Vi betragter verden
Katolikker falder fra
Hver femte der er opdraget i den romersk-katolske tro „betragter sig ikke længere som katolik,“ oplyser The New York Times. En undersøgelse har vist at antallet af mennesker der falder fra katolicismen er tre gange så stort som antallet af dem der konverterer til den. Ægteskab med anderledestroende blev i undersøgelsen angivet som den vigtigste årsag til frafald. Mindst halvdelen af de tidligere katolikker der blev interviewet oplyste at de var gift med ikkekatolikker, mens en fjerdedel sagde at de i øjeblikket var skilt eller havde været skilt og nu var gift igen. Gennemsnitsalderen for dem der havde taget afstand fra kirken var 36 år.
Mikrobølgemælk
Ifølge bogen The Canadian Parent’s Sourcebook kan det være farligt at give spædbørn sutteflasker med mælk der er opvarmet i mikrobølgeovn. I et afsnit med overskriften „Pas på mikrobølgeovne“ fortæller forfatterne at det „har medført skoldninger når det ikke er blevet gjort rigtigt“ fordi ovnen „opvarmer mælken uensartet“. Selv om sutteflasken måske føles kølig, „har mælken ikke samme temperatur overalt,“ oplyser forfatterne. De advarer ligeledes mod at man opvarmer glas med babymad i mikrobølgeovne. Sørg altid for at afprøve hvor varm mælken eller maden er inden barnet får den. Forfatterne anbefaler at man beder babysittere og andre om at gøre det samme. Og da „en hurtig opvarmning kan medføre problemer med bakterier“, fraråder de også at man opvarmer nedfrosset brystmælk i mikrobølgeovn.
Dybhavsmeteorologer
Hvaler forsyner nu meteorologerne med værdifulde oplysninger, beretter Londonavisen The Sunday Times. Pattedyr der dykker langt ned, for eksempel grindehvalen, gråhvalen og pukkelhvalen, udstyres med en sender der vejer halvandet kilo og er på størrelse med en bouillonkop. Dette apparat transmitterer vandets temperatur dér hvor hvalen opholder sig. Da havets temperatur har indflydelse på jordens vindforhold kan en nøjagtig registrering af vandtemperaturerne hjælpe meteorologerne til at forudsige vejret mere nøjagtigt. Hvalerne kommer vidt omkring i havområder der ofte er utilgængelige for skibe, og deres sendere videregiver oplysningerne til en satellit når hvalen er steget op til overfladen efter at have dykket flere hundrede meter.
Sikkerheden påtales
Sikkerheden for atomkraftværkerne må forbedres, mener dr. Robert Gale, der er specialist i knoglemarvstransplantationer og som har behandlet flere af ofrene fra ulykken i Tjernobyl i Sovjetunionen i 1986. Han hævder at der er 25 procents risiko for at der i løbet af det næste årti et eller andet sted i verden vil ske en atomkraftulykke af en lignende størrelse og at der er 50 procents risiko for at den vil ske i De Forenede Stater. Den tyske avis Hannoversche Allgemeine fremhæver at de statistiske oplysninger der indtil videre er indkommet lader formode at der „i løbet af de kommende 50 år i hele verden vil dø omkring 60.000 mennesker af kræft som følge af den sovjetiske reaktornedsmeltning . . . yderligere 5000 vil komme til at lide alvorlig genetisk skade, og op til 1000 vil blive født med helbredsskavanker som en eftervirkning af Tjernobyl“. Atomenergien, udtaler dr. Gale, er kun en velsignelse hvis den omgås på rette måde.
Affald i rummet
Videnskabsfolk undersøger nu nøjere en voksende trussel mod deres forsøg i rummet: Affald der er gået i kredsløb. De anslår at der allerede nu er millioner af små stykker affald i kredsløb, deriblandt flager af maling fra rumskibe. Hvorfor volder så små objekter bekymring? „Eksperterne siger at hvis et fragment på størrelse med en ært har tilstrækkelig fart på kan det med lethed ødelægge en satellit til 100 millioner dollars,“ skriver The New York Times. „I værste fald kan en sønderslået satellit blive årsag til en bølge af nye ødelæggelser.“ Nogle mener at sådanne uheld allerede er indtruffet. Affald i rummet er også et mareridt for astronomerne. Det kommer ikke alene i vejen for teleskoperne og forvrænger stjernefotografierne, men har også været årsag til flere fejlagtige astronomiske „opdagelser“. I øjeblikket overvåges omkring 7000 kredsende objekter hvoraf de mindste er på størrelse med en tennisbold.
