Verden siden 1914

Ottende del — 1970-1986: Hold fast ved dit håb mens verden går i opløsning!

SYNES du at verdensforholdene virker foruroligende eller endda skræmmende? Hvis du gør det, kan du måske finde trøst i nogle ord af Henry Longfellow, en af det 19. århundredes populæreste amerikanske digtere. Han skrev: „Jo mørkere natten er, des nærmere er dagen.“

Udgiverne af Vågn op! finder at disse ord kan anvendes på verden siden 1914. Ud fra deres studium af Bibelen mener de at det voksende mørke i denne verdens nat blot er et tegn på at en klar, ny dag snart vil gry. De begivenheder der er indtruffet siden 1970 styrker dem i denne overbevisning. Lad os se nærmere på disse begivenheder.

Freden tages bort fra jorden

I 1970 udbrød der guerillakrig på Filippinerne, og i 1976 begyndte fjendtlighederne mellem Sydafrika og Angola. Kort tid efter indledte Vietnam og Kampuchea (Cambodja) den tredje krig i Indokina inden for mindre end 35 år. I 1980 udbrød der krig mellem de islamiske broderlande Iran og Irak. Et år efter rasede guerillakrigen i Nicaragua. Storbritannien og Argentina havde et sammenstød på grund af Falklandsøerne i 1982. Alt i alt er der udbrudt over 50 krige siden 1970.

Også en anden form for krig — terrorismen — greb om sig i 1970’erne. Tænk på nogle af de mange kendte mennesker der blev dræbt ved terroristangreb eller attentater: Den spanske premierminister Luis Carrero Blanco i 1973, kong Faisal af Saudi-Arabien og præsident Mujibur Rahman fra Bangladesh i 1975, den italienske statsmand Aldo Moro i 1978, Sydkoreas præsident Park Chung Hi og den engelske dronnings fætter, Lord Mountbatten, i 1979. I 1981 blev Egyptens præsident Anwar Sadat myrdet, og i henholdsvis 1984 og 1986 døde Indiens premierminister Indira Gandhi og Sveriges statsminister Olof Palme efter attentater. Inden for samme periode blev der rettet attentatforsøg mod de amerikanske præsidenter Gerald Ford og Ronald Reagan, Englands premierminister Margaret Thatcher og pave Johannes Paul II.

Tænk også på de grupper der er blevet ofre for terrorismen. Ved de olympiske lege i München i 1972 blev 17 mennesker dræbt i forbindelse med et gidseldrama, deriblandt 11 israelske sportsmænd. Elleve ministre der i 1975 holdt møde i OPEC’s hovedkvarter i Wien var mere heldige; også de blev taget som gidsler, men undslap med livet i behold. I 1979 tog et mareridt sin begyndelse da 52 amerikanere blev taget som gidsler i Iran. Der gik over et år før de slap fri. Da en bombe i 1983 eksploderede i et mausoleum i Burma blev 19 mennesker dræbt, deriblandt 16 besøgende embedsmænd fra Sydkorea. I 1985 styrtede et fly fra Air India i Atlanterhavet ud for Irlands kyst; 329 mennesker omkom.

Denne liste er på ingen måde fuldstændig. I Nordirland og Libanon er terrorismen næsten blevet noget dagligdags. Et leksikon skriver at „flykapring som politisk terrorhandling blev et internationalt problem i 1970’erne, og var det fortsat i begyndelsen af 1980’erne“. Du er måske ikke personligt blevet berørt af terrorismen, men der er en voksende risiko for at du vil blive det — blot på grund af din nationalitet eller fordi du befinder dig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Hvem kan i betragtning af alt dette benægte at ’freden er blevet taget bort fra jorden’, som forudsagt i Åbenbaringen 6:4? Men dette ophæver på ingen måde det bibelske løfte der tidligere var blevet givet: „Han standser krige indtil jordens ende.“ (Salme 46:9) Er der sket fremskridt i denne retning siden 1970?

