Jeg var rastafarianer
MIT hår var langt, og mine øjne havde fået en uren rødlig farve fordi jeg røg marihuana. Almindelige ting som redekam, paptallerkener og papbægre, ja selv det navn mine forældre havde givet mig, havde jeg kun foragt tilovers for. ’Men,’ spørger du sikkert, ’hvorfor forkaste noget der er brugbart og kan være til nytte?’ Jeg gjorde det fordi jeg var rastafarianer. Rastafarianismen er en religiøs bevægelse der stammer fra Jamaica. Lad mig fortælle lidt om hvordan jeg blev rastafarianer, og hvad denne tro går ud på.
Det hele begyndte en dag da jeg sad under et træ og læste i Bibelen mens jeg røg på en ganjacigar (marihuana). En rastafarianer kom hen til mig og satte sig for at ryge sammen med mig. Da samtalen var kommet i gang forklarede han at der var en måde hvorpå mennesket kunne blive ved med at leve uden at dø. Det ville jeg gerne høre mere om, så han fortalte mig om de opfattelser der ligger til grund for rastafarianernes tro.
Rastafarianernes tro
Jeg fandt senere ud af at der blandt rastafarianerne findes flere forskellige grupper, hver med sine egne ideer. Men ét er de alle enige om — at den afdøde etiopiske kejser Haile Selassie var en reinkarnation af Jesus Kristus, at han var kongers Konge og herrers Herre og den sejrende løve „som er af Judas stamme“. — Åbenbaringen 5:5.
Min vejleder hørte til den gruppe rastafarianere der kaldte sig Skaberværkets Højdepunkt, så jeg sluttede mig også til denne gruppe. Ifølge vort livssyn var vi ét med skaberværket — ligesom planterne og dyrene er det. Lyn, torden og andre naturfænomener betragtede vi med ærefrygt og rædsel — som om det var Gud der talte.
Vi vægrede os ved at spise kød, fisk eller lignende, da vi mente at sådanne ting var døde og gik i forrådnelse, og det derfor ville gå på samme måde med den der spiste dem. Derimod bliver visse grøntsager, som for eksempel spinat, ved med at vokse efter at stængelen er skåret over. Vi troede derfor at det blev muligt at leve evigt, hvis man ernærede sig af den slags. Kun hvis man begik en alvorlig synd ville man dø.
I min gruppe mente vi at den hvide mand var en del af skaberværket men dog underlegen i forhold til den sorte mand, der er ’skabningens herre’. Nogle rastafarianske grupper nærede imidlertid et dybfølt had til den hvide mand på grund af de lidelser han havde påført de sorte i form af slavehandel, mishandling, voldtægt og mord. Disse rastafarianere mener at undertrykkelsen af den sorte race skal hævnes ved hjælp af revolution og blodsudgydelse, og at alle de sorte med tiden skal vende tilbage til deres hjemland, Afrika, hvorfra de ufrivilligt er blevet ført bort.
Den livsanskuelse jeg havde antaget var meget ukompliceret for mig. Der var kun én fører, den „guddommelige“ Haile Selassie, der før sin kroning til kejser hed Ras Tafari (heraf navnet rastafarianer). Mit mål i livet var at forstå skaberværket rigtigt, at nå frem til bevidstheden om at jeg var Guds søn, og at anvende det der er skabt af Gud mest muligt og det der er frembragt af mennesker mindst muligt. Derfor ville jeg ikke bruge en kam til mit hår — den var lavet af mennesker. Så jeg lod mit hår vokse lige så frit som løvet på træerne.
Ud fra den samme betragtning brugte jeg heller ikke tallerkener eller kopper — de blev erstattet af udhulede græskar. Alt hvad der var lavet af papir blev også kasseret, deriblandt Bibelen. Jeg var overbevist om at alt hvad Gud havde skabt tilhørte mig, helt gratis, uanset hvem der ejede eller havde rådighed over det. Andres afgrøder tilhørte i virkeligheden mig, troede jeg. Hvis nogen hævdede at de ejede disse afgrøder og forlangte penge for dem, havde de ingen ret til det.
En sprogbarriere
Min nye livsform resulterede i en sprogbarriere over for ikke-rastafarianere. Ifølge vor overbevisning måtte endog de navne vore forældre havde givet os forkastes som produkter af det industrialiserede samfund. I stedet fik det engelske personlige stedord „I“ (jeg) en særlig betydning. Gud var den første „I“, og hver rastafarianer var også „I“. For at kunne skelne det ene menneske fra det andet knyttede man et tillægsord der beskrev størrelse, udseende eller lignende, til betegnelsen „I“. Da jeg var lille af vækst blev jeg kaldt „small I“ (lille jeg). Selv navne på fødemidler blev ændret ved indsættelse af bogstavet „i“. På den måde blev „banana“ (banan) til „ianana“.
