Opdyrk sikre trafikvaner
HVIS du skulle beskrive dine evner som trafikant, ville du så beskrive dig selv som god, påpasselig, sikker, forsigtig, overforsigtig, uberegnelig, hensynsløs eller uforsvarlig? De fleste nærer ret høje tanker om deres egne evner i trafikken, hvorimod deres passagerer og medtrafikanter måske har et og andet at udsætte på kørselen.
En ubetinget forudsætning for trafiksikkerhed er at ens køretøj er i forsvarlig stand.
Er din bil i forsvarlig stand?
I nogle lande skal motorkøretøjer regelmæssigt til syn. Resultaterne kan være overraskende. For eksempel afslørede en inspektion af fem år gamle køretøjer i Frankrig for nylig at 73 procent var i enten middelmådig, meget ringe eller ligefrem uforsvarlig stand.
Når du skal efterse din bil vil du sikkert finde det nyttigt at følge en bestemt fremgangsmåde, omtrent som når piloter gennemgår en checkliste for at sikre sig at alt er klar til start. På side 8 finder du et forslag til en sådan checkliste.
Foruden at bilen skal være i forsvarlig stand og behørigt forsikret, kræver loven at føreren af den skal have bestået en køreprøve.
Køreprøven
De fleste køreskoleelever ser nervøst frem til køreprøven. De taler næsten ikke om andet. Proceduren er forskellig fra land til land.
I Danmark som i andre lande er køreundervisningen opdelt i en teoretisk og en praktisk del. I Vesttyskland indbefatter køreundervisningen også et kursus i førstehjælp i ulykkestilfælde. Myndighederne forlanger desuden at man har kørt mindst halvanden time efter mørkets frembrud og lidt over to timer på en motorvej. Består man køreprøven får man et foreløbigt førerbevis med to års gyldighed. Forløber de to år uden uheld, får man udstedt et permanent førerbevis.
I Japan kræves der mellem 30 og 60 køretimer hos en autoriseret kørelærer, efterfulgt af en tredelt prøve, nemlig en lægeundersøgelse (hvor man kontrollerer synet og hørelsen samt om man er farveblind), en køreprøve og en skriftlig teoriprøve (i færdselsreglerne).
Ifølge Londonavisen The Times „dumper i hundredvis af harmfulde amerikanere [som bor i England] når de skal op til Englands skrappe køreprøve“. Med en dumpeprocent på 51 (sammenlignet med 15 procent i USA) betragtes den som „en af de strengeste i verden“.
Forskellene består ikke udelukkende i tekniske detaljer. Ben Yoshida, der er kørelærer i New York, påpeger: „I Tokyo bedømmer en køreprøvesagkyndig [eleverne] efter deres rent tekniske færdigheder, mens han i USA ser på hvor sikkert de kan køre.“
Uanset forskellene må alle trafikanter bevidst bestræbe sig for at færdes sikkert. Hvordan bærer de sig ad?
En kvinde i England der gik op til køreprøve som 50-årig og bestod, havde forberedt sig ved at læse den engelske færdselslov grundigt igennem.a Men som det er tilfældet med enhver færdighed, fandt hun også ud af at der skulle andet og mere til end at studere en lærebog.
Øvelse gør mester. Hvis du lige har taget kørekort, så lær at færdes sikkert under skiftende forhold. Når vejret forandres, ændrer føret sig også. Selv når der kun falder en kort byge mister din bil en del af sit vejgreb. Det er derfor bydende nødvendigt at man sætter farten ned samtidig med at man skærper agtpågivenheden over for risikomomenter. Voldsom regn gør færdsel endnu sværere. For eksempel kan en forankørende bil sprøjte vand op på forruden og hindre et frit udsyn. Væn dig til forskellige vejrforhold og afpas din kørsel derefter.
Sandsynligvis er du ikke uddannet mekaniker. Faktisk „kender én ud af fem bilister ikke sin bils korrekte dæktryk eller serviceintervaller,“ hævder Londonbladet Daily Mail, og tilføjer: „Én ud af tre læser aldrig en instruktionsbog, og næsten alle giver fortabt over for moderne motorer.“ Hvordan forholder det sig med dig?
Man behøver ikke at kende hver en detalje i nutidens mekanisk komplicerede biler, men det er nyttigt med en vis grundlæggende viden. Derved vil man få mere føling med bilen.