Der tales om fred men gribes til sværd

I 1970 bekendtgjorde USA’s præsident Nixon at hans regering agtede at erstatte en „konfrontationens æra“ med en „forhandlingens æra“. Fredelig sameksistens skulle gå over i regulær afspænding. Supermagterne enedes om at indlede forhandlinger om begrænsning af den strategiske oprustning (de såkaldte SALT-forhandlinger), der i 1972 og 1979 resulterede i et vist mål af succes. Den eksplosive atmosfære i Berlin mildnedes da forholdet mellem de to Tysklande forbedredes. Udenrigsministre fra 35 lande deltog i en konference om sikkerhed og samarbejde i Europa som i 1973 blev indledt i Helsingfors. Forventningerne var skruet i vejret.

Men det var ikke kun i Europa at et politisk tøbrud var sat ind. Efter to årtier uden kontakt begyndte De Forenede Stater og Kina at normalisere deres forhold. Deres forhandlinger blev kaldt „ping-pong-diplomati“. Samtidig syntes et såkaldt „penduldiplomati“ at udvirke resultater i det eksplosive Mellemøsten. Og i marts 1979, efter Camp David-aftalerne, blev en fredstraktat mellem Israel og Egypten endelig underskrevet.

Disse og andre positive initiativer viser at der siden 1970 er blevet talt meget om fred i verden, og FN’s bekendtgørelse i 1982 om at 1986 skulle være et internationalt fredsår, var med til at styrke forhåbningerne om at målet ville blive nået. Den der ifølge Bibelen „standser krige indtil jordens ende“, er imidlertid ikke et menneske, men Gud. Dog skulle mennesker, ifølge en bibelsk profeti, sige „fred og sikkerhed“ før Gud griber ind. — 1 Thessaloniker 5:3.

Men skønt verden har talt om fred, har den samtidig grebet ud efter „et stort sværd“. (Jævnfør Åbenbaringen 6:4.) Det vanvittige våbenkapløb har eskaleret som aldrig før. Mary Kaldor fra Instituttet for Forskning i Statsvidenskab på universitetet i Sussex oplyser at „den internationale våbenhandel reelt fordobledes mellem 1971 og 1980“ — og dette skyldtes ikke blot supermagterne. „Stigningen i mængden af våben der blev solgt til mindre udviklede lande var endnu større,“ siger hun.

I de sidste 15 år har militærvæsenet antaget så stor betydning at 77 lande på ét år brugte over 10 procent af deres samlede budget på militærudgifter. Faktisk brugte 20 lande, hvoraf næsten halvdelen ligger i Mellemøsten, over en fjerdedel af deres budget til forsvarsudgifter. Dette i en verden hvori der angiveligt har hersket fred siden 1945!

Det er ikke så underligt at en militær talsmand for nylig sagde at vi lever i „en æra af voldelig fred“. Det er netop derfor at De Forenede Nationer — hvis medlemstal i slutningen af 1985 var steget til 159 fra 127 i 1970 — har haft så stor møje med at bevare den internationale fred og sikkerhed. De høje forventninger man nærede til organisationen ved dens grundlæggelse er ikke blevet indfriet. Journalisten Richard Ivor siger at en af grundene til dette er at „det ikke er lykkedes [FN] at ændre hjerter og sind, hverken hos landenes ledere eller hos deres undersåtter“. Hugh Caradon, Englands tidligere ambassadør i FN, har udtrykt samme tanke ved ligeud at erklære: „Der er intet grundlæggende galt med De Forenede Nationer — bortset fra medlemslandene.“

Hvad enten vi synes om det eller ej, kan økonomiske, religiøse eller politiske begivenhedsforløb i ét land hurtigere end nogen sinde før udløse reaktioner i hele resten af verden.

Økonomiske problemer

Kan du huske hvordan OPEC i begyndelsen af 1970’erne begyndte at presse olieprisen fra omkring 4 dollars tønden, så den i 1981 kom helt op på 35 dollars? Hvad blev resultatet? Dette „olievåben,“ skriver The New Encyclopædia Britannica, „øgede inflationen i de højt udviklede industrilande og skabte store problemer med betalingsbalancen i visse europæiske lande; det forårsagede kaos i mange mindre udviklede landes økonomier.“

Økonomen R. N. Gardner advarer om at „det eksisterende system af internationale økonomiske institutioner ikke er godt nok og at ingen af De Forenede Nationers medlemslande kan forvente at gå sikkert ind i det 21. århundrede uden en fundamental omstrukturering af disse ordninger“. Lande som Mexico, Brasilien og Nigeria befinder sig allerede på fallittens rand. I den nærmeste fremtid vil det få alvorlige konsekvenser at verdens økonomiske system er så ustabilt.

