Udbredt hungersnød — ikke kun et spørgsmål om mad

„35 millioner sulter i det tørkeramte Afrika“

„Sult og bureaukrati udmarver et kontinent“

„Tørke, død og håbløshed“

DU HAR sikkert set mange overskrifter som disse inden for de seneste år. De ledsages som regel af billeder af sultende børn med matte øjne og opsvulmet mave, usle flygtningelejre pakket med mennesker der ikke er andet end skind og ben, afsvedne landskaber overstrøet med ådsler — billeder som det næsten er umuligt at udviske.

Selve artiklerne er ikke mindre uhyggelige. En særudgave af tidsskriftet Courier, der udgives af De forenede Nationer, påpeger at mange var optimistiske for ti år siden, og tilføjer: „I dag er man imidlertid nødt til at se i øjnene at situationen for denne verdens underprivilegerede til stadighed forværres. Næsten 500 millioner sidder uhjælpeligt fast i fattigdommen og trues daglig af hungersnød.“ FNs Verdensfødevareråd anslår at der „årligt i udviklingslandene er 15 millioner børn der dør af underernæring“, hvilket svarer til en børnedødelighed der er 30 gange højere end i industrilandene. Og ifølge Verdensbanken får 200 millioner afrikanere — over 60 procent af kontinentets befolkning — mindre at spise end det der er nødvendigt for at de kan overleve.

På den anden side har du måske også læst optimistiske artikler om afgørende opdagelser inden for genforskning, der giver løfte om kommende, nye højtydende og sygdoms- eller tørkeresistente afgrøder. Nye og revolutionerende landbrugsmetoder udvikles for at øge udbyttet. Regeringer og organisationer over hele jorden iværksætter hjælpeprogrammer af forskellig art. FNs Organisation for Ernæring og Landbrug har beregnet at hvis alle fødevarer der produceres i verden blev ligeligt fordelt, kunne hvert menneske på jorden få hvad der svarer til 3000 kalorier om dagen — mere end hvad de fleste har brug for. I nogle lande betales landmændene endda af regeringerne for at mindske deres høstudbytte så man kan begrænse fødevarelagrene og stabilisere priserne. Alt dette kunne tyde på at hungersnøden i verden snart vil være et afsluttet kapitel.

Når man undersøger kendsgerningerne opdager man imidlertid at problemet med at brødføde verdens sultende er mere kompliceret end som så. Videnskabsfolk og landmænd har måske nok den tekniske ekspertise der er nødvendig for at produktionen af fødevarer kan øges. Regeringer og verdensorganisationer har måske nok forslag og programmer parat hvormed et og andet problem kunne løses. Men der synes at være nogle ukendte faktorer som hindrer kampen mod hungersnøden i at vinde terræn. Hvordan kan det være? Hvilke ukendte faktorer står vi over for? Ja, kan det overhovedet lade sig gøre at brødføde denne verdens sultende?

[Ramme på side 3]

Sultedøden

„SUNDE voksne mennesker der får vand at drikke men ingen mad, vil dø i løbet af 50 til 70 dage. Hvis ofrene er svækkede af fejlernæring vil de dog i næsten ethvert tilfælde bukke under for andre sygdomme. Døden indtræder efter at den sultendes legeme fuldstændig har fortæret sig selv. Legemet oplagrer højst en dags forbrug af dets primære energikilde, glukose, og når denne forsyning er opbrugt begynder det at frembringe energi ved forbrænding af fedt i form af fedtsyrer eller ketoner. Når legemsfedtet er opbrugt tvinges legemet til at nedbryde proteinerne i muskler og andre livsvigtige væv, hvorved hjertet, nyrerne, milten og andre organer langsomt ødelægges. Maven bliver ofte opsvulmet og udspilet på grund af en unormal væskeophobning. Når vævet hentæres tørrer huden ud, knoglerne bliver skrøbelige og håret falder af. Blodtrykket falder. Hos børn standser hjernens udvikling. Immunforsvaret begynder at svigte, hvilket som regel medfører en dødbringende infektion. Også tarmene hentæres. Hørelsen, syns- og taleevnen svigter. Da legemet forsøger at mindske energiforbruget, falder legemstemperaturen, og hypotermi (abnormt lav legemstemperatur) forekommer hyppigt. Til sidst bukker organismen under, og døden indtræder som følge af omfattende organsvigt.“ — Et tillæg til The New York Times for 1. januar 1985.