Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g87 8/2 s. 29-30
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1987
  • Underoverskrifter
  • Brintbombeulykke
  • Udryddelsestruet
  • De rette kornsorter for Afrika?
  • Tidlig sommertid
  • En ny handicapbil
  • 90-årig moder
  • Et nyt relikvie?
  • Vagtpatrulje i gåsegang
  • Farligt forsvar
  • Ældre behandles hensynsløst
Vågn op! – 1987
g87 8/2 s. 29-30

Vi betragter verden

Brintbombeulykke

Dokumenter som for nylig er blevet frigivet af den amerikanske regering viser at en af de kraftigste brintbomber man nogen sinde har fremstillet — 19.000 kilo — for 29 år siden ved et uheld blev nedkastet fra en amerikansk bombemaskine i nærheden af byen Albuquerque i New Mexico. Der skete ingen atomsprængning og ingen kom til skade, skønt de ikke-atomare sprængstoffer i bomben eksploderede ved nedslaget og skabte et krater på 3,5 meters dybde og 7,5 meter i diameter, skriver Albuquerque Journal. „Det er måske den kraftigste bombe vi nogen sinde har fremstillet,“ siger en specialist i kernevåben. Forskerne mener at bombens potentielle sprængkraft har været over 10 megaton, eller 10 millioner tons trotyl, mere end 600 gange så kraftig som den atombombe der under den anden verdenskrig blev nedkastet over Hiroshima.

Udryddelsestruet

En fugleart der er i familie med skestorken, den farverige nipponibis, er udryddelsestruet. I 1977 fandtes der otte eksemplarer af denne ibisart i Japan. I 1981 var der kun seks af disse smukke fugle tilbage. I et forsøg på at undgå udryddelse og få fuglene til at yngle, sørgede Japans miljøministerium for at de resterende vilde fugle blev indfanget og placeret i et plejecenter på den japanske ø Sadogashima, hvor fuglene normalt lever. Men i 1983 var der kun en han og to hunner tilbage. Da fuglene ikke ynglede, udlånte Kina en af deres 18 nipponibiser, en han, til Japan. Til dato er det dog ikke lykkedes at få fuglene til at yngle. Da en af de to hunner for nylig er død overvejer embedsmænd fra miljøministeriet og Toki-plejecenteret kunstig inseminering i et sidste forsøg på at bevare en bestand af nipponibiser i Japan.

De rette kornsorter for Afrika?

I forbindelse med den grønne revolution i 1960erne indførte man kornsorter der har resulteret i et stort høstudbytte i mange lande. Hvorfor har disse kornsorter ikke mindsket hungersnøden i Afrika? „Den grønne revolution har ikke hjulpet den tredje verdens sydlige Afrika,“ siger dr. H. Garnett, leder af mikrobiologiafdelingen ved University of Witwatersrand i Sydafrika. De nye kornsorter kræver en landbrugsteknik som er alt for kostbar for de fleste afrikanere. Dertil kommer at Afrika i mange tilfælde har et andet klima og en anden jord end de lande hvori kornsorterne er blevet udviklet. „Man skal være forsigtig med at indføre kornsorter der er udviklet i Europa eller USA,“ forklarer dr. Garnett. „Nogle højtydende majssorter egner sig ikke for afrikanske landmænd, da de kræver store mængder af kemikalier og vand for at kunne modnes.“

Tidlig sommertid

Sommertiden vil begynde tidligere i De forenede Stater næste år. I stedet for at begynde den sidste søndag i april, vil den begynde den første søndag i april, men vil stadig slutte den sidste søndag i oktober. Man anslår at denne tidligere indførelse af sommertiden vil hindre over 1500 kvæstelser og 20 dødsfald på grund af trafikulykker og spare over 28 millioner dollars i omkostninger ved trafikulykker.

En ny handicapbil

En ny bil for alvorligt handicappede er for nylig blevet udviklet i Japan. „Den nye bil kan styres af selv dem der er svært fysisk handicappede i alle . . . fire lemmer, deriblandt folk der nu [sidder] i elektriske kørestole,“ skriver Asahi Evening News. En almindelig passagerbil ombygges så chaufføren kan benytte en 30 centimeter lang stang i stedet for rat, speeder og bremser. Skubbes stangen fremad øges bilens fart, trækkes den bagud slås bremserne til, og bilen styres ved at man skubber stangen fra side til side. Knapper til andre funktioner, som lys, vinduesviskere og bakgear, er placeret i nærheden af stangen. Det koster cirka 900.000 yen (45.000 kroner) at ombygge en bil.

