En opfinder gør sin største opdagelse

VÆKKELSESPRÆDIKANTEN var ved at nå sit højdepunkt. Med rasende veltalenhed udmalede han de gruopvækkende rædsler i et brændende helvede hvor de onde til evig tid skulle lide. Hans dramatiske beskrivelse holdt de fleste tilhørere tryllebundet; men så faldt hans gennemborende blik på to drenge der sad og lo — min fætter og mig! Hans talestrøm gik over i raseri idet han lod forbandelserne hagle ned over os. Det var ikke fordi vi ville være uopdragne; vi tvivlede bare på at Gud kunne være så djævelsk som prædikanten sagde.

Det foruroligede mig også at vores kirke ikke blev forfulgt. „Hvorfor bliver vi ikke forfulgt?“ spurgte jeg tit min moder. „Jesus sagde: ’Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.’ Men vi bliver slet ikke forfulgt!“ — Johannes 15:20.

Jeg er født i Stoutsville i Ohio i 1911. Nogle mente måske at jeg var et ensomt barn, for jeg havde ingen søskende omkring min egen alder, og jeg måtte ikke lege med børnene i nabolaget, for, som min moder sagde: „De bruger et grimt sprog.“ Og det havde hun ret i. Men jeg følte mig aldrig ensom. Jeg havde mine pligter, og desuden elskede jeg at opfinde ting. Jeg lavede selv mit legetøj og byggede en lille papirmølle hvor jeg fremstillede mit eget papir og mine egne konvolutter. Jeg byggede også min egen radio, der kunne opfange udsendelser helt fra Cuba.

Jeg påtog mig mange forskellige former for arbejde for at skaffe penge til mine forehavender. Jeg var bud for et vaskeri, jeg fyrede op i kirken om vinteren og ringede med den store kirkeklokke om søndagen — hvilket var noget af en opgave for en spinkel dreng som mig. Jeg måtte springe op, gribe fat i rebet og gynge med ned for at få klokken til at ringe, og så gynge med op for at få den til at holde op igen.

Jeg holdt også af at læse. Vi havde kun få bøger i reolen, men Bibelen lå altid fremme på bordet. Jeg nærede et brændende ønske om at forstå den. Især læste jeg evangelierne og Åbenbaringen igen og igen. Jeg ville så gerne finde ud af hvad Gud fortalte os i Åbenbaringen! Min bibelinteresse blev endnu stærkere da søndagsskolelærerinden udlovede en gratis bibel til alle der lærte de 30 skriftsteder udenad som hun havde udvalgt. Jeg lærte dem, og blev den stolte indehaver af min egen bibel.

Et af skriftstederne på hendes liste er blevet siddende i min hukommelse i årenes løb — Salme 34:8: „HERRENS engel slår lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.“ (Da. aut) Min første erindring om skriftstedet stammer fra dengang jeg som niårig havde dobbeltsidig lungebetændelse, noget som min lillesøster var død af få år forinden. Da man dengang ikke havde antibiotika, så det ud til at jeg skulle gå samme vej som min søster. Jeg hørte lægen hviske til min moder om min forestående død. „Men hvis han klarer to timer mere, overlever han måske,“ tilføjede han. Jeg klarede de to timer — og nogle hundrede tusind flere.

Få år efter besøgte vores præst os og fortalte at han havde skaffet sig et eksemplar af 1911-udgaven af American Standard Version-Bibelen. Så sagde han noget der fik det til at ringe for mine ører: „Guds navn, Jehova, bruges overalt i Det gamle Testamente.“ Gud havde et navn? Hans navn var Jehova? Jeg var betaget over at høre dette, men blev skuffet da jeg hørte min moder sige: „Jeg foretrækker at kalde ham ’Gud’.“ Jeg var så interesseret i Bibelen at jeg gerne ville være præst, men jeg kunne ikke gå ind for vores kirkes lære. Jeg begyndte derfor at studere naturvidenskab på universitetet.

Min universitetstid var lige ved at få ende næsten før den var begyndt. For at have et billigt transportmiddel havde jeg købt en motorcykel, og engang jeg var på vej til universitetet med min værelsesmakker bagpå, var vejen pludselig spærret af en lastvogn der var gået i stå. Jeg slog et brat sving for at komme udenom, og styrtede ud over en over 10 meter høj skrænt. Den dag i dag kan jeg se den stenede kløft komme farende op imod mig når jeg lukker øjnene.

