Hungersnød trods overflod — hvorfor?

● „Det er en kendsgerning at hvis man tager den samlede mængde korn der produceres plus den samlede mængde andre madafgrøder og alle andre fødevarer der produceres, er der nok til at alle verdens fem milliarder mennesker kan få tilstrækkeligt med nærende mad.“ — The Gazette, der udkommer i Montreal.

● „Siden 1974 har udviklingslandene som et hele årligt øget den samlede produktion af fødevarer med 3,4 procent og har skabt en betydelig nettoforøgelse i tilgængelige fødevarer. I Latinamerika og Asien er fødevareproduktionen steget over 32 procent i løbet af det sidste årti.“ — Los Angeles Times.

PROBLEMET med hungersnød er langtfra løst. Flere og flere eksperter på området er imidlertid kommet til den erkendelse at fødevaremangelen ikke er problemets egentlige årsag. Det lader til at være en udbredt opfattelse at når massevis af mennesker i hele verden sulter og lider af fejlernæring, er det ikke fordi der ikke er fødevarer til rådighed. Vi står i virkeligheden over for en selvmodsigelse: hungersnød trods overflod. Hvorfor er det sådan? Problemet er meget kompliceret, men vi kan her nævne nogle grundlæggende faktorer der bidrager til dette paradoks.

Forkert prioritering

Det er kostbart at udvikle effektive landbrugsmetoder. Gødning, insektgift, moderne landbrugsudstyr og forædlet såsæd koster mange penge. Det kræver tid og penge at bygge magasiner og vandingssystemer og at skaffe transportmuligheder. Hvis udviklingslandene skal nå nogen vegne på disse områder må de altså være villige til at investere en væsentlig del af deres ressourcer i dem. Lande der har gjort dette, som for eksempel Kina og Indien, jordens to folkerigeste lande, har gjort betydelige fremskridt i retning af at kunne brødføde sig selv.

Dette har desværre ikke været tilfældet i den tredje verdens lande, navnlig ikke i Afrika, hvor alvorlig fødevaremangel er blevet et vedvarende og voksende problem. I en rapport fra FAO (FNs Organisation for Ernæring og Landbrug) om den 13. regionale konference, der i juli sidste år afholdtes i Zimbabwe, siges der meget ligefremt: „Den egentlige årsag til fødevareproblemet er at medlemslandene i regelen ikke har prioriteret landbruget så højt som nødvendigt.“ Hvordan kan det være?

Iagttagere påpeger at regeringerne i mange af de lande i Afrika og andre steder der for nylig har opnået uafhængighed, i mange tilfælde forbinder landbrug med kolonialisme og tilbageståenhed. De mener at vejen frem går gennem industrialisering af deres land. For at fremme denne politik er regeringerne tilbøjelige til at støtte byernes voksende industrier og negligere landmændene. I stedet for at skyde penge i udvikling og forbedring af vandings- og transportsystemerne eller tilskynde landmændene til at producere mere, holder nogle regeringer egenmægtigt fødevarepriserne nede for at hjælpe arbejderne og de nye industrier i byerne. Denne politik har medført at jorden kun dyrkes i det omfang der er nødvendigt for at dække landmændenes eget behov, og har forvandlet lande der engang var selvforsynende og måske endda eksporterede fødevarer, til lande der lider under fødevaremangel og må importere det nødvendige.

En ændret livsform

Negligeringen af landbruget har medført at folk i massevis er flyttet fra landet og ind til byerne for at søge arbejde. Undersøgelser har vist at hver tiende afrikaner i 1960 boede i en by, mens hver femte gjorde det i 1980. Man har beregnet at halvdelen af Afrikas befolkning vil bo i byer ved slutningen af dette århundrede hvis tendensen fortsætter. Dette vil naturligvis betyde en yderligere tilbagegang for landbruget og fødevareproduktionen.

Men det er ikke det hele. Mangelen på tilfredsstillende oplagrings- og transportmuligheder gør det vanskeligt at få fødevarerne bragt fra landet og ind til byerne hvor de kan blive solgt. Desuden er der ikke længere efterspørgsel efter lokale afgrøder som hirse og maniok fordi byboerne foretrækker fødevarer der er lette at tilberede, som brød og ris. Der er derfor intet der tilskynder landmændene til at producere mere, og byboerne går over til importerede fødevarer. Statistikker viser at Afrikas import af korn næsten firdobledes mellem 1960 og 1982, mens den lokale fødevareproduktion sakkede yderligere bagud i forhold til befolkningstilvæksten.

