Afhænger din tro af hvor du er født?

MANGE af de ting vi foretager os i tilværelsen kan tilskrives den kultur der er fremherskende i det land hvor vi bor. Det gælder både vort sprog, vores klædedragt, vore spisevaner, ja, selv den måde vi sover på. Skønt vi måske ikke tænker særlig meget over det har forholdene på vores fødeegn måske bestemt vores tankegang, vores religion og de skikke vi følger.

María, for eksempel, er født i det katolske Spanien og er derfor katolik. Martin er lutheraner fordi han er født i Lübeck i Nordtyskland. Abdullam er født i Vestbeirut og er derfor muslim.

Som millioner af andre holder de sig til deres respektive religioner. Sagen er imidlertid at mange menneskers religiøse tilhørsforhold blot skyldes historiens luner eller visse geografiske forhold. Uden at man ved af det er ens religion måske udelukkende et resultat af en pludselig indskydelse hos en politisk hersker for flere hundrede år siden.

Sådan forholdt det sig med Lisette, der blev født i en landsby i Schwarzwald i Forbundsrepublikken Tyskland. Grunden til at hun blev døbt som lutheraner var at alle i den del af landsbyen hvor hun boede, i mange generationer havde været loyale undersåtter under hertugen af Württemberg, der var protestant. Var hun blevet født blot lidt længere nede ad vejen ville hun have været en renlivet katolik, da den del af landsbyen engang havde været underlagt en katolsk hersker.

Disse kunstige religiøse grænser kan føres helt tilbage til reformationen i det 16. århundrede. Efter en lang periode med religiøse stridigheder og omvæltninger blev man enig om at hver fyrste skulle bestemme hvilken religion der skulle praktiseres i hans område. Man ræsonnerede som så at når befolkningen ikke selv kunne blive enig måtte herskeren træffe afgørelsen.

Dette resulterede i at visse uheldige landsbyboere pludselig befandt sig på en religiøs karrusel hvor den ene hersker efter den anden uafladeligt skiftede tro. Andre byer blev helt vilkårligt splittet i spørgsmålet om religion fordi en regional grænse tilfældigvis delte byen.

Det var dog ikke alle regenter der hoppede på den protestantiske vogn af religiøse årsager. Henrik VIII af England, der tidligere havde været en fremtrædende forsvarer for den katolske tro, blev misfornøjet over at paven nægtede at bevilge ham skilsmisse fra sin første kone. Men han fandt en ganske enkel løsning på problemet. Han brød med Rom, gjorde sig selv til overhoved for den anglikanske kirke og forventede at hans undersåtter pligtskyldigt fulgte trop, hvilket størsteparten da også efterhånden gjorde.

I nogle tilfælde blev hele lande „omvendt“ af missionærer der dukkede op i kølvandet på erobrerne. Få år efter den spanske erobring af Mexico ankom de første franciskanermunke. På blot 30 år hævdede de at have døbt over fem millioner indfødte, og det til trods for at de i begyndelsen ikke talte deres sprog. En historiker har beskrevet denne masseomvendelse som „en usædvanlig blanding af grusomhed, dumhed, begærlighed og tvang som man prøvede at pynte lidt på ved fantasiens brug samt ved pludselige anfald af velgørenhed“. Det var på denne måde at datidens europæiske magter opdelte verden i politisk og religiøs henseende.

Århundreder forinden havde de muslimske erobringer af Nordafrika, Mellemøsten og store dele af Asien ført til at størsteparten af befolkningen i disse lande var blevet muslimer.

I dag er de historiske årsager til menneskehedens religiøse opdeling stort set glemt, men ikke desto mindre holder de fleste fast ved den religion der er almindelig i det område hvor de er født. Men bør spørgsmålet om hvilken religion vi „vælger“ blot overlades til tilfældighederne? Bør man være tilfreds med at lade andre bestemme for en? Bør noget så vigtigt som troen ikke snarere være et resultat af en velovervejet og fornuftmæssig beslutning? At betragte kristendommen i det første århundrede vil hjælpe os til at besvare disse spørgsmål.

[Illustration på side 4]

Henrik VIII valgte for hele England