Fire hundrede døde, jeg overlevede

DET var den 10. oktober 1986. Jeg var ved at lukke min kosmetikforretning i San Salvador for at tage hjem til middag. Pludselig lød der en voldsom buldren, og hele den femetages Rubén Darío-bygning styrtede sammen.

Senere fik jeg at vide at det var det værste jordskælv i El Salvadors historie — 7,5 på richterskalaen. Der omkom 1200, deraf omkring 400 alene i Rubén Darío-bygningen, og 300.000 blev hjemløse. Præsident Duarte sagde at det havde kostet ’flere dødsofre end den syv år lange borgerkrig’.

Da jordskælvet indtraf blev jeg ramt i hovedet og mistede bevidstheden. Da jeg kom til mig selv lå jeg med ansigtet nedad, i fuldstændigt mørke. Man hørte råb fra folk der var kommet til skade og som var grebet af frygt: „Herre, frels mig!“ „Hvorfor har du straffet os på denne måde?“ „Hjælp mig!“

Jeg rørte ved mit ansigt. Heldigvis havde jeg ingen snitsår, men mine fødder sad fast under murbrokkerne. Luften var så tyk at jeg næsten ikke kunne ånde. Nær ved mig hørte jeg en stemme. Det var bygningens portner, hr. Quijano, der råbte til mig: „De er damen fra kosmetikforretningen! Er De uskadt?“

„Ja, men mine fødder sidder fast,“ svarede jeg. „Hvordan med Dem?“

„Jeg tror at jeg har brækket mine arme og ben — jeg kan ikke røre mig. Jeg be’r Dem, hjælp mig.“

Jeg rakte mine hænder og arme så langt frem jeg kunne, men fik kun fat i glasskår. „Jeg er ked at det, men jeg kan ikke gøre noget. Mine fødder sidder fast.“

Mangelen på ilt gjorde det stadig vanskeligere at trække vejret, og jeg bad til Gud: „Hjælp mig!“ Jeg huskede hans ord til Josua: ’Vær modig og stærk, for Jehova din Gud er med dig.’ (Josua 1:9) Men, mindede jeg mig selv om, jeg måtte også gøre noget.

Derefter begyndte jeg at føle mig styrket og opmuntret. Jeg gjorde mig klart at jeg måtte få mine fødder fri før de begyndte at blive følelsesløse og opsvulmede. Jeg forsøgte at vride den ene fod fri. Imens blev jorden ved med at ryste, og det knagede og bragede i bygningen. Min butik lå i stueetagen.

Omsider var min højre fod fri. Jeg takkede højt Jehova for dette. Det må hr. Quijano, der nu trak vejret tungt og besværligt, have hørt, for han sagde: „Bliv ved med at bede til Jehova, og bed også for mig!“

Mine fødder føltes kolde og fugtige. ’Jeg bløder!’ tænkte jeg. Da jeg rørte ved den nederste del af mit venstre ben, blev jeg klar over at den klæbrige, våde substans jeg mærkede enten var shampoo eller creme fra glasmontren. Fordi min venstre fod var blevet indsmurt på denne måde, kunne jeg nu trække den fri.

„Har Jehova hjulpet Dem?“ spurgte hr. Quijano.

„Ja!“ svarede jeg. „Mine fødder er fri nu.“

„Jeg be’r Dem, hjælp mig!“ råbte han.

Jeg brugte alle mine kræfter for ganske langsomt at flytte mig hen imod hr. Quijano. Ved hver bevægelse skar jeg mig på glasskår. Så stødte jeg på en masse forvredet jern der skilte os fra hinanden.

„Jeg er ked af det, hr. Quijano. Jeg kan ikke komme nærmere.“

„Det er i orden,“ svarede han. „Lad os bare blive hvor vi er.“

I nærheden hørtes der stemmer fra mindst to mænd og en dreng. Det var folk fra første sal som nu befandt sig mindre end en meter over os. Det lykkedes mig at stikke mit hoved op gennem et hul, men jeg trak det straks tilbage. Luften var tyk af fint støv som fik mig til at snappe efter vejret. Pludselig følte jeg mig udmattet og ønskede bare at sove.

