Vi betragter verden
Sultens unge ofre
● En million etiopiske børn under fire år sulter, og sandsynligvis vil omtrent halvdelen af dem få varige skader af det, beretter The New York Times. „Der vil tydeligvis komme en generation af etiopiske børn som både fysisk og psykisk er hæmmede på grund af den tørke de oplever nu,“ udtaler lederen af FNs børnehjælpefond. Nødhjælpsforsyninger af mad og medicin via luftbroer kan kun midlertidigt afhjælpe problemet. I en FN-rapport fremsættes denne dystre forudsigelse: „Der er intet håb i sigte for dem der i tavshed lider under det som utvivlsomt er den værste katastrofe der i nyere tid har ramt befolkningen i Afrika.“
Beskyttelse mod lyn
● Ifølge et hold videnskabsmænd fra Singapore som holdt et møde i Oxford i England, er der størst risiko for at blive dræbt ved lynnedslag hvis man befinder sig på golf- eller fodboldbaner, i små både, i læskure (for eksempel ved busstoppesteder), eller, som bekendt, når man står under et træ. Hvad er da det bedste man kan gøre hvis man overraskes af et tordenvejr? At søge ly i en bygning med god jordforbindelse og holde sig borte fra metalgenstande, rør og våde vægge. The Daily Telegraph skriver: „Hvis man bliver overrasket af et tordenvejr mens man befinder sig i et åbent terræn hvor der ikke er ly at finde nogen steder, bør man sætte sig ned der hvor området er lavest. Det er bedre at blive våd end at blive dræbt.“
Læger og naturmedicin
● I nogle lande er læger skeptiske over for naturmedicin, men de fleste tyske læger betragter det som effektivt. „Over 60 procent af de 67.000 praktiserende læger i Den tyske Forbundsrepublik anvender naturmedicin fra tid til anden,“ skriver The German Tribune. „Tyve procent ordinerer jævnlig urtemedicin, og mellem 5 og 10 procent anvender intet andet.“ Stuttgarter Nachrichten citerer dr. Veronika Carstens, en fortaler for større åbenhed for nye tanker inden for videnskaben, for at have sagt: „Læger bør i dag være ivrige efter at kombinere den moderne lægevidenskabs absolut uundværlige resultater med den blide, uskadelige og ofte særdeles effektive naturmedicinske metode.“
Støj fra naboerne
● Byboere beklager sig ofte over at deres naboer støjer. Hvad kan man gøre ved det? Professor Kazuo Yamamoto fra Keio-universitetet i Tokyo har måske fundet en løsning. „Ifølge hans undersøgelse,“ beretter Mainichi Daily News, „finder cirka 65 procent af dem der ikke kender deres naboer, støjen irriterende. Tallet falder til 35 procent når naboerne regelmæssigt hilser på hinanden, og helt ned til 20 procent når de kender hinanden tilstrækkelig godt til at tale lidt sammen på gaden.“ Professorens råd lyder derfor: Lær dine naboer at kende.
Alkohol som brændstof
● Brasilianske embedsmænd oplyser at salget af alkohol-drevne biler ved slutningen af 1983 nåede op på en million, og at alkohol nu benyttes som brændstof til omkring 90 procent af alle de biler der sælges i landet. Samtidig har landets alkoholprogram, PROÁLCOOL, medvirket til at 35 procent af benzinforbruget er blevet erstattet af alkohol, hvilket har nedbragt olieimporten med 100.000 tønder om dagen og skabt 360.000 nye arbejdspladser. I en brochure udgivet af regeringen, med titlen The National Alcohol Program PROÁLCOOL, bemærkes det at alkohol endnu ikke prismæssigt kan konkurrere med dieselolie, men at alkohol brænder renere og ikke forårsager så megen luftforurening.
