Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g86 22/1 s. 26-27
  • De kalder mig menneskets bedste ven

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • De kalder mig menneskets bedste ven
  • Vågn op! – 1986
  • Lignende materiale
  • Mennesker og kæledyr
    Vågn op! – 1980
  • Dyr — en gave fra Gud
    Vågn op! – 2004
  • Hund
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 1 (Ab-Ko)
  • Bevar et ligevægtigt syn på kæledyr
    Vågn op! – 2004
Se mere
Vågn op! – 1986
g86 22/1 s. 26-27

De kalder mig menneskets bedste ven

JA, SÅDAN opfatter mange mig. Jeg håber at også min familie har denne mening. Da jeg fik den familie jeg har nu, var jeg kun en hvalp på seks uger. Nu indrømmer de selv at de ikke aner hvad de skulle gøre uden mig — en opfattelse jeg kan tilslutte mig af hele mit hjerte.

Og hvorfor skulle det ikke være sådan? Hele vort liv er vi hunde loyale mod den familie vi har fået. Det samme kan ikke siges om alle mennesker. Vi kommer aldrig berusede hjem, bliver aldrig hidsige og bærer ikke nag. Selv om I måske har slået os (hvad I aldrig burde gøre), skal vi blot have et klap på hovedet, så logrer vi med halen og fortæller at alt er godt imellem os. Vi er sædvanligvis de første til at byde jer velkommen hjem. Hvis I bor i en befærdet gade er vi i stand til at skelne lyden af jeres bil fra alle de andre der kører forbi. Den familie jeg har fået kan ikke forstå det, men for mig er det ikke så svært at forstå. De kan heller ikke fatte min evne til at følge færten af dem, selv om de måske er omgivet af mange andre mennesker.

Mit liv er dog ikke kun en dans på roser. Noget der især kan forvirre mig er at blive straffet forkert. Hvis for eksempel døren til huset ved et uheld står åben og jeg løber ud, bliver jeg vredt kaldt tilbage når det bliver opdaget. Når jeg så kommer tilbage bliver jeg straffet! Men hvorfor bliver jeg straffet for at komme tilbage? Engang sprang jeg op på bordet og åd en hel pakke kød. Min familie var chokeret over mig, for at sige det mildt. „Du burde have vidst bedre!“ skændte de. Nej, jeg kunne ikke have vidst det, men det gør jeg nu. Nu forstår jeg at bordet er forbudt område for mig. Hvis de imidlertid havde ventet en time med at skælde mig ud, ville jeg slet ikke have forstået noget.

Jeg gør ingen forskel på grund af alder. Min hengivenhed og loyalitet gælder alle familiens medlemmer, unge såvel som gamle, stærke såvel som svage. Det gør mig værdifuld. Som en dyrlæge har sagt: „De største problemer for ældre mennesker er ikke fysiske skavanker, men det at de føler sig kasserede og ensomme. I en tid hvor ældre ofte bliver forstødt af samfundet kan kæledyrene (deriblandt hundene), i kraft af den kærlighed og hengivenhed de viser, give de ældres liv øget indhold og mening.“ I en udgave af tidsskriftet Better Homes and Gardens der udkom for nylig, stod der: „Kæledyr hjælper i behandlingen af følelsesmæssige forstyrrelser; de giver nyt kampmod til fysisk syge, handicappede og invalide; og de giver nyt livsmod til ældre og ensomme.“

I kraft af vores hengivenhed kan vi også hjælpe uhelbredeligt syge kræftpatienter til at holde sig aktive længere, og vi kan forlænge den forventede levealder hos ofre for hjertesygdomme. På grund af den helsebringende indflydelse denne hengivenhed har, sætter vi vores præg på ældre menneskers hjem, på hospitalerne, i fængslerne og på skolerne. Vi har praktisk talt reduceret selvmordsantallet til nul blandt patienterne på visse institutioner for sindslidende kriminelle. Vores tilstedeværelse tilfører deres liv en ny dimension — et hengivent levende væsen iblandt dem, med behov for deres omsorg. Det er en fastslået kendsgerning at vores tilstedeværelse som kæledyr kan virke blodtrykssænkende og modvirke angstfornemmelser både hos børn og voksne.

Men før du skynder dig ud for at købe en hund der kan kurere alle dine dårligdomme, må jeg gøre opmærksom på at vi ikke kan gøre mirakler. Jeg kender ingen hund der har fået navnet „penicillin“ — selv om det måske kunne være et meget pænt navn. Men hvis du er ensom og har behov for opmuntring, kan vi netop være en hjælp mod din depression.

Endelig, når jeg nu er i færd med at prale af alle vore fortrin, må jeg også minde dig om de mange heltegerninger hunde har udført — hvordan vi har bidt os vej gennem døre for at advare vores herre om ildebrand i huset, hvordan vi har hentet børn ud fra brændende bygninger, hvordan vi er løbet hjem for at hente faderen til et barn der er faret vild i skoven, hvordan vi er sprunget i søen for at redde et druknende barn. Den slags kan man se på film; men det er også sket i virkeligheden. Der findes ingen kujonhunde i et røgfyldt rum. Vi vil gøre alt for at få dig ud og redde dit liv.

Selvfølgelig kan det ske at vi mister livet under disse forsøg, men sådan er vi hunde nu engang.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del