Den tragiske brand i Vila Socó

KLOKKEN var elleve om aftenen, fredag den 24. februar 1984. De fleste sov dybt, men nogle var vågne, urolige over den tunge benzinstank som hang i luften. Beboerne her i den ulovlige bebyggelse i Vila Socó i Cubatão i Brasilien var naturligvis vant til de alt andet end lugtfri dampe der steg op fra sumpvandet. Deres huse var bygget på træpæle mindre end en meter over vandet, og der var gangbroer af rå brædder sådan at ingen behøvede at gå omkring i det ildelugtende vand nedenunder. Inden for de seneste fire måneder var benzinrørene seks gange sprunget læk, men der så ikke ud til at være nogen egentlig grund til bekymring.

Pludselig blev nattens stilhed brudt af de trampende fodtrin fra politifolk der ophidset løb fra hus til hus. De bankede og hamrede højlydt på dørene og råbte: „Vågn op!“, „Kom ud!“ og „Stryg ikke tændstikker!“

Omkring 40 minutter senere rystedes området af en frygtelig eksplosion som sendte hede luer tværs over sumpvandet, der var dækket af benzin. Så voldsom var branden at end ikke de heftige regnskyl kunne hindre den i at fortære omkring tusind huse. Den følgende morgen så man næsten kun forkullede pæle og rester af ovne og gasflasker i de ulmende ruiner. Tragedien havde måske kostet 500 menneskeliv! Petrobrás-olieraffinaderiet, hvis brændstofrør løber under Vila Socó, benægter at det drejede sig om så mange. Den fulde sandhed kommer sikkert aldrig frem.

Det ironiske ved denne tragedie var at der seks måneder før var blevet fremsat en advarsel om at den kunne indtræffe. Minister Paulo Nogueira Neto havde næsten profetisk erklæret: „Jeg kender hele landet fra ende til anden. Jeg er godt kendt med mange byer, men jeg har ikke set nogen som Cubatão. Cubatão står på en bombe; hvis et brændstofrør lækker eller der indtræffer et mudderskred, så har vi tragedien.“ Og bladet Veja skrev så langt tilbage som i 1977 at olieraffinaderiet havde advaret statens myndigheder om den mulige fare ved at bygge huse over brændstofrørene. Der blev foretaget nogle forbedringer for at mindske faren, men sørgeligt nok blev træhusene og gangbroerne stående — og gav næring til den tragiske brand som brød ud den nat.

Det er ikke fuldt klarlagt hvad der forårsagede branden. Af en eller anden grund steg benzintrykket i rørene så meget at et stykke rør blev slynget af. Det anslås at 662.000 liter af den stærkt brandfarlige væske sprøjtede ud over området. Der skulle kun en lille gnist til at antænde et blussende inferno af død og ødelæggelse.

Guvernør Franco Montoro indrømmede dybt bedrøvet: „Vi er alle skyldige.“ Tabet af menneskeliv og den følelsesmæssige skade de overlevende har lidt, kan ikke gøres op. Men det er beklageligt at de fremsatte advarsler ikke førte til at nogen greb ind hurtigere og mere effektivt. En mere foruroligende kendsgerning er at mange af ofrene ikke havde givet agt på politifolkenes hektiske advarselsråb. En overlevende sammenfattede holdningen med disse ord: „Jeg gav ikke agt, og jeg var heller ikke bange. Vi er så vant til disse ledningsbrud og den stærke lugt fra rørene. Desuden kommer mændene fra Petrobrás altid hurtigt og reparerer bruddene.“ Denne gang kom de slet ikke!