Nu er det tid for „en ny jord“
NÅR tiden udløber for denne verdensordning, vil den da også være udløbet for hele menneskeheden? Nej. Der vil være nogle som overlever. Men vil den jord de kommer til at overtage være en udbrændt og radioaktiv slagge eller en kold og mørk ødemark? Nej — jorden vil til den tid myldre med mennesker, dyr og planter! Synes du at det lyder underligt? Så prøv at kaste endnu et blik på Jesu profetiske ord.
Hvis du læser det kapitel i Bibelen hvor Jesus omtalte det mangesidige tegn på denne verdens ende, vil du opdage at han sammenlignede vor tid med en anden periode i historien. Han sagde: „Ligesom Noas dage var, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være. . . . de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort.“ (Mattæus 24:37-39) I Noas dage udløb tiden — men for hvem eller hvad? Kun for de ugudelige.
Tiden udløb ikke for Noa og hans familie. De overlevede Vandfloden og fik liv på en jord der var renset for ondskab så den syntes funklende ny. Hvorfor? Fordi de elskede retfærdighed og adlød Gud. — 1 Mosebog 6:5-9, 22; 2 Peter 2:5.
„Efter at være blevet advaret af Gud“ om at en global vandflod var nært forestående, viste Noa at han besad praktisk visdom. I modsætning til andre lagde han tro for dagen og greb til handling med det mål at frelse sin husstand. (Hebræerne 11:7) Han viste sig at være en gudhengiven mand. Nærer du også hengivenhed for Gud? Hvis du gør det, kan du hente trøst i tanken om at Jehova forstår „at udfri gudhengivne mennesker af prøvelse og at bevogte uretfærdige til afskærelse på dommens dag“. — 2 Peter 2:9.
Hvordan vil forholdene være på jorden?
Det er Guds vilje at denne jord skal blive et fuldkomment og fredfyldt paradis for „gudhengivne mennesker“, ikke en livløs, afsveden klode. Jorden er menneskehedens evige hjem. Da det er Skaberen der besidder den allerstørste magt i universet, kan han garantere at vor jord aldrig vil blive fuldstændig ødelagt. I Esajas 45:18 forsikrer hans inspirerede ord os om at han „ej skabte den [jorden] øde, men danned den til at bebos“.
Men ikke blot vil selve jorden blive et smukt paradis — forholdet mennesker imellem vil også blive ’paradisisk’. På Guds foranledning udløber tiden for denne onde ordning, så retskafne mennesker vil kunne nyde livet fuldt ud i en retfærdig ordning. Dette er en af grundene til at Gud skaber „en ny jord“ — et nyt menneskesamfund hvori ’retfærdighed skal bo’. — 2 Peter 3:13.
Hvordan vil ’den nye jord’ blive frembragt? For det første ved hjælp af en indgriben fra ’de nye himles’ side — en ny himmelsk regering med Kristus som Jehovas udnævnte konge, der vil herske over jorden med retfærdighed. For det andet ved at de der elsker sandhed lærer Guds retfærdige veje at kende. Det vil derfor kun blive dem der i deres livsførelse viser at de har opdyrket et nært forhold til Jehova og hans søn, kongen, som overlever og opnår liv på ’den nye jord’. Kan du regnes med til disse mennesker? — Esajas 9:7; Johannes 17:3; 2 Peter 3:13.
„En ny jord“ — for hvem?
’Men ønsker alle da ikke at leve på en retfærdig jord?’ spørger du måske. Nej, det er faktisk ikke alle der kunne tænke sig at leve i en retfærdig verden. Hvis de begærer deres næstes hustru, ønsker frihed til at lade sig skille fra deres ægtefælle når de synes at de trænger til forandring eller ikke vil tøve med at stjæle fra deres medmennesker, vil de ikke bryde sig om at bo på ’den nye jord’. Hvis de finder fornøjelse ved at suge tobaksrøg ned i lungerne, eller sniffe narkotiske stoffer og hælde alkohol i sig for at sløve sanserne, vil de ikke synes om ’den nye jord’. Når den er blevet oprettet vil ingen af disse former for misbrug længere forekomme.
Men hvis de på den anden side kunne tænke sig at være med til at opdyrke jorden og omdanne den til smukke parker og frugtbare marker der ’giver deres afgrøde’, eller hvis de gerne vil være med til at udøve et kærligt herredømme over dyrene, vil de synes om ’den nye jord’. Hvis de længes efter en tid hvor enhver ægtemand og hustru er tro mod sin ægtefælle, hvor børn vil blive opdraget uden frygt for mishandling og hvor sunde moralnormer vil blive efterlevet af alle, vil de glæde sig over livet på ’den nye jord’. Hvis de længes efter en tid hvor ingen bomber lemlæster kvinder og børn, hvor undertrykkende politiske styreformer vil forsvinde og kommercielt begær ikke længere findes, hvor mennesker vil kunne sidde i fred under deres egne vin- eller figentræer — da vil de være begejstrede ved udsigten til ’den nye jord’.
Det væld af rige velsignelser som Jehova vil udøse over sit folk, vil desuden betyde et liv uden de skuffelser, irritationer, ubehageligheder og bekymringer der i dag sætter deres præg på millioner af menneskers tilværelse. Og hans velsignelser vil indbefatte et godt helbred til alle. Disse goder vil ikke være midlertidige. Døden vil ikke sætte en stopper for dem efter 70 eller 80 år, for Guds ord lover at døden vil blive fjernet: „Han opsluger døden for stedse. Og den Herre [Jehova] aftørrer tåren af hver en kind.“ De døde der er i Guds erindring vil blive oprejst og få mulighed for at bevise deres kærlighed til retfærdighed. — Esajas 25:8; Johannes 5:28, 29.
Hvis tanken om en sådan „ny jord“ appellerer til dig, er tiden nu inde til at begynde at leve i overensstemmelse med dette fremtidshåb.
Tiden inde til handling
Når tiden udløber for denne ugudelige verden, er den ikke nødvendigvis udløbet for dig. Vil du efterligne Noa og elske retfærdighed? Hvis du vil det, må du handle nu! Hvorfor? Tænk over dette: Hvordan redder man livet i en nødsituation? Blot ved at lytte når alarmklokkerne lyder, eller ved at gribe til handling? Er det ikke det man gør når man har hørt alarmen, der betyder at man redder livet?
Den tid er nu meget nær hvor Jehovas ’nye jord’ vil blive oprettet. Alarmen lyder som et signal om at Gud snart vil udslette denne onde tingenes ordning. Muligheden for at tilegne sig livgivende kundskab fra Guds ord står stadig åben, og kan sammenlignes med den åbne dør til den ark Noa byggede før vandfloden. Men døren vil snart blive lukket. Tiden er derfor inde til at man nu tilkendegiver at man har et oprigtigt ønske om at leve. (Zefanias 2:2, 3) Vi bør alle bruge den resterende tid klogt, så vi kan være blandt de lykkelige der har udsigt til at overleve når tiden udløber for denne ordning.
[Illustrationer på side 11]
Kun de der elsker retfærdighed vil overleve til liv på Guds ’nye jord’