte vande. Når det er sæson for passatvindene, er oceanet så stormpisket at forsyningsbåde ikke kan anløbe øen. En bikiniboer, der nu bor på Majuro, bemærker: „Det var strengt at bo på Rongerik og Kili. Det var værre end at være i fængsel, for øerne var så små, og der var ikke tilstrækkeligt med føde.“
I mellemtiden . . .
I mellemtiden havde man udset sig endnu en atol i Marshall-øgruppen ved navn Eniwetok, bestående af 40 småøer, til yderligere kernevåbenafprøvninger. Derfor blev de indfødte dér evakueret og transporteret til Ujelang, 200 kilometer mod sydvest. Ved et tilfælde havde bikiniboerne også valgt denne ø og var allerede i færd med at bygge sig nye huse dér da myndighederne uden videre flyttede Eniwetoks indbyggere ind i stedet. Denne behandling vakte stor bitterhed hos bikiniboerne.
Så kom brintbombernes tid; den første blev prøvesprængt på Eniwetok i 1952. En ø og dele af to andre blev fuldstændig pulveriseret. Den 1. marts 1954 fik en prøvesprængning (ironisk nok benævnt Bravo) på Bikini et katastrofalt forløb. Det var sprængningen af den største brintbombe man havde hørt om. Bomben var måske 700 gange kraftigere end den første atombombe man havde kastet over Bikini. Et blændende lysglimt fulgt af en ildkugle på mange millioner graders varme skød opad med en hastighed på knap 500 kilometer i timen. I løbet af nogle minutter var den kæmpemæssige paddehattesky nået op i over 30 kilometers højde.
Lagunen skælvede under vinde med hastigheder på adskillige hundrede kilometer i timen. Flere hundrede millioner tons af Bikinis rev, øer og lagune blev sprængt til støv og suget op i luften. Kraftig blæst førte den dødbringende radioaktive aske 130 kilometer bort, hvor den dalede ned som fnug over 23 japanske fiskere om bord på en båd der hed Den heldige Drage. Mere end 160 kilometer borte faldt den grynede radioaktive aske i et lag på fem centimeter på de beboede atoller Rongerik og Rongelap — hvor sidstnævntes beboere havde været så venlige mod de tvangsforflyttede bikiniboere. Næsten 440 kilometer borte regnede asken ned over Utirik-atollen. Alt i alt blev 11 øer og 3 atoller direkte berørt.
Snart begyndte de japanske fiskere og beboerne på Utirik og Rongelap at vise tegn på akut strålingssyge: Kløen, brændende fornemmelser i huden, kvalme og opkastninger. En af de japanske fiskere døde inden længe, og i løbet af de to næste år modtog den japanske regering to millioner dollars som kompensation til de syge besætningsmedlemmer og for skaden på tunfiskeindustrien.
Da forsøgsrækkerne var forbi, havde der fundet 23 kernevåbensprængninger sted på Bikini og 43 på Eniwetok, af styrker fra 18 kilotons til 15 megatons! Der var ganske vist ophold mellem prøverne, men i gennemsnit blev der bragt ét kernevåben til sprængning hver anden dag når man havde en serie.
Hvad nu?
Nogen tid efter at prøverne var forbi, regnede alle med at bikiniboerne kunne vende hjem. Efter at atomenergikommissionen i 1969 havde foretaget en indledende undersøgelse blev Bikini erklæret sikker. Alle efterladenskaber fra prøverne skulle dumpes på tre steder, beliggende omtrent halvanden kilometer ude i lagunen. „Der er bogstavelig talt ikke nogen stråling tilbage, og vi kan ikke spore nogen mærkbar virkning på hverken plante- eller dyrelivet,“ fik bikiniboerne at vide. Oprensningen og tilbageflytningen skulle efter planen afvikles i løbet af en otteårig periode.
Men den gamle drøm skulle vende sig til et mareridt. I stedet for de frodige øer de havde forladt, fandt de tilbagevendende en sønderlemmet atol dækket af tætvoksende, uanvendelige og forkrøblede buske og træer i fåtal, og i tonsvis af efterladenskaber fra prøverne. Nogle græd bittert. Med økonomisk støtte tog de alligevel fat på arbejdet med igen at plante kokospalmer og andre afgrøder, og med at bygge huse.
