Unge spørger:

Hvordan overvinder jeg en dyb sorg?

DEN attenårige Jonathan omkom ved en bilulykke på vej hjem fra Long Island i New York. Sorgen hos hans ni brødre og søstre gav sig udtryk på forskellig måde.

Tre af Jonathans søskende, Howard, Agustín og Lorna, har beskrevet deres følelser for Vågn op! Agustín fortæller: „Jeg var gået i seng da politiet og redningsfolkene kom for at overbringe den triste nyhed. Jeg stod op og kunne høre hvad de sagde. ’Er Johnny død? Det tror jeg ikke på,’ var min første reaktion. Da jeg blev klar over at det var sandt, gjorde det ubeskriveligt ondt.“

Den ældste bror, Howard, reagerede ved at blive vred. „Jeg ville vide hvorfor. Hvordan skete det? Jeg var vred på ham der havde kørt i den anden bil. Men jeg kunne intet gøre, for han var også død.“ Lorna græd ikke, men fik et nervøst sammenbrud. Det var et knusende slag for hele familien.

Har du også prøvet at miste en bror eller en søster? Hvordan berørte det dig? Hvis det er noget du netop har oplevet, vil du sikkert let kunne forstå spørgsmålet: Hvordan overvinder jeg en dyb sorg?a

„Måske er det en anden der er død“

De efterladte er tilbøjelige til at benægte hvad der er sket. De tror måske endda at de pludselig ser den afdøde på gaden, i en forbipasserende bus, eller på stationen. Selv den mindste lighed kan nære håbet om at det hele blot er en misforståelse.

I andre tilfælde bliver forældrene stiltiende enige om at fortie dødsfaldet. Ifølge forfatterne til The Sibling Bond kan forældre skabe et miljø hvori „man må undertrykke sin sorg og vrede og undlade at tale om de glade minder“. Følgen bliver at hverken forældrene eller børnene kommer sig helt over tabet, og det forhaler kun sorgprocessen.

Nogle gange forøger en familie sorgen ved at fortsætte med at gøre visse ting som skal minde dem om den afdøde. Ved måltiderne lader de for eksempel hans eller hendes plads stå ledig ved bordet, eller dækker måske endda op til vedkommende. Dette er også en form for benægtelse af hvad der er sket. Hvordan klarede en familie dette problem? Moderen svarer: „Vi sad aldrig mere på samme måde i køkkenet. Min mand flyttede over på Davids plads, og det hjalp til at udfylde tomheden.“ Men det kan tage tid inden man fuldt ud accepterer at dødsfaldet har fundet sted.

„Hvis bare . . .“

Ofte vil de efterladte også blive ramt af skyldfølelse når et familiemedlem dør. Mange plages af uvished og nagende spørgsmål. ’Kunne vi have gjort mere? Kunne vi have konsulteret en anden læge?’ Og så er der altså dette: „Hvis bare . . .“ Hvis bare vi ikke havde givet ham eller hende lov til at låne bilen den dag. Hvis bare jeg havde været bedre ved min bror/søster. Man bliver måske ved at bebrejde sig selv og føle sig skyldig. Men det er en helt naturlig reaktion når man mister en bror eller en søster.

For nogle år siden døde en 18-årig pige i Brasilien på grund af en hjertesygdom. Hvordan reagerede hendes bror? „Mens hun var syg, var jeg jaloux på hende fordi hun fik mere opmærksomhed end os andre. Nu er jeg så ked af at jeg nogen sinde har næret disse følelser.“ Selv om en sådan skyldfølelse er normal, er det formålsløst at blive ved at bære rundt på den som en evig byrde.

„Hvorfor skal jeg prøves på denne måde?“

Da Cleide, som bor i Brasilien, mistede sin bror, der døde af kræft som tolvårig, følte hun det som et forfærdeligt tab. Hun udtalte til Vågn op!: „Vi havde aldrig før været borte fra hinanden. Jeg spurgte mig selv: ’Hvorfor skal jeg prøves på denne måde?’ Når nu jeg har fire søstre, men kun én bror, hvorfor skulle det så lige være ham? Alle vore slægtninge har sønner. Hvorfor skulle det så lige være vores bror der skulle dø?“

Sorg kan også få fysiske følger. Cleides søster, Doris, sørgede så meget at det gik ud over hendes helbred — hendes bronkitis blev værre end nogen sinde. Faderen fik ondt i hjertet, hvilket ifølge lægerne skyldtes stress som følge af drengens død.

En anden faktor som kan have indflydelse på hvordan man reagerer, er hvor mange børn der er i familien. Hvis den ene af to børn dør, vil det tilbageværende barn blive enebarn og måske føle tabet særlig tungt.

