Vi betragter verden
„Blodløs“ kirurgi på spædbørn
● „Den teknik at kunne operere på åbent hjerte uden brug af blod blev oprindelig udviklet af hensyn til voksne Jehovas vidner,“ skriver lægetidsskriftet Cardiovascular News, „men den er nu uden risiko blevet tilpasset til brug ved vanskelige hjerteoperationer på spædbørn og større børn.“ Den teknik man har udviklet er blevet afprøvet på 48 børnepatienter i alderen fra tre måneder til otte år der skulle have rettet forskellige hjertefejl. „Alle 48 patienter klarede operationen fint, og i sammenligning med konventionel kirurgi medførte teknikken uden brug af blod et mindre blodtab og en mindre belastning af nyrer og lunger,“ siger rapporten, og „nyrefunktionen viste sig statistisk at være bedre hos patienter der blev opereret uden brug af blod.“ Teknikken anvendes nu som en rutineprocedure ved operationer på børn.
Første sumeriske ordbog
● Den første ordbog over det sumeriske sprog, der blev talt for godt 4000 år siden, er ved at blive trykt. Forskere ved University of Pennsylvania meddelte for nylig at det første bind var færdigt. Det omhyggelige arbejde blev påbegyndt i 1976. Man regner med at den færdige ordbog vil være på mindst 22 bind og have godt 16.000 opslagsord. „Jeg vil nok være død før den er færdig,“ siger professor Åke Sjöberg, ordbogens 59-årige redaktør. De gamle sumerere — der boede på sletten mellem floderne Tigris og Eufrat omkring år 2000 f.v.t. — skrev på lertavler og brugte kileskrift, og de var meget produktive. „De skrev alt ned,“ siger Erle Leichty, der er medredaktør af ordbogen. „Vi har mere fra sumererne end fra nogen anden kultur i historien før trykkemaskinens opfindelse.“ Der er allerede blevet udgravet godt en million tavler, hvoraf de fleste venter på at blive dechifreret.
Bævere bedst
● Når smeltevandet hvert forår borteroderer et vandløbs bredder og de omliggende områder oversvømmes, kan det koste mange penge at bygge en spærredæmning — op imod en million kroner. Så da det amerikanske BLM (Bureau of Land Management, kontoret for jordforvaltning) stod over for det problem at skulle kontrollere et vandløb i staten Wyoming, fandt de på den fuldendte løsning: Brug af bævere. Eftersom der ikke var nogen træer i nærheden som bæverne kunne udnytte, hjalp BLM dem ved at komme med nogle aspetræer og ved at binde lastvognsdæk sammen for at lave et fundament i vandløbet. Bæverne gjorde resten; vandet løber nu langsommere, og vandløbet bliver kun cirka 15 meter bredere om foråret. Og efterhånden som der aflejrede sig dynd bag spærredæmningerne, begyndte man at reetablere bevoksningen af græs og piletræer langs bredderne — og det har alt sammen kostet mindre end 30.000 kroner. Nu planlægger myndighederne at bruge bævere til at genoprette den økologiske balance langs vandløb i andre stater.
Kræftrisikoen mindskes
● Nye undersøgelser har vist at risikoen for visse former for kræft kan mindskes betydeligt ved simple forandringer i kosten. Én undersøgelse har vist at antallet af kræfttilfælde i spiserøret for en stor del kan mindskes alene ved en god ernæring. En anden har vist at risikoen for kræft i mund og svælg kan mindskes ved større indtagelse af frugt og grøntsager. „De kostmønstre der beviseligt nedsatte risikoen i disse undersøgelser omfattede ikke store mængder af visse fødemidler eller et stort vitamintilskud,“ siger Regina Ziegler fra det amerikanske kræftinstitut. „En moderat øgning i indtagelsen af visse almindelige fødevaregrupper var alt hvad der var nødvendigt.“ Man er nu i gang med undersøgelser der kan vise kostens betydning for andre kræftformer.
Nu 1785 sprog!
● Så mange sprog var Bibelen blevet udgivet på til og med udgangen af 1983, ifølge en meddelelse fra De forenede Bibelselskaber. Det er 24 flere end året før. Tallet 1785 fordeler sig således: Hele Bibelen — 283 sprog; „Det nye Testamente“ — 572 sprog; enkelte bibelbøger — 930 sprog.