En høj, fremmed, sortklædt mand trådte frem blandt de tililende, gik hen til mig og udtalte i en dyster tone nogle ord som gjorde et uudsletteligt indtryk på mig: „Din Gud har frelst dig i dag. Find ud af hvem han er, og tjen ham.“ Så gjorde han omkring og gik sin vej, mens jeg undrede mig.

Efter eksamen fik jeg en administrativ stilling inden for uddannelsesvæsenet. Engang skulle jeg udvælge en ny lærer blandt cirka hundrede ansøgere. På en af ansøgningerne så jeg et billede der gav mig indtrykket af at jeg så på min fremtidige livsledsagerske. Jeg anbefalede hende til ansættelse. Hendes navn var Roberta. Inden der var gået et år havde jeg giftet mig med hende, og hun blev virkelig min livsledsagerske. Hun kom desuden til at medvirke til at jeg fik stillet min barndoms længsel efter at forstå Bibelen.

Jeg arbejdede på at erhverve mig en doktorgrad i naturvidenskab på Ohios statsuniversitet, men jeg havde ikke glemt min kærlighed til Gud og til hans ord. Jeg læste stadig lejlighedsvis i Bibelen, men uden at forstå ret meget. Det ændrede sig i 1944. En dame besøgte Roberta og efterlod en religiøs bog med titlen Børn, og påbegyndte også et studium med hende.

„Hold op med det studium!“ befalede jeg min kone da jeg fandt ud af at det var Jehovas vidner hun studerede med. „De er ikke ordentlige mennesker. De vil ikke kæmpe for deres land.“

Men Roberta holdt ikke op med at studere, og jeg besluttede derfor at undersøge sagen. Til min forbløffelse fandt jeg ud af at der ikke findes et brændende helvede, at sjælen ikke er udødelig, og at treenighedslæren ikke er sand. (Salme 16:10; Ezekiel 18:4; Jonas 2:2; Johannes 14:28) Gud er én, og hans navn er Jehova, det navn der havde fået det til at ringe for mine ører for så længe siden. Jo mere jeg undersøgte, des mere faldt der skæl fra mine øjne. Jeg havde fundet den Gud som den sortklædte fremmede havde sagt at jeg skulle finde og tjene. Det var en Gud som jeg kunne indvi mit liv til. Han var ikke en djævel som pinte folk til evig tid i ild og svovl. Han var heller ikke en løgner som lover at de ydmyge skal arve jorden og som så brænder jorden op i stedet. — Prædikeren 1:4; 9:5, 10; Romerne 6:23.

Roberta og jeg var enige om at vi havde fundet ’perlen af stor værdi’. (Mattæus 13:45, 46) I 1945 blev vi begge døbt som symbol på vor indvielse til at gøre Guds vilje som Jehovas vidner. Jeg afbrød studierne der skulle have indbragt mig doktorgraden, og skrinlagde mine planer om at blive universitetsprofessor. Jeg fik ansættelse ved et stort forskningscenter og begyndte en opfinderkarriere. Min barndoms kærlighed til det at opfinde og det at forstå Bibelen var nu vakt til live igen.

I årenes løb har jeg været med til mange interessante projekter. Et af dem havde at gøre med helikoptere. Hvis rotorbladenes stigning bliver for stor, udvikler der sig turbulens, maskinen „staller“ (mister opdrift og fart) og falder som en sten. Der var brug for en indretning der kunne forebygge dette. Jeg opfandt en lille trykmåler der kun var en halv millimeter tyk. Den blev brugt som model for nogle trykmålere der blev anbragt på overfladen af rotorbladene og angav det skiftende tryk på bladene under rotationen. Det gav konstruktørerne vigtige oplysninger der satte dem i stand til at afhjælpe problemet og forebygge stalling. Opfindelsen vakte opmærksomhed i hele verden.

Disse små trykmålere blev også anvendt inden for lægevidenskaben. Folk får somme tider hjertemedicin når de egentlig har spiserørskrampe. I begge tilfælde får de nemlig smerter i brystet og i venstre arm. En slange som er forsynet med tre af disse små trykmålere kan indføres i spiserøret og vise om smerten stammer fra kramper dér. Herfra kan hjerterytmen også kontrolleres, og man kan også måle trykket i lungerne under udåndingen og derved opdage lungeemfysem, og endda registrere hvor fremskredet det er. Denne esofagale motilitetsprobe, som den blev kaldt, har fundet anvendelse på sygehuse og er blevet vist frem i hele verden.

