Vi betragter verden
Guldets høje omkostninger
I Johannesburg i Sydafrika er der i anledning af hundredåret for byens guldmine-industri blevet afholdt en konference. W. Malan, næstformand i en sammenslutning af mineejere, sagde til konferencedeltagere at „de 40.000 tons guld man har udvundet fra [Witwatersrand]-minen udgør 32 procent af det guld man i alt har udvundet i tidens løb“. Alt dette guld er dog ikke blevet udvundet uden omkostninger i form af menneskeliv og lidelser. Ifølge Den Internationale Arbejdsorganisation er 8500 mennesker omkommet i sydafrikanske miner i løbet af en 11-årig periode mellem 1973 og 1984, deriblandt mange guldminearbejdere. Da den værste katastrofe i Sydafrikas guldminehistorie netop ramte Kinross-minen under konferencen, fik deltagerne en uhyggelig påmindelse om disse høje omkostninger. En brand udløste giftige dampe hvorved 117 minearbejdere omkom, deriblandt arbejdere fra Sydafrikas nabolande Botswana, Lesotho, Malawi og Moçambique.
De bad for freden
Sidste år i oktober samledes gejstlige fra 12 forskellige trosretninger der repræsenterede alle verdens store religioner, i Assisi i Italien på pave Johannes Paul II’s foranledning. De kom sammen til hvad der blev kaldt „en international bønnedag for fred“, med det mål at der i 24 timer skulle være fred i hele verden. Mindst 11 lande rapporterede om midlertidig våbenhvile, men i andre lande, såsom Nordirland og Libanon, fortsatte voldshandlingerne.
Skønt forenede i deres søgen efter verdensfred var deltagerne adskilte af religiøse skel. De kom ikke for at bede sammen men, som paven udtrykte det, for at være „sammen for at bede“. De mere end 155 religiøse ledere delte sig i 12 grupper således at hver trosretning kunne bede hver for sig. Blandt de „religiøse grene“ der var repræsenteret kan nævnes: buddhister, hinduer, muslimer, shintoister, zarathustratilbedere, afrikanske animister, jøder og nordamerikanske indianere. Ifølge The New York Times omdannede den buddhistiske leder, Dalai Lama, „alteret i San Pietro-kirken ved at anbringe en lille buddhafigur oven på alterskabet og placere bedeskrifter og røgelseskar omkring det“. To amerikanske indianere fra crowstammen, John og Burton Pretty On Top, „røg en fredspibe ved afslutningshøjtideligheden“.
Jehovas Vidner juridisk anerkendt i Italien
Den 17. oktober 1986 opnåede Jehovas Vidner juridisk anerkendelse i Italien, idet et dekret fra præsidenten blev vedtaget af landets ministerråd. „Italien har endnu et ’officielt’ trossamfund, Jehovas Vidner, der er blevet landets næststørste religion,“ skriver La Stampa. Jehovas Vidner har tidligere nydt en vis juridisk anerkendelse under Italiens „venskabstraktat“ med De Forenede Stater, men dette gav dem ikke samme status som de nu får via den officielle, juridiske anerkendelse. Jehovas Vidners første menighed i Italien blev oprettet i 1908 i byen Pinerolo i Piemonte. For ti år siden var der 60.000 aktive Jehovas vidner i Italien; i dag er der over 141.000.
Straffet for at redde liv
Under en lægestrejke i Brasilien udførte en kvindelig kirurg en hasteoperation, et livsvigtigt kejsersnit. Der var ingen læger eller sygeplejersker til at assistere hende, og hun bad derfor en rengøringsmedhjælper holde de kirurgiske instrumenter under operationen. Barnets liv blev reddet, men lægen blev straffet med en suspension — der dog senere blev annulleret ved retten. Hospitalets ledelse gav rengøringsmedhjælperen samme straf, men hans suspension blev ikke annulleret. Herom skriver Latin America Daily Post ironisk: „Han var med til at redde et liv uden at være ansat til det, hvilket er en forbrydelse der ikke kan forenes med lægernes faglige interesser.“
Usædvanlig „skilsmisse“
En 15-årig dreng fra Melbourne i Australien opnåede for nylig „skilsmisse“ fra sine forældre. Ved børnedomstolen havde han søgt om at komme under statens formynderskab. Af hvilken grund? „Gemytternes uoverensstemmelse“! Ifølge avisen The Australian hævdede forældrene at deres søn var ’kommet i dårligt selskab’ og jævnligt havde pjækket fra skole. Da de greb ind over for dette, løb drengen hjemmefra og anlagde retssag mod sine forældre. På grund af drengens udsagn om at han var bange for begge sine forældre men især for sin moder, lød dommerens kendelse på at drengen skulle anbringes under statens formynderskab. Han bor nu hos nogle plejeforældre i Melbourne.
