„Hvordan kan jeg leve med sorgen?“

FOR 18 år siden blev Bob og Diane Krych ramt af en tragedie. Deres seksårige søn David, der havde en medfødt hjertefejl, døde. Diane fortæller:

„Vi havde tænkt os at få ham undersøgt grundigt inden for et års tid, som en læge havde rådet os til. David sprudlede af liv, han var næsten hyperaktiv. Jeg kan huske at det var den 25. januar, og David havde irriteret sin søster ved at lave rod i hendes værelse. Da han spurgte om han måtte gå ud at lege, gav jeg ham lov til det.

Nogen tid senere hørte jeg en ambulance, og så kom en nabokone løbende op gennem forhaven mens hun råbte: ’Diane, det er David, du må hellere komme!’ Jeg gik ud, og dér lå han — på motorhjelmen af den bil der havde ramt ham. Jeg stod fuldstændig som forstenet. De kørte ham på hospitalet i en ambulance, men der var ikke noget at gøre. Hans lille hjerte kunne ikke mere, og han var død.“

Vågn op!: „Hvordan reagerede du på dette forfærdelige tab?“

Diane: „Jeg gennemgik en hel række reaktioner — lammelse, benægtelse, skyldfølelse, og vrede mod min mand og lægen fordi de ikke havde indset hvor alvorlig Davids tilstand var. Jeg havde været så irriteret på ham den dag. Vi skulle have gæster til middag og jeg havde en baby på kun ti uger at tage mig af. Det voksede mig over hovedet. Og før jeg havde set mig om kørte de min dreng på hospitalet.

Jeg nægtede at tro at han var død. Jeg ville slet ikke acceptere ordet ’død’. Efter min opfattelse var han bare rejst væk for en tid. ’Han lever i Guds hukommelse og han kommer tilbage,’ tænkte jeg. Derfor begyndte jeg at skrive breve til ham, cirka syv uger efter han var død, og det fortsatte jeg med i 13 år!“

Hvor længe sørger man?

Den lange tid det tog for Diane at bearbejde sin sorg underbygger det dr. Arthur Freese siger i sin bog Help for Your Grief: „De fleste eksperter er enige om at et barns død skaber en permanent følelse af tab hos forældrene, især hos moderen.“

„Sorgen vender tilbage med årets gang,“ skrev den engelske digter Shelley. Millioner af mennesker kan bekræfte at årlige påmindelser om den afdøde får smerten til at vende tilbage med fornyet kraft, og de spørger: „Hvordan kan jeg leve med sorgen?“ Men sorgen vil efterhånden aftage, skønt den måske aldrig helt forsvinder. Sorgens sår læges med tiden, men savnets ar vil blive tilbage.

Det bekræftes af Harold og Marjorie Bird fra England. Deres 19-årige søn, Stephen, døde for ti år siden ved en drukneulykke. At han var enebarn og at hans lig aldrig blev fundet gjorde sorgen endnu sværere at bære. Harold siger om sin sorg: „Ifølge et gammelt ord læger tiden alle sår. Men det passer ikke. Den fordunkler bare mindet om den afdøde. Sårene læges først når vi møder ham igen i opstandelsen.“

I rapporten fra en videnskabelig undersøgelse af sorgprocessen forklares det at „den sørgende kan svinge hurtigt og brat fra én sindstilstand til en anden. I det ene øjeblik undgår man ethvert minde om den afdøde, i det andet øjeblik dyrker man bevidst minderne. Som regel går man fra en tilstand af benægtelse til en gradvis accept af dødsfaldet.“

Dr. Freese giver os et glimt af håb: „Man må altid se situationen i det rette perspektiv — og huske at langt de fleste af dem der sørger fordi de har mistet en af deres kære . . . kommer igennem det, og lever derefter videre i stort set samme fysiske tilstand som de befandt sig i før sorgens smerte og kval begyndte.“

I mange tilfælde kan man endda komme styrket gennem krisen. Hvordan det? Jo, sorgen lærer en at vise empati — nu kan man bedre sætte sig ind i hvordan andre har det når de har mistet en de holdt af. Og da empati omfatter langt mere end sympati, bliver den der har gennemlevet en stor sorg en hjælp for andre, en som andre kan hente råd og trøst hos. Bob, hvis søn David døde af en hjertefejl, siger for eksempel: „Vi synes at det dulmer vores egen sorg at hjælpe andre med at bære deres.“

