Tanken om kompromis lå dem fjernt

JEHOVAS hånd var med Jesu Kristi første disciple. (Apostelgerninger 11:21) Med Guds hjælp fulgte de kompromisløst en retskaffen kurs. Det er en velkendt historisk kendsgerning at de mødte modstand og voldsom forfølgelse.

Kristi første disciples trofasthed og uangribelighed var legendarisk. Selv om det var med livet som indsats nægtede de at gå på kompromis med hensyn til deres tro. Men hvorfor blev de behandlet så grusomt?

Hadet uden grund

Ligesom Jesus deler sande kristne ikke denne verdens tro og forhåbninger. (1 Johannes 4:4-6) Desuden var kristendommens vækst foregået „så hurtigt, og dens succes havde været så bemærkelsesværdig, at det var umuligt at undgå et forfærdeligt sammenstød [med det romerske kejserrige],“ bemærker historikeren Edmond de Pressensé.

Jesus møntede engang en profetisk salme på sig selv da han sagde: „De hadede mig uden grund.“ (Johannes 15:25; Salme 69:4) Inden han fortalte sine disciple dette, havde han advaret: „En træl er ikke større end sin herre. Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Johannes 15:20) Det ville ikke være let at følge i hans fodspor. Jødernes religiøse ledere ville nemlig behandle Jesu jødiske disciple som frafaldne fra jødedommen. Da Jesu disciple fik besked på at holde op med at tale om Jesus, nægtede de imidlertid at adlyde for ikke at gå på kompromis med hensyn til deres tro. — Apostelgerninger 4:17-20; 5:27-32.

Kort efter pinsedagen i år 33 blev disciplen Stefanus indbragt for det jødiske Sanhedrin og beskyldt for at „fremsætte bespottelige udtalelser imod Moses og Gud“. Selv om det var tomme anklager blev han stenet til døde. Som følge heraf „udbrød der stor forfølgelse imod menigheden som var i Jerusalem,“ og „alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæas og Samarias egne“. (Apostelgerninger 6:11, 13; 8:1) Mange blev sat i fængsel.

Jøderne forfulgte Jesu disciple „med et uforsonligt had,“ som bogen Christianity and the Roman Empire udtrykker det. Derfor måtte de romerske myndigheder ofte beskytte de kristne! Romerske soldater beskyttede for eksempel apostelen Paulus mod nogle jøder som ville slå ham ihjel. (Apostelgerninger 21:26-36) Men ellers var der generelt et anspændt forhold mellem de kristne og romerne.

Forfølgelsen optrappes

Omkring ni år efter Stefanus’ død lod den romerske hersker Herodes Agrippa I apostelen Jakob henrette for at indynde sig hos jøderne. (Apostelgerninger 12:1-3) På det tidspunkt var troen på Kristus blevet udbredt i Rom. (Apostelgerninger 2:10) I år 64 blev en stor del af byen flammernes bytte. De kristne blev forfulgt på det grusomste efter at Nero havde givet dem skylden for branden i et forsøg på at dementere rygter om at han selv havde påsat den. Havde han sat ild til byen som en undskyldning for at lade en endnu prægtigere by opføre og omdøbe den til Neropolis efter sig selv? Eller påvirkede hans kejserinde Poppæa, der var jødisk proselyt og nærede antipati mod de kristne, ham til at anklage de kristne? Historikerne ved det ikke, men det fik frygtelige følger.

Den romerske historiker Tacitus skriver: „Man nøjedes ikke med at henrette dem, men drev oven i købet løjer med dem: nogle blev bedækket med dyrehuder og sønderrevet af hunde; andre korsfæstedes, og atter andre blev indsvøbt i brandbare klæder og tjente, når dagen var omme, til at oplyse natten.“ Tacitus, der ikke var nogen ven af de kristne, tilføjer: „Dette var også årsagen til, at man, skønt disse mennesker var skyldige og fortjente at behandles med den yderste strenghed, trods dette følte medlidenhed med dem, idet man tænkte, at det ikke var for almenvellets skyld, de måtte lide døden, men for at tilfredsstille en enkelt mands grusomme sind.“

Skærende kontraster

Selv om det tjente Neros hensigt at anklage de kristne for Roms ødelæggelse, forbød han aldrig deres religion. Hvorfor fortsatte romerne så med at forfølge dem? Fordi „de små kristne menigheder forstyrrede den forlystelsesgale hedenske verden med deres fromhed og moralitet,“ siger historikeren Will Durant. Kontrasten mellem kristendommen og de blodige romerske gladiatorkampe kunne næppe være større. Her var en mulighed for at romerne kunne blive af med de kristne så de kunne dulme deres egen samvittighed.

Som verdensmagt syntes Rom uovervindelig. Romerne troede at årsagen til deres militære overlegenhed var at de tilbad alle guderne. De havde derfor svært ved at forstå den kristne monoteisme og dens forkastelse af alle andre guder, også kejserkulten. Det var ikke overraskende at Rom så kristendommen som en faktor der underminerede selve rigets fundament.

