Fra vore læsere

Bliv bedre til at læse

Mange tak for artiklen „Du kan blive bedre til at læse!“ (8. december 1984) Jeg havde det problem at jeg læste meget men kun huskede lidt af det. Jeg mener at jeg, ved at følge forslagene i jeres artikel, har forbedret min evne til at huske det jeg læser med 70 procent, navnlig ved at anvende de gode råd på side 11 i rammen under overskriften „Overblik — ved faglitteratur“.

J. H., Brasilien

Udseendet

Tak for artiklen „Hvor stor en rolle spiller mit udseende?“ (8. april 1986) Det var en stor hjælp for mig at indse at udseendet ikke er alt!

S. I., Indiana, USA

Handicappede børn

Jeres artikel „Tredive års kærlighed og hengivenhed“ (8. maj 1986) var både udmærket og opmuntrende for forældre til børn med Downs syndrom (mongolbørn), men jeg brød mig ikke om sætningen: „Udenforstående tror mange gange at det at tage sig af et handicappet barn må være en ret utaknemmelig opgave. Men det er ikke sandt!“ Som moder til et alvorligt handicappet barn, en datter, kan jeg ærligt sige at I begår en fejl når I betragter alle handicappede børn under ét. Min datter kan ikke gå, hun kan ikke tale, ikke se, ikke spise sin mad selv, og hun må altid bruge ble. Hendes tænder skal børstes, og hun må bades hver dag. At give hende mad tager det meste af dagen. Konsultation hos terapeuter, ernæringsfysiologer, børnelæger og andre instanser tager også en masse tid, og det er en konstant kamp at få den rigtige og nødvendige hjælp. Forældre til handicappede børn elsker deres børn meget højt, men hvad jeg prøver at fortælle er: Hvis I ikke kan sætte jer ind i situationen, så lad i det mindste være med at trøste eller undskylde den ved at sige at ’der er en masse glæde og lykke forbundet med det’.

J. B., Canada

Gennem årene har vi bragt en del beretninger fra forældre som selv har prøvet hvad det vil sige at have et handicappet barn. Vi har følt at der i disse artikler har været mange værdifulde oplysninger som har kunnet gavne andre i en lignende situation og at de har været til opmuntring for dem. Vi ønsker bestemt ikke at gøre det sværere for de familier for hvem problemet er særlig vanskeligt. Anna Field indrømmer i sin beretning at de enkelte tilfælde er forskellige og at omstændighederne varierer. Skønt der også i deres tilfælde har været tider med svære prøvelser og sorg, føler hun oprigtigt at deres handicappede datter har givet dem langt mere glæde end sorg. Og det er vi glade for. Samtidig forstår vi dog at der kan være tilfælde som er langt vanskeligere, hvor et barn for eksempel er ude af stand til at reagere på en måde som forældrene kan glæde sig over. Forældrene til et sådant barn fortjener så afgjort andres sympati og forståelse, såvel som passende hjælp fra deres nære venner. Vi føler virkelig med alle forældre som befinder sig i denne svære situation. — RED.