Har du selv valgt? Eller lader du andre vælge for dig?

PEDRO troede på Maleiwa, „menneskets og jordens skaber“, indtil han var otte år gammel. Han frygtede Yolujá, der varslede sygdom og ulykke, og veg tilbage for underverdenens gudinde Pulowis ondsindede rænker.

Pedro hørte til goajiroerne, en af Venezuelas mange indianerstammer. Han fulgte sine forfædres traditionelle religion indtil den dag hvor en lokal skolelærer sørgede for at han blev døbt — som katolik.

„Der var ingen der spurgte om hvad jeg selv mente, og jeg vidste intet om min nye tro,“ fortæller Pedro. „Men jeg forstod at det ikke ville blive svært for mig at slutte mig til denne nye tro, for man krævede ikke at jeg foretog nogen forandringer i min livsførelse. Jeg var tro mod min nye religion, og gik altid til messe på et eller andet tidspunkt i december.“

Men skønt Pedro havde tilhørt to forskellige religioner, var der ingen af dem han selv havde valgt. Andre havde truffet valget for ham. Pedros tilfælde er ikke enestående. Utallige andre har i århundredernes løb oplevet det samme. I virkeligheden er det kun relativt få af jordens fem milliarder beboere der selv har valgt deres religion. Som regel er deres religion noget de har arvet, på samme måde som de har arvet deres udseende, deres karaktertræk og måske deres bolig.

Nogle der selv har valgt

Mange forsøger at rette op på det udseende de er født med. Nogle forsøger måske at forbedre den bolig de har arvet fra deres forældre. Andre igen kæmper for at overvinde nogle mindre heldige nedarvede tilbøjeligheder.

Og faktisk er der også mange ud over hele jorden som tager den religion de har arvet, op til revision. I stedet for at føle at de derved svigter en familietradition som man blindt må værne om, har deres åndelige længsel fået dem til at søge efter noget bedre. Dette var for eksempel tilfældet med Hiroko, der var datter af en buddhistpræst ved Myokyo-templet i Japan. Hun fortæller:

„Som barn plejede jeg i de koldeste vinteraftener at trave op og ned ad de snedækkede gader i vores landsby, mens jeg bar på en lygte. Far gik forrest og slog på en tromme mens han messede sutraer. Helt fra jeg var lille var selvpineri og buddhistiske ritualer en del af min tilværelse.“

Men Hiroko var ikke lykkelig i den religion hun havde arvet fra sine forældre. „Jeg kunne ikke få et eneste tilfredsstillende svar på mine mange spørgsmål. Man ændrede de dødes navne, man behandlede gravsten som levende væsener efter at man havde messet sutraer over dem, man brugte papiramuletter der skulle yde den troende magisk beskyttelse, og fulgte mange andre tempelceremonier. Alt dette forvirrede mig blot.

Man fortalte mig at vi tilhørte buddhismens mest oplyste sekt. Men til trods herfor kunne jeg ikke få mine spørgsmål besvaret. Jeg var overbevist om at der måtte findes noget et eller andet sted. Det var mit håb frit at kunne fordybe mig i en religion der kunne besvare alle mine spørgsmål.“ Hiroko opsøgte den ene af Østens religioner efter den anden uden at finde det hun søgte. Det endte med at Jehovas vidner ud fra Bibelen hjalp hende til at lære den almægtige Gud at kende, ham som har skabt himmelen og jorden, og hun fik samtidig svar på sine mange spørgsmål.

Profeten Jeremias’ ord fik en bogstavelig opfyldelse i hendes tilfælde: „Leder I efter mig, skal I finde mig; såfremt I søger mig af hele eders hjerte, vil jeg lade mig finde af eder, lyder det fra HERREN.“ — Jeremias 29:13, 14, da. aut.

Hiroko følte at det var rigtigst af hende at træffe sit eget valg, også selv om hun valgte en anden religion end den hendes forældre havde. „Det har givet mig stor glæde at blive oplyst. Nu er jeg befriet for de nagende spørgsmål og de bekymringer jeg havde i så mange år,“ forklarer hun. Spørgsmålet om valg af religion er også aktuelt for dig — uanset om du er tilfreds med den religion du har i øjeblikket eller ej.