Omkostningen ved at vidne

Hen imod slutningen af det første århundrede blev apostelen Johannes forvist til øen Patmos fordi han havde „talt om Gud og vidnet om Jesus“. (Åbenbaringen 1:9) Man mener at der blev handlet efter ordre fra den romerske kejser Domitian. På trods af den modstand Jesu disciple mødte, havde kristendommen inden århundredets udgang bredt sig til hele Romerriget. Hvordan kunne det lade sig gøre? A History of the Early Church siger at kristendommen blev „holdt sammen af sin forkyndergerning“. Ligesom Johannes, der havde nægtet at gå på kompromis med hensyn til sin tro, nægtede de første kristne at gøre det; de fortsatte nidkært med at tale om Gud og vidne om Jesus. — Apostelgerninger 20:20, 21; 2 Timoteus 4:2.

Forfølgelsen af de kristne tog en ny drejning i år 112, to år efter at kejser Trajan havde udnævnt Plinius til statholder i Bitynien (nu det nordvestlige Tyrkiet). Den foregående forvaltning havde været slap, og alting flød. Få kom i templerne, og salget af foder til offerdyr var faldet drastisk. De handlende mente at det skyldtes de kristnes enkle religion, som hverken havde gudebilleder eller dyreofringer.

Plinius arbejdede ihærdigt på at genoprette den hedenske tilbedelse, mens de kristne betalte med deres liv når de nægtede at ofre vin og røgelse foran statuer af kejseren. Til sidst måtte myndighederne indrømme at de kristne „var retskafne mennesker, men at de var uforklarligt fjendtligt indstillet over for den gamle religiøse tradition,“ siger professor Henry Chadwick. Selv om det at være kristen blev betragtet som en forbrydelse der blev straffet med døden, lå tanken om at gå på kompromis dem fjernt.

Hadet havde også rod i „den irritation det vakte når nogle i hedenske familier blev omvendt,“ siger professor W. M. Ramsay. „Det blev meget vanskeligt at dyrke selskabelighed når ens nærmeste ikke kunne følge de mest almindelige skikke fordi det betød at de i så fald anerkendte de hedenske guder,“ siger dr. J. W. C. Wand. Det er ikke så mærkeligt at mange betragtede de første kristne som fjender af menneskeheden og anså dem for ateister.

Vækst bringer øget forfølgelse

Polykarp, som efter sigende blev undervist af apostelen Johannes, blev en respekteret ældste i byen Smyrna (det nuværende Izmir). På grund af sin tro blev han i 155 brændt på bålet. Den romerske landshøvding Statius Kvadratus sammenkaldte folket. Stadionet var fyldt med fjendske hedninger som foragtede den 86-årige Polykarp fordi han havde talt imod deres gudsdyrkelse, og fanatiske jøder hentede villigt brænde til bålet selv om det var en stor sabbatsdag.

I hele den romerske verden rejste der sig dernæst en flodbølge af forfølgelse imod de kristne. Under kejser Markus Aurelius flød deres blod i stride strømme. Hvis de var romerske borgere døde de for sværdet; hvis ikke, blev de dræbt af vilde dyr i amfiteatrene. Hvori bestod deres forbrydelse? I at de var kristne og havde nægtet at gå på kompromis og afsværge deres tro.

Dér hvor den franske by Lyon i dag ligger, lå oprindelig den romerske koloni Lugdunum, som var et vigtigt administrativt centrum og hjemsted for den eneste romerske garnison mellem Rom og Rhinen. I år 177 havde byen et stærkt kristent samfund som vakte den hedenske befolknings vrede. Det begyndte med at de kristne blev udelukket fra offentlige steder. Senere kom det til pøbeloptøjer, og forfølgelsen blev så voldsom at ingen kristne vovede sig udendørs. Den romerske landshøvding befalede at de kristne skulle findes og henrettes.

Belønningen

Da Jesu apostle døde og deres indflydelse forsvandt, bredte frafaldet sig blandt de kristne. (2 Thessaloniker 2:7) Ved slutningen af det 4. århundrede f.v.t. blev den frafaldne kristendom en statsreligion. På det tidspunkt var den blevet fordærvet, havde indladt sig på kompromis og identificerede sig med verden — noget som lå Jesus og hans første disciple meget fjernt. (Johannes 17:16) Bibelens kanon, med dens fremstilling af den kristne tro, var imidlertid blevet fuldført på et langt tidligere tidspunkt.

Led og døde disse tusinder af kristne til ingen verdens nytte? På ingen måde! De tænkte ikke på at gå på kompromis, men ’viste sig trofaste indtil døden og fik livets krone’. (Åbenbaringen 2:10) Jehovas tjenere udsættes stadig for forfølgelse, men deres trosfællers uangribelighed i fortiden er stadig en kilde til stor opmuntring for dem. Heller ikke i dag tænker kristne på at gå på kompromis.

[Illustrationer på side 8, 9]

Nero

Model af kejsertidens Rom

Alter viet kejserkulten

[Kildeangivelse]

Nero: Med tilladelse af British Museum

Museo della Civiltà Romana, Rom

[Illustration på side 10]

Marcus Aurelius

[Kildeangivelse]

The Bettmann Archive