Vi ændrede også det engelske sprog på andre måder. For eksempel kunne man efter vor opfattelse ikke „come back“ (komme tilbage) i betydningen returnere, da det er umuligt at skrue tiden tilbage. Derfor blev udtrykket „coming back“ ændret til „coming forward“ (komme frem). Nogle ord blev også ændret så de passede til vores måde at tænke på. „Oppressor“ (undertrykker) blev til „down-pressor“ (ned-trykker) fordi den første stavelse, der udtales „up“ (op), indebærer noget godt og ophøjet, mens „down“ (ned) passer bedre til den betydning der ligger i ordet „oppressor“. Under indflydelse af denne form for indoktrinering kunne jeg efter nogen tid næsten ikke sige en enkelt sætning på almindeligt engelsk, selv om jeg havde gået fem år på Cornwall College i byen Montego Bay.
Denne nye livsanskuelse bragte mig på kant med mine forældre fordi jeg begyndte at opføre mig respektløst og tiltalte dem i det mest modbydelige sprog. Min opførsel og mit udseende kastede skam over familien. Til sidst gav min fader mig besked på at forlade hjemmet. Jeg pakkede nogle få ejendele sammen og rejste min vej for at leve det liv jeg var overbevist om ville give mig sand tilfredshed i tilværelsen.
Skaberværkets afgrøde indsamles
Derefter blev jeg storryger af marihuana, der påvirkede mig så jeg skubbede alle livets bekymringer til side. Jeg sad og mediterede indtil jeg fik følelsen af at gå op i en højere enhed med naturen, at blive ét med skaberværket. Trangen til at sidde og meditere førte til dovenskab. Jeg opgav mit arbejde som musiker så jeg kunne få mere tid til at gå op i bjergene for at ’tale fortroligt’ med Gud; der havde jeg en hytte sammen med to andre rastafarianere.
Efterhånden som tiden gik blev det småt med penge. Derfor begyndte vi at indsamle noget af „vor Faders skaberværk“, hos de mennesker der efter vor opfattelse uretmæssigt forlangte penge for det. Om natten drog vi på plyndringstogt til de omkringliggende gårde. Disse plyndringer blev meldt til politiet, der blev vore svorne modstandere. Vi betragtede dem som fjender der ønskede at fordrive os fra „skaberværket“. Om dagen omringede de vores hytte, skød efter os, slog os og rådede os til at forsvinde fra byen. Men om natten var det anderledes — så gik vi i aktion for at indsamle „skaberværkets afgrøde“.
I ét tilfælde blev jeg arresteret og anklaget for kidnapning, men blev snart løsladt igen. Det indgød mig mod og forstærkede min overbevisning om at jeg var en ’søn af Gud’. Jeg blev imidlertid arresteret for anden gang, anklaget for fem forskellige forhold — tyveri under skærpende omstændigheder, voldeligt overfald, besiddelse af stjålne effekter, besiddelse af ganja, og dét at have ført et defekt køretøj.
Denne gang var det som om Gud havde glemt mig, for jeg fik en ordentlig gang prygl af politiet og blev fængslet i tre måneder uden mulighed for løsladelse mod kaution. Efter nogen tid blev jeg dømt, men jeg undgik fængselsstraf fordi flere indflydelsesrige personer der kendte mig bad retten om at mildne min dom. Andre af mine rastafarianske venner var dog knap så heldige. Én blev dømt til fire års hårdt arbejde, en anden blev dømt til for eftertiden kun at måtte færdes inden for det område hvor han hørte hjemme. Senere blev to andre rastafarianere fundet sammenbundne i sække — døde; de var tilsyneladende blevet impliceret i nogle forretninger med udenlandske narkohandlere.
Min tro rystes
Alle disse vanskeligheder fik mig til at overveje hvorvidt min tro var sand. Dertil kom at nogle af mine rastafarianske trosfæller fostrede en ny idé — de var ikke længere sønner af Gud, men hver især var de Gud selv. Det kunne jeg ikke acceptere. På grund af dette og andre spørgsmål udbrød der en strid imellem os. Til sidst besluttede jeg at flytte hjem — men jeg var stadig rastafarianer i min måde at tænke på og holdt også mere eller mindre forbindelsen ved lige med andre rastafarianere.
Jeg havde behov for at tale med nogen, men de der ikke var rastafarianere kunne ikke forstå hvad jeg sagde. Så kom jeg i tanker om den trøst jeg tidligere havde fået ved at læse i Bibelen, og begyndte derfor at læse i den igen. Mens jeg læste stødte jeg på flere skriftsteder der fik mig til at tænke. I Salme 1:1 står der for eksempel: „Velsignet er den mand der ikke vandrer efter ugudeliges råd.“ (King James Version) Jeg opfattede mine rastafarianske trosfæller som ’ugudelige’ fordi de nu hævdede at være guddommelige. Og i Første Korintherbrev 11:14 læste jeg: „Lærer ikke endog selve naturen jer, at dersom en mand har langt hår, er det til skam for ham?“ (King James Version) Men jeg havde jo langt hår!
