Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g87 8/4 s. 29-30
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1987
  • Underoverskrifter
  • Flere aborter
  • Uenigheden vokser
  • Bliver det stående?
  • Et spædbarns bedste ven
  • Effektiv nyrestensbehandling
  • Metal der husker
  • Krokodilletårn
  • En omstrejfende tunfisk
  • En reklame vækker vrede
  • Rekordstor udbredelse
  • Sultne øjne
Vågn op! – 1987
g87 8/4 s. 29-30

Vi betragter verden

Flere aborter

Abortlovgivningen vil blive mere liberal i hele verden, forudsiger Alan Guttmacher Institute i New York, en privat organisation der forsker i befolkningsanliggender. I instituttets seneste undersøgelse anslås det at der årligt fremkaldes mellem 40 og 60 millioner aborter på verdensplan, heraf cirka 33 millioner legalt. De Forenede Nationer anslår at der blev født 131 millioner børn i 1986.

Uenigheden vokser

Efter at Vatikanet for nylig har fordømt to katolske prælater i USA på grund af deres liberale syn på prævention og andre seksuelle spørgsmål, er uenigheden blandt amerikanske katolikker vokset, siger ærkebiskop Rembert G. Weakland fra Milwaukee. Han mener at hvis man fortsat foretager disciplinære indgreb over for katolske ledere i USA, kan det føre til at mange menige katolikker glider bort fra kirken og „begynder at dyrke deres religion for sig selv på deres egen måde,“ skriver The New York Times. Rembert Weakland sammenligner de nuværende forhold inden for kirken i USA med kirken i Holland, og peger på at den amerikanske kirke muligvis vil følge den hollandske kirke. På hvilken måde? „Hollandske katolikker er blandt verdens mest liberale, og i denne kirke har mange fjernet sig fra Rom og Roms læresætninger,“ skriver Times. Det skal her siges at „liberale“ læresætninger ofte er i modstrid med Bibelens læresætninger.

Bliver det stående?

Pisas berømte klokketårn har været skævt i næsten alle de 813 år det har eksisteret. I alle disse år har det modstået adskillige jordrystelser og udvist en „betragtelig elasticitet“, siger professor Geri Gero fra Pisas universitet. Vil det nogen sinde vælte? Det kan man ikke sige med sikkerhed, mener Gero — men hvis det vælter vil det næppe komme som nogen overraskelse. Det skæve tårn afviger 5,1 meter fra lodret stilling, og hældningen, der gennemsnitlig øges med en millimeter om året, er nu steget til 2 millimeter i løbet af de sidste 12 måneder, oplyser Singapore-avisen Straits Times.

Et spædbarns bedste ven

Et nyfødt spædbarn efterladt i „en ukrudtbevokset gyde med flasker overalt og hvor temperaturen lå på 15 grader“, blev holdt i live af en herreløs schæferhund, skriver Detroit Free Press. Ifølge en af de betjente der fandt barnet, havde hunden „rullet [sig] sammen om den nyfødte, der holdt fast i en lille pind. Og hunden slikkede barnet“. Denne bizarre opdagelse blev gjort tre timer efter at betjentene havde fået besked om at en kvinde med kraftige blødninger efter en fødsel var blevet indlagt på et hospital. Eftersom barnet var forsvundet og kvinden hævdede at hun aldrig havde været gravid, tog politiet hen til hendes lejlighed og fulgte blodsporet til gyden hvor barnet var blevet efterladt. Den nyfødte dreng, der vejede næsten tre kilo, fik det godt efter at have forvundet nedkølingen.

Effektiv nyrestensbehandling

To engelske videnskabsmænd har for nylig afprøvet en ny teknik der knuser nyresten ved hjælp af laserstråler. Ifølge det franske ugeblad L’Express kan en laserstråle knuse en sten der allerede befinder sig i urinlederen, den kanal der forbinder nyren med blæren. På dette stadium kan man ikke knuse stenen med ultralydbølger. Men ved hjælp af et endoskop „føres laseranordningen — et langt bøjeligt rør med et hoved der måler en kvart millimeter i diameter og består af kvartsfiber — op i urinlederen. Med fem impulser i sekundet skal der 2000 impulser til for at knuse en sten af gennemsnitsstørrelse. Stenene bliver gradvis knust som hvis man brugte et trykluftbor. Når stenene er opløst til bitte små partikler der ligner sandskorn . . . fjernes de let og smertefrit når urinen passerer.“

