Vi betragter verden
Risikoen ved hotdogs
● En undersøgelse af 103 tilfælde hvor børn på ni år og derunder kvaltes i mad, udpeger hotdogs som den største enkeltårsag til kvælningsdød under fødeindtagelse, beretter Journal of the American Medical Association. Andre fødemidler som gulerødder, småkager, slik og nødder må også tilskrives en vis skyld, men pølserne får skylden for 17 procent af alle kvælningsdødsfald forårsaget af mad. „Hvis man skulle udtænke noget der perfekt blokerer et barns luftveje, skulle det være et stykke af en bajersk pølse på størrelse med en bid,“ udtaler Susan P. Baker fra Johns Hopkins University i Baltimore ifølge newyorkerdagbladet Daily News. „Man bør ikke give et barn under 4-årsalderen en hel pølse at spise,“ udtaler hun.
1800 år gammel melodi
● Det ældste partitur man nogen sinde har fundet i Kina består af et stykke træ hvori der er indridset noteringer for et femstrenget instrument. Det kinesiske nyhedsugeblad Beijing Review skriver at musikstykket er 1800 år gammelt. Det blev fundet i 1920, men blev glemt og gemt af vejen i mere end 60 år, indtil historikeren Niu Longfei ved Lanzhou-universitetet for nylig undersøgte og udskrev musikstykket med nutidige noder. Han beskriver melodien som yndefuld og smuk.
Terrorisme i forretningsverdenen
● Terrorismen tiltager i forretningsverdenen. Direktører såvel som firmaer er blevet mål for politiske terrororganisationers trusler og voldshandlinger — kidnapninger, pengeafpresning og bomber. Ifølge Industry Week vokser terrorismen især i Mellemøsten og Latinamerika. Risks International Inc., et rådgivende firma for forretningssikkerhed, registrerede 2838 tilfælde af terrorisme i hele verden i 1983, og 690 af disse var rettet mod forretningsforetagender. Men det står værre til end tallene viser, for mange firmaer er tilbageholdende med åbent at rapportere tilfælde af terrorisme. William Niehous, en firmaleder der blev holdt som gidsel af nogle terrorister, giver følgende råd: „Skilt ikke med din rigdom eller din betydningsfulde stilling. . . . Gå ikke med vest. I Sydamerika er veste iøjnefaldende. Gå i sportsskjorte. Hold en lav profil.“
Vokser atomklubben?
● Antallet af nationer der er i stand til at fremstille deres egne atomvåben vokser måske snart fra 5 til 13, siger to nyere rapporter. (Man mener at der i øjeblikket kun er fem nationer der har atomvåben: Storbritannien, Kina, Frankrig, Sovjetunionen og De forenede Stater.) En undersøgelse foretaget af Carnegie-fonden for International Fred viser at Libyen, Sydafrika, Pakistan, Indien, Israel, Irak, Argentina og Brasilien inden for det sidste år har „taget vigtige skridt henimod at bygge eller udvide“ faciliteter hvor der kan fremstilles atomvåben. Rapporten fra De forenede Staters kongresbibliotek tilføjer dystert: „Mange atomvåbenfri stater har i dag et større atomindustrielt grundlag for at fremstille atombomber end USA havde i de tidlige dage af Manhattan-projektet der fremstillede [de første] amerikanske atombomber.“
Arktisk forurening
● Ved et møde angående forurening som blev holdt ved den årlige konference om arktisk videnskab i Anchorage i Alaska, udtrykte videnskabsfolk dyb bekymring over omfanget af luftforurening som nu kan konstateres i Arktis. Sovjetunionen, som besidder 75 procent af landområderne nord for polarcirkelen, siges at være mest forurenende, fulgt af Europa. Man fremhævede at virkningen af forurenende stoffer mangedobles i det barske arktiske miljø. Forskeren William Zollar, der har 20 års erfaring med Arktis, udtalte: „Alt hænger i en meget tynd tråd i de arktiske egne.“ Der planlægges en international konference om forurening af Arktis i år, beretter The New York Times.
