„Schulangst“ — prisen for en uddannelse?
Af „Vågn op!“-korrespondent i Vesttyskland
SCHULANGST — dette tyske ord er blevet dannet som en beskrivelse af et problem der hurtigt er ved at antage internationale proportioner. Det er måske vanskeligt med ét ord — skoleangst — at beskrive alle de følelser det indebærer. Men artiklen her vil vise lidt om hvordan den kommer til udtryk.
For ti år siden udtalte en tysk børnelæge ved navn dr. Eckhard Schrickel: „Godt og vel to tredjedele af de børn jeg behandler er ikke organisk syge i ordets almindelige betydning, de er ’skolesyge’.“ Det medicinske tidsskrift Deutsche Ärzteblatt hævder at antallet af børn der bliver behandlet for problemer som har at gøre med skolen, siden da er tidoblet!
Ja, hvis man skal tro Den tyske forening af unge Lærere, befinder Vesttysklands offentlige skolesystem sig i en krise. Foreningen henviser til at der årligt er 280.000 elever som ikke består eksamen — dette tal svarer til knap 1 ud af 30 — og 18.000 der forsøger at begå selvmord på grund af problemer i skolen. For flere hundrede af dem lykkes det.
Årsagerne
Den væsentligste årsag til schulangst er måske det stærke pres til at få succes. I Tyskland hører de unge fra både forældre og lærere at hvis de vil gøre sig håb om at komme ind på et universitet eller finde et meningsfyldt arbejde, må de sørge for at få nogle virkelig gode karakterer i skolen. Men angsten for ikke at bestå gør mange børn så anspændte at de ikke kan klare prøverne! En tysk professor ved navn Walter Leibrecht advarer: „Vi forældre må indse at overdrevne ambitioner fra vor side kun kan skade vore børn.“
Det skal indrømmes at karakterer kan anspore elever til at gøre et godt stykke arbejde og kan vise hvor der er behov for en øget indsats. Og hvis forældre ikke viser interesse for børnenes skolegang, vil de måske miste lysten til at lære noget. Ikke desto mindre fordømmer Walter Leibrecht „det voldsomme karakterpres“. Hvis karakterer tillægges for stor betydning kan det få børn der er lige så godt begavede som gennemsnittet, eller som er endda meget velbegavede, til at føle sig mindreværdige. „Når karakterer bliver et pressionsmiddel der udelukker alle muligheder for personlig udvikling og fordrejer den sociale balance,“ hedder det i det tyske tidsskrift Eltern (Forældre), „er der noget alvorligt i vejen med vort system. Og det er vore børn det går ud over.“
Skænderier mellem forældrene, og hjem der er opløst på grund af separation eller skilsmisse, kan også give grobund for schulangst. Børn fra sådanne hjem er ofte forvirrede og ilde til mode, eller føler endda at ingen holder af dem. Det er i denne forbindelse interessant at dr. Gerhardt Nissen, der er leder af klinikken for ungdomspsykiatri på Julius-Maximilians universitet i Würzburg, siger: „Man bør bemærke at skoleelever kun forsøger selvmord når der er alvorlige mangler i deres forhold til forældrene eller i deres personlighedsstruktur.“ — Kursiveret af os.
En 11-årig beskriver endnu en årsag til schulangst med ordene: „Jeg er sikker på at jeg kunne løse den opgave læreren giver os, hvis jeg bare kunne forstå den.“ Navnlig siden slutningen af 1960erne har enkelheden i den tyske klasseundervisning i stadig højere grad måttet vige for en kompliceret videnskabelig og teknisk jargon. Dette fremkalder frustration, som igen giver næring til schulangst.
Hvis børnene ser meget fjernsyn kan også dét være en faktor. En pædagog hævder at mange TV-seere hurtigt glemmer hvad de lige har set, for bedre at kunne koncentrere sig om det efterfølgende. Hvad bliver resultatet? Børnene bliver tilbøjelige til at gøre det samme i skolen. De glemmer!
Nu og da sker det at børn udsættes for „trusler, afpresning og mishandling“ i skolen. Avisen Hamburger Abendblatt skriver for eksempel: „Angst for at gå i skole indbefatter ofte angst for voldelige overgreb fra andre elevers side . . . Eleverne reagerer på stress med vold.“
Er prisen for høj?
Ordet schulangst er tysk, men problemet findes ikke kun i Tyskland. Det er blot endnu et foruroligende tegn på at mange skoler ikke kan bestå prøven. Boglig dannelse har en vis værdi, men hvis børnene udvikler en sygelig angst for at gå i skole, må forældre spørge sig selv om uddannelsens pris ikke er for høj.
I en stor del af verden kæmper skolerne imidlertid for at lære børnene bare de mest grundlæggende færdigheder, for eksempel at læse og at skrive. I hvor høj grad er det lykkedes for den tredje verden, det vil sige udviklingslandene, at nå dette mål?
[Tekstcitat på side 7]
Mange børn udsættes for et pres fra forældre og lærere der får dem til at udvikle en sygelig angst for at gå i skole