Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g86 8/10 s. 29-31
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1986
  • Underoverskrifter
  • Én i minuttet
  • Ikke velkommen
  • Enestående fødsel
  • Mexicos hundedilemma
  • Svangerskabsforebyggelse på dyr
  • Bibelen på navajo
  • Kirurgi uden blod efterspurgt
  • Bøger er bedre!
  • Uden hyrder
  • Motion gavner
  • Datastyret kræftkur
  • Livreddende refleks
  • Er der nogen tilbage som taler engelsk?
Vågn op! – 1986
g86 8/10 s. 29-31

Vi betragter verden

Én i minuttet

I Italien foretages der i gennemsnit næsten én abort i minuttet, beretter London-avisen The Times. Omtrent halvdelen af de over 400.000 aborter der foretages hvert år, foretages illegalt. Myndighederne er foruroligede over at den største gruppe abortpatienter er gifte kvinder i alderen fra 25 til 34 år med to børn. „En slående modsætning til andre europæiske lande, hvor abort normalt er noget man forbinder med de ugifte,“ udtaler The Times.

Ikke velkommen

Rejsende der ønsker visum til Saudi-Arabien, skal nu fremlægge en lægeattest på at der ikke er konstateret tegn på AIDS i deres blod. Kravet trådte i kraft ved årets begyndelse, „efter at man havde opdaget to tilfælde af AIDS i landet,“ fortæller det amerikanske tidsskrift Parade Magazine. „I begge tilfælde havde ofrene fået transfusioner med blod fra USA.“

Enestående fødsel

Den første andes-kondor der er blevet født i fangenskab i Latinamerika fik lidt hjælp, hedder det i El Universal, et dagblad fra Mexico City. Avisen skriver at „det var nødvendigt med lægelig indgriben for at gennembryde ægget så man sikrede sig en levende fødsel“. Fuglen vejede omkring 140 gram og blev øjeblikkelig anbragt i en rugemaskine for at sikre dens overlevelse. Den blev fodret med en kost bestående af specielt tilberedt hestekød og saltopløsning. En andes-kondor bliver kønsmoden efter 8 år og kan leve op til 50 år i fangenskab.

Mexicos hundedilemma

Trafik, luftforurening og overbefolkning er ikke de eneste problemer Mexico City må slås med. Ifølge dr. Angellini de la Garza fra sundhedsministeriet er der over en million hunde i byen, og bestanden øges med 20 procent om året. Derudover strejfer 200.000 herreløse hunde rundt i gaderne og formodes at være bærere af rabies og andre sygdomme. Hvert år fjernes 12.000 hunde fra byen i en bestræbelse på at skære antallet ned. Men hundejægere bliver ofte angrebsmål for dem der er imod fjernelse af dyrene; de bliver overfaldet med alt, lige fra ukvemsord til sten, stokke og endog skydevåben.

Svangerskabsforebyggelse på dyr

En svangerskabsforebyggende kugle der for bestandig fjerner parringstrangen hos dyr, er blevet udviklet i Melbourne i Australien. Den er blevet afprøvet på forskellige kænguruarter og hævdes at være 100 procent sikker. Forskere hævder at den er lige så effektiv på andre dyr såsom geder og grise, ja, selv elefanter. Hvordan indgives dette middel? Sydney-avisen The Australian skriver at denne svangerskabsforebyggende bio-kugle bliver affyret fra et gevær mod dyrets bagparti. Bortset fra nogle få dages ømhed er der ingen bivirkninger, og den kan anvendes på han- og hundyr i alle aldre. Den er blevet hilst velkommen som en velsignelse for de australske farmere hvis ejendomme bliver hjemsøgt af kænguruer.

Bibelen på navajo

Den første fuldstændige bibeloversættelse på sproget navajo er for nylig blevet udgivet. Den hedder „Diyin God Bizaad“, hvilket betyder „Den hellige Gud, hans ord“. Navajoerne hører til Nordamerikas oprindelige indbyggere og udgør USAs største indianerstamme. Oversættelsen af King James-bibelen frembød nogle usædvanlige sprogproblemer. Var Marta for eksempel Marias storesøster eller lillesøster, noget der på navajo skal skelnes imellem? (Lukas 10:38) Oversættergruppen bestemte at hun var storesøsteren, siden hun udførte alt arbejdet. „De letteste afsnit var alle dem der havde med får og lam at gøre,“ udtaler Faith Hill, en af oversætterne. „Navajoer ved alt om får.“ Ifølge en artikel i The New York Times hilser talsmænd for navajoerne oversættelsen velkommen som en gave af betydning for „fortsat at tro på Den store Ånd“ og for at hindre sproget i at uddø. Kun få af dem der påbegyndte projektet for 40 år siden lever stadig.

Kirurgi uden blod efterspurgt

„Et behandlingsprogram med ’kirurgi uden blod’, udtænkt med henblik på Jehovas vidner, kan måske tiltrække flere patienter der frygter for at pådrage sig erhvervet immundefekt-syndrom ved blodtransfusioner,“ oplyser avisen The Phoenix Gazette. „Mens trossamfundet i sin tid var katalysator for ideen oplyser hospitalsadministratorer at der er voksende efterspørgsel blandt alle patienter efter denne form for kirurgi.“ Jehovas vidner har længe af bibelske grunde afslået blodtransfusioner, mens de fleste patienter der ikke er Jehovas vidner, angiver deres frygt for at pådrage sig AIDS som grund. Til held for sidstnævnte har læger som har respekteret Jehovas vidners standpunkt, udviklet alternative fremgangsmåder. „Vi er blevet mere bevidste om blodtabet, og det har betydet en forskel i den måde vi betragter kirurgi på,“ udtaler dr. Richard Wright, der er lægelig ansvarshavende for programmet. „Vore teknikker er blevet bedre, og vi er mere omhyggelige.“

Bøger er bedre!