Foruden den kostbare import af fødevarer er de høje udgifter til energi til driften af de nye industrier med til at øge fødevareproblemet i mange af den tredje verdens lande. Rapporter fra Nairobi i Kenya viser for eksempel at „60 procent af landets fremmede valuta går til import af olie“. Nabolandet Uganda „bruger hele indtjeningen af fremmed valuta, 10 millioner dollars om måneden, til betaling af den månedlige olieregning“.

For at lette denne byrde fører udviklingslandenes regeringer ofte en politik der blot forværrer hungersnøden. En undersøgelse har for eksempel vist at der på omkring halvdelen af landbrugsjorden i Mellemamerika dyrkes afgrøder der kan eksporteres, såsom sukker, kaffe og tobak, i stedet for de hårdt tiltrængte fødevarer. Noget lignende sker i mange lande i det tropiske Afrika. Her dyrkes der jordbær og nelliker som sælges i Europa, eller der opdrættes kvæg, får og geder som eksporteres til de arabiske lande, mens afrikanerne selv ikke har nok at spise.

Sultens politik

Social og politisk ustabilitet i mange af udviklingslandene har også forværret fødevaremangelen. Ifølge en beregning er der i Afrika siden 1960 forekommet over 12 krige, 50 statskup og 13 attentater på statsmænd, foruden omfattende flygtningevandringer. Situationen er den samme i mange andre steder i verden. Alt dette beskadiger ikke blot det sårbare landbrugssystem, men undergraver også økonomien, der i forvejen er anstrengt på grund af store militærudgifter. Det lader til at landene går højere op i at fylde deres våbenarsenaler end i at fylde de tomme maver.

For eksempel gav det anledning til megen omtale da et østafrikansk land, der havde modtaget to milliarder dollars i militærhjælp, brugte omkring 100 millioner dollars på fejringen af tiåret for revolutionen, mens seks millioner af landets indbyggere var døden nær på grund af voldsom tørke og hungersnød.

Fattigdom

Af alle de skjulte faktorer der forårsager omfattende hungersnød er fattigdom måske den dybest rodfæstede. „Det kræver andet og mere end et overskud af korn at brødføde de sultende i verden,“ siger Barbara Huddleston, der er en autoritet hvad angår international fødevarehjælp. „Der findes allerede et overskud af korn i verden. Det der skal til er at købekraft omgående overføres til steder som Afrika.“ Hvordan dette skulle gennemføres kan end ikke eksperterne sige.

Indtil videre er det sådan at mange steder hvor der kan fås mad, har de fattige ikke råd til at købe den. Fra Ghana forlyder det for eksempel at „det ville koste seks gange gennemsnitsindkomsten for to voksne der begge arbejder, at give en typisk familie med seks medlemmer tre solide måltider om dagen“. Mens de velhavende frådser i dyre, importerede fødevarer, kæmper de fattige for blot at overleve. I områder hvor det ikke er muligt at få arbejde, står mange i en fortvivlet situation. „Kun en storstilet omvurdering og omprioritering i social og økonomisk henseende . . . kan få verden tilbage på en økonomisk og demografisk kurs der begrænser hungersnøden i stedet for at øge den,“ siger Lester Brown fra Worldwatch Institute.

Nytter det at yde hjælp?

Hvis de fattige lande hverken har mulighed for at dyrke tilstrækkeligt med fødevarer eller har penge til at købe mad på det konkurrenceprægede internationale marked, hvordan bærer de sig da ad med at brødføde sig selv? Svaret er at kun de færreste af dem kan brødføde sig selv. Mange af dem er afhængige af international bistand og i ekstreme tilfælde af nødhjælp. I øjeblikket ydes der årligt omkring 45 millioner tons fødevarer, nødhjælp iberegnet, som hjælp til udviklingslandene. Det skulle i teorien være nok til at udligne forskellen mellem de fattige landes behov og det de selv er i stand til at producere eller købe. Men om hjælpen når frem til dem der virkelig har behov for den, er et ganske andet spørgsmål.

At mad er et mægtigt våben på den internationale skueplads er de lande der har et overskud af fødevarer vel vidende om. „Når ressourcerne er begrænsede skænker man sine venner størstedelen af den hjælp man kan yde,“ siger en talsmand for USAs regering. „Den samme målestok anvendes af alle de regeringer jeg kender til,“ fortsætter han. Udviklingslandenes politiske tilhørsforhold har altså meget at sige for arten og mængden af den hjælp de får. Og når de får hjælp betyder mangelen på tilstrækkelige transportmuligheder i disse lande som regel at en stor del af den aldrig når frem til dem der bor i landområderne, dem der virkelig har brug for hjælp.

