Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g87 22/10 s. 29-30
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1987
  • Underoverskrifter
  • Kræftsygdommenes fællesnævner
  • For nøjagtig beskrivelse
  • Aber i arbejde
  • Kvinder lever længere
  • Asien trues af AIDS
  • Hvad børn er mest bange for
  • Datamat eller psykiater?
  • Kollisioner i luften
  • Ny behandlingsform?
Vågn op! – 1987
g87 22/10 s. 29-30

Vi betragter verden

Kræftsygdommenes fællesnævner

I et resumé af de resultater der blev fremlagt ved Den 14. Internationale Kræftkongres, som sidste år blev afholdt i Budapest (Ungarn), bemærker Laszlo Dosa, videnskabelig skribent i bladet Voice: „Et typisk træk der går igen overalt når man betragter kræftbilledet globalt, er at tobak er den største enkeltårsag som kunne undgås.“ Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er rygning skyld i 90 procent af alle tilfælde af lungekræft. Desuden er halvdelen af alle nyrekræftpatienter folk som i lang tid har været storrygere. Nogle lande har allerede taget skridt til at begrænse rygningen. Ifølge Voice opfordrer den egyptiske regering nu indtrængende læger, lærere, militærfolk og religiøse ledere til at holde op med at ryge, og på den måde „foregå resten af befolkningen med et godt eksempel“. Tilsvarende forsøg på at nedbringe rygningen er på vej i andre lande i Mellemøsten. Men bliver opfordringerne fulgt? Statistikker tyder på at cigaretforbruget er steget!

For nøjagtig beskrivelse

En tv-programvært ved navn Brandon Brooks tillod at politiet brugte hans hjem i en tv-udsendelse som skulle vise seerne hvordan nogle effektive foranstaltninger mod indbrudstyve så ud. Den følgende uge brød tyve ind i hans hjem mens han selv var vært i studiet ved den sene tv-avis. De fjernede en mængde ting, deriblandt møbler, fjernsyn og videooptager. Kriminalpolitiet mener at tyvene havde fulgt med i demonstrationsprogrammet, kortlagt hans hus, og på den måde var sluppet uden om sikkerhedsforanstaltningerne.

Aber i arbejde

Hvis du dyrkede kokospalmer, hvem ville du så sætte til at plukke kokosnødderne? I provinsen Surat Thani i det sydlige Thailand har et opfindsomt firma ansat cirka 800 aber til at klare jobbet. Den thailandske kongefamilie har skænket omkring 28.000 kroner til et program som består i at aber får professionel oplæring i at plukke kokosnødder ned fra træerne. Bladet The Economist meddeler at det dog ikke er „en hvilken som helst abe“ der kan sættes til det arbejde. Nogle har ikke det rigtige gemyt til det, men er for dovne. Andre aber er imidlertid rene arbejdsnarkomaner og kan plukke op til 1000 kokosnødder om dagen. Hvis en sådan abe skulle have løn efter gældende tarif, ville den tjene mere end en embedsmand i de mellemste rangklasser i Thailands statsapparat. Aberne kan kun arbejde i omkring fem år, men det meddeles at „investeringen“ betaler sig. Det koster kun 250-300 kroner at oplære dem.

Kvinder lever længere

Det har længe været kendt at kvinder lever længere end mænd. Forskning har i øvrigt vist at fosterdødeligheden er 50 procent højere hos drengebørn end hos pigebørn. Det bekræftes nu i en artikel i det engelske lægetidsskrift British Medical Journal at kvinder stadig lever længere end mænd. Artiklens forfatter, Alan Silman, som er lektor ved London Hospital Medical College, gør opmærksom på at kvinder selv i ulande kan forvente at leve seks år længere end mænd. I England og Wales har omkring 67 procent af de kvinder der har nået en alder af 65, udsigt til at blive 80, mens dette kun gælder omkring 40 procent af mændene. Hvorfor? Kvinder er ikke så tilbøjelige til at løbe en risiko; de går oftere til læge; og, sidst men ikke mindst, de ryger mindre. Desuden er et kraftigt alkoholforbrug mindre udbredt blandt kvinder end blandt mænd. „Der er dog et ’men’ ved det,“ siger Alan Silman. Det er at kvindernes ’ekstra år’ ofte er præget af ringe livskvalitet og tilbringes i isolation og fattigdom.

