Den frygtede inkvisition

I DET 13. århundrede forlød det at hele Sydfrankrig myldrede med kættere. Den stedlige biskop havde ikke haft held til at udrydde det rajgræs der trivedes i hans bispedømme — et område som blev regnet for udelukkende katolsk. Man anså det for nødvendigt at tage mere drastiske skridt. Pavens særlige repræsentanter „i spørgsmålet om kætteri“ trådte til. Inkvisitionen var begyndt.

Inkvisitionens rødder går tilbage til det 11. og 12. århundrede, da forskellige anderledes tænkende grupper begyndte at spire frem i det katolske Europa. Oprindelig blev inkvisitionen iværksat af pave Lucius III ved synoden i Verona i 1184. I samarbejde med kejseren af Det hellige romerske Rige, Friderich I Barbarossa, traf han bestemmelse om at enhver der talte eller blot tænkte i modstrid med den katolske lære, skulle udelukkes af kirken og straffes på behørig vis af de verdslige myndigheder. Det blev pålagt biskopperne at eftersøge (latin: inquirere) kættere. Dette var begyndelsen til den episkopale eller biskoppelige inkvisition, hvilket vil sige at inkvisitionen var underlagt de katolske biskoppers myndighed.

Skrappere metoder

Set med Roms øjne var biskopperne slet ikke tilstrækkelig nidkære med hensyn til at opspore afvigere. Med hjælp fra cisterciensermunke benyttede flere paver sig derfor af særlige sendebud eller pavelige legater, der havde fuldmagt til at foretage „undersøgelser“ angående kætteri. I en periode var der således to sideløbende inkvisitioner, den biskoppelige og den pavelige inkvisition, hvoraf den sidste var den værste.

Men selv denne mere skånselsløse inkvisition var ikke tilstrækkelig for pave Innocens III. I 1209 iværksatte han et militært korstog mod kættere i det sydlige Frankrig. Disse kættere tilhørte hovedsagelig katharerne, en gruppe der havde blandet manikæisme med frafalden kristen gnosticisme.a Da katharerne var særlig talrige i byen Albi, blev de også kendt som albigensere.

Den „hellige krig“ mod albigenserne sluttede i 1229, men det var ikke lykkedes at udrydde alle afvigere. Ved synoden i Toulouse i Sydfrankrig samme år tilførte pave Gregor IX derfor inkvisitionen nyt liv. Han sørgede for at der blev indsat permanente inkvisitorer, indbefattende en præst i hvert sogn. I 1231 indførte han en lov hvorved uforbederlige kættere ville blive dømt til døden på bålet og de der angrede, til livsvarigt fængsel.

To år senere, i 1233, fritog Gregor IX biskopperne for deres ansvar for at eftersøge kættere. Herefter udnævnte han munke som officielle inkvisitorer. Det var hovedsagelig tiggermunke fra den nylig grundlagte dominikanerorden, men også franciskanermunke blev benyttet.

Inkvisitionsprocessen

Inkvisitorerne samlede den lokale befolkning i kirkerne. Her opfordrede de folk til at bekende deres kætteri, hvis de var skyldige, eller til at angive enhver kætter de måtte have kendskab til. Selv om de blot mistænkte nogen for kætteri, skulle de angive vedkommende.

Alle og enhver — mand, kvinde eller barn, fri eller træl — kunne beskylde en medborger for kætteri uden frygt for at blive konfronteret med den anklagede eller for at denne nogen sinde skulle få at vide hvem der havde angivet ham. Den anklagede havde sjældent nogen til at forsvare sig, da enhver sagfører eller ethvert vidne i denne sammenhæng selv ville blive anklaget for at være meddelagtig i kætteri. Derfor stod den anklagede som regel alene foran inkvisitorerne, der fungerede som både anklagere og dommere.

De anklagede fik allerhøjest en måned til at tilstå. Uanset om de tilstod eller ej ville „undersøgelsen“ (latin: inquisitio) tage sin begyndelse. De anklagede blev holdt fangne, mange i isolation med et minimum af føde. Når biskoppens fængsel var fyldt blev det civile fængsel taget i anvendelse. Når heller ikke dét kunne rumme flere, blev gamle bygninger omdannet til fængsler.