Behovet for en at betro sig til

Hvordan kan man komme sig over tabet af en bror eller søster? Terapeuter anbefaler at man ikke undertrykker sin sorg men lader den komme til udtryk. Rådgiveren Dr. Earl Grollman foreslår følgende: „Det er ikke nok at erkende sine modstridende følelser; man må åbent tale med andre om dem. Det er derfor der er en sørgeperiode. Det er en tid hvor man deler sine følelser med andre.“ I den periode skal man altså ikke afskære sig selv fra andre menneskers selskab. — Ordsprogene 18:1.

Sorg kan føre til psykiske problemer. Du har brug for en at betro dig til — en af dine forældre, en bror eller søster, en god ven eller en ældste i den kristne menighed. Dr. Grollman siger: „En følelse der ignoreres, går ikke over af sig selv. Man forlænger kun smerten og forhaler sorgprocessen.“ Hvad foreslår han da i stedet? „Find en der er god til at lytte, en ven som vil forstå at dine mange følelser er en normal reaktion på din store sorg.“

Og hvis man nu har lyst til at græde? Dr. Grollman tilføjer: „For nogle er tårer den bedste terapi mod følelsesmæssige spændinger, for mænd såvel som for kvinder og børn. At græde er en naturlig måde at lindre sine kvaler og få afløb for smerten på.“

„Jeg havde aldrig før set far græde“

Dine forældre kan være en stor hjælp i en periode hvor du sørger — og du kan være en stor hjælp for dem. Jane og Sarah fra England mistede for eksempel deres 23-årige bror, Darrall. Hvordan kom de gennem denne sorg? Jane svarer: „Jeg var hele tiden sammen med far og foretog mig alting sammen med ham, mens Sarah hele tiden var sammen med mor. På denne måde følte vi os ikke overladt til os selv.“

Sarah forklarer: „Mine forældre var stærke og fast besluttede på at holde ud, uanset hvad der måtte ske. Hvis vi nogen sinde fik ondt af os selv, sagde de altid: ’Nej, hør nu! Lad os holde modet oppe!’ Det hjælper, for i virkeligheden er det sig selv man har ondt af, og det virker ikke opbyggende.“

Men hvordan kunne de støtte deres forældre? Jane svarer: „Jeg havde aldrig før set min far græde. Men nu så jeg far græde et par gange, og det var på en måde dejligt at opleve; når jeg ser tilbage, er jeg glad for at jeg var der og kunne trøste ham.“

Selvfølgelig udtrykker mennesker deres sorg på forskellige måder og det er ikke vor hensigt at fremhæve én måde som bedre end en anden. Det er først farligt når der indtræder et dødvande, når den sorgramte person bliver ude af stand til at forlige sig med den faktiske situation. Så er der brug for hjælp fra medfølende venner og måske fra kvalificerede kristne ældstebrødre. Vær derfor ikke bange for at søge hjælp og at tale med andre om det — eller at græde.

Bibelen indeholder mange eksempler på personer som åbenlyst gav udtryk for deres sorg. Jesus gav tårerne frit løb da han nærmede sig sin ven Lazarus’ grav. (Johannes 11:30-38) David brød ud i gråd over tabet af sin dræbte søn Amnon. (2 Samuel 13:28-39) Maria Magdalene græd da hun kom til stedet hvor Jesus lå begravet. (Johannes 20:11-16) Sandt nok vil kristne der kender Bibelens opstandelseshåb ikke være utrøstelige, som nogle måske vil være. Men som mennesker med et normalt følelsesliv sørger og græder de når de mister en de holder af, især hvis det er en bror eller en søster. — 1 Thessaloniker 4:13, 14.

Et håb som holder én oppe

Hvad har holdt mange unge mennesker oppe når de har mistet en bror eller søster? David fra England mistede sin 13 år gamle søster, Janet, der led af Hodgkins’ syge. Han siger: „Noget af det som hjalp mig mest var et skriftsted som blev citeret i begravelsestalen. Det lyder: ’Han har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.’ Taleren fremhævede udtrykket ’garanti’ i forbindelse med opstandelsen. Det styrkede mig meget efter begravelsen.“ — Apostelgerninger 17:31.

Ja, Bibelens lære om de dødes tilstand og om opstandelseshåbet bringer sand trøst når man mister en i døden. Jo mere du erkender at Bibelens håb bekræftes af historiske kendsgerninger, jo mere grundfæstet vil den tro blive som kan holde dig oppe i perioder med sorg. — Markus 5:35-42; 12:26, 27; Johannes 5:28, 29; 1 Korinther 15:3-8.

[Fodnote]

[Illustration på side 15]

Når man mister en bror eller en søster i døden, har man brug for en der viser medfølelse