Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g84 8/11 s. 30-31
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1984
  • Underoverskrifter
  • Færre jøder i USA
  • Myrdet for et par briller
  • AIDS i Brasilien
  • Vækst blandt Jehovas Vidner i Canada
  • Kirken skal „markedsføres“
  • Datamaten — en god læremester?
  • Kister i kredsløb?
  • Freskomalerier behandlet med milkshake
  • For jobsøgende — ny „positiv jantelov“
  • „Hedensk kult“ ved adventstide
Vågn op! – 1984
g84 8/11 s. 30-31

Vi betragter verden

Færre jøder i USA

● Den jødiske del af befolkningen i De forenede Stater er på 6 millioner, men tallet er sandsynligvis faldende, meddeler avisen The Wall Street Journal. „Jeg tror at tallet er faldet med mellem 250.000 og 450.000 i de seneste 15 års tid,“ siger Marshall Sklare, som er leder af instituttet for jødiske studier ved Brandeis University. Hvorfor bliver der færre jøder? Tilgangen ved børnefødsler er ikke stor nok. Dertil kommer at cirka en fjerdedel af jøderne gifter sig uden for deres tro og at forholdsvis få af børnene fra sådanne ægteskaber selv bliver troende jøder. Mange jødiske grupper opfordrer nu til at deres trosfæller søger at bekæmpe denne tendens ved at sætte flere børn i verden. „Reformjøder“ søger også at hverve nye tilhængere. Men, som den jødiske talsmand Gershon Cohen siger: „Prædikener fører ikke til børnefødsler.“ De fleste ortodokse jøder er i øvrigt ikke tilhængere af at der drives mission.

Myrdet for et par briller

● „Hvis man sidder ved et åbent vindue i en bus, kommer der nogen løbende hen og flår dem af hovedet på én,“ siger den 20-årige Freddie McKee. Richard Johnson, som er 18, tilføjer: „Min kammerat Anthony blev skudt på grund af sine.“ De eftertragtede genstande er briller af mærket Cazals, en slags mørke, kraftige briller fra Vesttyskland. I USA sælges de til mellem 750 kroner og 2000 kroner pr. par, og i mange amerikanske byer er de blevet det helt store statussymbol. Mindst fire unge — tre i Philadelphia og en i New York — har mistet livet i slåskamp på grund af brillerne. „Det er vanvittigt,“ indrømmer en grossist på USAs østkyst.

AIDS i Brasilien

● Efter at man i Brasilien har påvist det første tilfælde af sygdommen AIDS, „har antallet været stærkt stigende,“ meddeler den brasilianske avis O Estado de S. Paulo. Fra januar til marts er der rapporteret tolv nye tilfælde, og ifølge Paulo R. Teixeira fra sundhedsvæsenet i São Paulo er „smitten blevet overført her på stedet“ (i Brasilien). Alene i staten São Paulo er tyve nu døde af sygdommen AIDS. For første gang i Brasilien har sygdommen nu også vist sig blandt bløderpatienter. En 13-årig dreng fik sygdommen i januar. Hans læger mener at han „har fået sygdommen på grund af de hyppige blodtransfusioner“ han får fordi han lider af blødersygdommen. „Vi har ikke faciliteter til grundig undersøgelse af hver eneste bloddonor,“ indrømmer lægen.

Vækst blandt Jehovas Vidner i Canada

● Efter en canadisk folketælling i 1981 blev det oplyst at der i dette land er 143.480 personer der regner sig for at være Jehovas vidner. Oplysninger fra Jehovas vidner i Canada viser imidlertid at der „kun“ er 77.628 som er aktive i arbejdet med at forkynde fra hus til hus. Hvori ligger forskellen? Tallene fra folketællingen indbefatter børn samt mennesker der studerer Bibelen sammen med Jehovas vidner. Det samlede tal fra denne opgørelse i 1981 fordeler sig på 65.160 mandlige og 78.320 kvindelige Jehovas vidner. Knap 41.000 af dem er under 15 år gamle, 24.000 er mellem 15 og 24 år gamle, 65.000 er mellem 25 og 64, og godt 16.000 er over 65. Disse tal viser i øvrigt at der er sket en vækst på 111 procent på kun 20 år, da folketællingen i 1961 viste at der var 68.015 Jehovas vidner.

Kirken skal „markedsføres“

● Blandt alle byer i Østrig ser man i Wien den største flugt fra den katolske kirke. I 1979 var der kun 9010 wienere der meldte sig ud, men i 1982 var bølgen af udmeldelser svulmet til 16.760. For at modvirke denne flugt trådte de østrigske biskopper med deres kardinal i spidsen frem i fjernsynet for at overbringe „et personligt budskab“ til alle der havde forladt kirken. Nogle meldte sig da også ind i kirken igen. Andre sendte breve til kirken. Wienerbladet Börsen-Kurier meddeler: „Man er nu i færd med at analysere disse breve for at finde frem til motiverne hos dem der har meldt sig ud. Med denne motivanalyse, og med paven som reklamemand (Den katolske Konference i Østrig har benyttet sig af historiens største reklamekampagne, siger vicebiskop Weber), har kirken i Østrig for første gang benyttet sig af moderne metoder til markedsføring og ledelse.“

Datamaten — en god læremester?