Jeg vågnede op til en uhyggelig stilhed. ’Er alle blevet reddet eller er de alle døde?’ var min første tanke. Jeg kaldte hurtigt tre gange på hr. Quijano, men han stønnede bare sagte. Jeg blev ved med at bede.

Efter en tid hørte jeg lyden af en hakke. „Hr. Quijano!“ råbte jeg, „Gud har sendt nogen for at redde os! De kan snart være her, og jeg skal sørge for at de får Dem ud!“ Hans eneste svar var en sagte jamren og derefter tavshed.

Ikke længe efter lød der en stemme fra mørket foran mig: „Er her nogen?“

„Ja, ja!“ råbte jeg.

„Hvor mange?“

„Vi er flere, og nogle er alvorligt såret,“ svarede jeg. Der blev hakket kraftigere. Så: „Kan du se lys?“

„Ja!“ råbte jeg tilbage, „jeg ser lyset!“ Redningsfolkene blev ved med at hakke omkring åbningen, og snart var det hul jeg lå i næsten oplyst.

„Kan du finde vej ud ved at følge lyset?“ råbte redningsfolkene. „Ja, jeg prøver!“ svarede jeg.

Jeg råbte til de andre fra første sal: „Kom herover, prøv at komme herover! Vi kan komme ud! Lad drengen komme først!“

Så begyndte jeg at kravle fremad over ruinerne af forvredet jern, mursten, glas og beton. ’Jeg må blive ved med at kravle fremad,’ tænkte jeg. ’Jeg kan ikke blive her.’ Jeg var så nær ved åbningen at jeg kunne nå en slange med en iltmaske der blev rakt ned gennem hullet. Jeg blev ved med at kravle langsomt fremad, indtil jeg nåede den snævre åbning.

Redningsfolkene trak mig ud, først den ene arm og derefter resten af kroppen. Mit tøj var forrevet, min krop fuld af hudafskrabninger. „Hvordan har du det?“ spurgte de. „Udmærket,“ svarede jeg.

Da jeg kom ud på gaden var der en mængde mennesker; nogle hjalp de sårede og andre gravede i bygningens ruiner. Oprevne tilskuere flokkedes om mig og ønskede at få at vide hvilken del af bygningen jeg havde været i.

„Har De set min kone?“ „Har De set min far?“ „Så De min søster?“ spurgte de desperat. Jeg kunne kun svare: „Der er mange flere som sidder fast og er i live dernede, så bliv ved med at prøve.“

Andre, deriblandt nogle alvorligt sårede, blev reddet gennem den samme åbning som jeg. Men mange andre døde som følge af kvælning. På gaden lige uden for bygningen mødte der én et sørgeligt syn — en række af lig. Hr. Quijano og drengen fra første sal var blandt disse uheldige. — Fortalt af Antonieta de Urbina.

[Ramme på side 26]

Rubén Darío-bygningen

Den femetages Rubén Darío-bygning, der lå midt i San Salvadors forretningskvarter, indeholdt kaffebarer, barber- og frisørsaloner, tandlægeklinikker og laboratorier, skobutikker og forretningskontorer. Lige uden for og rundt om bygningen var der handlende som solgte alt fra små retter mad til lotterisedler. Ifølge nyhederne i fjernsynet var 400 døde inde i bygningen, enten fordi de var blevet lemlæstet, kvalt eller brændt; heriblandt flere Jehovas vidner. Mindst 92 af de indespærrede blev reddet ud i live, men nogle af dem døde senere af de kvæstelser de havde pådraget sig inde i bygningen.

[Illustrationer på side 27]

Rubén Darío-bygningen før og efter jordskælvet.

Antonieta de Urbina blev reddet i live først på aftenen den dag jordskælvet indtraf