Religion og politik

I 1970’erne begyndte nogle nye ansigter fra religionens verden at blande sig i politik. Fra De Forenede Stater kom Jerry Falwell med Det Moralske Flertal; fra Iran kom en ayatollah der kaldte sit styre for et teokrati; fra Europa kom katolske og protestantiske præster der gik side om side i demonstrationer for fred og imod kernevåben; fra Sydafrika kom den anglikanske biskop og apartheidmodstander, nobelpristageren Desmond Tutu. Men ingen har vakt opmærksomhed som den polske pave Johannes Paul II, om hvem en talsmand for Vatikanet citeres for at have sagt: „Selv når han læser messe synes det at have politisk betydning.“

I begyndelsen af 1970’erne forudsagde en journalist at „forbindelsen mellem politik og religion kan antage en ny betydning i [USA’s] skiftende samfundsklima“. Dette har vist sig at være sandt, men tendensen har ikke været begrænset til et enkelt land. „I 1984 forekom ordene ’religion’ og ’politik’ side om side i nyhedsmedierne overalt i verden,“ hedder det i 1985 Britannica Book of the Year. Men der er voksende spænding mellem de to, som det indrømmes i bogen: „Overalt i verden var der stridigheder mellem verdslige og religiøse myndigheder.“ Denne åndeligt umoralske kærlighedsaffære mellem religion og politik vil snart ende med en katastrofe. — Åbenbaringen, kapitel 18.

Håb i sigte trods voksende problemer

„Det der er sket . . . i 1970’erne og 1980’erne,“ skriver Georgie Anne Geyer, der redigerer en spalte i flere aviser, „er at verden langsomt og stille men ubønhørligt er begyndt at gå i opløsning.“ Kan du komme i tanker om andre grunde til dette end dem vi allerede har nævnt? Forurening? Stofmisbrug? Embedsmisbrug inden for det offentlige? Flygtningeproblemer? Hungersnød? Nyopdagede sygdomme som legionærsyge, toksisk chok-syndrom og den mest skræmmende af dem alle, AIDS?

Jehovas vidner — der nu tæller over 3.000.000 mod 1.483.430 i 1970 — ser disse forhold som et tegn på at denne verdens nat bliver mørkere, ligesom Bibelen har forudsagt. Alligevel er de fulde af optimisme, for én der er langt større end Longfellow har trøstet os med håbet om at „jo mørkere natten er, des nærmere er dagen“. Det er Guds søn, der efter at have forudsagt en forværring af verdensforholdene i de sidste dage, udtalte: „Når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ — Lukas 21:28.

Vi kan ikke lave om på fortiden eller rette op på alle de lidelser og sorger som mennesker har måttet gennemgå i verden siden 1914. Men vi kan handle med guddommelig visdom og forberede os til en lykkelig fremtid. Det første skridt i den retning er at anerkende at de forværrede verdensforhold er et uigendriveligt bevis på at den mørke nat med Satans herredømme nærmer sig sin afslutning og at Guds oprettede riges klare dag snart vil gry.

„Der er ingen fremtid for den onde,“ advarede den vise kong Salomon. Men for den der finder visdom „er der en fremtid“. (Ordsprogene 24:14, 20) Det er også interessant at lægge mærke til hvad USA’s tidligere præsident, Lyndon B. Johnson, engang sagde: „Gårsdagen kan vi ikke få igen, men morgendagen tilhører os, og vi kan vinde eller tabe.“ „Morgendagen“ — en endeløs fremtid i et paradis på jorden under Guds rige — tilhører os, hver især, „og vi kan vinde eller tabe“. Hvad vælger du?

[Ramme på side 13]

Andre begivenheder der vakte opmærksomhed

1970 — Kina opsender en satellit og bliver verdens tredje rummagt

1978 — Det første reagensglasbarn fødes i England

1980 — Den amerikanske vulkan Mount St. Helens kommer i udbrud

1981 — Den amerikanske rumfærge Columbia opsendes for første gang

1983 — Tidsskriftet Time vælger en datamat som „årets mand“

Et jordskælv i Mexico City koster flere tusind mennesker livet

[Illustrationer på side 15]

Måtte verdens hastige opløsning få dig til at løfte hovedet og glæde dig ved udsigten til et bedre liv i en ny verden