Forbedring af din køreteknik
Man føler sig godt tilpas — og en lille smule stolt — når man har bestået køreprøven. Men hvordan går det bagefter? Slækker man så på normerne? „Mange bilister kører uforsvarligt efter at de har bestået køreprøven,“ bemærker en kørelærer. Han giver følgende råd: „Kend dine egne og bilens begrænsninger under forskellige forhold. Indtil du har lært dem at kende er det sandsynligt at du kommer ud for et uheld.“ En bilist indrømmer: „Hvis jeg i dag kørte på samme måde som de første få uger efter køreprøven, ville jeg være en mere sikker bilist.“ Hvorfor? Han indrømmer: „I dag tager jeg flere chancer.“
Ved at bestå køreprøven viser du at du i det grundlæggende er en sikker bilist. For at blive en god bilist må du nu fortsætte med at arbejde på din kørefærdighed. Du kan givetvis opnå større dygtighed og erfaring ved at være opmærksom på din køreteknik.
Skærp til stadighed din opmærksomhed over for mulige farer. „Den største forseelse hos vore dages bilister er at de ikke er forudseende og opmærksomme på det der sker foran, bag ved og ved siden af bilen,“ hævder en engelsk bilinspektør, Alex Miller. Forsøg at forudse det uventede. Du vil have gavn af at lære at ’aflæse vejen’. — Se rammen på denne side.
Sikkerhed — et spørgsmål om holdning
„Temperamentet er,“ ifølge Alex Miller „det der har størst betydning.“ En bilist med 30 års erfaring i at køre bil i både Afrika og Europa fremsætter denne vurdering: „Kørsel er et spørgsmål om karakter. Ens opførsel i trafikken genspejler den måde man behandler andre på til hverdag.“
En canadisk bilist henleder opmærksomheden på værdien af den rette indstilling. Han skriver: „Hvis man betragtede førerbeviset som et ’privilegium’ frem for en ’rettighed’, ville folk udvise så megen takt og tone i færdselen at sikkerheden på vore landeveje ville blive mærkbart forbedret.“
„Hvis sikkerhed er en indstilling, så er tilbageholdenhed en af dens hovedingredienser,“ hedder det i en færdselsvejledning fra det engelske trafikministerium. For manges vedkommende vil dette betyde en holdningsændring. Er det muligt? Ja. Det drejer sig blandt andet om at nære omtanke for andre og være uselvisk, noget der falder nøje sammen med den såkaldte ’gyldne regel’ i Bibelen: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ — Mattæus 7:12.
Men hvordan skal man omsætte dette i praksis? „Når man bliver irriteret i trafikken, er det virkelig svært at vise gode egenskaber,“ har en engelsk bilist bemærket. Det er du utvivlsomt enig med ham i. Trangen til at gøre gengæld kan være stærk. „Men her har jeg haft glæde af musikkassettebånd. Den beroligende virkning er forbløffende.“ — Se rammen på side 9.
„Forsøg af al magt at beherske enhver følelse af irritation,“ tilråder en erfaren japansk bilist. „Hvis du af en eller anden grund bliver irriteret, så giv dig til at nynne eller synge.“
Forvent ikke for meget af andre. Ulykkesstatistikkerne taler deres tydelige sprog om den trussel farlige medtrafikanter udgør. Vær besluttet på at forholde dig afventende. Eller, som et dansk slogan lød for nogle år siden: „Giv tegn med et smil.“
Erkend også at du kan lære af andre. Prøv at analysere dig frem til hvad der gør nogle til dygtige trafikanter. — Se rammen på denne side.
„Der er intet mystisk forbundet med at blive en elitebilist,“ hævder Jim Kenzie, der skriver i avisen The Toronto Star. „Alt hvad der skal til er visse kundskaber, en portion sund fornuft, og en vis hensyntagen til de andre.“ Hvad enten du er uerfaren eller erfaren i trafikken, så husk at vejen ikke er stedet hvor man skal ’vise sig’ eller være utålmodig og selvisk.
Ved at opdyrke en vis føling med bilen og ’aflæse vejen’, samt ved at være koncentreret, forudseende og imødekommende under kørselen, vil man kunne yde et positivt bidrag til færdselssikkerheden.
[Fodnote]
a Denne statslige publikation er blevet revideret mange gange siden den første gang udkom i 1931 og er i England den „mest solgte bog gennem tiderne næst efter Bibelen“. Den indeholder blandt andet præcise råd om færdselssikkerhed for alle trafikanter.
[Ramme/illustrationer på side 8]
Er din bil i forsvarlig stand?
