Vi betragter verden
TV-vold
Efter i en uge at have analyseret alle programmer på to førende tyske TV-kanaler, har det bayerske undervisningsministerium bemærket en „alarmerende udvikling“. Der forekom gennemsnitlig en voldsscene hvert ottende minut, og de programmer der blev sendt mellem klokken 17.00 og 20.00 — hvor børn ser mest TV — havde det største indhold af aggressive elementer, bemærkede de tyske forskere. I avisen Frankenpost advarer den bayerske regering: „Forældre og andre der har børn i deres varetægt opfordres til at beskytte børnene mod uhæmmet TV-kiggeri og mod de brutale scener der forekommer på skærmen. Dette kan gøres ved på forhånd omhyggeligt at udvælge de programmer man skal se, samt ved at være opmærksom på hvilke film der bliver spillet om eftermiddagen og først på aftenen.“
Enlige forældre
Ifølge en undersøgelse offentliggjort i det parisiske dagblad Le Monde, indtager kvinder rollen som familiens overhoved i 80 procent af alle husstande i Frankrig med enlige forældre. (Lidt over 6 procent af alle franske husstande består af familier med kun én forsørger.) Undersøgelsen af familier med enlige forældre har vist at „nogle kvinder har ladet sig skille under påskud af ’frigørelse’, blot for at opleve en endnu større materiel og følelsesmæssig afhængighed, men nu i forhold til deres børn“.
Mest udbredte stimulanser
De australske sundhedsmyndigheder erklærer at alkohol og tobak er de mest udbredte „stoffer“ i Australien. Eftersom begge stimulanser er lovlige bliver de kaldt „legale stoffer“, i modsætning til det store udbud af illegale stoffer lige fra heroin til LSD. Disse legale stoffer er skjulte dræbere, hedder det i avisen The Australian. Blandt australierne er de hvert år medvirkende til omkring 30 gange så mange dødsfald som alle andre rusmidler tilsammen. Lederen af en fond til bekæmpelse af alkohol- og narkotikamisbrug i Victoria indrømmer at „de problemer der skyldes illegalt stofmisbrug er mikroskopiske i sammenligning med de enorme problemer vi oplever i forbindelse med alkoholisme“.
Alderdom og motion
Hvorfor har de fleste ældre mennesker en langsommere reaktionsevne end unge? Et forskerhold ved Texas’ universitet i Austin mener at det skyldes aldersbestemte forandringer i hjernens kemi. Forsøg har vist at rotter der hver dag får motion bevarer deres hurtige reaktionsevne når de ældes, i modsætning til rotter der ikke motionerer. „Motion vil ikke på nogen måde gøre ældre mennesker yngre,“ siger dr. Richard E. Wilcox. „Men som følge af motionens indvirkning på hjernens kemi, har den måske en større positiv indflydelse på reaktionsevnen end vi hidtil har troet.“
Red skovene
Da det internationale skovår sluttede i december 1985, skrev UN Chronicle: „Hvert år fældes der mere end 11 millioner hektarer regnskov, et område der er større end Østrig.“ FNs levnedsmiddel- og landbrugsorganisation, FAO, siger at „hvis skovrydningen fortsætter i uforandret tempo, kan store dele af verdens regnskove blive ødelagt“. Hvis denne tendens fortsætter anslår man at 10 til 20 procent af jordens plante- og dyreliv kan være udslettet i år 2000, medmindre skovrydningen standses og situationen vender sig.
Dødbringende problemer
Den første europæiske konference om selvmorderes adfærdsmønster blev for nylig afholdt i München. Det kom frem at hovedparten af de 13.000 selvmord der hvert år registreres i Den tyske Forbundsrepublik bliver begået af mænd der er over 70 år gamle. Professor H. J. Möller anslår at antallet af selvmordsforsøg er 10 til 20 gange højere end det officielle tal, hedder det i den tyske avis Süddeutsche Zeitung. Isolation fra omverdenen og manglende evne til at løse problemer er medvirkende faktorer ved de fleste selvmord. Vore dages tendens til at acceptere individets ret til at begå selvmord bekymrer psykiaterne.
Verdens længste digt?