Trykmålerne bliver også brugt til måling af trykket i hjernen når der forekommer hævelser. Målerne presses mod øjets hornhinde og registrerer det varierende tryk i takt med hjerterytmen. Trykket her svarer til trykket i halspulsårerne, og man kan derved påvise en delvis blokade.

En anden gang arbejdede jeg med at forsyne fødselstænger med instrumenter som kan vise lægen hvor stort et tryk han udsætter fosterets hoved for.

Ved en lejlighed nævnte en læge at han kunne tænke sig at se hvad der sker i bronkiegrenene når man inhalerer røg. Opgaven blev løst ved hjælp af fiberoptik. Det var en af mine kolleger, Samuel Chambers (også et af Jehovas vidner), der udformede opfindelsen. Instrumentet blev fremstillet, og da vi første gang kiggede ned i nogle bronkiegrene, kunne vi se de fine fimrehår rense bronkierne for småpartikler ved hjælp af bølgebevægelser. Men bølgebevægelsen hørte op når inhaleret røg nåede fimrehårene! Røgen lammede naturens mekanisme til rensning af bronkiegrenene.

I samarbejde med Chambers udviklede jeg også en speciel type pacemaker, som kunne indopereres i hjertet og måle trykket indefra samtidig med at den stimulerede hjerterytmen. Ved hjælp af den kunne man også indsprøjte lægemidler i hjertet eller udtage blodprøver. Også den fandt anvendelse på sygehusene.

På et tidspunkt skrev jeg en artikelserie for forlaget McGraw-Hill om nye metoder til måling af mekanisk belastning på bygninger. Serien vakte en del opmærksomhed og udkom til sidst i bogform; bogen blev på et tidspunkt anvendt som universitetslærebog.

Omkring dette tidspunkt havde jeg en samtale med en læge på Ohios statsuniversitets hospital om blodtransfusion. Han udtalte sig nedladende om Jehovas vidner og kom med en beskyldning om at ’Blodbrochuren’ fra Vagttårnsselskabet citerede en læge fejlagtigt.

„Fortæl ikke mig noget om fejlagtige citater, doktor!“ udbrød jeg. „Jeg ved godt hvordan det er at blive fejlciteret. Jeg offentliggør artikler hver måned. Lægen blev ikke fejlciteret, og det ved De godt!“ Jeg var lidt altereret og fortsatte: „Måske var det jer læger der slog George Washington ihjel ved at tappe blod af ham, og nu slår I folk ihjel ved at fylde dem med smittefarligt blod!“ Bagefter havde vi en yderst venlig samtale.

Der skete noget lignende da en ældre kvinde, et af Jehovas vidner, efter en bilulykke var blevet indbragt på Ohios statsuniversitets hospital. Lægen forsøgte at overtale hende til at modtage en blodtransfusion. Jeg blev tilkaldt for at ræsonnere med ham, men han afviste mine argumenter med nogle nedsættende bemærkninger om Jehovas vidner der ikke kendte noget til lægebehandling og som forsøgte at fortælle lægerne hvad de skulle gøre.

„Kender De noget til den esofagale probe?“ spurgte jeg. Jeg fortalte ham at det var mig der havde opfundet den og at jeg på et tidspunkt havde drøftet dens brug med sygehusets medarbejdere på et af deres møder. Hans holdning forandrede sig mærkbart, og den spændte atmosfære blev mere afslappet.

Jeg var engang med til at løse et svært problem inden for rumforskningsprogrammet. NASA (den civile rumfartsstyrelse) havde brug for noget til at måle trykket i raketdyserne, hvor der kan blive næsten lige så varmt som der er ved solens overflade. Andre trykmålere havde øjensynlig ikke fungeret tilfredsstillende.

Min foresatte og jeg rejste til Huntsville i Alabama, hvor der blev udført raketforskning. Dér mødte vi den tysker som ledede dette projekt. Han kom ind i lokalet og gik direkte til sagen med ordene: „Hvordan vil De så gøre det?“

Jeg fik besked på at forklare vores plan. Den gik ud på at fremstille en lille trykmåler hvor man brugte en ikke-brændbar væske som ville holde føleren afkølet.

„Den kommer til at virke,“ sagde tyskeren. Konferencen var forbi — den korteste jeg nogen sinde har været med til! Anordningen blev fremstillet, den virkede, og jeg fik andel i en udmærkelse fra NASA. I mine 25 år inden for forskning har jeg udtaget over 30 patenter.

