Fra vore læsere
Kampen mod kræften
Jeg vil gerne takke jer for artiklerne med temaet „Kan vi vinde kampen mod kræften?“ (8. oktober 1986) I 1978 blev det konstateret at min mand led af nyrekræft. Vi blev dengang rådet til at ændre spisevaner, og siden har vi holdt os til netop de fødevarer I anbefalede. Siden min mand blev opereret for cirka fem år siden har vi fortsat med at følge denne kostplan. Ved en kontrolundersøgelse sidste år blev det konstateret at han stadig er kræftfri. Vi har lagt mærke til at de fleste ved utrolig lidt om ernæring og om hvilke fødevarer der er sunde, og at mange har en række helt unødvendige helbredsproblemer på grund af deres dårlige spisevaner. Gennem artikler som disse kan de lære mere om ernæring, og mange vil få det bedre ved at følge jeres gode råd. Vi håber at I fortsat vil bringe aktuelle og oplysende artikler.
R. I., De forenede Stater
Jeg måtte tage mig tid til at udtrykke hvor meget jeg værdsætter jeres artikelserie om kræft. Jeg er for nylig blevet opereret for kræft i livmoderhalsen, og er nu under Hoxsey-behandling. I skal roses for at I bringer så udførlige oplysninger om dette emne. Jeg glæder mig til at vise andre disse artikler. Jeg ser også frem til at modtage Vågn op! for 22. oktober 1986, med artiklen „Hvordan kan man støtte en kræftpatient?“ Men mest af alt glæder jeg mig til ’den nye jord’ under Guds rige hvor kræft og lignende sygdomme vil høre fortiden til.
J. P., De forenede Stater
Hensigten med oplysningerne i artiklerne var ikke at anbefale en bestemt behandlingsform som en sikker kur mod kræft eller en sikker forebyggelse af sygdommen. Det eneste der vil kunne forebygge og helbrede kræft er Kristi Jesu helbredende foranstaltninger under Guds kommende nye tingenes ordning. Men hvis vi har fornuftige spisevaner og i det hele taget passer på os selv, kan vi opbygge vort legemes forsvar mod kræft og måske forlænge vort liv en smule. — RED.
En livreddende saltdrik
Jeg skriver for at takke jer for artiklen „En livreddende saltdrik“. (8. februar 1986) Jeg afsatte dette nummer af bladet til en dame som jeg havde haft en bibelsk samtale med. Hun fortalte mig siden at kort efter vores samtale var hendes nabos små børn blevet meget syge. De havde begge udtørrede læber og diarré, symptomer på dehydrering. Børnenes moder ringede til lægen, der rådede hende til at købe en færdiglavet opløsning på apoteket, men der var udsolgt. Damen gik så ind til naboen og tilberedte en opløsning efter opskriften i Vågn op! Børnene kom sig hurtigt.
L. A. C., De forenede Stater
En tragisk lørdag
Jeg vil gerne takke både jer og William Cox for artiklen „En tragisk lørdag der rystede min familie“. (22. oktober 1986) Tidligere på året havde jeg mistet en datter på lignende måde, så jeg følte en stærk tilskyndelse til at læse om denne hændelse og om opstandelsen.
V. W., De forenede Stater