Asien trues af AIDS

Asien trues af en epidemi af den dødbringende sygdom AIDS, advarer WHO (Verdenssundhedsorganisationen). „Hvis vi tillader at AIDS får adgang til Asiens heksekedel, får vi for alvor problemer,“ siger organisationens generalsekretær, danskeren Halfdan Mahler, ifølge Reuters Bureau. I øjeblikket har Asien ganske vist det laveste antal rapporterede tilfælde af AIDS, mens Nord- og Sydamerika har det højeste antal, men Verdenssundhedsorganisationen frygter at det dødbringende virus vil brede sig til Asiens tætbefolkede lande, og at regeringerne ikke vil kunne stille meget op. „Jeg er bange for at der er risiko for en stor katastrofe,“ siger Mahler. „Jeg er meget bange for det.“

Hvad børn er mest bange for

En psykolog i Melbourne har udspurgt over 3000 australske børn i alderen fra 8 til 16 år om hvad de er mest bange for. Hans resultater stod at læse i avisen The Sydney Morning Herald. De ting børn er mest bange for er, i rækkefølge: (1) ikke at kunne få vejret; (2) at blive kørt over af en bil; (3) bomber og fjendtlig invasion; (4) jordskælv; (5) at brænde sig; (6) at falde ned fra et højt sted; (7) indbrudstyve; (8) slanger; (9) døden, eller døde mennesker; (10) elektrisk stød. Piger nævnte dobbelt så mange angstemner som drenge, og børn i alderen fra 8 til 10 år var tilsyneladende de mest angste.

Datamat eller psykiater?

Hvis en datamat bliver rigtigt programmeret kan den behandle patienter som lider af agorafobi (unormal angst for åbne pladser) lige så effektivt som en psykiater, meddeler Det Psykiatriske Institut i London. Efter at have undersøgt 71 patienter som led af forskellige fobier, deriblandt 40 som led af agorafobi, har forskere fundet frem til at man kunne have samme gavn af en ’gør-det-selv-vejledning’ eller en passende programmeret datamat som man kunne have af en faguddannet psykiater, når det drejer sig om den behandling hvor man får patienten til med overlæg at udsætte sig for årsagen til angsten, siger Londonbladet The Times. Dr. Isaac Marks, som er professor i eksperimentel psyko-patologi, nævner at lignende undersøgelser har vist at „alkoholikere som interviewes af en datamat er mere tilbøjelige til at indrømme hvor meget de har drukket end alkoholikere som interviewes af en psykiater“. Der er således noget der tyder på at en del af psykiaterens arbejde kan „klares uden ham“, og læger som mener at deres professionelle tilstedeværelse er uundværlig, „vil måske finde det svært at sluge disse nye resultater,“ konkluderer artiklen.

Kollisioner i luften

„I Israel er der flere militærfly der er styrtet ned som følge af kollisioner med fugle end på grund af sammenstød med fjenden,“ meddeler den tyske avis Die Zeit. Millioner af store trækfugle som storke, hejrer og pelikaner flyver hvert år hen over landet. For at spare på kræfterne undervejs gør fuglene brug af de varme opvinde fra jorden som kan føre dem op til over 2000 meters højde. Det er imidlertid lykkedes at begrænse antallet af flykatastrofer efter at ornitologer har sørget for at store flokke af trækfugle nu ledsages af svævefly, så jetpiloter lettere bliver advaret når nogle af deres små, levende „konkurrenter“ er i nærheden.

Ny behandlingsform?

Det meddeles at man i Sovjetunionen er begyndt at behandle smerter og visse sygdomme med en behandlingsform der udnytter følsomheden i knoglevævet, en metode der kaldes osteorefleksologi. Sovjetiske læger hævder at knoglerne mærker forandringer i blodtrykket, temperaturen og sammensætningen af visse kemiske stoffer, meddeles det i Londonbladet The Times. Deres forsøg har vist at knogler kan overføre komplicerede sansesignaler til hjernen og centralnervesystemet og at raske menneskers knogler sender informationerne videre på en helt anden måde end syge. Lægerne hævder at de, ved at indsætte nåle i knoglerne nær områder hvor der er smerter eller syge organer, kan stimulere nogle nerveimpulser som kan medvirke til at behandle reumatisme, ledbetændelse, nervebetændelse, kredsløbssygdomme og nærsynethed.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del