Svindel med kontokort
● Bedragerier med kontokort indbringer i De forenede Stater hundrede millioner dollars om året, og det breder sig som ringe i vandet, skriver den canadiske avis The Toronto Star. „I mange bedragerier indgår velsmurte og overbevisende telefoniske salgstaler“ hvori kunden tilbydes stor rabat på mikrobølgeovne, fiskerbåde, fjernsyn, krydstogter og så videre, hedder det i avisen. „Det er maddingen. Krogen består i at få kunden til at rykke ud med sit kontokortnummer.“ Forbryderne fremstiller derefter et forfalsket kontokort med samme nummer. I andre tilfælde udgiver de sig for forretningsfolk og benytter de uretmæssigt erhvervede kontokortnumre på forfalskede kopier af salgskvitteringer, som de indleverer i banker og får godtgjort med kontanter. Når bankerne opdager bedrageriet, er „forretningsmanden“ rejst fra byen. Her følger nogle gode råd til folk der har kontokort: Oplys aldrig kortets nummer over telefonen, medmindre det er et velanskrevet firma du har med at gøre. Husk at få kvitteringer og eventuelle kopier med når du har købt noget på konto, og destruér kopierne når du kommer hjem. Endelig bør du gennemgå de månedlige kontoudtog omhyggeligt for eventuelle debiteringer der kunne skyldes bedrageri.
Kopier af pengesedler
● „Der lægges planer om at ændre de amerikanske pengesedlers udseende,“ skriver The Wall Street Journal. Hvorfor? Fordi myndighederne mener at en kommende generation af kopimaskiner kan gengive dokumenter i farver af så god kvalitet at det vil blive for let og for fristende at fremstille falske penge. At give sedlerne endnu en farve, en der er vanskelig at kopiere, er efter sigende den mest sandsynlige udvej blandt dem man overvejer. En anden mulighed vil være at indlægge en „sikkerhedstråd“ i kanten af sedlerne, en tråd som er usynlig medmindre sedlen holdes op mod lyset og som derfor ikke vil kunne ses på en kopi. Man har også haft forslag fremme om hologrammer eller tynde film der ændrer form eller farve alt efter synsvinklen. Det amerikanske finansministerium ventes at bekendtgøre sit valg i år.
Spisepinde
● Kineserne har længe været kendt for at spise med pinde af en fælles skål. For nylig blev Hu Yaobang, kommunistpartiets generalsekretær, imidlertid i Pekings radio citeret for ordene: „Vi burde fremstille flere knive og gafler, købe flere tallerkener og sidde omkring et bord, ja, spise kinesisk mad på den vesterlandske facon.“ Hvorfor? „Gør vi det, kan vi undgå smitsomme sygdomme,“ mener han. Ifølge en artikel i The New York Times „har nylig offentliggjorte statistikker afsløret at antallet af infektionssygdomme er alarmerende højt, og der har været en flodbølge af artikler [i Kina] om ændring af spisevanerne“. Men mange kinesere er imod dette. En kinesisk restauratør i New York siger: „Kniv og gaffel passer ikke til kinesisk mad. . . . Man får simpelt hen ikke den rigtige blanding med en gaffel.“ En anden siger: „Jeg tror spisepindene vil vare evigt.“
Forkølelse smitter ved berøring
● „En voksende mængde videnskabeligt bevismateriale lader formode at de hundreder af virusformer der forårsager forkølelse, i hovedsagen spredes ved berøring snarere end ved hosten og nysen,“ oplyser International Herald Tribune i Paris, i forbindelse med en reportage om resultaterne af nogle eksperimenter foretaget af to hold læger. De to forskerhold, som kom henholdsvis fra University of Virginia og University of Wisconsin, har påvist at en ny slags kemisk behandlede lommetørklæder under eksperimentelle forhold var hundrede procent effektive med hensyn til at standse spredningen af forkølelse. Men interessant nok viste den undersøgelse der blev foretaget af lægerne i Virginia, at mens flittig brug af almindelige lommetørklæder også var effektivt, kunne forkølelse smitte hvis den syge hilste på en rask person ved at give ham hånden. Man mener at en der er forkølet og berører sine inficerede næsebor med hænderne, kan overføre virus til hænderne på raske mennesker, som så i mange tilfælde bliver smittet når de berører deres øjne og næse. For at undgå spredning af forkølelse anbefaler rapporten en god, gammeldags og billig metode: „Puds hyppigt næse med almindelige lommetørklæder og hold hænderne rene.“
Menneskets bedste ven?
● Over 70.000 af de infektionstilfælde der årligt forekommer hos mennesker, skyldes hunde, siger dr. David Baxter og professor Ian Lack fra Manchesters universitet. I deres rapport, som er blevet bragt i London-avisen Daily Telegraph, hedder det at dette tal omfatter 31.000 tilfælde af infektioner som skyldtes hundebid, op imod 14.000 tilfælde af akut diarré og 9000 tilfælde af ringorm. Tallet omfatter desuden 16.000 tilfælde af toxocara-infektion, som kan føre til blindhed hos mennesker og navnlig rammer børn.