En tragisk „hellig uge“ i Popayán

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Colombia

DEN århundredgamle højtid tog sin begyndelse på kristenhedens palmesøndag. Tusinder af turister var strømmet til — endda fra andre lande — for at overvære fejringen af årets „hellige uge“ i Popayán i Colombia. Den første aften i den hellige uge førte præster, fulgt af skolebørn og prominente byboere, an i et fakkeltog der skildrede Jesu indtog i Jerusalem, hvor han fremstillede sig som konge. Hver aften i ’den hellige uge’ var der optog som skildrede begivenheder i de sidste dage af Kristi liv, hans død og hans opstandelse.

Mens store statuer af Jesus, Maria og andre bibelske personer højtideligt blev båret forbi, stod skarer af mennesker i dyb stilhed på begge sider af de snævre gader på ruten, som førte forbi alle byens vigtigste kirker. Nu og da standsede bærerne (cargueros) og stillede det tunge egetræsstillads hvorpå statuerne var anbragt, på jorden, for at hvile deres ømme skuldre, arme og ryg et øjeblik.

Ingen havde den fjerneste anelse om at den gamle katedrals kolossale kuppel midt i den hellige uge ville styrte til jorden og at omkring 50 deltagere i en tidlig morgengudstjeneste ville blive dræbt derved, eller at flere hundrede mennesker pludselig ville omkomme ved at over halvdelen af den historiske del af den 446 år gamle by bogstavelig talt sank i grus.

Højtidens oprindelse

Byen Popayán, der blev grundlagt i 1537, ligger i en frugtbar dal højt oppe i Andesbjergene i den sydvestlige del af Colombia. I overensstemmelse med katolsk skik og brug indviede grundlæggeren, Sebastian de Belalcazar, byen til en „skytshelgen“, Nuestra Señora del Reposo (Vor Frue af Reposo). Lige fra byens grundlæggelse fremstillede man rigt udsmykkede billeder og statuer af kendte religiøse personer og opstillede dem i templer og kirker. Ved særlige lejligheder, navnlig i påsketiden, blev de taget ud og båret gennem gaderne i festlige optog som præsterne førte an i, mens byens beboere fulgte efter. Allerede i 1558 udviklede man i Popayán en særlig måde at fejre den hellige uge på, med fakkeltog og forskellige ceremonier, i lighed med dem man i middelalderen havde i Europa.

Efterhånden som byen voksede i størrelse og velstand steg også antallet af kunstfærdigt udsmykkede kirker. Flere billeder og statuer blev føjet til samlingen — nogle fremstillet lokalt, andre indført fra Spanien, Italien og Peru. Festlighederne og optogene i forbindelse med den hellige uge i Popayán, et betydningsfuldt sæde for den spanske krone, vandt berømmelse. Byens kirker, templer og museer blev rene skatkamre med kostbare kunstgenstande. Det maleriske Popayán var i det tyvende århundrede blevet en seværdighed som turister i den sydvestlige del af Colombia absolut måtte aflægge et besøg.

„Verdens ende!“

I 1983 var fakkeltogene tirsdag og onsdag aften i den hellige uge blevet afviklet planmæssigt. Tidligt om torsdagen, kaldet „hellig torsdag“ (officiel religiøs helligdag i Colombia), var nogle få på vej til messe i katedralen. Klokken var cirka ti minutter over otte.

Pludselig lød en dæmpet rumlen, og jorden begyndte at gynge. Skrækslagne strømmede folk ud på gaderne, nogle endnu i nattøjet. Den dæmpede rumlen steg til et drøn som fra et jetfly mens jordrystelserne tog til. Folk græd, mange lå på knæ og påkaldte deres yndlingshelgener.

Lige med ét kom der flere voldsomme rystelser efter hinanden. „Vi troede at verdens ende var kommet!“ sagde nogle senere. To store statuer af Peter og Paulus som stod højt oppe på katedralens facade, vaklede, faldt — og knustes mod fliserne nedenfor. Katedralens høje kupler styrtede til jorden. Kun en tom skal blev tilbage af en af de ældste katedraler i Nord- og Sydamerika.

Efter forlydende blev cirka halvdelen af de 35 religiøse helligdomme i Popayán ødelagt eller så beskadiget at de måtte nedrives. På kirkegården brød væggene i de store gravkamre sammen og kisterne kastedes ud og gik itu så deres uhyggelige indhold kom til syne, i lighed med det vi læser i Bibelen i Mattæus 27:51, 52. På blot 18 sekunder blev der tilsyneladende gjort ende på 446 års historie.