● „I kraft af nyhedens interesse kan datamaten måske kortvarigt forbedre indlæringen — men derefter virker en traditionel, velforberedt skolelærer lige så godt.“ Sådan lyder det i tidsskriftet New Scientist i en omtale af en undersøgelse som professor Richard Clark fra det pædagogiske institut ved University of Southern California har foretaget. „Eleverne investerer en masse tid og kræfter første gang de kommer i nærheden af de nye maskiner,“ bemærker professoren. „Hvis de brugte den samme mængde tid og kræfter på traditionelle skoletimer ville resultaterne sikkert være tilsvarende.“ Der er altså stadig håb for elever som ikke ejer en datamat.

Kister i kredsløb?

● I flere lande i verden er ligbrænding først nu begyndt at blive udbredt som et acceptabelt alternativ til begravelse i almindeligt gravsted. Holdningsændringen skyldes pladsmangel. Den italienske opfinder Dominico de Renzo har imidlertid foreslået en anden „løsning“. Ved forårets opfinderudstilling i Genua fremviste han en kiste bygget af en særlig, varmebestandig type aluminium — beregnet til at blive sat i kredsløb omkring jorden. I forbindelse med de pladsproblemer der opstår på kirkegårdene på grund af befolkningstilvæksten i almindelighed, bemærkede Dominico de Renzo: „Der er ubegrænset plads i rummet over os, og her vil de døde i fuldstændig fred kunne svæve til evig tid.“ Det eneste han ikke nævnte var prisen for en sådan ’begravelse’, som meget vel kan blive ’astronomisk’.

Freskomalerier behandlet med milkshake

● Et stof der bruges som konsistensmiddel i milkshakes, metylcellulose, bliver nu brugt under rensningen af Michelangelos freskomalerier. En lille smule af en geléagtig substans der indeholder dette stof, spredes ud over de bemalede lofter og vægge i Det sixtinske Kapel i Vatikanet. Når rensemidlet fjernes står farverne i Michelangelos billeder så friske som da de var nye. Man har hidtil beskrevet farven i de 400-årige malerier som „en harmoni af blide, dæmpede toner der står i en slags diffust skær“. Efter restaureringen har man imidlertid opdaget at det ikke var sådanne pastelfarver Michelangelo havde på sin palet; de står i dag med en sådan friskhed at figurerne synes at springe ud fra væggene.

For jobsøgende — ny „positiv jantelov“

● En dansk forfatter opstillede for år tilbage en „jantelov“ med nogle negative regler angående menneskets syn på sig selv. I Berlingske Tidende var der i april et forslag til en ny „positiv jantelov“ for jobsøgende. Forslaget var fremsat af Henrik Sven Sørensen, som er konsulent ved Dansk Institut for Personalerådgivning. Han mener at de 300.000 danskere der er uden arbejde, må have mulighed for at bestride nogle af de mange ledige jobs der er, hvis de blot selv vil se positivt på situationen. Hans forslag lyder blandt andet: „1. Du skal tro på dig selv. 2. Du skal tro på, at du er god nok til et job. 3. Du skal tro på, at dine tidligere/kommende kolleger kan lide dig. 4. Du skal tro på dine medmenneskers ideer. 5. Du skal tro på, at det, du kan, har betydning for en virksomhed. . . . 10. Du skal tro på dig selv — og du skal selv skaffe dét job.“ — 30. april 1984.

Det er givet at ens egen indstilling til mulighederne har stor betydning. Dog ved kristne naturligvis at overdreven selvsikkerhed heller ikke er ønskelig. En anden faktor som kristne tager i betragtning er at de der søger Guds rige først, ikke bliver glemt af Ham. — Mattæus 6:33.

„Hedensk kult“ ved adventstide

● „Når man i dag glad og fro tænder det første lys på adventskransen, tænker man næppe på at denne krans egentlig hører til den nordiske ildkult,“ skriver Hamburger Abendblatt i et tillæg. Grundlæggeren af Tysklands indre mission, J. H. Wichern, ophængte i 1838 i Hamburg den første adventskrans. Efter den første verdenskrig var det ungdomsbevægelsen der gjorde adventskransen populær i næsten hele Tyskland. Også i flere andre lande bruges adventskransen nu. I den nævnte artikel, der har overskriften „Hedensk kult og kristen tradition“, kan man videre læse: „Den omstændighed at kransen, ligesom sin storebroder juletræet, slet ikke er noget rent kristent symbol, gør den endnu mere tiltrækkende.“

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del