En tid til at beholde, og en tid til at dele ud

DENNE smukke hyttesanger kan sidde helt tryg på sin gren. Hendes mage våger nemlig over hende. Han bliver aldeles rasende hvis en anden han nærmer sig, Omgående forvandles han til et uhyre i fjerdragt og jager straks den ubudne gæst væk fra sine enemærker. Sandelig en lille størrelse med stærke ejerfornemmelser.

„Menneskets bedste ven“, hunden, har også en stærk besiddertrang. Hvis du ikke har oplevet det, så prøv engang at se hvad der sker når du forsøger at fravriste den dens kødben!

Denne trang til at eje noget kan man endog se hos børn. Har du nogen sinde betragtet to små børn som begge vil lege med det samme stykke legetøj? Det ene barn har legetøjet i hånden, det andet prøver at tage det fra ham, men han modsætter sig det højlydt. Det er „hans“ legetøj, og det er han besluttet på at det skal blive ved at være.

Er det forkert at holde på sin ejendomsret? Bibelen fastslår princippet om den private ejendomsret. Mennesker skulle bygge huse og bo der, plante vingårde og spise deres frugt, og hver skulle sidde under sin vinstok og sit figentræ. (Esajas 65:21; Mika 4:4) Hyttesangeren er nødt til at have et territorium for at kunne forsørge sin familie. Og hunden, som fik benet, har brug for det for at opretholde livet.

Men hvad med barnet og dets legetøj? Barnet ejer det ganske vist, men hvis det ikke lader andre lege med sit legetøj får det ingen legekammerater. Barnet vil opnå større glæde når det deler sine ting med andre. Kristne må heller ikke glemme „at dele med andre“. De rige formanes til „at være gavmilde, rede til at dele med andre“. Der er stor lykke forbundet med at vise gavmildhed.— Hebræerne 13:16; 1 Timoteus 6:18; Apostelgerninger 20:35.

Der er en tid til at beholde og en tid til at dele ud. Men vi må huske på disse ord: „Jehovas er jorden og det som fylder den, den frugtbare jord og de som bor derpå.“ (Salme 24:1) Vi må lære at bruge de ting som vi midlertidigt har fået stillet til rådighed, på en måde der behager den som i sidste instans ejer det hele, Jehova Gud.

Kong David af Israel var en meget velhavende mand. Alligevel sagde han til Gud: „Dig, Jehova, tilhører storheden og styrken og hæderen og glansen og værdigheden; for alt i himmelen og på jorden [er dit]. Dig tilhører riget, Jehova, . . . Rigdommen og herligheden skyldes dig.“ — 1 Krønikebog 29:11, 12.

I stedet for begærligt at forsøge at puge større rigdomme sammen, gav David store bidrag til opførelsen af templet for tilbedelsen af Jehova. Søgte han at opnå en særlig anerkendelse for sin gavmildhed? Nej! Han indså at det på en måde slet ikke kunne betegnes som gavmildhed. „Hvem er jeg og hvem er mit folk at vi skulle have den fornødne kraft til at give sådanne frivillige gaver? For det kommer fra dig alt sammen, og det er fra din egen hånd vi har givet dig det.“ — 1 Krønikebog 29:14.

Burde vi ikke alle have samme ind indstilling som David?