Skolen og Jehovas Vidner — brochuren er en hjælp
Børn der går i skole har brug for al den hjælp de kan få, især de der prøver at leve efter gudgivne principper. For knap tre år siden blev en brochure på 32 sider, Skolen og Jehovas Vidner, udgivet for at yde denne hjælp.
HAR I som familie gennemgået indholdet af Skolen og Jehovas Vidner? Læg mærke til hvad der siges i de indledende ord til brochuren: „Denne brochure er udgivet med det formål at fremme forståelsen og samarbejdet mellem Jehovas vidner og skolen. Vi er interesseret i et godt samarbejde med alle lærere og skolefolk som arbejder på at give børnene den grundlæggende uddannelse der fås i skolen.“
Det er en god idé at du giver skolelærere og inspektører et personligt eksemplar. „Det er vigtigt at forældrene bliver kendt med børnenes lærere — at de sørger for at træffe dem og at tale med dem,“ siges der i brochuren. Hvis læreren derfor ikke allerede har modtaget brochuren vil en sådan samtale være en passende lejlighed til at vise den og forklare hovedtrækkene i den. Den er virkelig en hjælp!
En hjælp for lærere
En moder fra Peoria i Illinois, USA, skriver: „Vores søns lærer har takket os mange gange fordi vi gav hende brochuren. Hun har fortalt at den har hjulpet hende til ’ikke blot at acceptere men også virkelig at forstå Jehovas vidners stillingtagen til mange spørgsmål’.
Af den grund har vi været i stand til at bevare en åben kommunikation. Vores søns lærer har fortalt os at hun har brochuren liggende i nærheden, og hvis hun ikke er sikker på hvorvidt vores søn kan deltage i et eller andet arrangement i skolen, rådfører hun sig med brochuren inden timen og giver ham lige så stille lov til at arbejde med noget andet hvis det skulle være nødvendigt. . . .
Hun har mange gange skrevet til min mand og mig for at få en yderligere forklaring. Vi har gennem hele skoleåret været i stand til at give hende supplerende oplysninger, og har endog fået korrigeret en mængde forkerte oplysninger hun havde om Jehovas vidner.
Denne brochure har i vort tilfælde virkelig fungeret efter hensigten og skabt et bedre forhold mellem skolen, eleven og forældrene.“
Af og til kan det ske at en lærer ikke rigtig har forstået Jehovas vidners overbevisning. Så får han eller hun ord for at være usamarbejdsvillig. En moder fra Salem i Oregon, USA, skriver angående hendes datters lærer i tredje klasse der netop havde dette ry:
„Kort efter at skoleåret var begyndt havde vi det første forældremøde. Jeg viste læreren brochuren Skolen og Jehovas Vidner. Jeg understregede at den lagde vægt på samarbejde og fortalte at Jehovas vidner ønsker at samarbejde med lærerne. Jeg sagde at hvis han havde lyst kunne han beholde brochuren som en hjælp til at forstå vores barn og andre Jehovas vidner han måske ville få som elever i kommende år.
Hans reaktion overraskede mig faktisk, eftersom jeg havde forventet at møde en usamarbejdsvillig lærer. Han tog ivrigt imod brochuren, kiggede den hurtigt igennem og lød oprigtig da han svarede at han virkelig ville sætte pris på at have noget der forklarer vor tro og vore skikke.
Få dage senere gik jeg op til ham igen og spurgte om han havde haft tid til at se brochuren igennem. Han fortalte at han havde siddet i sengen og læst den helt igennem — fra først til sidst. Han var enig med mig i at stoffet var vældig godt præsenteret og sagde at han var glad for den. Jeg sagde så til ham at hvis der nogen sinde skulle opstå spørgsmål i forbindelse med brochuren eller vort barns opførsel, ville vi sætte pris på at han lod os det vide. Det forsikrede han mig om at han ville.
En måned senere, da klassen var i fuld gang med forberedelser til allehelgensdag, viste vores datter os en arbejdsbog og forklarede at hun var den eneste i klassen der havde fået sådan en. Hendes lærer havde givet hende den og sagt at når som helst der foregik noget i klassen hun ikke følte hun kunne være med til, kunne hun arbejde med den.
Denne brochure, Skolen og Jehovas Vidner, er virkelig anvendelig, og et godt eksempel på takt og samarbejdsvilje.“
Mange andre familier der har gjort brug af ’Skolebrochuren’ har givet udtryk for noget lignende. De er blevet begejstrede over den positive reaktion fra lærere der har værdsat brochurens retningslinjer.
Hjælp til elever der er Jehovas vidner
Elever der er Jehovas vidner har især haft gavn af den, og mange har givet udtryk for deres taknemmelighed. En pige fra Ontario i Canada skriver:
„Vores historielærer fortalte engang klassen hvad han mener om folk der ikke rejser sig op under nationalsangen ved en ishockeykamp eller andre sportsbegivenheder. Han gav udtryk for at det var respektløst ikke alene over for fædrelandet men også over for andre mennesker. Jeg ville gerne have talt med ham efter timen men fik ikke lejlighed til det. Så skrev jeg i stedet et brev til ham og vedlagde brochuren. . . . Til min overraskelse svarede han på mit brev. Han skrev følgende:
’Man har lov at have sin religiøse overbevisning. Det er noget yderst personligt og fortjener respekt og tilbørlig hensyntagen både af en selv og af andre som ikke har den samme tro. Du må endelig ikke opfatte mine følelser og min indstilling som en kritik af dig eller din religion. Det er mit mål at give udtryk for respekt og tolerance, og jeg vil altid stå op for og støtte ethvert menneskes ret til religionsfrihed. . . . Tak for brochuren, den er meget oplysende.’“
’Skolebrochuren’ har igen og igen hjulpet lærere til at forstå Jehovas vidners religiøse overbevisning og fået dem til at stille sig forstående over for disse elever. Dette er en hjælp for unge der prøver at leve efter gudgivne principper. Som pigen fra Ontario skrev: „[Brochuren] har gjort det meget lettere for os at tale med lærere og skolekammerater om vores tro.“ Sørg for at lærere får brochuren og bliver opmuntret til at læse den.