Hjemløsheden — Hvad er årsagen?
DET var en kold vinternat. Louise og hendes familie vågnede brat ved lyden af nogle skingrende skrig. Der var udbrudt brand i en af nabolejlighederne. En hård storm piskede flammerne op og spredte dem til alle boligblokkens seks etager. Da familien i panik og forvirring forsøgte at slippe ud af deres lejlighed på femte sal faldt Louises moder ned fra brandtrappen og døde. Få minutter senere omsluttede ilden bygningen, og alt blev flammernes bytte.
Det var et knusende slag for Louise at miste både sin moder og sit hjem på en enkelt nat. Heldigvis havde hun slægtninge og venner der kunne give hende et midlertidigt hjem indtil hun havde mulighed for at klare sig selv. Hun fik således hjælp gennem det sociologerne kalder det sociale netværk, noget som gennem generationer har virket som et sikkerhedsnet i nødsituationer.
Hvordan kan det da være at der i langt de fleste storbyer er vagabonder og at der findes herberger for hjemløse? Og hvorfor er der slumkvarterer og skurbyer? Ja, hvad er årsagen til boligmangelen og hjemløsheden?
Når sikkerhedsnettet brister
Under normale omstændigheder kan netværket af slægtninge og venner yde hjælp i krisesituationer. Dette netværk er imidlertid relativt sårbart. Hvad nu hvis nøden er så stor eller det vil koste så mange penge at yde hjælp at netværket ikke formår at løse problemet? Eller hvis der indtræffer en samfundsomvæltning der resulterer i at selve netværket sønderrives? Når det sociale sikkerhedsnet brister kommer folk i store vanskeligheder.
Netop dette er sket i mange udviklingslande. I Indien har den årlige monsunregn for eksempel været yderst sparsom i de sidste mange år. I sommeren 1987 manglede hver tredje inder drikkevand. Vandmangelen betød også at afgrøderne ikke voksede og at kvæget døde. Da der ingen afgrøder var, blev markarbejderne arbejdsløse og kunne ikke forsørge deres familier. De var tvunget til at forlade landsbyerne og tage ind til storbyerne hvor der var håb om at de kunne finde arbejde.
Denne folkevandring har været en byrde for storbyerne, der i forvejen er plaget af en hurtig befolkningstilvækst. Da de tilrejsende hverken har penge eller arbejde, har de end ikke råd til at leje et lille værelse i et slumkvarter. Og da de er flyttet til et helt nyt sted hvor de hverken har venner eller slægtninge, kender kun de færreste nogen de kan bede om hjælp. De er derfor tvunget til at slutte sig til de utallige andre der bor på gaden, og bolignøden vokser for hver dag der går.
Andre udviklingslande må kæmpe med lignende problemer. „I 1950 var der kun én by i Afrika med over en million indbyggere: Kairo,“ oplyser bogen Africa in Crisis. „I 1980 var der 19 byer med over en million indbyggere. I år 2000 regner man med at der vil være over 60 sådanne storbyer.“ Landbrugerne strømmer til byerne i håb om at kunne øge deres levestandard. Men resultatet er blevet slumkvarterer og nedværdigende forhold der ofte er værre end dem de kom fra.
Stigende priser og et mindsket udbud
I de mere velstående lande, industrilandene, skal årsagerne til hjemløsheden ofte søges helt andre steder. Talsmænd for de hjemløse peger som regel på økonomien som den vigtigste faktor. I Canada har „stigende byggeomkostninger inden for de sidste to årtier for eksempel tvunget priserne på nye huse i vejret,“ skriver nyhedsmagasinet Maclean’s, „men alle de familier med to indtægter som i de senere år har gjort sig gældende på husmarkedet, har fået priserne til at stige endnu mere — i nogle bykvarterer med helt op til 50 procent alene på ét år.“
Det bidrager desuden til de øgede omkostninger at flere og flere ældre, billige lejligheder i den indre by renoveres eller ombygges til dyre boliger med alle moderne bekvemmeligheder som tiltaler de nyrige og de unge forretningsfolk der foretrækker at bo i centrum frem for i en forstad. Dette får ikke blot priserne til at stige men mindsker også i høj grad udbuddet af boliger som lav- eller middelindkomstfamilierne har råd til.
Ved en undersøgelse for nylig konstaterede man for eksempel at en familie i New York gennemsnitlig skulle have en årsindkomst på 58.000 dollars (cirka 370.000 kroner) for at have råd til at bo i en ny to- værelses lejlighed. En landsdækkende undersøgelse viser at huslejen på Manhattan er højere end i nogen anden amerikansk by. En lejlighed på 130 kvadratmeter i et pænt kvarter koster gennemsnitlig 2555 dollars (godt 16.000 kroner) om måneden, og en familie måtte have en årsindkomst på cirka 73.000 dollars (475.000 kroner) for at have råd til at bo der, hvis vi antager at familien er villig til at bruge over 40 procent af indtægten på husleje alene.
