Et aktivt liv trods mit handicap
MIN mand, Gary, og jeg er begge vokset op i den amerikanske stat Iowa. Vi var meget unge da vi blev gift — ingen af os var fyldt tyve. Som de fleste andre unge følte vi at vi havde et langt og godt liv foran os, og vi tog ikke så tungt på tilværelsen. Et vidnesbyrd om dette var at vi begge kunne lide at køre på motorcykel.
En dag da Gary og jeg var ude at køre på motorcykel, kom vi ud for en alvorlig ulykke idet vi stødte ind i et andet køretøj. Gary fik nogle knubs, men kom sig helt. Mine kvæstelser var desværre langt alvorligere. Jeg brækkede ryggen.
Efter ulykken var jeg lammet fra brystet og ned. Nu kunne jeg kun komme omkring i en kørestol. Ja, på et øjeblik blev der vendt op og ned på min egen, min mands og min søns tilværelse.
Ubesvarede spørgsmål
Allerede før ulykken havde jeg meget svært ved at forstå spørgsmål som: Hvorfor er der så megen lidelse? Hvorfor begås der så megen uret i verden? Jeg var klar over at de fleste religiøse ledere siger at det er Gud der regerer denne verden og at alt hvad der sker er hans vilje. Men det er jo det samme som at sige at det er Gud der står bag al uret og lidelse. Jeg havde derfor besluttet at hvis der fandtes en Gud og alt det man sagde var sandt, så ville jeg i hvert fald ikke tilbede ham. At jeg blev handicappet fik mig blot til at stå endnu mere fast på denne mening.
Da jeg senere sendte vores søn i en religiøs lejr kom jeg igen til at tænke over religiøse spørgsmål, og jo mere jeg grundede over uret, lidelse og livets mening, desto mere overbevist blev jeg om at der ikke var nogen Gud til. Det forekom mig derfor at være bedst for Gary og mig slet ikke at have nogen religion, så vi blev praktisk talt ateister.
En ændret tankegang
Efter nogle få år flyttede vi til et bjergområde i Colorado. Da vi var faldet til dér, fandt vi ud af at vores nabo var flyttet ind næsten samtidig med os, og jeg hørte at hun var et af Jehovas vidner. Jeg mente at jeg kunne fortælle hende et og andet om religion, da jeg nu havde tænkt så meget over det, læst om det og diskuteret det med andre.
En dag kom hun for at besøge mig. Jeg tænkte: ’Nu er tiden kommet. Jeg piller lige et par af hendes opfattelser fra hinanden, så hun kan se hvor meget hun tager fejl.’ Men da jeg talte med hende gik det op for mig at hun endnu ikke var et af Jehovas vidner. Hun studerede bare Bibelen med dem. Da jeg stillede hende et vanskeligt spørgsmål svarede hun derfor: ’Ved du hvad, jeg er lige begyndt at studere Bibelen, så jeg kender ikke det helt rigtige svar. Men har du ikke lyst til at komme over til mig når vi studerer, så du selv kan spørge Vidnerne?’
Jeg tog imod invitationen, og snart fortalte jeg Gary om alt det jeg lærte og om hvordan mange af de vanskelige spørgsmål jeg havde stillet, var blevet besvaret. Efter nogle få måneder begyndte han også at studere.
Det var betagende for mig at lære at det er Guds hensigt at fjerne den nuværende tingenes ordning der er så fyldt med ondskab og lidelse, og erstatte den med en ny tingenes ordning, deriblandt „en ny jord“, som Bibelen siger. (2 Peter 3:13) Jeg lærte Bibelens opmuntrende løfte at kende: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Salme 37:29.
Det var også vidunderligt for mig at høre om dette løfte, der vil blive indfriet inden for den nærmeste fremtid: „[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:4.
Snart forstod jeg hvad Jesus mente da han sagde: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Johannes 8:32) For første gang i mit liv blev jeg befriet for den mentale trældom jeg havde befundet mig i på grund af mine ubesvarede spørgsmål, mine tvivlstanker og fejlagtige opfattelser, og fordi jeg havde givet Gud skylden for ondskab og lidelse. Samtidig blev jeg frigjort fra en tilstand hvor jeg intet fremtidshåb havde.
Dette løfte om en retfærdig ny ordning indbefatter profeten Esajas’ ord om de handicappede: „Da åbnes de blindes øjne, og de døves ører lukkes op. Da springer den halte som hjorten, og den stummes tunge råber af glæde.“ — Esajas 35:5, 6.