Historisk fødsel
Den 1. oktober sidste år fødte en 48-årig sydafrikansk kvinde sine tre egne børnebørn. Pat Anthony var rugemoder for sin 25-årige datter, der fik fjernet sin livmoder for tre år siden. Fru Anthony fik implanteret fire af sin datters æg som forinden var blevet befrugtet i et laboratorium med sæd fra hendes svigersøn. Trillingerne, to drenge og en pige, blev forløst ved kejsersnit på et hospital i Johannesburg. Dette tilfælde giver ikke alene ny næring til debatten om de moralske og juridiske aspekter i forbindelse med rugemødre, men har også skabt religiøse problemer. Familien står nemlig i den romersk-katolske kirke og Vatikanet fordømmer brugen af rugemødre. Det vides endnu ikke om kirken vil tillade at børnene bliver døbt.
Sengealarmer
I en bestræbelse for at yde bedst mulig pleje og beskyttelse til hospitalspatienter som skal være sengeliggende mens de kommer sig, har et firma i den amerikanske stat Indiana fremstillet en seng der kan „udspionere“ patienten. Hvis en patient der har fået besked på at blive liggende for eksempel forsøger at snige sig ud af sengen, vil nogle specielle, følsomme strimler under lagenet sende et signal til det rum hvor den vagthavende sygeplejerske opholder sig. Hun kan så komme patienten til hjælp. Systemet kan beskytte patienterne mod at komme til skade. Ældre mennesker og de der har fået medicin kunne falde hvis de steg ud af sengen og forsøgte at gå omkring uden hjælp. „Sengealarmerne giver os mulighed for at nå frem til patienterne før de kommer til skade,“ forklarer sygeplejersken Mary Smith. Systemet er allerede blevet installeret på snesevis af hospitaler i landet, oplyser bladet Health.
Idrættens omkostninger
„I Schweiz har en voksende interesse for sport og en langvarig motionsdille resulteret i en stigning i antallet af sportsskader,“ skriver den schweiziske avis Basler Zeitung. I 1986 kom cirka 373.000 schweizere til skade ved ulykker der havde forbindelse med sport. Dette repræsenterer over 10 procent af dem der dyrker en eller anden form for idræt. En femtedel af de skadede måtte indlægges på hospitalet. Blandt årsagerne til skaderne var, ifølge avisen, at sportsudøverne „ikke koncentrerede sig eller ikke var i form“. Dårligt udstyr blev også nævnt som en faktor. Man har nu indledt en kampagne for at begrænse antallet af sportsskader og lægger i den forbindelse stor vægt på en appel til fairplay.
Et globalt sprog?
Bogen The Story of English der er skrevet af McCrum, Cran og MacNeil, oplyser at cirka en milliard mennesker taler engelsk — og de 350 millioner har det som deres modersmål. Det engelske sprog tales med mange forskellige accenter og dialekter. Der findes indisk engelsk, jamaicansk engelsk, amerikansk engelsk, australsk engelsk, sydafrikansk engelsk, den britiske cockneydialekt og den form for engelsk der tales på universiteterne Oxford og Cambridge, for ikke at nævne skotsk, walisisk og irsk. Forfatterne oplyser i deres bog at det engelske sprog består af omtrent 500.000 ord (videnskabelige, tekniske og medicinske udtryk ikke medregnet). Til sammenligning indeholder det tyske sprog 185.000 ord og det franske sprog færre end 100.000 ord. Dette er bemærkelsesværdigt når man tænker på at engelsk ikke eksisterede som sprog da Julius Cæsar gik i land i Storbritannien for cirka 2000 år siden.