Til gravens rand og tilbage
JEG betragtede min kone, Bonnie, som hun lå dér i hospitalssengen, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvor hurtigt begivenhederne havde udviklet sig. Bonnies øjne blev holdt lukkede med klæbebånd for at hindre at selv små trækninger skulle tære på de få kræfter hun endnu havde i behold. Hendes hud var kridhvid; selv hendes fregner havde mistet deres farve. Samme morgen havde lægen sagt: „Hun dør utvivlsomt i dag.“ Og en af sygeplejerskerne havde sagt: „Hun står det ikke igennem til middag.“
Men hvad havde ført Bonnie ud i en så kritisk tilstand? Hvordan kunne en så glædelig begivenhed som en fødsel udvikle sig til en livstruende situation? Lad mig genfortælle de begivenheder der førte til min kones prøvelser.
Da Bonnie fik at vide at hun på ny var gravid, var vores glæde blandet med ængstelse. Vores ti år gamle datter Ashley var nemlig blevet født ved kejsersnit, og Bonnie havde siden haft to spontane aborter. Dertil kom at spørgsmålet om blodtransfusion kunne blive aktuelt, og vi er overbevist om at Skaberen ved bedst når han i Apostelgerninger 15:29 formaner: ’Afhold jer fra blod.’
En pludselig krise
Blot fem uger før Bonnies forventede nedkomst besluttede vi at tilbringe en lørdag, den 28. februar 1987, i San Diegos zoologiske have. Vi anede ikke at den lille ville bebude sin ankomst mindre end 24 timer efter. Men næste morgen blev vi brat revet ud af vores sindsro da Bonnie vågnede med blødninger. Vi tilkaldte straks lægen, og få minutter efter var vi undervejs til sygehuset.
Lægen kendte vores holdning til blodtransfusion og besluttede derfor straks at foretage kejsersnit. Vi begav os til operationsstuen, og kort efter rakte lægen vores nyfødte datter til sygeplejersken. Denne lod Bonnie få et kort glimt af den lille, som hun derpå bragte hen på børneafdelingen. Jeg fik besked på at gå ud i venteværelset, og fik at vide at jeg kunne komme til at tale med min kone på opvågningsstuen cirka en halv time senere.
I mellemtiden havde nogle af vore venner samlet sig i venteværelset, og i den tro at alt var som det skulle være gik jeg ud og bekendtgjorde at vi havde fået en lille pige. Hvad jeg ikke vidste, var at lægen under indgrebet havde fundet det nødvendigt at fjerne Bonnies livmoder. Cirka to timer senere kom lægen ud og redegjorde for hvad der var indtruffet. Han fortalte at hæmoglobinindholdet i Bonnies blod ved fødselens begyndelse havde haft en talværdi på 12,5, men var faldet til 6,1. Hendes tilstand blev regnet for ret kritisk, men lægen var fortrøstningsfuld. Imidlertid begyndte problemerne snart at vælte ind over os.
Blot et kvarter efter min samtale med lægen blev jeg over samtaleanlægget kaldt til børneafdelingen, hvor jeg fik at vide at vores lille datter var blevet blå og at hendes vejrtrækning var standset. Hun var blevet genoplivet og fik nu ilt, men det var nødvendigt at underkaste hende en lang række prøver, hvoraf nogle ville medføre alvorlige komplikationer. Jeg måtte underskrive nogle formularer hvori jeg gav samtykke til prøverne, og underskrev samtidig en formular med krav om at der ikke blev givet blod.
Efter nogle timer kunne jeg omsider se min kone og tale med hende. Hun var vågen og ved godt mod. Vi var begge taknemmelige mod Jehova for at alt tegnede godt. Jeg ville ikke gøre hende ængstelig og sagde derfor intet om hvad den lille havde været ude for.
Bonnies tilstand forværres
Senere samme dag, søndag, forværredes Bonnies tilstand. Ved næste hæmoglobinmåling var talværdien faldet til 2,5. Hun havde indre blødninger! Derpå sank hendes blodtryk, alle livstegn blev svagere, og hun fik åndedrætsbesvær. Da mandag morgen oprandt, var hun omtåget og mistede til tider orienteringsevnen. Hele natten havde lægen konsulteret flere specialister og havde endog undersøgt muligheden for at anvende kunstigt blod. Afgørelsen blev at det eneste der muligvis kunne redde Bonnies liv, var behandling med hyperbar ilt.
Bladet Vågn op! for 8. august 1979 fortæller at patienten ved denne behandling får 100 procent ren ilt under et tryk der er højere end atmosfærens. Det forøgede tryk bevirker at der i legemsvævene opløses ilt i større koncentrationer end normalt. Metoden bruges til behandling af blodtab, svære forbrændinger og alvorlige infektioner. Bonnie skulle overføres til Memorial Medical Center i Long Beach, der er udstyret med mobile trykkamre og råder over trænede teknikere til at betjene dem.
