De første kristnes tro — et personligt valg

I DET første århundrede fandtes der guder for enhver smag. Fra vugge til grav satte borgerne i det romerske imperium deres lid til utallige guder og gudinder i håb om at opnå deres hjælp og beskyttelse.

Cuba tog sig af det nyfødte barn, og Ossipago styrkede barnets knogler. Adeona styrede dets første skridt, og Fabulinus lærte det at tale. Drog han senere i krig blev han beskyttet af Mars. Blev han syg plejede Aesculapius (Æskulap) ham. Når han døde ville han blive overvåget af Orcus, underverdenens gud.

Hver eneste by og folkestamme kunne prale af at have sin egen skytsgud, og der blev daglig ofret røgelse til den romerske kejser, der blev betragtet som en gud i menneskeskikkelse. Desuden var de orientalske guder på mode, og der blev rejst templer til ære for Mithras, Isis og Osiris. Selv jøderne, som hævdede at tilbede den almægtige, usynlige Gud, var håbløst splittede i utallige religiøse sekter.

Det var på dette tidspunkt i historien, midt i denne religiøse forvirring, at Jesus Kristus fremstod med en helt ny lære: læren om en universel religion hvor der ikke herskede nogen racemæssige eller nationale skel; en religion der var grundlagt på sandheden om den almægtige Gud — en sandhed der kunne frigøre mennesker fra trældom under overtro og løgn. (Johannes 8:32) Dette fremgår af Jesu ord til Pilatus: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Johannes 18:37) Hvordan gennemførte han denne vældige opgave?

Forkyndelse for „de fattige i ånden“

Det er blevet sagt at man, når man skal udbrede en religion i stor målestok, i det væsentlige kan vælge mellem to metoder. Den ene metode går ud på at forkynde for den jævne befolkning og derefter arbejde sig opad. Den anden metode består i at henvende sig til eliten eller måske bare nogle enkeltpersoner blandt eliten, og derefter arbejde sig nedad — med magt. Den sidste metode, som er blevet foretrukket af katolske, protestantiske og ortodokse kirker, blev ikke engang overvejet af Jesus og hans disciple.

Lige fra begyndelsen af sin offentlige tjeneste gjorde Jesus det klart at han ville rette sin opmærksomhed mod „de fattige i ånden“, eller, direkte oversat, „de som er tiggere med hensyn til ånden“. Her var tale om ydmyge mennesker som hungrede efter retfærdighed, mennesker som ’erkendte deres åndelige behov’. — Mattæus 5:3, da. aut.; NW, 1984-udgaven, fodnoten.

Da Jesu apostle ved en lejlighed kom tilbage fra en forkyndelseskampagne, sagde han derfor: „Jeg priser dig offentligt, Fader, himmelens og jordens Herre, fordi du har skjult disse ting for de vise og intellektuelle og åbenbaret dem for spædbørn.“ (Mattæus 11:25) Hovedparten af Jesu forkyndelse fandt sted i Galilæa, hvor der fortrinsvis boede jævne fiskere og landmænd, frem for i Judæa, hvor de jødiske aristokrater og farisæerne havde deres højborg.

Jesus selv kom fra Nazaret, en uanselig landsby hvorfra der aldrig var fremstået nogen af betydning. „Kan noget godt komme fra Nazaret?“ spurgte Natanael. (Johannes 1:46) Men det han så og hørte fik ham til at overvinde de fordomme han havde mod folk fra en bestemt landsdel, fordi han havde et åbent sind. De hovmodige farisæere sagde derimod pralende: „Ikke én af lederne eller af farisæerne har fået tro på ham, vel?“ — Johannes 7:48.

Den kristne tro — et personligt valg

Det Jesus ønskede var at tale til sindet og nå ind til hjertet. Han instruerede sine disciple om at finde frem til de mennesker der fortjente at høre budskabet, og blive hos dem i deres hjem indtil de var blevet grundfæstede i troen — hvis de selv ønskede det. Efter at nogle indbyggere i en samaritansk landsby havde hørt Jesus forkynde, sagde de: „Vi har selv hørt og vi ved at denne mand i sandhed er verdens frelser.“ — Johannes 4:42.

Efter at have lyttet og mediteret over det de havde hørt, måtte alle der lod sig omvende til kristendommen selv træffe en fornuftmæssig afgørelse. De måtte være fuldt og fast overbeviste, for de ville komme ud for modstand. Alle de første disciple blev nemlig udstødt af den jødiske synagoge, hvilket var ensbetydende med at de blev ildeset i det lokale samfund.

Hver eneste discipel følte sig desuden forpligtet til at forsvare sin nyfundne tro, og dele den med andre. Celsus fra det andet århundrede, der var en kritiker af kristendommen, gjorde nar af at „uldarbejdere, skomagere og garvere, de mest udannede og bondske mennesker, var ivrige forkyndere af evangeliet“. — Jævnfør Johannes 9:24-34.

Det var denne form for omvendelse, sammen med de omvendtes forkyndelsesiver, der var årsag til kristendommens hurtige udbredelse. Fra at være en regional religion blev den inden længe en international religion. Jesus havde udtrykkeligt påbudt sine disciple at forkynde „til jordens fjerneste egne“. — Apostelgerninger 1:8.

I overensstemmelse med Guds hensigt foregik forkyndelsesarbejdet i begyndelsen blandt jøder, og derfor var de første disciple selvsagt af jødisk herkomst. Jerusalem blev det center hvorfra apostlene ledede den nyoprettede kirke. Derfor blev de kristne ofte bagtalt for at tilhøre jødedommen, skønt jøderne hørte til de mest glødende forfølgere af de kristne. En romersk historiker afskrev desuden kristendommen som en skadelig overtro.

Men før Peter døbte den første ikkejøde, erklærede han: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed velkommen for ham.“ (Apostelgerninger 10:34, 35) Den nidkærhed de kristne lagde for dagen, ansporet af deres urokkelige tro, bevirkede derfor at budskabet om Kristus blev forkyndt i hele Romerriget. Forfølgelse kunne ikke bremse dem, og mange døde fordi de ikke ville fornægte den tro de selv havde valgt at tilhøre. Den nidkærhed og hengivenhed datidens kristne lagde for dagen står i skarp kontrast til den apati man oplever inden for kristenheden her i det 20. århundrede.

Skal årsagen til denne apati mon findes i den kendsgerning at det kun er relativt få der selv har truffet et valg i spørgsmålet om religion? Hvis spørgsmålet om religion stadig betyder noget for dig, vil vi opfordre dig til at tænke alvorligt over den følgende artikel.

[Illustrationer på side 6]

I det gamle Rom tilbad man mange guder, som for eksempel krigsguden Mars, den øverste gud, Jupiter, og lægekunstens gud, Æskulap

Mars

[Kildeangivelse]

Efter eksemplar i Mansell-samlingen

Jupiter

[Kildeangivelse]

Efter eksemplar på British Museum

Æskulap

[Kildeangivelse]

Efter eksemplar på Grækenlands Nationale Arkæologiske Museum