Kina forandrer sig
● „Udstyret med udrejsevisa og formuer der er for enorme til at kunne holdes inde af landets grænser, flyver 50 velhavere fra landprovinsen Hebei i næste uge til Tokyo. Disse er de første bønder fra det nye Kina der rejser på ferie i udlandet for egen regning,“ hedder det i Toronto-avisen Globe and Mail. Rejsen koster cirka 30.000 kroner, hvilket svarer til omkring „20 gange den gennemsnitlige årsindkomst“ i Kina. Hvordan kunne de da få råd til rejsen? Avisen fortæller at nogle få bønder „er blevet løst fra regeringen Deng Xiaopings kollektive kornlandbrug og har haft held med bierhverv som opdræt af kyllinger, reparation af traktorer, og kurvefletning“.
Forskelle i undervisning
● Kritikere af det amerikanske undervisningssystem føler at den undervisningsmæssige standard i amerikanske skoler bør hæves, mens de beundrer det strengere japanske system. Samtidig har japanske undervisere kastet et anerkendende blik på det mere afslappede amerikanske skolevæsen. Som dr. Ernest L. Boyer, formand for Carnegie Foundation for the Advancement of Teaching (Carnegie-stiftelsen til undervisningens fremme) i De forenede Stater, har sagt: „Vi er imponerede over [Japans] klare normer og hårde læseplan, samt deres systematiske vurdering og nære samfundsstøtte.“ På den anden side, sagde han, „ser de efter muligheder for at frigøre sig for de restriktioner vi synes at beundre“. The New York Times skriver at japanske undervisere er bekymrede for virkningen af det intense pres de nationale prøver lægger på børnene, og at de har henstillet til en lettelse af de hårde krav. I De forenede Stater, hvor man ikke har et nationalt standpunktskrav til børnene, kræver underviserne derimod flere prøver og større strenghed i skolerne. Det man bør tilstræbe, siger dr. Boyer, er en bedre balance mellem de to ting.
Bevar miljøet
● Internationale videnskabsmænd og forskere som har deltaget i en miljøkonference foranstaltet af Verdens Råstofinstitut, har udsendt en erklæring til nationerne om at beskytte jordens biosystemer og miljø. Ifølge The New York Times har de erklæret: „Den æra vi går ind i er ny for os i den forstand at det for første gang i historien er muligt for menneskene at ændre miljøet på globalt plan og inden for en enkelt generations levetid.“ Erklæringen opstillede de mål man må arbejde henimod for at stabilisere det globale miljø og sikre jordens naturlige råstoffer, og advarer om at „hvis vi forbliver inaktive, enten af pessimisme eller af selvtilfredshed, kan vi kun forvente det mørke mange frygter“.
Rumaffald
● Ifølge NORAD (den nordamerikanske luftforsvarskommando) kredser cirka 3800 stykker menneskeskabt affald nu rundt om jorden. To tredjedele af dette rumalderens affald — uvirksomme rumsonder og satellitter, udbrændte startraketter, iltbeholdere, ødelagte solcellepaneler og så videre — vil på ubestemt tid kredse om jorden i en højde af 36.000 kilometer. Den øvrige tredjedel vil kredse 200 til 500 kilometer fra jorden indtil de enkelte stykker tiltrækkes af jordens tyngdekraft og brændes op i atmosfæren. Man ved ikke hvor mange der vil „overleve“ og ramme jorden. Tidsskriftet Time siger: „Sandsynligheden for at rumaffald rammer et menneske er så lille at [forsikringsselskabet] Lloyds of London mener at risikoen er umulig at beregne.“ Det fortælles dog at fem besætningsmedlemmer på et japansk fragtskib blev ramt og alvorligt såret af vragrester fra et sovjetisk rumskib i 1969. Videnskabsmænd prøver nu at udtænke måder at indsamle affaldet på og slæbe det til specielle ’rumskibskirkegårde’ i rummet for at det ikke skal gøre skade på fungerende satellitter og rumfartøjer.
Kæmpebi fundet
● Man havde længe regnet Indonesiens kæmpebi med det latinske navn Chalicodoma pluto for udryddet, men man har nu fundet den i live og i god trivsel. For nylig opdagede man adskillige kolonier af den 4 centimeter lange bi — der er 15 gange større end den almindelige honningbi — i termitboer på tre indonesiske øer. Bierne kan blandt andet kendes på deres store kæber, der minder om billers — som de bruger til at bore huller i de modstandsdygtige termitboer og til at samle materiale med så de kan bygge sig et beskyttende bo indenfor. Kæmpebien var ikke blevet iagttaget siden 1859, da man fandt enkelte eksemplarer.