I andre byer er huslejen måske lavere, men det er gennemsnitslønnen til gengæld også. Når huslejen opsluger så stor en del af en families indtægt, kan en ugunstig økonomisk vending meget let resultere i en katastrofe. Det gjorde det for John, der for få år siden flyttede fra Chicago til Houston med sin kone og deres tre børn for at finde arbejde. I nogen tid kunne han forsørge sin familie med den kommission han fik som sælger af campingvogne, men på grund af den økonomiske lavkonjunktur kom der to måneder hvor han intet kunne sælge. Da han ikke kunne betale huslejen på 595 dollars (3800 kroner) blev han og hans familie sat på gaden. De havde ingen venner eller slægtninge i byen som de kunne henvende sig til og måtte derfor flytte ind på et herberg for hjemløse familier. John havde tag over hovedet, men han spekulerede på hvordan det nogen sinde skulle lykkes ham at komme på fode igen, i betragtning af at de færreste vil ansætte en mand der ikke har en fast adresse.
Nu er det ganske vist mindretallet af indbyggerne i en storby der er hjemløse, men mange bor til gengæld i boliger der lader meget tilbage at ønske. En undersøgelse har vist at selv i en moderne storby som New York ligger 10 procent af boligerne i huse der allerede ved århundredskiftet blev betragtet som uegnede til beboelse på grund af mangel på luft, lys og sanitære installationer. Andre 30 procent er lidt bedre, men blev dog anset for forældede allerede i 1929. Hvert år sættes helt op til 30.000 mennesker på gaden fordi de huse de bor i er så forfaldne at de må rives ned.
En psykiatrisk faktor
Hjemløshedens problem kompliceres af at den økonomiske faktor ifølge mange eksperter kun er én side af sagen. De hævder at en stor procentdel af de hjemløse er blevet det fordi de er psykisk syge og ikke længere kan klare sig selv.
Siden midten af 1960’erne har mange statshospitaler i USA og Canada forsøgt at reducere udgifterne ved at udskrive så mange som muligt af de psykisk syge. De får noget medicin og sendes hjem. Teorien går ud på at når de alvorligste symptomer holdes under kontrol ved hjælp af medicinen skulle patienterne nok kunne klare sig i samfundet og modtage hjælp af det. Som et resultat heraf er antallet af senge på statshospitalerne i Canada faldet fra 47.600 i 1960 til under 10.000 nu. Og i De Forenede Stater er der i øjeblikket indlagt mindre end en fjerdedel af det rekordhøje antal på 559.000 der var indlagt i 1955.
„Udskrivningen af de psykiatriske patienter har dog stort set været en fadæse, fordi provinserne ikke har sørget for tilstrækkelig bistand, for eksempel i form af boliger og arbejde, til de tidligere patienter,“ skriver det canadiske tidsskrift Maclean’s. Mange af dem tvinges til at bo på gamle, forfaldne hoteller og pensionater. Andre, der ikke er i stand til at klare sig selv, ender på et herberg eller på gaden. Socialarbejdere i mange canadiske byer anslår at cirka en tredjedel af de hjemløse lider af en eller anden mental sygdom. En undersøgelse foretaget af Ellen Bassuk fra det medicinske fakultet på Harvard viste at 90 procent af beboerne på et typisk herberg for hjemløse i Boston led af en psykisk sygdom der kunne diagnosticeres.
Situationen er ikke stort bedre blandt de familier der anvises en bolig på et hotel for hjemløse. Kun de færreste af dem har mentale sygdomme i begyndelsen, men de trange og usunde forhold, kedsomheden og håbløsheden fører i mange tilfælde til vold i familien og følelsesmæssige forstyrrelser, især blandt børnene.
Svært at klarlægge årsagen
Eksperterne kan ikke blive enige om hvorvidt problemet med de mange hjemløse skyldes den økonomiske depression, de høje huslejer, sparebestræbelserne på statshospitalerne, eller noget helt fjerde. Under alle omstændigheder er problemet alarmerende. I øjeblikket vokser bolignøden overalt i verden. Det er i højere og højere grad familier og ikke blot enlige der bliver hjemløse, og det er yngre og yngre mennesker der ikke ser nogen anden udvej end at slå sig ned på gaden. Dette tragiske problem må og skal løses. Hvad bliver der gjort? Lykkes bestræbelserne? Og vil der nogen sinde blive boliger nok til alle?
[Illustration på side 9]
Et primitivt skur i skyggen af en luksusbolig
[Kildeangivelse]
Mark Edwards/UNCHS