Skyldfølelse, vrede og bebrejdelser

Eksperter i sorgprocessen ved at det er normalt at man lider af skyldfølelse og vrede og at man retter bebrejdelser mod andre når man har mistet en man holdt af. De efterladte vil i mange tilfælde prøve at finde en logisk sammenhæng hvor der ingen er. ’Hvorfor skulle det ske for mig? Hvad har jeg gjort, siden jeg skal straffes så hårdt? Hvis jeg dog bare havde . . .’ er almindelige reaktioner. Andre giver Gud skylden, og tænker: ’Hvorfor har Gud ladet det ske? Hvorfor har han gjort det imod mig?’

Dette minder os om Bibelens forklaring: „Tiden og tilfældet berører . . . alle.“ En ulykke kan indtræffe hvor som helst og når som helst, og døden rammer i flæng. Desuden kan vi være sikre på at en kærlig Gud ikke vil straffe nogen ved at lade hans eller hendes barn dø. — Prædikeren 9:11; 1 Johannes 4:8.

Agustín og Valentina, der er omtalt i den første artikel, kunne ikke holde tårerne tilbage da de talte med Vågn op! om Jonathans død. Rettede de bebrejdelser mod nogen? Valentina svarer: „Det var bestemt ikke med min gode vilje at Jonathan tog til Long Island i en andens bil. For at sige det som det er, så gav jeg Agustín skylden. Nu kan jeg godt se at det ikke var logisk, men dengang tænkte jeg hele tiden: ’Hvis bare far ikke havde ladet ham tage af sted, ville han stadig være i live.’ Jeg blev ved med at give ham skylden. Og jeg blev nødt til at give udtryk for mine følelser, for det gjorde så ondt hvis jeg skulle holde dem for mig selv.“

Diane Krychs reaktion på Davids alt for tidlige død viste sig endda som vrede mod dyr. Hun siger til Vågn op!: „Hvis jeg så en hund eller en kat, tænkte jeg: ’Det dyr har et sundt hjerte der banker. Hvorfor kunne min søn ikke have haft et sundt hjerte? Hvorfor skulle en hund eller en kat gå sund og rask omkring, når min David ikke gør det?’“

Eksperterne forsikrer os om at alle disse reaktioner er normale, selv om de i mange tilfælde er irrationelle. Spørgsmålene tjener som en form for rationalisering, og er en del af den proces hvorved man forsoner sig med det der er sket. Til sidst genvinder man sin sunde fornuft og får et realistisk syn på situationen. Dr. Freese udtrykker det med disse ord: „Hvis sorgprocessen er forløbet rigtigt — hvis man har fået bearbejdet sorgens følelsesmæssige problemer, har accepteret dødsfaldet og ærligt tør se alle de følelser i øjnene det har fremkaldt — så vil man til sidst kunne tænke tilbage på den onde tid med en forbigående smerte eller blot en vag bedrøvelse.“

Efterhånden forsoner man sig med det der er sket. Dr. Freese fortsætter: „Idealet er at den dybe smerte, sorg og fortvivlelse med tiden erstattes af nostalgi og gode minder, en evne til at tale om afdøde med oprigtig hengivenhed.“ På dette tidspunkt vil minderne i højere grad fremkalde kærlige følelser end sorg.

Sorgen over et dødfødt barn

Skønt Monna havde andre børn, glædede hun sig meget til sit næste barns fødsel. Allerede før fødselen ’legede jeg med barnet, talte til det og drømte om det,’ fortæller hun.

Ja, Monna følte sig stærkt knyttet til sit ufødte barn. Hun siger: „Rachel Anne var en lille pige der kunne sparke bøger ned fra min mave og holde mig vågen om natten. Jeg kan stadig huske de første små spark; de føltes som blide og kærlige puf. Kærligheden vældede op i mig hver gang hun bevægede sig. Jeg kendte hende så godt at jeg vidste hvornår hun havde ondt, hvornår hun var syg.

