Vi betragter verden
Tv-vold efterlignes
Shaka Zulu, en omdiskuteret serie der vises i det sydafrikanske fjernsyn, har fået Sydafrikas børn til at genoplive spyddenes og skjoldenes tid, hedder det i en artikel i et tillæg til den sydafrikanske avis Natal Witness. „Både sorte og hvide drenge — og piger — er helt vilde med den nye leg,“ at efterligne tv-serien Shaka Zulu. „Børnene legede også . . . voldsbetonede lege før denne serie blev vist,“ skriver artiklens forfatter, Khaba Mkhize, men nu „’angriber’ grupper af små drenge og piger hinanden med hjemmelavede spyd og papskjolde på samme måde som skuespillerne“. Resultatet er en lang række tilskadekomne. Om tv-voldens virkninger på nutidens børn har en embedsmand sagt: „Når de bliver voksne vil de være oplært som samfundets Shaka’er og Rambo’er.“
Blev 1986 et fredsår?
De Forenede Nationer proklamerede året 1986 som et fredsår. Imidlertid var der sidste år flere væbnede konflikter i verden end noget andet tidspunkt siden den anden verdenskrig. Denne konklusion er en gruppe universitetsforskere i Hamburg nået til efter at have registreret krige siden 1945 og deres årsager. Ifølge den tyske avis Schwäbische Zeitung har forskerne kunnet opregne at der i 1986 blev udkæmpet 37 krige — hvoraf nogle havde raset i 20 år.
Programmeret til siesta?
„Mennesket har muligvis en slags indre ur der overvåger dets søvnmønster,“ meddeler Mexicoavisen El Universal. To forskere, Jürgen Zullev og Scot Campbell fra Max Plancks Psykiatriske Institut i München, hævder at mennesket fysiologisk set er programmeret til at holde siesta tre gange om dagen ud over nattesøvnen. Lægernes undersøgelser tyder på at menneskene blot har undertrykt behovet for disse siestaer ved at arbejde og ved at drikke kaffe.
Nyt om forkølelser
Man bliver kun smittet af det samme forkølelsesvirus én gang. Derefter er man immun over for det. Imidlertid er der omkring 200 virustyper som kan give forkølelse. Det er grunden til at de fleste mennesker som har nået 60-årsalderen højst bliver forkølede én gang om året, mens børn bliver forkølede seks til otte gange om året. Hvordan smitter forkølelsesvirus? Læger mener nu at det kun sjældent sker gennem luften, som ved hosten og nysen. Direkte berøring menes nu at være den største smittekilde. Når den forkølede rører ved sin næse inficerer han sine hænder — og derefter alt hvad han rører ved. „Smittekim kan overleve i flere timer på hænder, på hårde overflader og i lommetørklæder,“ siger dr. Sheldon L. Spector, der er professor ved Californiens Universitet. „Når en ellers rask person får virus på sine hænder og derefter rører næsen og øjnene, inficerer han sig selv.“ Det bedste middel mod forkølelsessmitte er at man hyppigt vasker hænder og bruger desinficerende midler.