Bonnies tilstand var nu så kritisk at hun ikke ville kunne klare den halve times køretur fra det ene sygehus til det andet, og der blev derfor sørget for helikoptertransport. Flyveturen kom kun til at tage fire minutter. En sygeplejerske fra helikopterens lægehold sagde efter at have kontaktet hospitalet og fået at vide at Bonnies hæmoglobintal var faldet til 2,2: „Det må være en fejltagelse. Under normale omstændigheder ville hun allerede være død!“
Behandlingerne med hyperbar ilt blev påbegyndt mandag aften og stod på natten igennem. Hver varede halvanden time, med to og en halv times pause imellem. De to første behandlinger lod til at sætte nyt liv i Bonnie og forny hendes kræfter; men de trange forhold i kammeret begyndte at gå hende på. Jeg talte beroligende til hende gennem det samtaleanlæg trykkammeret er forsynet med, og ved at henlede hendes tanker på den nye, paradisiske jord, og ved at minde hende om Jehovas kærlige omsorg, fik jeg hende til at slappe mere af. — Åbenbaringen, kap. 21; Esajas, kap. 35 og 65.
Under pres for at modtage blodtransfusion
Tirsdag morgen kom lægen hen til mig og bad mig tage mit standpunkt angående blodtransfusion op til fornyet overvejelse. Han fortalte mig at Bonnies operationssår væskede, og at væskens lyserøde farve tydede på at hun stadig blødte. Vi stod fast på vores beslutning: ingen blodtransfusion, uanset om det betød liv eller død. Vi ville ikke tilsidesætte Jehovas retfærdige normer. Lægen sagde derfor at han ville pakke operationssåret med et klæbrigt, blødningsstandsende skum — hvilket så ud til at virke.
På samme tid forsøgte nogle af vore slægtninge der ikke er Jehovas vidner, at presse på for at få os til at gå med til blodtransfusion. Det er forståeligt, for hver og én af de læger der behandlede Bonnie, sagde: „Det eneste du behøver at gøre for at redde hendes liv, er at give mig lov til at give hende en blodtransfusion.“ En slægtning begyndte at tage skridt til at få påtvunget Bonnie en blodtransfusion, ved at kontakte politiet, en sagfører og tilmed en avis.
Nu var hospitalets ledelse også ved at blive bekymret over muligheden for at der blev anlagt sag hvis Bonnie ikke overlevede fordi hun havde afslået blodtransfusion. Der blev sammenkaldt til møde; til stede her var også et Jehovas vidne blandt hospitalets ansatte, og hun drøftede i tre kvarter Bibelens udtalelser vedrørende blod med hospitalets ledelse. Hun overbeviste åbenbart de ansvarlige, for de gik ind på helt og holdent at efterkomme vore ønsker.
På dødens tærskel
I mellemtiden gik det fortsat tilbage med Bonnie. Onsdag morgen var hun uklar det meste af tiden, og hendes hvilepuls var på 170, langt over den normale på cirka 70. Hendes blodtryk svingede stærkt. Hæmoglobinindholdet i hendes blod blev målt til værdien 2,2, og mængden af røde blodlegemer havde en foruroligende lav værdi på 6, hvor det normale er 40 til 65.
Jeg skal aldrig glemme den onsdag morgen. Nogle læger der havde tilset Bonnie, bad om at komme til at tale med mig. „Alt håb er ude,“ sagde de. „Tilkald hendes slægtninge og venner. Bonnie dør helt afgjort i dag. Der er ikke mere vi kan stille op. Hun dør enten af et hjerteanfald eller et slagtilfælde. På dette stade vil en blodtransfusion hverken gøre fra eller til. Hun står ikke til at hjælpe. Vi har besluttet ikke at forsøge at genoplive hende, det vil sige at vi ikke vil forsøge med behandling eller genoplivning hvis hendes blodtryk falder.“
Herefter var besøgstilladelsen ikke begrænset til familiemedlemmer. De mange trosfæller der trofast havde opholdt sig længe i venteværelset, fik lov til at se Bonnie før hun udåndede. Efter at alle havde taget afsked, sørgede lægen for at Bonnie fik indgivet et muskellammende medikament der hedder Pavulon. Stoffet bevirker at man slapper fuldstændig af i søvne, og Bonnie så ud som om hun var i koma. Lægen sagde at hun i denne tilstand ikke ville føle nogen smerte hvis hun blev ramt af et hjertetilfælde, og at hun i så fald ville sove stille ind. Hendes øjne blev nu holdt lukkede med klæbebånd for at hindre at selv små trækninger skulle tære på de få kræfter hun endnu havde i behold.
For første gang tog vores datter Ashley og jeg hjem for at rydde op og forsøge at få en smule hårdt tiltrængt hvile. Da vi kom ind i huset, faldt vi begge på knæ og græd sammen idet vi bad inderligt til Jehova. Uanset hvorhen vi vendte og drejede os, mindede alt os om Bonnie. Det gik så småt op for os hvilken god moder og kone hun havde været. Vi opregnede endog alle de ting hun havde gjort for os og som vi nu selv måtte tage os af. Vi erkendte at hvis vi var trofaste, kunne vi være forvissede om at vi ville gense hende efter at Gud havde tilintetgjort denne onde tingenes ordning og erstattet den med en ny.