Hvorfor man bør træffe et valg

De fleste vil sikkert kunne blive enige om at spørgsmålet om religion er for vigtigt til at man kan lade tilfældighederne råde. I dagligdagen forsøger vi jo også at styre vor tilværelse i den udstrækning det er muligt. Hvem ønsker at være et offer for tilfældighedernes spil?

Hvis du fik hovedpine, ville du så hurtigt sluge et par piller fra et tilfældigt medicinglas uden først omhyggeligt at læse etiketten?

Hvis du skulle ud at købe nyt tøj, ville du så vælge det første, det bedste du fik fat på i butikken, i den tro at det sikkert passede dig perfekt?

Hvis du skulle købe en brugt bil, ville du så vælge en uden at gøre det mindste for at undersøge motoren eller karosseriet?

Kun en tåbe ville bære sig sådan ad, tænker du sikkert. Sådanne forhold vil man ikke bare tage let på. Men for mange af os er en af livets mest afgørende beslutninger — nemlig beslutningen om hvilken tro vi skal have — blevet taget hen over hovedet på os, på grund af historiske personers længst glemte luner, og fordi vi tilfældigvis er født i et bestemt område.

Vi vil opfordre alle til at spørge sig selv: Hvordan forholder det sig med min religion? Er den blot noget jeg har arvet fra mine forældre? Eller er den et resultat af en velovervejet, fornuftmæssig beslutning? Bibelen opfordrer til at man stiller sig selv sådanne spørgsmål. For eksempel formanede Paulus korintherne til at ’blive ved med at prøve sig selv, om de var i troen, blive ved med at bedømme sig selv’. — 2 Korinther 13:5.

Bibelen omtaler en ung mand ved navn Timoteus; han havde en moder og en mormoder der opdrog ham i harmoni med Skrifterne. Men det er tydeligt at han ikke blindt accepterede deres tro. Flere år senere mindede Paulus ham om det ’han havde lært og var blevet overbevist om’. (2 Timoteus 3:14) Timoteus blev overbevist om at han burde forblive i den tro han var blevet oplært i — men først efter at han selv havde undersøgt den omhyggeligt.

På den anden side var der også nogle der tog deres religiøse opdragelse op til fornyet overvejelse. Sergius Paulus, der var romersk embedsmand på Cypern, tilbad uden tvivl flere romerske guder. Men efter at have lyttet til apostelen Paulus’ forkyndelse „fik han Troen, for læren om Herren havde gjort et dybt indtryk på ham“. — Apostelgerninger 13:12, Seidelin.

I begge tilfælde blev der truffet en selvstændig beslutning efter en grundig undersøgelse af Guds ord. Hvorfor ikke følge Sergius Paulus’ og Timoteus’ eksempel? Den ene skiftede tro, den anden gjorde det ikke; men de havde begge den glæde personligt at finde frem til sandheden.

At træffe et valg — en udfordring

Nu vil nogle måske vige tilbage for at tage dette skridt på grund af traditioner, menneskefrygt eller fordomme. De religiøse traditioner er nemlig sejlivede, og mange føler sig trygge ved ældgamle skikke og trosbekendelser. „Én gang katolik, altid katolik,“ vil nogle sikkert sige. Måske har du det på samme måde med din tro, og foretrækker det traditionelle frem for det ukendte. Og det vil da også være uklogt uden videre at kassere enhver tradition uden først at have undersøgt dens betydning. Paulus opfordrede de kristne i Thessalonika til at ’holde fast ved de Traditioner, som de havde lært’. (2 Thessaloniker 2:15, Schindler) På den anden side advarede Jesus om at religiøse traditioner også kan fjerne os fra Gud, og gøre hans ord, Bibelen, ugyldigt. (Mattæus 15:6) Man kan altså ikke altid sætte sin lid til traditioner.

Efterhånden som videnskaben bliver dygtigere, bliver traditionelle fremgangsmåder, for eksempel inden for medicin og teknologi, ofte ændret, ja, i nogle tilfælde helt erstattet med nye metoder. På sådanne områder er de fleste meget fordomsfrie, hvilket bidrager til at der sker forbedringer. Selv om vi måske mener at de religiøse traditioner vi følger er af guddommelig oprindelse, giver Bibelen os denne advarsel: „Tro ikke enhver inspireret udtalelse, men prøv de inspirerede udtalelser for at se om de er af Gud.“ (1 Johannes 4:1) Opfordringen lyder: „Forvis jer om alt; hold fast ved det gode.“ (1 Thessaloniker 5:21) De traditioner der er værd at følge vil altid kunne stå for en sådan undersøgelse.