Lægen ville ikke tro på mig før det var for sent. Han sagde at jeg ikke skulle være bekymret. Jeg tror jeg mærkede det da hun døde. Hun vendte sig pludselig med en voldsom bevægelse. Og dagen efter var hun død.“

Dette er langtfra et enkeltstående tilfælde. I bogen Surviving Pregnancy Loss siger forfatterne Friedman og Gradstein at der alene i De Forenede Stater årligt er omkring en million kvinder der oplever en mislykket graviditet. Mange forstår ikke at en spontan abort eller en dødfødsel er en tragedie for kvinden og at hun sørger — måske resten af livet. Veronica, der bor i New York og nu er i halvtredserne, husker for eksempel tydeligt de gange hun har aborteret, og især husker hun et dødfødt barn der ved fødselen vejede 12 pund. Det var i live helt frem til den niende måned, men døde to uger før fødselen. Hun siger: „Det er ganske forfærdeligt for en mor at føde et dødt barn.“

Ikke engang andre kvinder forstår altid disse fortvivlede mødres reaktion. En psykiater der mistede sit barn ved en spontan abort skriver: „Jeg har lært noget på en yderst smertefuld måde. Før dette skete, havde jeg ingen idé om hvad mine veninder måtte udholde. Jeg havde været lige så ufølsom og uvidende over for dem som jeg nu føler at folk er over for mig.“

Et andet problem for en sørgende kvinde er fornemmelsen af at hendes mand måske ikke føler et savn i samme grad som hun. En kvinde siger: „Jeg var frygtelig skuffet over min mand dengang. At dømme efter hans reaktion havde jeg faktisk overhovedet ikke været gravid. Han kunne ikke mærke hvor meget jeg sørgede. Han viste stor forståelse for mine bekymringer, men ikke for min sorg.“

Denne reaktion er måske naturlig for en mand — han knyttes jo ikke fysisk og følelsesmæssigt til barnet i samme grad som hans gravide kone. Men det er også hans barn der er dødt, og det er meget vigtigt at manden og konen indser at det er et tab de må stå sammen om at forvinde, selv om de oplever det på forskellig måde. De bør dele deres sorg med hinanden. Hvis manden lægger skjul på sine følelser, vil hans kone måske tro at han er ligeglad. (Se side 12.) Græd sammen, fortæl hinanden om jeres tanker, giv hinanden et knus. Vis at I mere end nogen sinde før har brug for hinanden.

Den mystiske vuggedød

Millioner af mødre lever i al hemmelighed med en konstant frygt. En kvinde fortæller: „Jeg beder hver eneste aften til at jeg vil finde mit barn i live om morgenen.“ Det de frygter er vuggedød. Dr. Marie Valdes-Dapena, professor i patologi ved Miamis universitet i Florida, oplyser at der årligt forekommer mellem 6000 og 7000 tilfælde af vuggedød i De Forenede Stater. Hun tilføjer: „Der kan ikke være nogen tvivl om at dette er et reelt samfundsmæssigt helbredsproblem.“

Vuggedød rammer børn om natten, som regel børn i alderen fra to til fire måneder. Videnskaben har ikke kunnet finde en tilfredsstillende forklaring, og end ikke obduktioner kan afsløre hvad årsagen er til de pludselige dødsfald. De er stadig et mysterium.a

Et tilfælde af vuggedød medfører ofte en forfærdelig skyldfølelse. Hvad kan hjælpe forældre der har mistet et barn på den måde? Først og fremmest må de indse at de ikke kunne have gjort noget som helst for at undgå eller forebygge tragedien. Vuggedød er uforudsigelig og som regel uundgåelig. Der er derfor ingen grund til at forældrene føler sig skyldbetyngede. De kan hjælpe hinanden til at komme over det ved at støtte hinanden gennem tillid og forståelse. Det kan også hjælpe dem at fortælle andre om barnet og om deres følelser.

Bedsteforældre sørger også

Bedsteforældrene rammes også af sorgen. Som en mand der har mistet sit barn siger: „De reagerer ikke kun på deres barnebarns død, men også på deres eget barns sorg.“

Man kan på flere måder lindre bedsteforældrenes sorg. Først og fremmest må man passe på ikke at overse dem. Det afdøde barn var jo også deres kød og blod. Derfor bør bedsteforældrene inddrages i sorgprocessen på deres egne præmisser. Det vil naturligvis ikke sige at de skal dominere situationen totalt, uden forældrenes accept. Men hvis de gerne vil inddrages — og det er som regel tilfældet — så bør man tage hensyn til dem.

Vi har i denne artikel forsøgt at beskrive hvilken sorg og smerte forældre rammes af når de mister et barn. Men der er endnu en side af dette emne der fortjener at blive behandlet: Hvordan kan andre hjælpe, især gennem det de siger? Og hvordan kan ægtemænd give udtryk for deres sorg? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den følgende artikel.