Hvor disse ord appellerer til mig! Jeg længes efter den dag hvor jeg kan ’springe som hjorten’!
Hvad kunne jeg gøre?
Når jeg skulle hen til min nabo for at være med i bibelstudiet med Jehovas vidner, var det en stor udfordring for mig at komme derhen i min kørestol, men min nabo var sød til at hjælpe mig. Og da jeg gerne ville overvære Jehovas Vidners møder for at lære noget mere, var de andre i menigheden til stor hjælp for mig.
I begyndelsen, før Gary begyndte at studere, kom de og hentede mig i bil. Ved hjælp af mine arme lod jeg mig glide over på bilsædet, og så lagde chaufføren eller en anden kørestolen ned i bilens bagagerum. Når vi ankom til rigssalen hjalp de mig tilbage i kørestolen.
Så fik vi en bil som man kunne føre udelukkende ved hjælp af hænderne. Når Gary arbejdede om natten og ikke kunne tage med mig til møde, måtte jeg have en anden til at sætte kørestolen ind bag mig. Her var min søn en stor hjælp. Ligesom Gary har han altid hjulpet mig meget med kørestolen. På denne måde har jeg kunnet tage af sted på egen hånd når som helst jeg havde lyst til det.
Det at overvære møderne og lære mere om Skaberen og hans hensigter gav mig lyst til at fortælle andre om det jeg lærte. Jehovas vidner besøger regelmæssigt deres medmennesker for at hjælpe dem til at lære mere om Bibelen, og denne opbyggende gerning ville jeg gerne være med i. Men hvordan kunne jeg det når jeg sad i kørestol? Jeg var fast besluttet på at dét ikke skulle få lov til at hindre mig. Gary havde samme indstilling, og vi begyndte begge at deltage i forkyndelsen. Vi fulgtes ad, og han førte kørestolen.
Vi ville gerne gøre mere
I 1967 blev Gary og jeg døbt, og vi fik et stadig inderligere ønske om at gøre mere for at hjælpe andre til at lære det samme som vi selv havde lært. Over hele jorden er hundredtusinder af Jehovas vidner optaget af heltidstjenesten. De har gjort forkyndelsen til deres vigtigste arbejde. Det ville jeg også gerne gøre, men på grund af mit handicap mente jeg ikke at jeg kunne klare det.
En dag fulgtes jeg med en forkynder der var i heltidstjenesten. Jeg sagde til ham: „Ih, hvor ville jeg ønske at jeg kunne være i heltidstjenesten ligesom du er!“ Han svarede: „Jamen, hvorfor er du det så ikke?“ Jeg tænkte ved mig selv: ’Det kan da ikke være så svært at forstå!’ Men han havde sådan en positiv indstilling!
Ved et af Jehovas Vidners store stævner i Denver var der en kvinde som sad i kørestol der fortalte om sig selv fra podiet. På trods af sit handicap var hun heltidsforkynder. Jeg tænkte: ’Med Guds hjælp kan jeg også være det!’ Og det har jeg nu været i fjorten år! I de sidste ti år har Gary virket i heltidstjenesten sammen med mig.
Noget der har været en uvurderlig hjælp for mig er den specielle bil vi har. Det er en varevogn af almindelig størrelse, men den har nogle særlige styregrejer der er konstrueret af et andet handicappet Jehovas vidne. Den har også et hejseapparat hvormed jeg kan hejse mig selv op i bilen. Jeg flytter mig så fra kørestolen og over på førersædet. Når jeg er sammen med andre og det er en af dem der kører, kan jeg naturligvis blive siddende i kørestolen og behøver blot at hejse mig ind og ud. Hejseapparatet ligner nærmest stangen fra en trapez. Den svinger ud fra bilen, jeg hægter kørestolen fast til den med kroge, og trykker så på en knap, alt efter om jeg vil op eller ned. På denne måde har jeg regelmæssigt kunnet komme ud og besøge folk i deres hjem, og jeg leder som regel flere hjemmebibelstudier.
Flere udfordringer
I Colorado, og i Idaho hvor vi senere flyttede til, var vintrene noget af en prøvelse. I dage og uger kunne temperaturen ligge under frysepunktet. På et tidspunkt blev vi indbudt til at flytte til Alaska hvor vi nu bor. Her er der kulde, is og sne — næsten hele året rundt! Men selv dét kan man lære at leve med.