90-årig moder

I juli sidste år „fødte den 90-årige kvinde Luxmi, der er gift med den 92-årige Asha Ram, en lille pige“ i den indiske landsby Kalwasia, oplyser Bombay-avisen Times of India. Den nyfødte døde kort efter fødselen.

Et nyt relikvie?

En gammel båd man har fundet på bunden af Galilæas sø da tørke fik vandstanden til at falde, er hurtigt ved at blive et nyt religiøst relikvie. Arkæologerne har dateret den til omkring Kristi tid, og forklarer at træbåden er blevet bevaret fordi den har været dækket af et lag iltfrit dynd der har hæmmet bakteriernes aktivitet. Bladet Discover beretter at båden blev indpakket i polyurethan og bragt op på kysten, hvor den vil blive balsameret ved hjælp af en syntetisk voks. „Det sidste vi ønsker er at dette skal blive til et helligt relikvie,“ siger arkæologen Shelly Wachsman fra Israels Institut for Fortidsminder. Pilgrimme er imidlertid strømmet til for at se båden, fordi de mener at det er den båd hvori Jesus sejlede over Galilæas sø kort efter at han mirakuløst havde bespist 5000 mennesker. Når pilgrimmene finder ud af at de ikke må røre ved båden på grund af dens skrøbelighed, beder nogle af dem om at få lov at røre ved Shelly Wachsmans hænder eftersom han har rørt ved båden!

Vagtpatrulje i gåsegang

Den amerikanske hærs 32. luftforsvarskommando i Forbundsrepublikken Tyskland har „rekrutteret“ en flok gæs som vagter. Ifølge den tyske avis Der Tagesspiegel planlægger hæren med tiden at indsætte 900 gæs til at overvåge sit kommunikations-, radar- og luftforsvarsudstyr i Forbundsrepublikken Tyskland. „De skal tjene som et naturligt varslingssystem,“ udtaler kommandoens talsmand i Darmstadt, major Joe Padilla. „Når de bliver opmærksomme på noget fremmed i nærheden, laver de en masse støj.“ Gæs har en skarp hørelse og slår alarm ved at hvæse og skræppe højt og baske med vingerne. Udgiften til hele gåsepatruljen siges at ligge under udgiften til én dresseret vagthund.

Farligt forsvar

Kampfly er inden for de senere år blevet så hurtige og så manøvredygtige at det nu er mennesker der sætter grænser for teknologien. Under den første verdenskrig havde flyene 10-15 måleinstrumenter og kontrolpaneler. Under den anden verdenskrig var tallet steget til 35. Vore dages kampfly har omkring 300. Piloten må aflæse og fortolke alle disse oplysninger og træffe afgørelser inden for brøkdele af et sekund mens han befinder sig i farlige situationer. Dertil kommer at flyene kan udføre manøvrer ved meget høj hastighed, hvilket udsætter piloten for en hård belastning. The Wall Street Journal skriver om det at foretage en skarp drejning: „I bedste fald vil en sådan manøvre forårsage blodsprængninger i pilotens arme, forårsage midlertidig blindhed, tvinge hans hoved ned i brystet, få blodet til at løbe fra hjernen og få ham til at føle at han vejer ni gange så meget som normalt. I værste fald kan det forårsage at piloten besvimer og maskinen styrter ned.“ Flere piloter har mistet livet på denne måde.

Ældre behandles hensynsløst

„Inden ferieturen bliver hunden anbragt i en hundekennel og bedstefader sendt på sygehuset.“ Sådan karakteriserer Peter Breitenfellner, der er vicedirektør for et sygehus i Linz i Østrig, en ny tendens. Ifølge det tyske dagblad Frankfurter Allgemeine Zeitung registrerede sygehusene et øget antal ældre patienter i sommerferietiden sidste år. I adskillige tilfælde blev sygdomstilstanden hos de ældre fremkaldt bevidst. „Somme tider fik en diabetiker ikke sin daglige insulin og måtte derfor indlægges. Eller vi havde tilfælde hvor ældre ikke fik deres hjertemedicin så man kunne være sikker på at de blev indlagt,“ udtaler lægen.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del