Tyske baptister „skamfulde“
● Ved den europæiske baptistsammenslutnings kongres der sidste år blev afholdt i Hamburg, talte tyske baptister for første gang imod det at deres kirke havde undladt at modstå Hitler og hans tredje rige kraftigt nok, siger The German Tribune. Overhovedet for Vesttysklands baptister indrømmede: „Vi skammer os over at vor tyske afdeling bukkede under for den tids ideologiske fristelse og ikke havde større mod til at kæmpe for sandhed og retfærdighed.“
Selvmord smitter
● De forenede Stater er blevet ramt af en tidevandsbølge af teenageselvmord — mange af dem kommer i bølger, idet ét ungt menneskes selvmord udløser et andet i nabolaget. Hvert år begår 6000 teenagere og unge voksne selvmord. Det er den hurtigstvoksende dødsårsag blandt 15- til 24-årige — en tredobling af tallet fra 1950erne — og det er den næststørste dødsårsag i den aldersgruppe, fremgik det af et nyligt opført TV-spil om selvmord med titlen „Silence of the Heart“ (Det tavse hjerte). Dertil kommer, som U.S.News & World Report meddeler, at „siden 1970 er selvmordstallet for unge mellem 15 og 19 steget med 44 procent, mens stigningen for landet som et hele kun er på 2,6 procent“.
Rygning og hjertesygdomme
● Efter at man har set på resultaterne af 40 års verdensomspændende forskning, er vidnesbyrdene om at cigaretrygning forårsager hjertesygdomme overvældende. Sådan konkluderer en omfattende rapport om rygningens indflydelse på helbredet, foretaget af USAs generallæge C. Everett Koop. Hjertesygdomme som følge af rygning er årligt skyld i 170.000 dødsfald i De forenede Stater. „Medmindre den amerikanske befolkning ændrer sine rygevaner,“ hedder det i rapporten, „vil måske 10 procent af alle nulevende mennesker lide en for tidlig død på grund af en hjertesygdom der kan tilskrives deres rygevaner“.
Der er imidlertid den gode nyhed, siger Koop, at hvis „man holder op med at ryge, bliver risikoen for at dø af en hjertesygdom næsten øjeblikkelig mindre og er til sidst ikke større end den er for en der aldrig har røget“.
● En rapport i novemberudgaven af The New England Journal of Medicine af dr. Arthur J. Hartz fra den lægevidenskabelige læreanstalt i Wisconsin, peger kraftigt på cigaretrygning som årsagen til en sjælden men dødbringende hjertelidelse ved navn cardiomyopati. Denne lidelse svækker hele hjertemuskelen og hindrer derved den rette blodcirkulation. Resultatet kan blive hjertestop.
Astrologien — ’latterlig’?
● Der er flere og flere der tror på astrologien, sagde dr. Jeremy Cherfas i en tale han for nylig holdt i England. En gallupundersøgelse der blev foretaget i 1951, viste at kun 6 procent troede på astrologien. I dag er tallet 80 procent. Londonavisen Daily Telegraph skriver imidlertid at nye videnskabelige opdagelser har fjernet det astronomiske grundlag for astrologien. Det er nu kendt at jorden ikke er centrum i solsystemet, og opdagelsen af endnu en stjerne har yderligere kompliceret den traditionelle tænkning i forbindelse med stjernebillederne. Astrologien er ifølge dr. Cherfas „så fuld af uoverensstemmelser at dens påstande om at være en videnskab er [latterlige]“.
Man „taber vejret“ i Mexico City
● På en forureningsskala der går fra 1 til 100, får Rom, New York og Tokyo 5 points, men Mexico City får hele 97 points, meddeler Mexicos økologibevægelse, en hovedorganisation der repræsenterer 63 mexicanske miljøgrupper. „Mexico City løber en stor risiko for at blive et ’økologisk Hiroshima’,“ advarer bevægelsens formand. Han forudsiger at hvis forureningen ikke øjeblikkelig begrænses, vil der i hvert af de næste fire år dø 25.000 (halvdelen børn) af forurening. Ifølge det hollandske blad Internationale Samenwerking meddelte sundhedsministeriet sidste år at det er mere ødelæggende for helbredet at „gå en tur i Mexico City“ end at ryge „to pakker cigaretter om dagen“.
Er sport for alle?
● Sport er ikke for alle — i det mindste er det ikke alle der bør deltage uden først at være blevet lægeundersøgt — hævder dr. med. Gershon Lesser, der underviser i medicin ved University of Southern California og er vært i et sundhedsshow i fjernsynet i Los Angeles. Hvem især bør undersøges? „Sport er en tvivlsom adspredelse for den sygeligt fortravlede, den type der styrter på arbejde, sluger sin frokost og styrter hjem i myldretiden for at kaste sig over sysler dér, før han farer i seng,“ siger hjertespecialisten Lesser. „For den type vil motion sandsynligvis kun betyde at han styrter endnu hurtigere mod graven.“