Vi betragter verden
„Hasteindsats“ påkrævet
Det vides ikke nøjagtigt hvor mange plante- og dyrearter der findes. Det anslåede tal varierer fra 5 til 30 millioner, men indtil nu er kun cirka 1,6 millioner blevet identificeret. Avisen The New York Times skriver at da man kun har studeret forholdsvis få arter med henblik på videnskabelige afhandlinger eller nytteværdi, opfordrer biologer til at man indleder „en ny tidsalder inden for naturopdagelserne, at man gør en hasteindsats for at finde og studere millioner af arter før de bliver udslettet“. De fleste af disse arter lever i tropiske regnskove, som nu er ved at blive udryddet på grund af skovhugst eller fordi områderne inddrages til landbrug eller husdyrhold. Avisen skriver at skønt små dyr og planter ikke har samme publikumsappel som hvaler eller pandaer har, udgør de „grundlaget for indviklede strukturer der i sidste instans opretholder alt liv, deriblandt menneskelivet“.
Dueblik
Inden længe vil man måske bruge duer når skibbrudne skal hjælpes. Man er i færd med at optræne duer til eftersøgnings- og redningsaktioner kaldet ’Projekt Havjagt’, skriver den australske avis The Sydney Morning Herald. På grund af deres gode syn og koncentrationsevne, der langt overgår menneskets, har duer vist sig at være meget effektive som observatører. I en kuppel der hænger under en helikopter anbringes tre duer som ser i hver sin retning. Da de er trænet til at genkende farverne på redningsveste og redningsfartøjer, trykker de på en kontakt når de får øje på genstande i disse farver, hvilket giver signal til piloten om at flyve i den pågældende retning. For et menneske vil en genstand der befinder sig næsten tre kilometer borte måske blot synes som en plet på havet, men den opdages forholdsvis let af de skarpsynede duer. Foreløbige forsøg har været vellykkede. I sammenligning med mennesker, der opdagede 40 procent af genstandene på havet, opdagede duerne 90 procent i deres redningsarbejde!
Skandale i den elektroniske kirke
Den tidligere fjernsynsprædikant Jim Bakker og hans kone, Tammy, modtog mellem januar 1984 og marts 1987 4,8 millioner dollars [cirka 32 millioner kroner] i løn, bonus og andre godtgørelser for deres optræden i fjernsynet, skriver The Charlotte Observer, en avis der udkommer i den amerikanske stat North Carolina. Bakker trak sig tilbage som leder af tv-stationen PTL (Praise the Lord, „Pris Herren“) i marts efter at have indrømmet at han i 1980 havde en affære med en ung sekretær for kirken. Umiddelbart før han bekendte dette havde hans kone afsløret at hun var medicinmisbruger. En anden tv-prædikant, Jimmy Swaggart, har om skandalen i forbindelse med Jim og Tammy Bakker sagt: „Aldrig før er Jesu Kristi evangelium sunket så dybt som det er i dag.“ Men hvad er det der er „sunket dybt“ — er det evangeliet eller tv-prædikanterne?
Aluminiumalarm
„En ledende gruppe engelske videnskabsfolk advarer mod brug af aluminiumgryder og mod fødevarer der har et højt indhold af aluminium,“ skriver Londonavisen The Sunday Times. ’Videnskabsmænd fra Det Medicinske Forskerråds neuroendokrinologi-afdeling i Newcastle upon Tyne mener at aluminiumforurening af fødevarer og vand er en mulig årsag til Alzheimer’s sygdom, den mest almindelige form for alderdomssløvsind.’ Man har tidligere ment at den mængde aluminium gryder kunne afgive var forsvindende lille, men nye undersøgelser har vist at mængden af aluminium stiger kraftigt når det vand der anvendes til madlavningen indeholder fluor eller når der tilberedes syreholdige madvarer som tomater eller kål. Dette skyldes en kemisk reaktion. Disse opdagelser har rejst tvivl om hvorvidt det er fornuftigt at tilsætte drikkevandet fluor for at styrke børnenes tænder, som man gør mange steder.
