Den tidlige kristendom og staten

FÅ TIMER før Jesus døde, sagde han til sine disciple: „I [er ikke] en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ (Johannes 15:19) Betyder dette at kristne ville være fjendtligt indstillede over for regeringerne i denne verden?

Ikke af verden, men heller ikke fjendtligt indstillede

Apostelen Paulus sagde til de kristne i Rom: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder.“ (Romerne 13:1) Apostelen Peter skrev noget lignende: „For Herrens skyld skal I underordne jer enhver menneskeskabt instans, hvad enten det er en konge som den højerestående, eller landshøvdinger som dem der sendes af ham for at straffe forbrydere og rose dem der gør det gode.“ (1 Peter 2:13, 14) Der var altså ingen tvivl blandt de første kristne om at de skulle underlægge sig staten og dens udnævnte repræsentanter. De bestræbte sig for at være lovlydige borgere og at holde fred med alle. — Romerne 12:18.

Under emnet „Kirke og stat“ siger The Encyclopedia of Religion: „I de første tre århundreder var den kristne kirke stort set isoleret fra det officielle romerske samfund . . . Men de kristne ledere . . . lærte alligevel andre lydighed mod romersk lov og loyalitet mod kejseren, inden for de grænser som den kristne tro satte.“

Ærbødighed, ikke tilbedelse

De kristne var ikke fjendtligt indstillede over for den romerske kejser. De respekterede hans myndighed og viste ham den ære hans embede gav ham krav på. Under kejser Neros styre skrev apostelen Peter til de kristne der boede rundt omkring i Romerriget: „Ær alle slags mennesker, . . . ær kongen.“ (1 Peter 2:17) Ordet „konge“ blev i den græsktalende verden ikke kun brugt om lokale konger, men også om den romerske kejser. Apostelen Paulus gav følgende vejledning til de kristne der boede i Romerrigets hovedstad: „Giv alle hvad der tilkommer dem, . . . ham der kræver ære, ære.“ (Romerne 13:7) Den romerske kejser krævede afgjort ære. Med tiden forlangte han endda at blive tilbedt. Men det gik de første kristne ikke med til.

Da Polykarp i det andet århundrede var stillet for retten for en romersk prokonsul, skal han have sagt: „Jeg er kristen. . . . Vi er oplært til at vise al tilbørlig ære . . . over for de myndigheder og instanser der er forordnet af Gud.“ Polykarp valgte imidlertid at dø frem for at tilbede kejseren. Apologeten Theofilus af Antiochia, fra det andet århundrede, skrev: „Jeg vil gerne ære kejseren, ikke tilbede ham, men bede for ham. Men Gud, den levende og sande Gud, tilbeder jeg.“

Passende bønner for kejseren havde intet med kejserdyrkelse eller nationalisme at gøre. Apostelen Paulus forklarede hvad formålet var: „Jeg tilskynder derfor først af alt til at der fremføres anråbelser, bønner, forbønner, taksigelser for alle slags mennesker, for konger og alle dem som er i høje stillinger, så vi fortsat kan føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor.“ — 1 Timoteus 2:1, 2.

„I samfundets periferi“

Denne respektfulde adfærd hos de første kristne bragte dem ikke venskab med den verden de levede i. Den franske historiker A. Hamman fortæller at de første kristne „levede i samfundets periferi“. De levede faktisk midt mellem to samfund, det jødiske og det romerske, og blev mødt med megen fordom og mange misforståelser fra begge sider.

Da apostelen Paulus for eksempel falskeligt blev anklaget af de jødiske ledere, sagde han i sit forsvar over for den romerske landshøvding: „Hverken imod jødernes lov eller imod templet eller imod kejseren har jeg begået nogen synd. . . . Jeg appellerer til kejseren!“ (Apostelgerninger 25:8, 11) Vel vidende at jøderne planlagde at slå ham ihjel, appellerede Paulus til Nero og anerkendte derved den romerske kejsers myndighed. Da Paulus derefter for første gang fik sin sag behandlet i Rom, blev han tilsyneladende frifundet. Men senere blev han fængslet igen, og ifølge traditionen blev han henrettet efter ordre fra Nero.

Angående de første kristnes vanskelige forhold i det romerske samfund, skriver sociologen og teologen Ernst Troeltsch: „Alle embeder og bestillinger var udelukkede hvis de havde nogen forbindelse med billeddyrkelse, eller med kejsertilbedelse, eller hvis de havde med blodsudgydelse eller dødsstraf at gøre, eller hvis de bragte de kristne i kontakt med hedensk umoralitet.“ Udelukkede denne holdning at der kunne herske fred og gensidig respekt mellem kristne og staten?

Det der tilkommer kejseren

Jesus opstillede en regel der kunne lede den kristne i forholdet til den romerske øvrighed, eller til en hvilken som helst anden øvrighed for den sags skyld, da han sagde: „Tilbagebetal . . . kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Mattæus 22:21) Denne vejledning til Jesu disciple stod i stærk kontrast til den holdning mange af de nationalistiske jøder havde, idet de foragtede det romerske herredømme og bestred at det var rigtigt at betale skat til en fremmed magt.