Dræberlopper
Førende loppeforskere hævder at almindelige kattelopper kan være dødsensfarlige. Nye undersøgelser tyder på at man alvorligt har undervurderet loppers evne til at sprede smitte og sygdom, bemærker Londonavisen The Times. Man mener at sygdommen byldepest hos rotter samt musetyfus spredes til mennesker via dyr der har lopper, siger dr. Bernice Williams fra det entomologiske lægecenter ved Cambridge-universitetet. Dr. Williams imødegår den opfattelse at katte og hunde ikke berøres nævneværdigt af loppeangreb, og anfører at de er skyld i adskillige sygdomme. Man har førhen troet at lopper var relativt uskadelige, indtil amerikanske videnskabsmænd opdagede at de var modtagelige for farlige mikroorganismer.
Girafangreb
„Jeg troede at giraffen var et tamt dyr,“ udbrød en mand der havde besøgt et af Sydafrikas vildtreservater. Rejsedeltagerne, der kørte i en minibus, blev tvunget til at standse fordi en giraf der stod midt på vejen nægtede at flytte sig. En af turisterne steg derfor ud af bussen og forsøgte at jage den bort, men i stedet for at flygte gik giraffen til angreb. Turisten kastede sig hurtigt ind under minibussen for at komme i sikkerhed. Dyret blev imidlertid ved med at angribe, rejste sig på bagbenene og sparkede hovene gennem forruden. Passagererne undgik med nød og næppe at komme til skade. Til sidst lagde giraffens vrede sig og den gik tilbage til bushen. Hvorfor angreb den? Minibussen var tilsyneladende standset mellem giraffen og dens mage.
Ældres intelligens
En psykolog fra Floridas universitet har foretaget en undersøgelse over ti år der har afsløret at ældre mennesker, i modsætning til hvad de fleste tror, bevarer deres åndsevner i en høj alder. Forskeren har testet 1100 mennesker i alderen fra 51 til 92 år i 30 byer i Florida. Ti år senere kunne han teste 450 af disse igen for at finde ud af om der var sket en ændring i deres intellektuelle evner. Undersøgelsen viste at svækkelsen af de ældres åndsevner var minimal. Der kunne ikke konstateres nogen svækkelse af evnen til at opfatte mundtlige budskaber, mens der var en beskeden svækkelse af de grundlæggende regnefærdigheder og af evnen til at genkende ufuldstændige eller forbyttede ord. Forskeren, Walter Cunningham, konstaterede at „brugen af åndsevnerne er en hjælp til at bevare dem“. — AARP News Bulletin, et blad der udgives af den amerikanske pensionistforening.
Eksemplets magt
„Jamen, lærerne ryger jo selv på lærerværelset,“ lød det skarpe svar fra skolebørn der blev undervist om farerne ved aktiv og passiv rygning. Denne udtalelse blev citeret ved et møde der sidste sommer blev afholdt i Japan med deltagelse af lærere som ønskede at fremme oplysningen om rygningens skadevirkninger. Takaharu Hayashi fra et hospital i Tokyo betonede vigtigheden af at man begynder at undervise børnene om rygningens farer allerede mens de er små, og forklarede: „Når man først er kommet i vane med at ryge, er det meget vanskeligt at holde op.“ Nogle lærere der selv ryger forstår imidlertid ikke hvorfor det skulle være så vigtigt at fraråde skoleelever at ryge. Blandt dem der ryger er gymnastiklærere, som underviser eleverne i hvordan de kan bevare et godt helbred. De kunne ikke drømme om at lytte til eleverne og holde op med at ryge.