Hvad man bør se efter før hver køretur:
Ruder: Er de rene? Er beholderen med sprinklervæske fyldt op? Er viskerbladene i god stand?
Lygter, bremselygter og blinklys: Fungerer de?
Dæk: Er de fri for snit eller dybe revner, udbulninger og andre skader?
Bremser: Afprøves snarest muligt efter starten.
Jævnlige eftersyn ifølge instruktionsbogen:
Motor: Er oliestanden over minimumstregen på målepinden? Undgå overfyldning.
Køler (væskekøler): Er der tilstrækkeligt med kølervæske på? Er den frostsikret?
Dæk: Justér dæktryk; se på dækmønsteret om der er slidbane nok og om der sker uens eller unormal slitage.
Batteri: Er vandstanden i hver enkelt celle korrekt? Undgå overfyldning.
[Ramme på side 9]
Nyttigt eller distraherende?
Bilradioer og kassettebåndspillere giver bilisten adgang til nyheder og musik. Men nedsætter de også hans koncentrationsevne? Det hersker der delte meninger om. Nogle bilister påstår at de kan koncentrere sig uanset hvad de lytter til. Andre foretrækker at nøjes med baggrundsmusik når de færdes i tæt trafik. Dette er i tråd med advarselen i håndbogen Driving (Færdsel): „Fordyber man sig i at lytte, kan det påvirke ens koncentrationsevne.“ Angående biltelefoner tilrådes der: „Stands bilen når De foretager eller modtager et opkald.“b
[Fodnote]
b I England rådes trafikanter til udelukkende at benytte sig af „håndfri“ telefoner under kørselen, og da kun i en sådan udstrækning at det ikke afleder bilistens opmærksomhed fra vejen.
[Ramme på side 10]
Aflæs vejen
I England har Det Kongelige Selskab til Forebyggelse af Ulykker udgivet en serie brochurer der skal hjælpe både uerfarne og erfarne bilister. Heri roses bilindustrien indledningsvis for sine investeringer med det formål at producere køretøjer der overholder høje sikkerhedsnormer. Men derefter bliver trafikanterne mindet om at „en bils sikkerhed for en stor del afhænger af chaufføren bag rattet“. Det anbefales alle bilister at ’aflæse vejen’. Hvordan gør man det? Hvad går det ud på?
1. Vær hurtig til at opfatte forandringer i trafikbilledet. En bilist bør hovedsagelig se fremefter og være på udkig efter mulige risikomomenter. Samtidig bør han dog være opmærksom på hvad der foregår i umiddelbar nærhed af vejsiden.
2. Vær opmærksom på stedet, vejret, tidspunktet og medtrafikanterne. Man bør tilpasse sin kørsel efter de lokale forhold, efter om man er i byen eller på landet. Våde, is- eller sneglatte veje er risikable. Stedvis tåge er især farlig. Stærk sidevind kan tvinge én ud af ens bane. Sollys og modkørendes lygter kan midlertidigt blænde én eller nedsætte synsevnen stærkt. I ferietiden er der mange urutinerede bilister på vejene. Hold øje med fodgængere og dyr. Læg mærke til om der er skygger der advarer dig om at fodgængere er på vej ud foran en bus man er ved at køre uden om.
3. Prøv at forudse hvordan dine iagttagelser vil påvirke din kørsel. Vis omtanke når du beslutter hvordan du vil forholde dig, og vælg den sikreste udvej af situationen.
„Elitebilister betjener sig hele tiden af denne teknik,“ hævder Det Kongelige Selskab til Forebyggelse af Ulykker. „Den vil også forbedre din kørsel.“ Hvad mere er, „den medvirker erfaringsmæssigt til at mindske ulykkesrisikoen“.
[Ramme på side 11]
Eksperternes råd
Sæt en ære i at give dine passagerer en behagelig og rolig køretur.
Betragt dét at køre bil som en færdighed du hele tiden kan forbedre.
Vær sikker på at din bil er i upåklagelig stand.
Vær både opmærksom på området umiddelbart foran vognen og det der sker længere fremme.
Brug spejlene hyppigt til at holde dig orienteret om hvad der foregår ved siden af og bag ved bilen.
Pas på den blinde plet i dit synsfelt.
Se i spejlet og vis af i god tid inden du drejer eller skifter bane.
Nøjes ikke med at se i spejlene når du skal til at svinge, men vend dig om og se dig for.
Vær tålmodig. Bevar roen.
Sikker kørsel er betinget af at man overholder færdselsloven.
[Illustration på side 7]
Køreprøven skal vise om man kører sikkert