Hvad siger Bibelen?
Interesserer Gud sig for mig?
„JEG kan ikke holde det ud længere!“ råbte hun. „Hvis bare jeg havde mod til at tage mit eget liv, så jeg kunne slippe for det trælsomme liv i denne forbistrede verden.“
Jill kunne „ikke se noget formål med at leve i en verden fuld af skuffelse, had og vold“. Hun troede at stoffer, alkohol og musik ville hjælpe. Men det gjorde det ikke. Da en skilsmisse spredte familiens medlemmer for alle vinde, spurgte hun: „Hvor var Gud i al den tid?“
Når du kommer ud for vanskeligheder, farer lignende spørgsmål da gennem dit hoved? Ærlig talt, hvor er Gud i vort ulykkesramte 20. århundrede? Det er et spørgsmål som alle der ønsker at tro på en kærlig Gud, står over for. Interesserer Gud sig virkelig for hvad der sker med folk? Interesserer han sig for dig?
Gud er interesseret
Se dig omkring. Hvis Gud ikke interesserer sig for menneskene, hvorfor gjorde han sig da den ulejlighed at skabe velsmagende fødemidler, fascinerende dyr og betagende landskaber? Selv grimme slumkvarterer ser knap så trøstesløse ud i en smuk solnedgang. Som apostelen Paulus sagde til fortidens lykaoniere: „Der [har] hele tiden været noget, der mindede jer om ham og alt det gode, han har gjort mod jer: Han sendte regn og gav afgrøder til rette tid, så I fik føde, og han gav jer glæden ved livet.“ — Apostelgerninger 14:17, Ny Testamente — på hverdagsdansk.
Det skal dog indrømmes at smukke solnedgange ikke vil gøre en ulykkelig familie lykkelig. Legende dyr fjerner ikke den smerte man oplever når man mister en af sine kære. Velsmagende frugter kan ikke vederkvæge fortvivlede hjerter. Hvis Gud virkelig interesserer sig for menneskene, hvorfor gør han så ikke noget ved årsagerne til alle de lidelser der findes i dag?
Svaret er at han faktisk gør noget ved det, og du kan få gavn af det. Tænk over følgende vidnesbyrd om at Gud interesserer sig for dig:
Hvordan vi kan vide at han er interesseret
◻ Gud vil indføre et vidunderligt paradis der skal erstatte den nuværende lidende tingenes ordning. Bibelen skildrer tydeligt en jord hvor „døden . . . ikke [skal] være mere“ og hvor „heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. (Åbenbaringen 21:4) Hvem vil komme til at leve under disse forhold? „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ (Salme 37:11) Prøv at slå op i din egen bibel på Esajas’ bog, kapitel 11, 35 og 65, og læs mere om dette paradis.
◻ For at gøre det muligt for DIG at komme til at leve i dette paradis, har Gud sendt sin elskede, enestefødte søn. „For Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Johannes 3:16) Takket være denne ordning vil selv de døde kunne glæde sig over den paradisiske jord, for de vil blive oprejst til livet. — Johannes 5:28-30.
◻ For at DU kan drage nytte af Guds foranstaltning, har han sørget for at den gode nyhed om Riget bliver forkyndt over hele jorden. „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14) Under sin søns ledelse har Gud givet sit folk det hverv at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. — Mattæus 28:18-20.
Men for at du kan få gavn af den interesse Gud har vist dig, er der noget som du må gøre. Du må vise Gud at du interesserer dig for ham.
Interesserer du dig for Gud?
Lyder dette mærkeligt? Det skulle det ikke gøre. I ethvert forhold mellem to mennesker er det urimeligt at forvente at kun den ene af parterne viser interesse, ikke sandt? Det samme er tilfældet med et forhold mellem et menneske og Gud. Det viser hans ord tydeligt mange steder. „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer,“ tilskynder Jakob 4:8.
Femte Mosebog 30:19, 20 viser hvad Gud forventer af sit folk: „Jeg har forelagt dig livet og døden, velsignelsen og forbandelsen; og du skal vælge livet for at du kan blive i live, du og dit afkom, ved at elske Jehova din Gud, ved at adlyde hans røst og ved at holde dig til ham.“ Hvor ville det være sørgeligt hvis vi gik glip af de evige velsignelser der er forbundet med et forhold til Gud, fordi vi ikke viste interesse nok!
’Hvordan kan jeg vide om jeg virkelig af hjertet interesserer mig for Gud?’ spørger du måske. Lad os antage at Gud bad dig om at tage et eller andet standpunkt som var upopulært, eller bad dig om at udføre en tjeneste der var upopulær, som for eksempel at forkynde offentligt. Hvordan ville du så reagere? Ville du med dine handlinger være villig til at vise at du interesserede dig for Gud og hans søn? Jesus advarede: „For enhver som skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige generation, ham vil Menneskesønnen også skamme sig ved når han kommer i sin Faders herlighed sammen med de hellige engle.“ — Markus 8:38.
Derimod sætter Jehova og Jesus stor pris på de mennesker der viser interesse for dem og deres sande tjenere i dag. Jesus sagde: „Jeg siger jer, at den, som giver bare et glas koldt vand til den mindste af mine disciple, fordi han er min discipel, skal ikke gå glip af sin løn.“ — Mattæus 10:41, 42, Ny Testamente — på hverdagsdansk.
Ja, Gud interesserer sig for dig og for alle retsindige mennesker over hele jorden, ja endda for dem der ligger i graven. Men interessen må være gensidig. Interesserer du dig for Gud? Hvis du gør, og hvis du er villig til at vise at du gør det, vil du kunne opnå en evig fremtid.
[Illustrationer på side 20]
Hvorfor har Gud tilvejebragt disse ting hvis han ikke interesserede sig for os?