Men dermed var deres problemer ikke forbi. Radiologiske prøver der blev foretaget i 1972 og 1975 afslørede radioaktivitet i større mængder end man oprindelig havde antaget. Vandet i nogle brønde var for radioaktivt til drikkebrug. Visse fødemidler måtte ikke spises. Der blev også målt stærk radioaktivitet i beboernes organismer. Endnu en gang måtte bikiniboerne altså flytte — tilbage til Kili. Bag sig måtte de lade de 50.000 kokospalmer og 40 nye huse der var en del af en erstatningsplan til tre millioner dollars. Videnskabelige undersøgelser på Bikini, foretaget i april 1983, viser at det vil vare mindst 110 år før man igen kan bosætte sig dér, hvis ikke der foretages en omfattende oprensning.
Hvad med de øvrige ofre?
Da man i 1958 bragte en 18-kilotons bombe til eksplosion, udeblev kædereaktionen og der spredtes dødbringende plutonium-237 over øen Runit, en af Eniwetoks 40 øer. Senere blev resterne indsamlet, begravet i bombekrateret og dækket til med et lag beton der var 113 meter langt og knap en halv meter tykt. Det dækker 84.000 kubikmeter af noget af verdens farligste affald. Ifølge en rapport vil stedet være fuldstændig utilgængeligt „for altid“. Kun tre øer i atollen er egnede til beboelse, og kosten vil hovedsagelig bestå af importerede fødevarer indtil de stedlige kokospalmer, brødfrugttræer og salepplanter er vokset op. I 1980 vendte 500 beboere tilbage til Eniwetok, men mindre end to år senere rejste 100 af dem igen på grund af de vanskelige forhold. Oprensning og erstatning vil stå i 218 millioner dollars.
I mellemtiden har det vist sig at der er forholdsvis flere tilfælde af abnormiteter i skjoldbruskkirtelen, grå stær, hæmmet vækst, dødfødsler og aborter blandt indbyggerne på de atoller hvor det radioaktive nedfald dalede ned, end der er blandt andre folk i Marshall-øgruppen. Mange af de 250 der blev udsat for virkningerne af „Bravo“- sprængningen i 1954 har kræft i skjoldbruskkirtelen, hvor samtlige har abnormiteter. De lader til at have usædvanlig let ved at pådrage sig forkølelser, influenza og halslidelser. Mange af dem bliver hurtigt trætte, og de er næsten alle sammen bekymrede for deres helbred.
En regeringsleder siger: „Enhver der har været udsat for det, spørger sig selv: ’Har jeg det mon godt i morgen? Bliver mine børn normale?’ Og når han bliver syg, spørger han sig selv: ’Er det en almindelig sygdom, eller kommer bombens spøgelse for at kræve mit liv nu — flere år efter?’“ En mand på Utirik-atollen klager: „Adskillige af mine små børn, som var raske da de blev født, døde før de var et år gamle . . . I alt har jeg mistet fire spædbørn. Min søn Winton blev født blot ét år efter bomben, og han har gennemgået to halsoperationer for kræft i skjoldbruskkirtelen.“
„Skuffet Haab . . .“
Fremtiden tegner sig stadig uvis for dem der er fordrevet fra Bikini. Hawaii, som er det seneste sted hvor de har fået mulighed for at vælge at slå sig ned, er en løsning den amerikanske regering overvejer. De fleste bor stadig på Kili. Deres erfaringer viser hvor tragisk kernevåbenkapløbet er. I penge og indsats koster det langt mere end menneskeslægten har råd til, og selv i fredstid kræver det sine ofre, deriblandt uskyldige, tilfældige mennesker der bor langt borte fra de stærke lande der kappes indbyrdes om overtaget i kernevåbenkapløbet.
Bibelen siger: „At bie længe [Skuffet Haab, Lindberg] gør hjertet sygt.“ (Ordsprogene 13:12) Dette har bikiniboerne erfaret at der kommer ud af at stole på mennesker. Men i mange år er der nu blevet udbredt et budskab fra en radio på Majuro som når ud over alle Marshall- øerne og retter opmærksomheden, ikke mod våbenkapløbet, men mod Guds rige som en kilde til virkelig sikkerhed. Dette er afgjort „til menneskehedens bedste, og for at gøre ende på alle verdens krige“. Snart vil dette rige ’gøre ende på krig til jordens grænser’ og „ødelægge dem der ødelægger jorden“. — Salme 46:10; Åbenbaringen 11:18.
Når de bikiniboere der bor på Kili besøger Majuro for at hente forsyninger eller gøre forretninger, modtager de personligt dette budskab fra de mange virksomme vidner for Jehova på øen. Kundskaben om at den tid er meget nær da Riget vil genindføre paradisiske tilstande på jorden, vil gøre sit til at de kan opleve hvad der siges i sidste halvdel af ovennævnte bibelvers: „Opfyldt ønske er et livets træ.“ Under dette rige vil der ikke længere være nogen kernevåbentrussel — og ikke flere ofre.