Nyt Maria-år
Pave Johannes Paul II har indvarslet et nyt år hvor Jomfru Maria skal holdes særligt i ære. Det nye Maria-år begynder i juni 1987 og er det første af denne art som katolikker helligholder siden 1953-54. Dengang blev året proklameret i anledning af hundredåret for dogmet om Marias ubesmittede undfangelse, den katolske læresætning som går ud på at Maria blev født uden arvesynd. Det nye Maria-år skal ifølge paven helligholdes som en slags beredelse forud for „den kristne tidsalders tredje årtusind“. Han slutter sin meddelelse med disse ord: „Måtte 1987 blive et år hvor menneskeheden omsider lægger fortidens splittelser bag sig, et år hvor alle hjerter, gennem udvikling og solidaritet, søger fred.“
Religiøs nyvækkelse
Er religion ved at opleve et comeback i De Forenede Stater? Ifølge bladet U.S. News & World Report er svaret ja. „Gud-er-død-filosofien er i sig selv død,“ hedder det i bladet. „Videnskaben har ikke kunnet besvare alle livets gåder.“ De religiøst indstillede føler sig nu mere fri til at udtrykke deres overbevisning, forlyder det. Forældre leder efter stabile livsværdier som de mener kirken kan give dem, og giver deres børn en religiøs opdragelse. Selv mange fremtrædende politikere har åbent erklæret at religion er en betydelig faktor i deres liv. Opinionsundersøgelser har vist at religionens betydning i samfundet er stigende. „Det er igen blevet respektabelt at praktisere sin tro,“ siger teologen Martin Marty. Han tilføjer: „Der er dog også grund til at nære frygt for religionen: Nogle slår andre ihjel i Guds navn, og nogle gennemfører love hvorved ikketroende eller anderledestroende minoriteter undertrykkes.“
Misforhold
Ifølge UNESCO-publikationen The Courier lever 800 millioner mennesker i ulandene „i yderste fattigdom og nød“, samtidig med at der til militære formål bliver brugt „over 10 millioner kroner i minuttet i hele verden“. Videre oplyser UNESCO: „For hver eneste soldat ligger verdens årlige militærudgifter på rundt regnet 140.000 kroner i gennemsnit. Men det offentliges udgifter til skoleundervisning er kun 2600 kroner pr. skolebarn om året. For hver 100.000 mennesker i verden er der 556 soldater, men kun 85 læger. Blot en femtedel af de penge der bliver brugt til våben på et år kunne betyde at sulten i verden var afskaffet i år 2000.“
Slange med forstoppelse
En levende slange på en meters længde blev indskrevet til undersøgelse på dyrehospitalet ved Floridas Universitet. Et røntgenbillede afslørede at slangen havde slugt to elektriske 15-watts-pærer. En særpræget kost for en slange? Ikke hvis pærerne havde været almindelige hønseæg, siger dyrlægerne, som mener at slangen netop har antaget pærerne for at være æg. Uanset grunden til at slangen valgte dette måltid, er pærerne nu blevet fjernet ved en operation, oplyser bladet New Scientist. Elliot Jacobson, den dyrlæge der udførte operationen, håber at slangen snart er kommet sig så meget at den kan slippes løs i det fri.
Døsige piloter
Avisen The Mexico City News fortæller at „piloter på passagerfly . . . somme tider . . . falder i søvn på de lange natteruter“, på trods af sikkerhedsbestemmelserne. „Det sker endda at alle i cockpittet døser hen på samme tid, mens automatpiloten er slået til,“ hævder en forsker. Dr. Martin C. Moore-Ede, som er ekspert i arbejde/søvn-forholdet, siger at problemet skyldes „kedsomhed og skiftende arbejdstider som tvinger piloterne til at arbejde uregelmæssigt uden at deres legeme får tid til at tilpasse sig“. Dr. Moore-Ede har baseret sine konklusioner på en undersøgelse udført for et flyselskab og på samtaler med besætningsmedlemmer. Han fortæller om et tilfælde hvor et fly skulle tværs over Nordamerika til Los Angeles, men fløj mere end 150 kilometer videre ud over Stillehavet før flyvelederne på jorden fik vækket den sovende besætning ved at udløse en alarm i cockpittet. „Når man sidder i passagerkabinen og nikker med hovedet og man ikke kan holde sig vågen,“ siger dr. Moore-Ede, „kan man tænke på at den mand der sidder oppe foran [altså piloten] også er et menneske.“
Missionærer til Sverige
Fra den svenske statskirke blev det sidste år meddelt at man ville søge hjælp af konsulenter fra Afrika, Asien og Latinamerika for at få overvundet nogle af kirkens problemer. Dette gøres i håb om at kirkerne i den tredje verden vil kunne give inspiration til det sekulariserede Sverige. „Vi i den materielt rige men åndeligt fattige vestlige verden har meget at lære af dem,“ hedder det i Svenska Dagbladet for 21. maj 1986. Man har igangsat et „omvendt“ missionsprogram, som indledes med at omkring 40 personer fra kirker i en del forskellige ulande kommer på besøg i Sverige.