„Det kan ikke være sandt!“

„DEN 31. maj 1982 var en smuk dag. Solen skinnede og himmelen var blå, og jeg syntes at det var den perfekte dag til at få gjort noget ved haven. Kort tid forinden havde vi fældet et gammelt elmetræ, og der lå stadig nogle grene og flød på græsplænen. Så kom jeg i tanker om at vores ven George havde en maskine der kunne lette arbejdet for mig, og jeg ringede til ham.

George var en erfaren pilot og han elskede at flyve, så jeg blev ikke overrasket da han fortalte mig at han skulle have nogle venner med ud på en flyvetur og spurgte om vi ikke også havde lyst til at få en tur. Min kone, Dianne, og jeg blev enige om at det ville være en dejlig forandring efter havearbejdet. Vi tog vores treårige datter Maria med os. Hun var en kvik pige med mørkt hår og brune øjne, og hun kunne næsten ikke vente med at komme op at flyve.

Da vi nåede ud til flyvepladsen stod en anden af vores venner og ventede på at få en tur, så vi satte os alle ind i den lille firepersoners flyvemaskine. Vi fløj over en sø og satte kurs mod bjergene. Udsigten var utrolig smuk, og vi morede os med at udpege alle de kendte steder i omegnen. Vi så nogle der spiste frokost på en bakketop. Maria syntes at det var spændende. Men netop som vi fløj over en bjergkam blev flyet grebet af en kraftig, nedadgående luftstrøm. Motoren satte ud og flyet begyndte at styrte til jorden!

Jeg tænkte kun på at komme hen mellem min kone, der havde Maria på skødet, og forsædet. Men jeg nåede det ikke — flyet ramte en bjergside.

Jeg forsøgte at komme op, men kunne ikke bevæge mig. Jeg hørte Dianne råbe om hjælp, men kunne intet gøre. Det eneste jeg kunne var selv at råbe om hjælp.

Efter et stykke tid kom der nogle ambulancer og vi blev hjulpet ned fra bjerget. Selv om den nødlanding vi havde foretaget var lige efter bogen, var både George og vores fælles ven omkommet. Vi andre var alvorligt kvæstede. Maria havde fået kraniebrud og indre kvæstelser. Det blev min svigerfader der måtte gå den tunge gang til min hospitalsseng for at fortælle mig at hun var død — det var som at få stukket en kniv i hjertet. ’Hvorfor netop hende? Hvorfor kunne det ikke have været mig? Det er så uretfærdigt at en lille pige som hun skulle dø,’ tænkte jeg. ’Hvis jeg dog bare ikke havde sagt ja til den flyvetur . . .’

Diannes tilstand var meget kritisk — hun havde brækket ryggen. Tre uger efter styrtet døde også hun. Jeg havde på én gang mistet både mit barn og min kone. Jeg syntes at jeg havde mistet alt hvad der var værd at leve for. Hvordan skulle jeg overhovedet kunne leve videre?“ — Fortalt af Jess Romero fra New Mexico i USA.

„Min søn Jonathan var ude på Long Island for at besøge nogle venner. Min kone, Valentina, kunne ikke lide at han tog derud. Hun var altid bange for at der skulle ske ham noget i trafikken. Men han gik meget op i elektronik, og hans venner derude havde et værksted hvor han kunne få lidt praktisk erfaring. Jeg var hjemme på Manhattan. Valentina var på besøg hos sin familie i Puerto Rico.

Jeg sad og halvsov foran fjernsynet. ’Jonathan må snart være her,’ tænkte jeg. Så ringede det på døren, og jeg gik ud fra at det var ham. Men det var det ikke. Det var politiet.

’Kender De dette kørekort?’ spurgte politibetjenten. ’Ja, det er min søn Jonathans.’ ’Vi har en dårlig nyhed til Dem. Der er sket en ulykke, og . . . Deres søn, . . . Deres søn er blevet dræbt.’ Min første reaktion var: ’No puede ser! No puede ser!’ — det kan ikke være sandt!

Det sår vi har fået i hjertet er endnu ikke lægt, selv om der er gået næsten to år.“ — Fortalt af Agustín Caraballoso fra New York.

„Vi var en lykkelig familie i 1960’ernes Spanien — på trods af den religionsforfølgelse vi blev udsat for som Jehovas vidner. Der var min kone, María, og vores tre børn, David, Paquito og Isabel, som var henholdsvis 13, 11 og 9 år.

En dag i marts 1963 klagede Paquito over at han havde meget ondt i hovedet da han kom hjem fra skole. Vi var helt i vildrede med hensyn til årsagen — men ikke ret længe. Tre timer senere var han død. En hjerneblødning havde berøvet ham livet.

Det er nu 24 år siden Paquito døde, men vi føler stadig den dybe smerte over tabet. Forældre der mister et barn vil altid føle at de samtidig har mistet noget af sig selv — uanset hvor længe siden det er eller hvor mange andre børn de har.“ — Fortalt af Ramón Serrano fra Barcelona.

Dette er blot nogle få af de tragedier der har ramt millioner af familier i hele verden. Som de fleste forældrepar der har mistet et barn kan bekræfte, er døden en uforsonlig fjende. — 1 Korinther 15:25, 26.

Men hvordan er det siden gået dem vi lige har hørt om? Kan man nogen sinde komme over så stor en sorg og leve et normalt liv igen? Er der noget håb om at vi kan få vore afdøde slægtninge at se igen? Og hvis der er, hvornår vil det så ske, og hvor? Disse og andre beslægtede spørgsmål vil blive behandlet i de følgende artikler.

[Kildeangivelse på side 3]

The Daily Herald, Provo, Utah