„Spis mig hvis du tør!“
Selv hvis en angriber virkelig turde, ville det ikke blive nemt. Provokerede pindsvinefisk puster sig op til en kugle, hvilket gør dem sværere at nedsvælge. I tilgift skyder der samtidig i tusindvis af spidse, hule pigge ud af porerne i deres hud, så den der vil sluge sådan en nålepude må belave sig på at det kradser stærkt i halsen.
Hvis angriberen stadig ikke er blevet afskrækket, men får held til at synke pindsvinefisken, er den for alvor i knibe. Pindsvinefisk er nemlig fulde af tetrodotoksin, som er en af de bedst kendte gifte hos havlevende organismer.
Ikke desto mindre sætter østerlandske gourmeter stor pris på pindsvinefiskens kød. Japanerne kalder denne delikatesse fugu og spiser den rå som sashimi. Hvert år koster det mange mennesker livet. Bogen Undersea Life siger:
„Trods faren finder fugufanatikere stadig behag i den milde opstemthed, hedeturene, kuldegysningerne og den prikkende fornemmelse der opstår ved indtagelse af ’kontrollerede’ doser af giften, foruden kødets usædvanlige smag. Selv en ikke dødbringende men alvorlig tetrodotoksinforgiftning medfører symptomer som svedeture, hovedpine, kvalme, åndedrætslammelse, udslæt, blødninger, dyb og tydelig coma uden bevidsthedstab, og til tider fuldstændig muskellammelse, så det er overraskende at sashimi-yndere ikke holder sig til tunfisk og havaborrer.“ — Side 180.