Noget andet der hindrer mange i at træffe et personligt valg i spørgsmålet om religion, er frygt. Man hører ofte folk sige: „Jeg diskuterer aldrig religion eller politik med nogen!“ Frygten for at opdage at man er blevet ført bag lyset eller frygten for hvad andre vil tænke, har fået mange til at forholde sig passive. På Jesu tid var der mange der forstod værdien af hans lære, men til trods herfor anerkendte de ham ikke som Messias, „for de var bange for, at farisæerne skulle udelukke dem af synagogen. For menneskers anseelse betød mere for dem end anerkendelse fra Gud“. — Johannes 12:42, 43, Ny Testamente — på hverdagsdansk.

Disse mennesker mistede en enestående mulighed for at blive Kristi disciple fordi de gav efter for presset fra et snæversynet religiøst samfund. Sandt nok kræver det mod at være anderledes. Det er aldrig let at gå imod strømmen. Men hvis vi ikke selv træffer et valg, vil andre uvægerligt træffe valget for os.

En fordom mod alt hvad der er „fremmed“ kan også være en hindring for dem der gerne vil foretage en uvildig undersøgelse. På Jesu tid så man ned på Messias fordi han kom fra Nazaret og hånede ham fordi han var galilæer. Sådanne fordomme findes også her i det 20. århundrede. — Johannes 1:46; 7:52.

Da et af Jehovas vidner tilbød at fortælle Ricardo om sin tro, var Ricardos første reaktion at det bare var en af de her nymodens amerikanske religioner. Hans latinamerikanske baggrund gjorde at han var mistænksom over for alt hvad der kom fra De Forenede Stater. Men det han lærte gjorde det af med hans fordomme. Det der frem for noget andet overbeviste ham, var den måde kristendommen blev praktiseret på blandt Jehovas vidner. Deres ægte kærlighed og tro tiltalte ham. — Se rammen på side 10.

Efter at Ricardo havde lagt alle sine fordomme bag sig kunne han erklære sig enig med en iagttager der har skrevet at Jehovas vidner „hvad deres organisation og vidnegerning angår, er . . . den gruppe der kommer det urkristne samfund nærmest“. I dag mener Ricardo at det er vigtigt at være fordomsfri for at kunne træffe det bedste valg.

Hvad vælger du?

Pedro, der blev nævnt i begyndelsen af artiklen, satte sig ud over traditioner, frygt og fordomme og undersøgte selv Bibelen. Til at begynde med havde han visse betænkeligheder fordi han var desillusioneret over religionen i almindelighed. Han forklarer: „Hverken min tro på Maleiwa eller min tro på katolikkernes gud, hvis navn jeg ikke engang kendte, havde bragt mig særlig megen lykke.“ Det endte med at han besluttede sig til at blive et af Jehovas vidner, og han blev døbt som 36-årig. „Den kærlighed og tålmodighed man viste mig, foruden de tilfredsstillende svar jeg ud fra Bibelen fik på mine spørgsmål, var det der gjorde udslaget,“ fortæller han.

Har du mod til at efterligne Pedros eksempel? Dit valg af religion er ikke noget der bør overlades til tilfældighederne. Find ved hjælp af Guds ord frem til hvad der er sandheden — den enestående og dyrebare sandhed som Jesus lærte. Jehovas vidner vil med glæde hjælpe dig. De opfordrer dig oprigtigt til at efterkomme Josuas ord: ’Vælg selv hvem du vil tjene.’ — Josua 24:15.

[Ramme på side 10]

Er Jehovas Vidner en „amerikansk religion“?

MANGE er — måske på grund af nationalisme — mistænksomme eller bange for noget der betragtes som fremmed. Dette præger også deres syn på andre trosretninger.

Jehovas vidner møder ofte denne mentalitet, idet de beskyldes for at være en amerikansk religion. Men er der fornuftige grunde til denne afvisende holdning?

Hvad viser kendsgerningerne?