Onsdag aften vendte vi tilbage til sygehuset. Vi kunne kun vente, men vi var aldrig alene. Der var hele tiden familiemedlemmer og trosfæller til stede for at trøste os. Det blev torsdag, og til plejepersonalets store forbløffelse var Bonnie stadig i live. Ud på eftermiddagen kom lægen hen til mig og sagde at han gerne ville forsøge behandlinger med hyperbar ilt igen. Behandlingerne stod på natten igennem.
Bonnies tilstand bedres
Fredag morgen lå jeg og sov i forværelset da jeg blev vækket af to læger, som skyndsomst forsikrede mig om at de bragte godt og ikke dårligt nyt. Bonnies tilstand havde stabiliseret sig betydeligt. „Ved De hvad? Jeg tror faktisk vi har grund til håb,“ sagde den ene læge. „Hvis hendes blodtryk falder, ville det være urimeligt på nuværende stade ikke at forsøge at behandle hende, så jeg har allerede ændret instruktionerne på hendes tavle. De må huske at vi befinder os i uudforsket territorium, for vi har aldrig før ladet det komme så vidt uden at bruge blod.“
Lørdag nat tilbragte jeg ved Bonnies seng sammen med hendes sygeplejerske. Skønt Bonnies øjne stadig blev holdt lukkede med klæbebånd, hængte vi et billede af vores nyfødte op over hendes hoved, sådan at det var det første hun ville få øje på når hun slog øjnene op. Vi håbede at det ville motivere hende til at kæmpe for livet. På et tidspunkt betroede jeg sygeplejersken at det dagen efter ville være Bonnies og min 18-års bryllupsdag. Sygeplejersken måtte tørre sine øjne.
Søndag var en opløftende dag, for mængden af røde blodlegemer i Bonnies blod øgedes til en værdi af 11. Pavulonbehandlingen blev standset, og hun blev vækket af den lammelsestilstand hun gennem fire dage havde befundet sig i. Lægen sagde imidlertid advarende: „Vær nu ikke for optimistisk, for hvad som helst kan gå galt. De kan fejre det når antallet af røde blodlegemer når op på en værdi af 20.“
Trods dette var jeg optimistisk. Det var som om jeg fik nyt liv da jeg for første gang i fire dage kunne se min kone slå øjnene op. Men hun lå i respirator og var for svag til at tale. Jeg ønskede hende tillykke med bryllupsdagen. Hun formåede at bevæge læberne, men var for afkræftet til at tale eller holde om en blyant.
Vores nyfødte blev nu overført til sygehuset i Long Beach så at Bonnie kunne se hende i virkeligheden i stedet for at nøjes med et fotografi. Da den lille ankom og blev bragt til intensivafdelingen, viste sygeplejersken hende til Bonnie. De talte fingrene og tæerne og viste hende alle legemsdelene for at hun kunne vide at barnet var sundt og normalt. Lykkeligvis var den lille kommet sig fuldstændig.
Lægen havde imidlertid haft ret da han sagde at vi ikke skulle være for hastige med at fejre det. Der stødte komplikationer til. Bonnie pådrog sig to forskellige former for lungebetændelse, og hendes venstre lunge klappede delvis sammen. Desuden viste en prøve for legionærsyge sig at være positiv. Hver af disse sygdomme kunne have gjort det af med hende, men det skete ikke. At Bonnie var robust nok til at stå disse trængsler igennem må utvivlsomt tilskrives det at hun i 15 år havde tjent som pioner, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere kaldes. Hun havde holdt sig i fremragende form ved at gå så meget i forkyndelsen og ved regelmæssigt at følge et motionsprogram.
Efter at have mistet 80 procent af sit blod og tilbragt 28 dage på sygehuset, heraf 22 på intensivafdelingen, blev Bonnie omsider udskrevet. Hun havde da fået 58 behandlinger med hyperbar ilt. Den forbløffede læge udbrød: „Hun ser storartet ud. Jeg kan ikke sige andet end at det er et mirakel.“
Det var en prøvende og sindsoprivende tid, men den udvirkede noget positivt. Læger, sygeplejersker, medarbejdere i sygehusforvaltningen, nyhedsmedierne og folk fra andre trosretninger kom nu til bedre at forstå det bibelske synspunkt angående blodet. De blev også vidner til en urokkelig tro i virksomhed.
Blot to måneder efter denne udmarvende prøvelse var Bonnie på ny i gang med sin yndlingsbeskæftigelse, forkyndelsen. Og som en yderligere velsignelse har hun fået en ny pionermakker, vores lille datter, Allie Lauren. — Fortalt af Steven M. Beaderstadt.
[Tekstcitat på side 12]
En sygeplejerske fra helikopterens lægehold sagde: „Under normale omstændigheder ville hun allerede være død!“
[Tekstcitat på side 14]
Lægen sagde: „Vi befinder os i uudforsket territorium, for vi har aldrig før ladet det komme så vidt uden at bruge blod“
[Illustration på side 13]
Min kone blev behandlet i et trykkammer magen til dette
[Kildeangivelse]
Memorial Medical Center, Long Beach
[Illustration på side 15]
Min kone og vores datter, nu begge sunde og raske