For 30 år siden begyndte Jose Rumazo, en tidligere diplomat fra Ecuador, at skrive et digt med titlen Parusia. Det er for nylig blevet udgivet i syv bind, og består af 230.000 vers. Parusia „er måske det længste digt i historien,“ skriver Singapore-avisen The Straits Times. Det hidtil længste digt, et 2200 år gammelt epos på sanskrit kaldet Mahabharata, består af 190.000 vers. Til sammenligning er der omtrent 30.000 vers i Dantes Den guddommelige Komedie. „Temaet i Parusia er verdens ende, og det er inspireret af de bibelske profetier i Åbenbaringen,“ skriver avisen. Denne bibelske bog er imidlertid ikke nær så lang.
Græshopper
Den regn der efter flere års tørke er begyndt at falde over det afrikanske kontinent, har medført et problem: græshopper. Siden regntiden begyndte sidste år har visse græshoppearter formeret sig i et katastrofalt omfang. Ifølge den franske avis Le Monde oplyser FNs Organisation for Ernæring og Landbrug at „en stor del af det afrikanske kontinent og flere lande i Den nære Orient trues af fire forskellige græshoppearter på samme tid“. Det er første gang i over 50 år at dette forekommer. Blandt de lande der er mest berørt af problemet nævnes Sudan, Tanzania, Zambia, Malawi, Moçambique, den nordlige del af Etiopien og Uganda, samt den nordvestlige del af Kenya.
Vægtproblemer
Fedme skyldes ikke, som mange mener, „skjoldbruskkirtelforstyrrelser, men frådseri,“ hævder dr. Guillermo Ruiz, endokrinolog ved La Raza-lægecenteret i Mexico City. Fedme kan skyldes hyperplasi (overproduktion af fedtvæv) eller være pubertetsforstyrrelser, men ifølge denne læge viser undersøgelser at fedme oftest skyldes „manglende vilje til at spise mindre“ og ikke forstyrrelser i skjoldbruskkirtelen. „Grunden til fedmen kan blive lagt allerede i livets første år ved at moderen giver sit barn for meget at spise,“ siger lægen. Da fedme har forbindelse med lidelser der forårsager hjertesygdomme, påpeger dr. Ruiz at man bør sørge for at få motion og en fornuftig kost. Han advarer desuden gorditos (de buttede) mod forgiftninger ved misbrug af slankepiller.
„Religiøse bedragere“
Sådan lød en stor overskrift i den canadiske avis The Winnipeg Sun. I artiklen stod der: „Et voksende antal hospitalspatienter er bange for at blive smittet med AIDS eller andre sygdomme der overføres ved blodtransfusion, og giver sig derfor ud for at være Jehovas vidner. I forbindelse med de besøg kirkens ældste aflægger på hospitalerne, er der afsløret over en halv snes bedragere.“ En kvinde fortalte at hun havde givet sig ud for at være et Jehovas vidne for at undgå diskussioner med lægerne om behandlingen. „Det er ikke af religiøse grunde at jeg nægter at modtage blod,“ siger hun. „Men der er ingen garanti for at man bliver rask ved at modtage en andens blod. Man kan blive syg af det, man kan endda dø af det.“ En af bedragerne blev afsløret af en præst, der så patienten sidde i sin seng og ryge en cigar. Manden indrømmede flovt at han ikke var et Jehovas vidne. „Jeg ønsker bare ikke blodtransfusion,“ forklarede han. „Jeg er læge.“
Kendelse stadfæstet
Den øverste appelret i Tyrkiet har den 26. maj i år afsagt den afgørende kendelse angående Jehovas Vidners status i landet. Denne kendelse stadfæster højesterettens kendelse af 19. juni 1985, hvori man fastholdt at Jehovas Vidner ikke havde overskredet grænserne for den trosfrihed som den tyrkiske forfatning garanterer. Denne nye kendelse frikender de 23 Jehovas vidner der i 1984 blev idømt fængselsstraf efter at være kendt skyldige i at have overtrådt paragraf 163 i straffeloven, som forbyder religiøs virksomhed der har til formål at ændre statens orden. Den nye kendelse fastholder at Jehovas Vidner ikke har overtrådt loven, og giver dem juridisk anerkendelse.