Popayán i ruiner

I Cali, 137 kilometer nord for Popayán, kunne man kun mærke ganske lette jordrystelser denne torsdag morgen. Men snart spredtes den foruroligende nyhed at en stor del af Popayán var blevet lagt i ruiner. Jehovas vidner i Cali tænkte straks på deres omkring 100 trosfæller i byen. Skønt den panamerikanske motorvej var blevet lukket for al privat kørsel, lykkedes det to bilgrupper med Jehovas vidner — deriblandt to læger og en civilingeniør — at komme gennem vejspærringerne og kontrolstederne og nå frem til Popayán med førstehjælpsudstyr og vand.

Popayán lignede en by der gentagne gange havde været udsat for bombeangreb. Bygningerne hældede i vanvittige vinkler, som blev de holdt oppe af en usynlig hånd. Nogle lignede dukkehuse i overnaturlig størrelse — deres facademure var væltet udad, så husenes indre kom til syne. Byens beboere gravede i ruinerne og i murbrokkerne på gaderne efter overlevende eller efter familiens ejendele. Hundreder sad helt fortumlede udenfor, midt blandt de møbler og andre ejendele som de havde formået at redde.

Det var hjerteskærende at iagttage hvad der skete på kirkegården. En lille otteårig dreng havde på en eller anden måde fået transporteret kisterne med sin moder, fader og to brødre derhen, så de kunne blive begravet. Hundreder arbejdede med feberagtig hast for endnu en gang at begrave de døde som ved jordskælvet var blevet kastet ud af gravene, og for at hjælpe de overlevende der stadig bragte omkomne til kirkegården — nogle endda i plasticposer — for at de kunne blive begravet. Stanken af død var uudholdelig.

Jehovas vidner i sikkerhed

En lille gruppe Jehovas vidner var taget hen i rigssalen. Mindre end to timer efter jordskælvet havde de kontaktet alle menighedens medlemmer og de interesserede. Alle var i sikkerhed, og størstedelen var uskadte. En lille pige sad ved morgenbordet da jordskælvet indtraf. Hun faldt ned under bordet som var hun blevet skubbet, netop som murstensvæggen bag hende styrtede ned over bordet og gulvet omkring det. En murstensmur fra et nabohus var styrtet gennem tegltaget på en rigssal og ned på gulvet indeni. Nogle huse der tilhørte Jehovas vidner var blevet slemt beskadiget, og nogle få helt ødelagt.

Fra Jehovas vidner i og uden for Colombia strømmede det ind med bidrag til de katastroferamte vidner. Mad og byggematerialer blev indkøbt og kørt til Popayán på lastbiler. Grupper af Jehovas vidner fra Cali rejste hver weekend i over to måneder til Popayán og arbejdede hårdt med nedrivning og genopbygning for at hjælpe deres nødstedte brødre.

En uge efter jordskælvet afholdt Jehovas vidner et halvårligt kredsstævne i Cali, og alle de tilstedeværende brød ud i spontant bifald da det blev meddelt at hele menigheden på over 100 af deres kristne brødre og søstre netop var ankommet fra Popayán for at overvære stævnet. Med glæde bidrog de tilstedeværende til at dække udgifterne ved leje af busser der kunne køre menighedens medlemmer hjem igen søndag aften efter programmets afslutning.

En helt anden historie

Aviserne plejer at understrege med hvilken højtidelighed og fromhed den årlige hellige uge i Popayán fejres, men denne gang havde byens beboere en helt anden historie at fortælle. Da en journalist efter jordskælvet interviewede 30 mennesker, sagde de 25 rent ud at katastrofen var en straf fra Gud. Ud af 20 ældre mennesker svarede de 19 uden tøven at byens ødelæggelse var Guds straf for udskejelserne i den hellige uge. „Vi har fortjent det,“ sagde de. „Det er bare et stort karneval, med optogene som det største show. Og mange af vores cargueros (bærere) drikker sig fulde bagefter.“

Som påpeget i El Tiempo, en avis der udkommer i Bogotá, havde mange gjort sig skyldige i udskejelser. De 10.000 turister der som regel strømmer til for at se de berømte optog, havde fået over hundrede prostituerede til at rejse til Popayán. Natklubber og barer holdt åbent hele natten mens fejringen af den hellige uge stod på.

Bibelen har forudsagt at der skulle indtræffe jordskælv på dette tidspunkt i menneskehedens historie — men ikke som en straf fra Gud. Jordskælvene er et af beviserne på at vi har nået afslutningen på den nuværende verdensomspændende tingenes ordning og at Gud snart vil fjerne al ondskab og sorg, og indføre en ny tingenes ordning over hele jorden. Nu, i 1985, er Jehovas vidner i Popayán travlt optaget af at hjælpe deres naboer til at lære dette håb at kende. — Mattæus 24:3, 7, 14; Åbenbaringen 21:1-5.

[Illustration på side 18]

Katedralens høje kupler styrtede til jorden. Kun en tom skal blev tilbage