Senere sagde Paulus til de kristne i Rom: „Det er derfor nødvendigt at man underordner sig, ikke alene for vredens men også for samvittighedens skyld. Det er jo også af den grund I betaler skat; de [herskende „højere myndigheder“] er jo Guds offentlige tjenere der til stadighed tjener netop dette formål. Giv alle hvad der tilkommer dem, ham der kræver skat, skat; ham der kræver afgift, afgift.“ (Romerne 13:5-7) De kristne skulle ikke være en del af verden, men de var forpligtede til at være ærlige borgere der betalte skat til staten for de tjenester den ydede. — Johannes 17:16.

Men drejer Jesu ord sig kun om betaling af skatter? Eftersom Jesus ikke klart definerede hvad der er kejserens og hvad der er Guds, er der nogle grænsetilfælde som må afgøres i den enkelte situation og i overensstemmelse med vor forståelse af hele Bibelen. Med andre ord, når man skal afgøre hvad man som kristen kan give kejseren, er man i visse situationer henvist til at lade sin samvittighed råde, i overensstemmelse med den forståelse man har af de bibelske principper.

En hårfin balance mellem to modstridende fordringer

Mange synes at glemme hvad Jesus sagde efter at han havde sagt at man skulle give kejseren det der tilkom ham. Han sagde: „[Tilbagebetal] Gud det der er Guds.“ Apostelen Peter viste hvordan kristne må prioritere. Efter at have talt om at underlægge sig ’kongen’, eller kejseren, og ’landshøvdingerne’, skrev Peter: „Vær som frie, og dog ikke som de der har friheden som et dække for slethed, men som trælle for Gud. Ær alle slags mennesker, elsk hele brodersamfundet, frygt Gud, ær kongen.“ (1 Peter 2:16, 17) Apostelen understregede at kristne er trælle for Gud, ikke for en jordisk hersker. De skulle ære og respektere statens repræsentanter, men i frygt for Gud, hvis love står over alt andet.

Nogle år tidligere havde Peter gjort det klart at Guds lov står over menneskers. Det jødiske Sanhedrin var et administrativt organ som romerne havde givet både borgerlig og religiøs myndighed. Da det beordrede Jesu disciple til at holde op med at undervise i Kristi navn, svarede Peter og de andre apostle respektfuldt, men uden vaklen: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostelgerninger 5:29) Det er tydeligt at de kristne måtte finde den hårfine balance mellem at adlyde Gud og på tilbørlig måde at underlægge sig øvrigheden. Tidligt i det tredje århundrede udtrykte Tertullian det på denne måde: „Hvis alt tilhører kejseren, hvad bliver der så tilbage til Gud?“

Kompromis med staten

Det første århundredes kristne indtog et fast standpunkt over for staten, men med tiden blev holdningen mere slap. Det frafald som Jesus og apostlene havde forudsagt, satte for alvor ind i det andet og tredje århundrede. (Mattæus 13:37, 38; Apostelgerninger 20:29, 30; 2 Thessaloniker 2:3-12; 2 Peter 2:1-3) Den frafaldne kristendom indgik kompromiser med den romerske verden, antog dens hedenske højtider og dens filosofi, og accepterede ikke blot tjeneste i statsforvaltningen men også militærtjeneste.

Professor Troeltsch har skrevet: „Fra det tredje århundrede og frem blev situationen mere problematisk, eftersom stadig flere kristne var at finde i samfundets overklasse og i de mere fremtrædende stillinger i hæren og i embedsstanden. Adskillige passager i de [ikke-bibelske] kristne skrifter indeholder harmdirrende protester mod at nogen tager del i disse ting; men der er også mange forsøg på at finde en gylden middelvej — argumenter der skulle dulme en foruroliget samvittighed . . . Fra Konstantins tid forsvandt disse vanskeligheder; gnidninger mellem kristne og hedninger ophørte, og ethvert embede i statens tjeneste stod nu åbent for kristne.“

Denne forfalskede og udvandede form for kristendom blev mod slutningen af det fjerde århundrede Romerrigets statsreligion.

Op gennem historien har kristenheden, repræsenteret ved katolske, ortodokse og protestantiske kirker, fortsat indgået kompromiser med staten, og er derved blevet dybt involveret i dens politik og dens krige. Mange oprigtige kirkemedlemmer som er chokerede over dette, vil sikkert være glade for at vide at der i vor tid findes kristne som holder fast ved det standpunkt de kristne i det første århundrede indtog i forhold til staten. Det vil de følgende to artikler komme nærmere ind på.

[Illustration på side 5]

Kejser Nero, om hvem Peter skrev: „Ær kongen“

[Kildeangivelse]

Musei Capitolini, Rom

[Illustration på side 6]

Polykarp valgte at dø frem for at tilbede kejseren

[Illustration på side 7]

De første kristne var fredelige og ærlige borgere der betalte skat