En undersøgelse foretaget af universitetet i Dortmund, omfattende 1050 piger og drenge i alderen fra 13 til 16, tyder på at gode elever tilbringer mindre tid foran datamater og fjernsyn end dårlige elever. Hvorfor? Fordi de foretrækker „mere kontakt med den vestlige kultur gennem det skrevne ord“, idet de ofte har et mere reserveret og skeptisk syn på den moderne teknologi, deriblandt datamater. I modsætning hertil bruger „computervragene“, ifølge Frankfurter Allgemeine Zeitung, op til otte timer om dagen foran fjernsynsskærmen. Tre til fire timer af disse tilbringes med datamaten, mens resten bruges foran fjernsynet eller videoen.

Uden hyrder

Siden 1965 har cirka 80.000 katolske præster forladt præstegerningen. En fjerdedel af de i alt 200.000 sogne i verden er nu uden egne præster og betjenes af præster andetstedsfra; 1200 betjenes af lægfolk, og 1100 er ganske enkelt ’uden hyrde’, beretter Kruispunt (Korsvej), et hollandsk katolsk tidsskrift. Hvordan tegner fremtiden sig? „Hvis man tager i betragtning at præsternes gennemsnitsalder for tiden er omtrent 55 år, kan situationen antage katastrofale dimensioner i nær fremtid,“ siger Kruispunt.

Motion gavner

Vil du gerne leve længere — så skal du motionere, siger forskere. Ifølge en rapport der er blevet offentliggjort i The New England Journal of Medicine, kan voksne der regelmæssigt og med mådehold motionerer, ved for eksempel at gå op ad trapper, gå eller deltage i idræt hvorved man forbrænder 2000 eller flere kalorier om ugen, forlænge deres forventede levetid betragteligt. En langtidsundersøgelse af cirka 17.000 mænd, alle forhenværende studenter på Harvard-universitetet, har vist at fysisk aktivitet endda kan modvirke en nedarvet risiko for at dø tidligt, og også modvirke nogle dødbringende virkninger af forhøjet blodtryk og rygning. For at forbrænde de 2000 kalorier skal man hver uge i rask tempo trave 32 kilometer, eller motionere tilsvarende.

Datastyret kræftkur

Er muligheden for at helbrede kræft nærmere end vi tror? South African Digest rapporterer at et hold sydafrikanske videnskabsmænd har fremstillet et enestående antistof som skulle kunne „føre kræftdræbende medicin direkte ind i ondartede svulster“. Hvordan? Disse kunstige antistoffer ’programmeres’ til at gennemsøge legemet indtil de lokaliserer et kræftangreb. Når først antistoffet har fundet sit bytte, vil det nedbryde svulsten ved at afgive den dødbringende medicin det fører med sig. Men antistoffet lader sig ikke nøje med den fundne svulst. Som „en trænet sporhund“ fortsætter det sin søgen efter det mindste spor af cancer som måtte være tilbage — skønt ikke diagnosticeret — for at trænge ind i det med mere af den livreddende medicin.

Livreddende refleks

Er det muligt at overleve længere tids ophold under vandet? Ja, takket være en livreddende refleks kendt som „pattedyrs dykkerrefleks“, rapporterer New York Daily News. Dr. Martin Nemiroff, forsker ved University of Michigan, har opdaget at mennesker har den samme „mekanisme“ som den der sætter sæler i stand til at overleve et ophold under vand i længere perioder. Man har indtil for nylig troet at hjernen døde hvis ilttilførselen var stoppet i mere end fire minutter. Men hvis et menneske er neddykket under vand som er under 21 grader celsius, udløses refleksen og nedsætter blodcirkulationen i alle dele af legemet undtagen hjernen. Det forklarer hvorfor en treårig pige for nylig overlevede et 40 minutters ophold under vandet. Hvis genoplivningen påbegyndes straks efter at offeret er trukket op af vandet, kan hjernen og legemet bringes tilbage til livet. Refleksen siges at fungere bedre hos børn end hos voksne.

Er der nogen tilbage som taler engelsk?

Folk i London er chokerede over at erfare at sproget bengali nu er det mest talte sprog i skolerne næst efter engelsk, idet ikke færre end 12.000 børn og unge taler det. I én skole tales der 45 forskellige sprog, mens der i hele byen tales 161 forskellige sprog blandt skolebørn. Engelsk er imidlertid stadig, for størstedelens vedkommende, det almindelige talesprog, også i hjemmet.

I De forenede Stater har det japanske sprog i 1980erne oplevet den største tilgang ved de højere skoler — 40 procent flere lærer det på universiteterne. Også på de tidlige klassetrin vises der interesse for at lære dette sprog. I sammenligning med det antal elever som for fem år siden lærte japansk, oplyser Det japanske Selskab i New York at antallet er vokset til det tredobbelte. Hvorfor en sådan interesse for at lære japansk? Den landsomfattende interesse synes at samle sig om „det voksende økonomiske og teknologiske fællesskab mellem Japan og De forenede Stater“.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del