Metal der husker

En enestående metallegering der blev udviklet af det amerikanske militær for næsten 25 år siden, er nu tilgængelig for forbrugerne. Hvad er det der gør legeringen så enestående? Det er dens evne til at „huske“ sin oprindelige form når den bliver opvarmet. Bladet Time nævner for eksempel at det californiske firma Beta Phase har fremstillet et brillestel der, når det opvarmes til 54 grader celsius, kan genvinde en form det tidligere har haft. En bh, fremstillet af det japanske firma Wacoal Corporation, er for nylig blevet markedsført i USA og er blandt de produkter der indeholder metaltråde lavet af det enestående „hukommelsesmetal“.

Krokodilletårn

På australske badestrande er synet af livreddertårne ikke ualmindeligt. Mange svømmere i vanskeligheder er blevet reddet fra druknedøden fordi de hurtigt er blevet opdaget af en livredder og bjærget, og utallige gange har agtpågivende livreddere fået øje på hajer og advaret badegæsterne. Men nu kan en badestrand i Northern Territory prale af at have Australiens første „krokodilletårn“. Krokodiller er fredet i Australien, og stadig flere strejfer om ved kysterne. Udkigstårnet er ti meter højt og er bemandet hver weekend i badesæsonen.

En omstrejfende tunfisk

I august 1968 blev en 21/2 år gammel tunfisk der vejede seks kilo, mærket og atter sluppet løs i havet ved Bermagui på sydkysten af New South Wales i Australien. I juni 1985, næsten 17 år senere, blev den samme fisk, der nu vejede 68 kilo, fanget i et net ud for Cape Town i Sydafrika. Sydney-avisen Sun-Herald skriver at de japanske fiskere der fik fisken i nettet, bemærkede de to daterede mærkeplader som beviste at fisken havde tilbagelagt ikke mindre end 13.000 kilometer!

En reklame vækker vrede

„Spis gratis på italienske restauranter,“ lyder en stor overskrift over et fotografi af en komiker klædt ud som katolsk præst, med bredskygget hat, præstekrave og en gaffelfuld spaghetti i hånden. Denne karikatur ses i en helsidesannonce i bladet Newsweeks universitetsudgave, Newsweek on Campus, og er en del af en rekrutteringskampagne der føres af den katolske orden Missionary Oblates of Mary Immaculate. Annoncen lover de kommende præster frynsegoder som „mulighed for at sove længe, forkøbsret ved sognebasarer, og lejlighed til at yde næstekærlighed“. Ifølge en meddelelse fra Associated Press søger den katolske orden unge studenter der kan modvirke nedgangen i antallet af kandidater, og man håber at annoncen med komikeren vil hjælpe. Det er imidlertid ikke alle katolikker der finder den morsom. „Hvor dybt er vi sunket siden vi er nødt til at bruge komik?“ spørger en af lederne ved et præsteseminarium i Chicago.

Rekordstor udbredelse

Ifølge oplysninger fra De Forenede Bibelselskaber var Bibelen sidste år i maj blevet oversat til 1829 sprog eller dialekter. Dette udgør en stigning på 21 sprog i løbet af ét år! Det er imidlertid kun få af Bibelens bøger der er oversat til så mange sprog. Hele Bibelen er i dag kun oversat til 293 sprog, hvoraf nogle ikke længere er talesprog.

Sultne øjne

Forskere har en formodning om at der er en nær biokemisk forbindelse mellem øjnene og maven. Dr. Volker Schusdziarra fra Münchens universitet oplyser at man for nylig har konstateret peptider ikke blot i hjernen, men også i nethindens nerveceller. Peptider er kemiske forbindelser der kontrollerer fordøjelsen og vækker sult- og mæthedsfølelse, og de findes normalt i maven og tarmene. Det tyske lægetidsskrift Zeitschrift für Allgemeinmedizin skriver at man hele tiden finder nye varianter af disse stoffer. De virker tilsyneladende som budbringere mellem sanseorganerne (øjnene, næsen, tungen og så videre), hjernen og fordøjelsessystemet.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del