Dødbringende blod
Skuespilleren Danny Kaye døde i marts i år. Men „den mest bemærkelsesværdige faktor i forbindelse med hans død er undgået de flestes opmærksomhed,“ skriver spalteredaktøren Ray Kerrison. „Komikeren døde i en alder af 74 år, til dels fordi han havde fået transfusioner med inficeret blod.“ Danny Kayes læge fortæller at han blev smittet med non-A non-B-hepatitis gennem blodtransfusioner som han fik i forbindelse med en firdobbelt bypassoperation fire år før sin død. „Den operation der skulle redde Danny Kayes liv, blev i stedet en dødsdom,“ skriver Ray Kerrison. „Man anslår at der i USA hver dag dør cirka 12 mennesker (hvoraf mange er blødere) på grund af sygdomme der er overført gennem inficeret blod.“ Hvad skyldes dette? At det kun kan betale sig at teste transfusionsblod for to sygdomme — hepatitis-B og AIDS-antistoffer — skønt blodet kan være inficeret med mange andre sygdomme.
Den tidligere pornostjerne Linda Lovelace har gennemgået en levertransplantation. Hvad var der sket med hendes lever? Lægerne mener at også hun har pådraget sig hepatitis gennem en blodtransfusion som hun fik efter en bilulykke i 1970.
Vanskabninger som legetøj
Ifølge den seneste udvikling er legetøjsverdenen blevet invaderet af uhyrer. Legetøjsfabrikanterne konkurrerer om at fremstille de mest frygtindgydende plasticmonstre, skriver det franske dagblad Le Figaro. „Jo mere gyselige de ser ud, jo bedre synes børnene om dem,“ hævder ekspedienterne. Sidste vinter var det mest populære legetøj den „stygge, onde familie, der består af vampyrdæmoner, menneskeigler der kan hænge fast på vægge, og behårede krigere der ligner en krydsning mellem en gorilla og et vildsvin“. Har legetøjet vakt modstand? Ikke ifølge salgstallene. Sidste år solgte et enkelt fransk firma mere end en million af disse grufulde legetøjsfigurer. Le Figaro bemærkede: „I år står uhyrerne øverst på julens ønskeseddel. Til stor fryd for børnene bliver [disse legetøjsfigurer] stadig mere deforme og hæslige, hvilket optager psykologerne og bedrøver forældrene.“
Hastighedsrekord
Verdensrekorden for det hurtigste bemandede tog er nu 400 kilometer i timen. Denne hastighed har man nået med en „linearforsøgsvogn“ fra De Japanske Statsbaner. Den tidligere rekordindehaver var Forbundsrepublikken Tyskland. „Linearvognen“ svæver få centimeter over sporet på en magnetisk pude og drives ved hjælp af magnetisme. Da der ikke er brug for skinner eller stærkstrømsledninger vil anlægsomkostningerne måske endog vise sig at være mindre end til de berømte „projektiltog“. Man forudser at toget vil eliminere støj- og vibrationsgener. Ifølge avisen Yomiuri Shimbun kørte „linearvognen“ så hurtigt at pressens helikoptere der fløj over den for at tage billeder, ikke kunne følge med. De Japanske Statsbaner er også indehavere af verdensrekorden for det hurtigste ubemandede tog: Det har kørt 517 kilometer i timen.
Omsorg for fosteret
Hvis det ufødte barn skal udvikle sig normalt er det lige så vigtigt at tage hensyn til den gravide kvindes følelsesmæssige behov som det er at være opmærksom på hendes fysiske velfærd, hævder dr. Michele Clement, der er neurofysiolog på fødeafdelingen ved hospitalet i Middlesex i England. Londonavisen The Times skriver at forskere ved hjælp af måleinstrumenter der registrerer fosterets reaktioner har fundet at narkotika, cigaretter og alkohol har en hæmmende indflydelse på fosteret, hvorimod blid musik der spilles i begyndelsen af fosterets udvikling kan medvirke til at barnet bliver roligt og tilfreds. En fransk professor og obstetriker, Michel Odent, er af samme mening og anbefaler at mødre atter begynder at synge vuggeviser selv for det ufødte barn.