Så stor betydning fødevarehjælpen end har, er den dog i bedste fald kun en nødløsning. „Regelmæssig fødevarehjælp til de fattige lande har medført at mange af dem er blevet afhængige af industrilandene, har berøvet dem initiativet til at blive selvforsynende med hensyn til fødevarer og har bevirket at store landbrugsområder ikke udnyttes fuldt ud,“ skriver den canadiske avis Globe and Mail. Skønt de bistandsydende lande som regel stiller den betingelse at de lande der modtager hjælp iværksætter visse økonomiske reformer og andre langsigtede planer, betragtes disse forholdsregler i mange tilfælde som indblanding i et andet lands interne anliggender og fører ofte til oprør og vold. På grund af menneskets natur er det desuden kun få der kender til eller er tilstrækkelig interesseret i hvilke forhold folk i fjerne lande lever under. Når der opstår alvorlige nødsituationer vækkes mange til dåd, men da er det ofte for sent at gøre noget, og desuden gøres der ikke nok.

Den anden side af sagen

Af denne korte gennemgang fremgår det at hungersnøden er et paradoksalt problem. Det vi har set på indtil nu er imidlertid kun den ene side af sagen — de sultende og forarmede menneskemasser i Afrika og andre steder i udviklingslandene. Hvad er der at sige om den anden side af sagen, om industrilandene? En stor del af den tredje verden regner med at modtage hjælp fra disse lande, og det vil de fortsat gøre i den nærmeste fremtid. Kan industrilandene blive ved med at yde hjælp? Kan de finde en løsning på det komplicerede fødevareproblem? Hvordan ser fremtiden ud? Er der udsigt til at verdens sultende kan brødfødes?

[Ramme på side 5]

Desperate afrikanere leder efter mad

ET TOCIFRET antal millioner i mindst 20 afrikanske lande er sultne, fejl- eller underernærede. Millioner af dem er børn. De farer rundt for fødderne af kvinderne på markedspladsen og gennemroder støvet for at finde nogle få korn eller bønner der måske er faldet på jorden. Den smule de finder puttes straks i munden eller lægges i deres tiggerskål. Nu og da finder de en trævlet grøntsagsstilk der er smidt til side som uspiselig, tygger den for at få lidt saft ud af den og spytter resterne ud.

Myretuer finkæmmes i søgen efter korn. Kvinder bruger hele dage på at hakke de store, hårde termitboer i stykker for at få fat i de vilde plantefrø som insekterne har samlet. Mange samler gedernes ekskrementer op for at finde de ufordøjede kerner af palmefrø som dyrene måtte have slugt uden at tygge dem. Kvinder maler tørrede blade og græsser til et pulver der ikke har nogen næringsværdi — og mange får kun dette at spise. Andre plukker blade af træer hvorefter de salter og koger dem. Tit har landmændene været nødt til at spise det korn de havde købt som såsæd.

Børnene er klædt i laser — nogle har kun et gedeskind over deres magre krop. Det bliver ofte koldt om natten, og underernærede mennesker kommer let til at fryse og bliver modtagelige for lungebetændelse, hoste og feber.

Forskellige hjælpeorganisationer har oprettet maduddelingscentre, men forsyningerne er begrænsede, og kun en lille del af de sultende kan få noget at spise. I ét nødhjælpscenter må hundrede børn der ikke vil få noget at spise, stå bag et reb og se på at andre spiser. En fireårig pige, der kun vejer knap 5 kilo og er for svag til at kunne gå selv, bæres af sin moder.

I et andet nødhjælpscenter bar en moder sin treårige datter, der kun vejede 3 kilo. En avis skrev: „Det så ud som om pigens ribben og brystben var nær ved at gennembryde huden, der på grund af sult var stramt udspændt over de hårde knogler. Hendes arme og ben lignede tynde pinde.“

I tilfælde som disse har sulten nået et stadium der kaldes marasmus, en sygdom hvor det udhungrede legeme begynder at fortære sig selv. Børns ansigter kommer til at ligne oldinges. Disse børn ses alle vegne i de afrikanske lande hvor sulten hærger.

[Illustrationer på side 6, 7]

Der er mad nok til alle . . . men millioner sulter

[Kildeangivelse]

FAO Photo/​B. Imevbore