Min største opdagelse gjorde jeg imidlertid ikke som opfinder. Den gjorde jeg da jeg genopdagede den sande Gud Jehovas identitet og lærte at forstå alt hvad navnet stod for. (Salme 83:18) Jeg fortalte mine medarbejdere om ham og studerede Bibelen med flere af dem og deres slægtninge. Ved et af disse studier var der 17 til stede, og ved et andet var der 19.

Næsten alle på min arbejdsplads vidste at jeg var et af Jehovas vidner. I frokostpausen forsøgte jeg altid at finde en ny at sidde ved siden af og forkynde for. En dag spurgte jeg en mand: „Gør det noget hvis jeg sætter mig her?“ Han sagde: „Ja, det gør det!“ Jeg kunne ikke lade være at smile. Han havde hørt om mig og brød sig åbenbart ikke om at der blev forkyndt for ham.

Engang kom Ohios guvernør på besøg på min arbejdsplads, og jeg blev udpeget til at tale med ham. Det kom mig til nytte kort tid efter. Jeg ledede et studium i Ohios bedst sikrede fængsel, og ved en lejlighed ville den protestantiske fængselspræst ikke lade mig døbe en indsat som jeg havde studeret Bibelen med. Jeg sagde så: „Jeg talte forresten med guvernøren i sidste uge. Jeg tror der er noget jeg skal forklare Dem.“ Der skete øjeblikkelig en forandring. „Hør, lige et øjeblik!“ sagde han. „Jeg skal nok tage mig af sagen!“ Det gjorde han, og jeg fik adgang til dåbskandidaten.

Da vi begyndte at komme i rigssalen i Columbus var der to menigheder. Femogtyve år efter var der 24. På det tidspunkt tjente jeg som bytilsynsmand. En af mine enestående oplevelser var byggeriet af en stævnehal i området. Jeg studerede på det tidspunkt med en mand ved navn Norman Watson, og en dag sagde jeg til ham at vi havde brug for en byggegrund til en stævnehal.

„Lad os tage ud at se på nogle grunde,“ sagde han straks. Han viste mig flere steder og spurgte: „Hvilken vil I gerne have?“ Han skænkede os en udmærket grund i London i Ohio og blev siden døbt.

Det tog os 14 måneder at bygge stævnehallen. Hver uge samledes byggeudvalget for at tælle pengene. Havde vi nok til at fortsætte endnu en uge? Hver uge gjorde vi pengene op, og hver uge havde Jehova tilvejebragt tilstrækkeligt til at byggeriet kunne fortsætte. Broder Knorr og broder Suiter kom rejsende fra hovedkontoret i Brooklyn for at medvirke ved indvielsesprogrammet.

Roberta og jeg har tilbragt mange lykkelige år med at hjælpe andre til at lære Jehova at kende. En af de første vi delte sandheden med var, til min særlige glæde, min fætter Vaughn Crites. Det var ham der sammen med mig mange år tidligere havde pådraget sig vækkelsesprædikantens vrede da vi lo ad hans bagvaskelse af vor kærlige Gud, Jehova, med sin snak om et brændende helvede. Også min moder kom i sin alderdom til at holde af Guds navn, Jehova. Hun døde efter at have givet udtryk for sit ønske om at blive et Jehovas vidne, 90 år gammel. I dag har Roberta og jeg den forret at tjene Jehova sammen med menigheden i Sebring i Florida.

Alle de spekulationer jeg som barn havde fordi vi ikke stod i et trossamfund der blev forfulgt, er også forbi. Jehovas vidner bliver forfulgt overalt. Samtidig med forfølgelsen erfarer de også sandheden i det skriftsted jeg lærte udenad som dreng og som i Salme 34:7 ifølge Ny Verden-oversættelsen lyder: „Jehovas engel lejrer sig rundt om dem der frygter ham, og han redder dem.“ — Fortalt af Nelson Crites.

[Tekstcitat på side 24]

„Din Gud har frelst dig i dag. Find ud af hvem han er, og tjen ham“

[Tekstcitat på side 25]

„Hold op med det studium!“ befalede jeg min kone da jeg fandt ud af at det var Jehovas vidner hun studerede med

[Tekstcitat på side 26]

Røgen lammede naturens mekanisme til rensning af bronkiegrenene!

[Tekstcitat på side 26]

Anordningen blev fremstillet, den virkede, og jeg fik andel i en udmærkelse fra NASA

[Illustration på side 23]

Nelson Crites med en trykmåler

[Illustration på side 27]

Nelson sammen med sin hustru, Roberta