Da man allerede før retssagens begyndelse antog at den anklagede var skyldig, benyttede inkvisitorerne sig af fire forskellige metoder for at fremkalde en tilståelse for kætteri. Først truede man med døden på pælen. Dernæst lænkede man den anklagede i en lille, mørk og fugtig fængselscelle. For det tredje benyttede man psykisk pres fra besøgende i fængselet. Og for det fjerde anvendte man tortur ved hjælp af forskellige redskaber og ild. Munkene stod klar til at nedskrive enhver tilståelse. Frikendelse var i realiteten umulig.

Straffe

Dommene blev afsagt om søndagen, enten i kirken eller på en offentlig plads, hvor der var gejstlige til stede. En mild dom kunne bestå i bodsøvelse. Men dette indbefattede også at den dømte skulle bære et gult filtkors der blev syet på tøjet og på det nærmeste gjorde det umuligt at få arbejde. Dommen kunne også lyde på offentlig piskning, på fængsling eller på at man skulle overgives til de verdslige myndigheder for at dø på bålet.

De strengere domme blev ledsaget af konfiskation af den dømtes ejendom, som blev delt mellem kirken og staten. Dette medførte store lidelser for den efterladte familie. Huse der tilhørte kættere eller de der havde holdt dem skjult, blev brændt ned.

Også døde kom for retten hvis de blev anklaget for at have været kættere. Hvis de blev fundet skyldige blev deres lig gravet op og brændt, og deres ejendom konfiskeret. Også dette forårsagede ubeskrivelige lidelser for de uskyldige efterladte familiemedlemmer.

Bortset fra variationer som følge af tid og sted var dette den almindelige fremgangsmåde under inkvisitionen i middelalderen.

Tortur godkendt af paven

I 1252 udsendte pave Innocens IV en bulle med betegnelsen Ad exstirpanda, hvori han officielt gav tilladelse til at benytte tortur ved inkvisitionens kirkelige domstole. Yderligere regulativer for den måde hvorpå tortur måtte anvendes blev kundgjort af paverne Alexander IV, Urban IV og Clemens IV.

I begyndelsen måtte de kirkelige inkvisitorer ikke være til stede under selve torturen, men paverne Alexander IV og Urban IV fjernede denne restriktion. Dette gjorde det muligt at fortsætte forhøret i torturkammeret. I begyndelsen var det også kun tilladt at anvende tortur én gang, men de pavelige inkvisitorer kom uden om dette ved blot at betegne yderligere tortur som en „fortsættelse“ af proceduren.

Snart torturerede man endog vidnerne for at sikre sig at de havde angivet alle de kættere de kendte. I nogle tilfælde blev en person der var anklaget for kætteri tortureret selv efter at vedkommende havde tilstået. Som The Catholic Encyclopedia forklarer, var det for at „tvinge ham til at vidne mod sine venner og medskyldige“. — Bind VIII, side 32.

Seks århundreders rædsel

Inkvisitionsmaskineriet der var blevet sat i bevægelse i den første halvdel af det 13. århundrede, blev således i flere århundreder benyttet til at knuse enhver der talte eller endog tænkte anderledes end den katolske kirke. Denne virksomhed spredte rædsel over hele det katolske Europa. Da inkvisitionens virksomhed henimod slutningen af det 15. århundrede begyndte at stilne af i Frankrig samt i andre vest- og centraleuropæiske lande, blussede den op i Spanien.

Den spanske inkvisition, der i 1478 blev iværksat med tilladelse fra pave Sixtus IV, var først og fremmest rettet imod marxanos og moriscoes, de spanske jøder og muslimer. Mange af disse, der havde antaget den katolske tro på grund af frygt, blev mistænkt for i hemmelighed at udøve deres oprindelige religion. Med tiden blev inkvisitionen imidlertid også anvendt som et frygtet våben mod protestanter og andre afvigere.

Fra Spanien og Portugal spredtes inkvisitionens virke til disse to katolske monarkiers kolonier i Central- og Sydamerika og andre steder. Den fik først ende i begyndelsen af det 19. århundrede da Napoleon indtog Spanien. Inkvisitionen blev midlertidigt genoprettet efter Napoleons fald, og først i 1834, for blot 150 år siden, blev den bragt til ophør.

[Fodnote]

[Illustration på side 21]

Forskellige former for tortur tildelt af inkvisitoren

[Kildeangivelse]

Foto: Bibliothèque Nationale, Paris

[Illustration på side 22]

Pave Innocens IV gav tilladelse til brug af tortur