[Fodnote]

[Ramme på side 7]

Sorgprocessen

Hermed mener vi ikke at sorgen altid følger et bestemt mønster. Reaktionerne på sorg kan overlappe hinanden, og det er individuelt hvor længe de varer.

De første reaktioner: Chok; benægtelse; lammelse; skyldfølelse; vrede

Akut sorg kan omfatte: Hukommelsestab og søvnløshed; ekstrem træthed; bratte humørsvingninger; vanskelighed ved at bedømme en situation rigtigt og tænke klart; grådanfald; appetitforandringer der medfører vægttab eller vægtforøgelse; flere forskellige symptomer på fysiske lidelser; sløvhed; nedsat arbejdsevne; hallucinationer — man føler, hører eller ser den afdøde

Bedringsperioden Bedrøvelse blandet med nostalgi; gode minder om den afdøde, måske endda med et anstrøg af humor

(Baseret på side 23-26 i bogen Help for Your Grief af dr. Arthur Freese)

[Ramme på side 9]

Hjælp til at overvinde sorgen

Hvert menneske må bearbejde sorgen på sin egen måde. Men det er vigtigt at undgå at blive selvoptaget og selvmedlidende eller at gå i stå. Vågn op! har interviewet nogle efterladte, og deres erfaringer danner grundlag for de følgende forslag:

■ Vær travlt optaget og fortsæt med din arbejdsrutine og med at passe dine andre gøremål. De der er Jehovas vidner opfordres især til at være opmærksomme på værdien af at overvære de kristne møder og være optaget af tjenesten. Mange har givet udtryk for den store hjælp de har modtaget gennem bøn.

■ Lad blot sorgen komme til udtryk; forsøg ikke at holde den tilbage. Jo før du sørger og græder, jo hurtigere vil du komme gennem den akutte sorg.

■ Hold dig ikke for dig selv; kom sammen med andre mennesker og lad dem komme sammen med dig. Hvis det er en hjælp, så tal åbent om den afdøde.

■ Begynd så hurtigt som muligt at interessere dig for andre mennesker og deres problemer. Forsøg at hjælpe andre, og du vil hjælpe dig selv.

[Ramme på side 10]

Hvordan kan andre hjælpe?

Gennem de mange interview som korrespondenter ved Vågn op! i mange lande har haft med forældre der har mistet et barn, har man erfaret at følgende forslag kan hjælpe familier der er ramt af en sorg. Forslagene bør selvsagt anvendes med skønsomhed, alt afhængigt af de efterladtes indstilling.

1. Besøg de efterladte hurtigst muligt efter dødsfaldet, og inviter dem også hjem til dig. Lav mad til dem. Fortsæt med dette lige så lang tid der er behov for det, ikke blot de første få uger.

2. Lad forældrene afgøre hvorvidt de ønsker at beholde det afdøde barns tøj og personlige ejendele, eller om det skal opbevares andetsteds.

3. Tal om det døde barn og brug hans eller hendes navn hvis de efterladte ønsker det. Man kan sammen mindes nogle positive sider ved barnets personlighed eller nogle humoristiske episoder fra hans eller hendes liv. Måske ønsker forældrene at tale om deres afdøde barn.

4. Hvis man befinder sig for langt borte til at kunne yde personlig hjælp, kan man skrive opmuntrende og trøstende breve. Søg ikke at undgå at omtale den afdøde.

5. Ved passende lejligheder kan man opmuntre forældrene til at holde sig i gang og fortsætte med deres daglige rutine. Hjælp dem til at komme væk hjemmefra og gøre noget for andre.

[Ramme på side 10]

En bedstemoder skriver:

„Nu, da jeg har mistet mine kære forældre, en broder, en søster, min hengivne livsledsager, ven og ægtemand, Jim, som jeg mødte og forelskede mig i da jeg var 13, og mit dejlige lille barnebarn Stuart Jamie — så kan jeg sige at der ikke findes nogen sorg eller smerte så dyb eller pinefuld som den der fylder mig, selv nu i dette øjeblik mens jeg skriver, nemlig sorgen over et barns død.“

— Edna Green, England, om sit barnebarn der døde i en alder af to år og ni måneder.

[Illustration på side 8]

I kan hjælpe hinanden til at komme igennem det ved åbent at fortælle om jeres sorg