Fra vore læsere
Hvorfor tillader Gud det onde?
I artiklen „Nogles mening om hvorfor Gud tillader det onde“ (8. oktober 1987) får læserne at vide at medlemmer af Christian Science tror at det onde ikke er virkeligt. Herved får man det indtryk at de ganske enkelt ignorerer det ondes eksistens. Ordlyden er i sig selv rigtig nok — men efterlader blot et forkert indtryk hos læserne. Det Christian Science i virkeligheden lærer er at det onde ikke kommer fra Gud — Skaberen af den absolutte sandhed. Det har ikke sin bestandighed, styrke og myndighed fra Gud. Medlemmer af Christian Science tror at Bibelen personificerer det onde som Satan eller Djævelen, men at man bedst kan bekæmpe det når man forstår at det i selve sit væsen er en løgn (Johannes 8:44) eller et bedrag (Åbenbaringen 12:9) som vildleder verden til at acceptere det som virkeligt. Det er som følge af Guds ubegrænsede godhed at vi forstår at Jesu kraft besejrer og afslører det onde som noget uretmæssigt.
N. A. T., The First Church of Christ,
Scientist, De Forenede Stater
I vores artikel skrev vi at Mary Baker Eddy forsøgte at løse det ondes problem ved ganske enkelt at fornægte det ondes eksistens, og vi citerede bogen „Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften“, hvor der står: „Hertil kommer, at Gud . . . aldrig har givet mennesket evne til at synde. . . . Følgelig er det onde kun en illusion, og det har intet virkeligt grundlag.“ Vi ønsker ikke at give et forkert indtryk af hvad Christian Science lærer. Så vidt vi kan se er det i virkeligheden de samme tanker læseren N. A. T. giver udtryk for, bare sagt med andre ord. — RED.
Hvordan er livet på jorden opstået?
Jeg kan slet ikke lade være med at takke jer for artiklen „Hvordan er livet på jorden opstået?“ (22. januar 1987) Den var utrolig klar, koncis og letfattelig. Efter at have læst denne artikel er jeg ikke det mindste i tvivl om at udviklingslæren er ubevist. Artiklen gav desuden svar på sådanne vigtige spørgsmål som: ’Hvordan er vi blevet til?’ og ’Er der en mening med livet?’ Mange tak fordi I skriver artikler der hjælper os unge til at undgå at blive imponeret af verden og dens opfattelser.
E. A., Frankrig
Om at spare tid
Jeg var meget begejstret for artiklen „Tiden — en ubarmhjertig herre eller en nyttig tjener?“ (8. december 1987) Jeg fulgte straks forslaget om at skrive en liste over det jeg skulle have gjort, og det var en stor hjælp! Jeres forslag om hvordan man kan spare tid har også vist sig meget nyttige. Jeg har besluttet at jeg nu og da vil sige nej tak til invitationer for at få mere tid til forkyndelsen. Og en tanke der virkelig ramte plet, var: Spild ikke tid på at bekymre dig over ubehagelige pligter. Nu forsøger jeg at få dem fra hånden med det samme, i stedet for at udskyde dem til senere. Det er faktisk sjovt!
A. W., Vesttyskland