Lidt efter lidt voksede tvivlen på det jeg hidtil havde været overbevist om, men samtidig voksede der også et ønske frem om at tilbede den sande Gud, på den rigtige måde. Jeg indså at rastafarianismen ikke kunne dække mine behov for at få en klar forståelse af hvem Skaberen er, at få et sikkert grundlag for et evigt liv, at tilhøre et sandt broderskab grundlagt på kærlighed og forståelse og at forstå hvad årsagen er til uretfærdigheden i verdens samfundsorden.
Jeg finder tilfredsstillende svar
Jeg anede imidlertid ikke hvor jeg skulle vende mig hen. Til tider kunne jeg sidde og råbe på hjælp idet jeg bad Gud, hvem han så end var, om at komme mig til undsætning. En skønne dag kom to Jehovas vidner til mine forældres dør for at tale om Bibelen. Det interesserede mig ikke særligt før ordet „Harmagedon“ blev nævnt.
„Det ved jeg alt om,“ udbrød jeg. „Og jeg vil også blive vidne til det.“
„Vil du være et vidne for Jehova?“ spurgte en af dem.
„Hvem er Jehova?“
Som svar slog han med det samme op på Salme 83:18, hvor der står: „Så man kan vide at du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.“
For første gang begyndte navnet Jehovas Vidner at sige mig noget. Tidligere havde jeg blot forkastet dem som et af de mange religiøse samfund jeg havde afskrevet som falske. Men nu modtog jeg med glæde bogen Sandheden der fører til evigt liv af dem og begyndte at læse i den med det samme.
Kapitlet „Hvem er Gud?“ interesserede mig særlig meget. Jeg husker at jeg sad og sagde navnet „Jehova“ højt, igen og igen, ligesom et lille barn der har lært et nyt ord. Endelig var mit behov for at vide hvem den sande Gud er, blevet dækket.
Jeg fik et tilfredsstillende svar på hvordan vi kan få en retfærdig og rimelig samfundsorden på jorden, i kapitlet „Et retfærdigt styre gør jorden til et paradis“. Jeg var meget taknemmelig for at få at vide at jorden snart vil blive gjort til et paradis med et rent, forureningsfrit miljø. Og jeg var begejstret for udsigten til at kunne leve evigt uden at skulle flygte til et øde sted i bjergene for at komme væk fra det fordærvede menneskesamfund! — Salme 37:9-11, 29; Lukas 23:43; Åbenbaringen 11:18.
Derfor indså jeg at den vej jeg hidtil havde fulgt i min tilbedelse af Gud var utilfredsstillende. Så jeg bad en i min familie om at klippe mit lange hår og begyndte derefter at bryde alle bånd til min tidligere rastafarianske omgangskreds. Men det var nu ikke så let. De betragtede mig som en forræder og truede med at dræbe mig. Det afskrækkede mig dog ikke. Jeg følte at intet kunne få mig til at holde op med at studere Bibelen, for jeg havde fundet noget der virkelig kunne give tilfredshed i tilværelsen.
Efter at have soigneret mig fandt jeg vej til den lokale rigssal. Kort tid efter begyndte en pioner (en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere) at studere Bibelen regelmæssigt med mig. Han var meget venlig og tålmodig, hvilket også var nødvendigt. Til tider kunne han ikke engang forstå hvad jeg sagde på grund af mine rastafarianske gloser.
Da jeg nu havde fundet sandheden og fået mit åndelige behov dækket, følte jeg mig forpligtet til at dele denne gode nyhed med mine forældre. Min moder reagerede positivt og begyndte snart at overvære møderne i rigssalen sammen med mig, og min fader var også ret imponeret af den forandring der var sket med mit udseende og min personlighed. Omkring seks måneder efter at jeg var begyndt at studere, indviede jeg mit liv til at tjene Jehova Gud og blev døbt. Jeg havde yderligere den glæde at overvære min moders dåb nogle få måneder senere.
Når jeg ser tilbage og tænker på at to af mine rastafarianske trosfæller blev myrdet og at andre stadig er i fængsel, er jeg Jehova meget taknemmelig for at jeg nu kan tjene ham. Det at dele sandheden fra Guds ord med andre og nyde samværet med kristne brødre og søstre har givet mig virkelig lykke og tilfredshed i tilværelsen. Dertil kommer at jeg har det vidunderlige håb at få lov at leve evigt i en retfærdig ny orden hvor alle menneskers behov vil blive dækket for evigt. (Salme 145:16) — Indsendt.
[Tekstcitat på side 10]
Jeg var overbevist om at alt hvad Gud havde skabt tilhørte mig, helt gratis, uanset hvem der ejede det
[Tekstcitat på side 12]
Jeg var begejstret for udsigten til at kunne leve evigt