Hvad siger Bibelen?
Er det nødvendigt at betale tiende?
SEKRETÆREN for et anglikansk bispedømme i Sydafrika er bekymret over kirkens økonomiske krise. Det er svært at skaffe penge til aflønning af præsterne. Hvordan foreslår han problemet løst? Ved at man gør en indsats for at få sognebørnene til at betale tiende.
Men hvad vil det sige at betale tiende? Det defineres almindeligvis som dét at give „en tiendedel af alt hvad man får ind“ til religiøse formål. Måden at beregne tiende på er forskellig fra trossamfund til trossamfund, men fælles er at mange præster føler det nødvendigt at opmuntre til denne praksis. „Det er en stor skam at vi ikke har lagt større vægt på det at give tiende,“ har en katolsk præst i Afrika udtalt. Fra The Worldwide Church of God siger man følgende i en tidsskriftartikel om hvordan man undgår fattigdom ved at blive partner med Gud: „For at komme ind i et forhold til Gud må man først adlyde Guds lov om tiende.“ Artiklen tilføjer at de der ikke gør det, „stjæler fra Gud“.
Men kræver Gud at vi giver tiende? Det vil måske overraske nogle at finde ud af hvad Bibelen siger om emnet.
Moselovens bud om tiende
Loven om tiende indgik i det lovkompleks Gud gennem Moses gav til fortidens Israel og som pålagde de tolv stammer at sørge for den trettende stamme, den levitiske præstestamme, der ikke havde nogen jord som arvelod. Levitterne kunne derved samle opmærksomheden om nationens åndelige behov. (4 Mosebog 18:21-24) Da israelitterne var et folk af landbrugere, skulle de ikke betale tiende i rede penge, men af landets afgrøde og forøgelsen i husdyrbestanden. Hvis en israelit ønskede at betale tiende med penge i stedet for med naturalier, måtte han betale 20 procent over naturalieværdien. — 3 Mosebog 27:30-33.
Guds bud om tiende var et alvorligt anliggende. Hvis en israelit kom til at anvende noget som han skulle have givet som tiende, måtte han yde erstatning. Hvordan? Ved at yde et tillæg på 20 procent og bringe et dyr som skyldoffer. (3 Mosebog 5:14-16) Ikke alle israelitter kunne medvirke i præstegerningen, men alle kunne altså medvirke til at opretholde præstetjenesten ved at give tiende. Guds lov tog alt dette i betragtning og passede derfor til det gamle Israels forhold. Men passer den til nutidens forhold? Og endnu vigtigere: Er det påbudt kristne at give tiende?
En lovændring
Få år efter Jesu opstandelse blev uomskårne ikke-jøder omvendt til kristendommen. „Det er nødvendigt at omskære dem og pålægge dem at overholde Moseloven,“ hævdede nogle jødekristne. (Apostelgerninger 15:5) Andre var uenige heri, og Jesu apostle og andre erfarne kristne mødtes derfor i Jerusalem for at drøfte sagen, med ønsket om at kende Guds vilje. Forlangte Gud at Kristi disciple overholdt Moseloven, deriblandt loven om tiende? Der blev fremlagt vidnesbyrd som viste at Gud havde ændret handlemåde over for ikke-jøder, hvilket blev bekræftet ved hjælp af hans eget profetiske ord. (Apostelgerninger 15:6-21) Hvad blev afgørelsen?
De forsamlede nåede til en enstemmig konklusion: Kristne skulle ikke bebyrdes af Moseloven. Der var ganske vist noget som det var nødvendigt at overholde. Indbefattede det loven om tiende? Den inspirerede afgørelse lød: „Den hellige ånd og vi har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over dette nødvendige: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt.“ (Apostelgerninger 15:25, 28, 29) Interessant nok blev Guds lov om tiende ikke henregnet til „dette nødvendige“.
Senere forklarede apostelen Paulus at Guds lovpagt med Israel var blevet sat ud af kraft ved Jesu død. „[Gud] udslettede det . . . håndskrevne dokument,“ sagde han, „og han tog det bort ved at nagle det til marterpælen.“ (Kolossenserne 2:14) Det betyder dog ikke at kristne ikke er underlagt nogen lov, men nu er der tale om „Messias’ lov“. — Galaterne 6:2; Hebræerne 7:12.
Apostelen Paulus levede i harmoni med denne lovændring. Skønt han arbejdede ihærdigt med at oprette den ene menighed efter den anden, bad han aldrig om betaling i form af tiende. Han var villig til at dække sine egne omkostninger ved at arbejde som teltmager på deltid. (Apostelgerninger 18:3, 4) Han kunne ærligt sige: „Disse hænder har sørget for hvad jeg og de der var med mig trængte til.“ — Apostelgerninger 20:34.
Hvordan skal kristne da give? Og hvor meget?
Hvordan kristne giver
Jesus Kristus er det menneske på jorden der har vist størst gavmildhed. Hans eksempel inspirerede mange til selv at vise gavmildhed. „Gør jer det til en regel at give,“ sagde han, „så vil man give til jer. Et godt mål, der er presset, rystet og som løber over, vil man give i jeres skød. For med det mål som I udmåler med, vil man udmåle til jer igen.“ (Lukas 6:38) Sættes her grænser? Nej. Kristne tilskyndes til at give gavmildt, og det kan endda betyde at de giver mere end en tiendedel, hvis de har råd til det. — Lukas 18:22; Apostelgerninger 20:35.
Modsat kan en kristen også komme ud for pludselig at skulle afholde en udgift, måske på grund af ulykke eller sygdom. Hvis han under sådanne omstændigheder skulle aflevere en tiendedel af sin løn, kunne det betyde at hans familie måtte undvære livsfornødenheder. Det ville være ukristent. — Mattæus 15:5-9; 1 Timoteus 5:8.
Den kristne forordning er at man giver frivilligt. Den tager hensyn til at levevilkårene er forskellige for de enkelte. Bibelen siger: „Når villigheden foreligger, er den nemlig velbehagelig efter hvad man har, ikke efter hvad man ikke har.“ — 2 Korinther 8:12.
Hvor meget bør man da give? Det spørgsmål må man selv besvare. Det afgøres af hvor stor taknemmelighed man føler over for Gud — ikke af en fast sats. Som Bibelen tilskynder: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ (2 Korinther 9:7) Under den mosaiske lovpagt sikrede tiendeordningen at Israels tempel og præsteskab fik det fornødne. Men for kristne i dag er det hverken påbudt eller nødvendigt at betale tiende.