1. I forhold til de enkelte landes indbyggertal er der flere Jehovas vidner i Canada, Costa Rica, Finland, Jamaica, Puerto Rico og Zambia og i mange andre lande, end der er i De Forenede Stater.

2. Jehovas Vidner er mere end et internationalt samfund. De er overnationale, hvilket vil sige at de ikke er hæmmede af nationale grænser eller ligger under for racefordomme. Det er værd at lægge mærke til de gode resultater Jehovas Vidner har opnået i forbindelse med at overvinde stammemæssige, nationale og racemæssige fordomme. Dette er blandt andet tilfældet i Sydafrika, Israel, Libanon, Nordirland og andre lande med religiøse stridigheder. Sorte og hvide, jøder og arabere, tidligere katolikker og protestanter der nu er blevet Jehovas vidner, arbejder og tilbeder sammen ved deres stævner og i deres rigssale.

3. Jehovas Vidners bibelske publikationer bliver trykt på cirka 200 sprog. For eksempel udkommer Vagttårnet på 103 sprog og Vågn op! på 54 sprog, og de bliver hver måned trykt i et samlet oplag på mere end 48 millioner eksemplarer.

4. Skønt Jehovas Vidner har deres hovedkontor i New York, bor 77 procent af alle Jehovas vidner uden for De Forenede Stater.

5. På samme måde som Jerusalem var et bekvemt udgangspunkt for kristendommen i det første århundrede, har De Forenede Stater i denne krigshærgede tid vist sig at være det mest velegnede udgangspunkt for forkyndelsen af den gode nyhed i hele verden. Erfaringerne har vist at dette arbejde ville være blevet hæmmet alle andre steder på grund af fordomme, forbud eller mangel på råmaterialer. At Jehovas vidners hovedkontor ligger i New York betyder ikke at det er en „amerikansk religion“, lige så lidt som kristendommen i det første århundrede var en jødisk religion, selv om den blev stemplet som sådan.

Uretfærdig forfølgelse

Noget af det der klart viser Jehovas Vidners overnationale karakter, er de betegnelser forskellige politiske regimer har hæftet på dem. Op gennem tiden har man i De Forenede Stater beskyldt dem for at være kommunister, og i de kommunistiske lande er de blevet beskyldt for at være CIA-agenter!

I 1950’erne kunne man for eksempel læse følgende i en amerikansk avisartikel: „Polens røde finansierer Jehova-agenter.“ Og en rapport fra en amerikansk radiostation lød: „Sovjet-vasalregeringen [den polske] opmuntrer og støtter finansielt Vidnerne.“ I Irland mødte voldelige pøbelskarer forkynderne med sådanne hånlige tilråb som: „Kommunister!“ „Forsvind herfra!“

Samtidig var Jehovas Vidner forbudt i Polen og andre kommunistiske lande, og mange blev fængslet på grund af deres overbevisning. Nogle blev endda beskyldt for at tilhøre en spionring der blev finansieret af CIA. Vladimir Bukovskij, der i 1976 emigrerede til Vesten, beskriver Jehovas vidners situation i Sovjetunionen på følgende måde: „Engang i London . . . faldt mine øjne på et opslag på muren. Det var en ganske beskeden tavle med overskriften ’Jehovas Vidner’. . . . Jeg fyldtes med den største skræk, næsten rædsel. Jamen dette her, tænkte jeg, det er jo ’Jehovavidnerne’, . . . Levende Jehovas vidner træffer man kun i fængslerne [i USSR] . . . Kunne alle og enhver blot gå ind og drikke en kop te sammen med dem? Måske er min sammenligning ikke særlig velvalgt, men forestil jer engang at I stødte på en bygning med et skilt hvorpå der stod: COSA NOSTRA LTD., MAFIAENS GENERALSTAB. I vort land bliver Jehovas vidner efterstræbt med samme iver som Mafiaen bliver det i deres land.“

Disse korte eksempler viser hvad mange fordomsfri iagttagere allerede har indset, nemlig at Jehovas vidner tager afstand fra alle nationalistiske og politiske sympatier. Deres tro er overnational fordi de ønsker at efterligne deres upartiske Gud. — Apostelgerninger 10:34.

[Illustration på side 8]

Ville du tage den første medicin du fik fat på, uden så meget som at læse etiketten?

[Illustration på side 9]

Er du født ind i din religion, eller har du valgt den selv?