Vi tager først og fremmest noget mere tøj på. Gary har endda købt et par „mukluks“ til mig. Det er nogle meget varme støvler som bruges her i Alaska. Når jeg så har uldne sokker og varmt overtøj på, kan jeg godt klare mig trods kulden. I december — den første måned vi boede i Alaska — lå temperaturen på gennemsnitlig 34 kuldegrader! Men vi havde alligevel en aktiv måned i forkyndelsen.
Jeg vil ikke påstå at det er let. Min kørestol kan for eksempel være lidt svær at styre på is. Jeg husker engang da jeg holdt på en bakke og fortalte én om Bibelen. Pludselig begyndte min kørestol at glide. Ned ad bakken gik det! Jeg standsede brat ved foden af bakken og faldt på hænder og fødder med kørestolen over mig! Heldigvis skete der ikke noget, og jeg blev hjulpet tilbage i kørestolen. På fortovene i Anchorage er det dog meget lettere for mig at komme omkring end det var i Colorados og Idahos bjerge.
Velsignelsesrige år
Jeg bliver ofte spurgt om hvad det er der får mig til at blive ved med at besøge andre på trods af mit handicap. For det første har alle disse år hvor jeg har gjort en særlig indsats, været meget velsignelsesrige. Min mand og jeg har hjulpet mange til at lære Skaberen og hans hensigt at kende.
For det andet har det været en stor glæde for mig at se de mange der har følt sig tilskyndet til selv at gøre mere når de har set hvad jeg har kunnet udrette trods mit handicap. Dette har igen været til opmuntring for mig.
Jeg må dog sige at det først og fremmest er min kærlighed til Gud der får mig til at holde ud. Det ville også være forkert af mig at forkynde med noget som helst andet motiv. Før jeg fik nøjagtig kundskab om Gud, gav jeg ham skylden for alle lidelserne på jorden, men da jeg havde lært sandheden om Skaberen at kende, ønskede jeg at prise ham. Og jo mere jeg har prist ham, og hjulpet andre til at gøre det samme, desto nærmere er jeg kommet Gud. Derfor vil jeg aldrig give afkald på den gerning der er blevet den vigtigste mening med mit liv. Den er et stort privilegium. Og når jeg har travlt med at hjælpe andre, får jeg ikke tid til at have ondt af mig selv!
Den rigtige indstilling
Jeg er klar over at det har overordentlig stor betydning at jeg bevarer den rigtige indstilling til forkyndelsen og til mit fremtidshåb. Som det går nu, kan jeg stadig hjælpe andre fra min kørestol, men jeg må se i øjnene at mit helbred er blevet dårligere. Det sker ofte for folk der sidder i kørestol.
Men hvis der kommer en tid hvor jeg ikke længere kan bevæge mig så frit omkring, vil jeg stadig gøre hvad jeg kan. Nogle Jehovas vidner der slet ikke kan komme uden for deres hjem, hjælper folk ved at ringe eller skrive til dem. Nogle får også de interesserede til at komme hjem til dem og studere Bibelen. Måske bliver jeg engang nødt til at gøre det samme. Men så længe jeg overhovedet kan, vil jeg tale ansigt til ansigt med folk i deres eget hjem. Det er dét jeg kan lide.
Uanset hvad den nærmeste fremtid måtte bringe, ved jeg at jeg vil blive rask når Guds nye ordning kommer. Så vil jeg kunne udrette langt mere. Jeg glæder mig meget til den vidunderlige tid hvor „der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige“, som Bibelen lover. (Apostelgerninger 24:15) Tænk på alle dem der kommer tilbage fra de døde og som må undervises om Gud og hans hensigter! Det arbejde vil jeg meget gerne være med i — med et legeme der er sundt og stærkt!
Nej, hav ikke ondt af mig! Jeg har haft en aktiv og dejlig tilværelse. Og jeg ser frem til snart at få en endnu mere aktiv og dejlig tilværelse når Gud begynder at genoprette Paradiset her på jorden. (Lukas 23:43) — Fortalt af Harriet Beckwith.
[Tekstcitat på side 18]
„Jeg tænkte: ’Med Guds hjælp kan jeg også være heltidsforkynder!’“
[Tekstcitat på side 19]
„Når jeg har travlt med at hjælpe andre, får jeg ikke tid til at have ondt af mig selv!“
[Illustration på side 17]
Harriet og hendes specialbyggede bil