Religionens fremtid i lyset af dens fortid

5. del: ca. 1000 til 31 f.v.t. — Guder der ikke fortjener deres ry

„Al religion stammer fra Asien.“ — Japansk talemåde

DERI har japanerne fuldstændig ret. Al religion kan spores tilbage til Asien. De grundlæggende religiøse læresætninger og skikke i verdens religioner stammer faktisk fra det gamle Babylon, der netop lå i Asien.

Dette bekræftes i bogen The Religion of Babylonia and Assyria, hvor der står: „Ægypten, Persien og Grækenland [mærkede] den babyloniske religions indflydelse. . . . Den stærke iblanding af semitiske elementer både i den tidlige græske mytologi og i de græske kulter, er nu så almindeligt anerkendt af de lærde at den ikke behøver at kommenteres yderligere. Disse semitiske elementer er i udstrakt grad især babyloniske.“

De babyloniske elementer i den græske mytologi kom uden videre til at indgå i den tidlige form af græsk religion, der, ifølge opslagsværket The Encyclopedia of Religion, „ikke havde nogen hellig bog hvori sandheden var endeligt fastlagt . . . Det var tilstrækkeligt for en religionsudøver at tro på en lang række sagn der var indlært i barndommen. Hvert af disse sagn fandtes i flere forskellige udgaver hvilket gav rige fortolkningsmuligheder.“

Typiske eksempler på sådanne sagn findes i de episke digte Iliaden og Odysseen af den berømte græske digter Homer, der muligvis levede i det 8. eller 9. århundrede før vor tidsregning. Homers værker, som især belyser forholdet mellem mennesker og Olympens mytiske guder samt de dødelige halvguder, blev en bekvem kilde for græsk religion at øse af. Det er grunden til at „religion og mytologi overlapper hinanden,“ forklarer skribenten G. S. Kirk.

Men græsk religion hentede også sit indhold fra andre kilder. Opslagsværket The New Encyclopædia Britannica gør opmærksom på at „den hellenistiske verden, med sin forkærlighed for mysteriereligioner, optog [de ægyptiske] kulter omkring Osiris, Isis og Horus“. Derfra „blev de spredt ud i hele det romerske rige“. Hvordan gik det til?

Græsk mytologi indtager Rom

De gamle romeres forfædre udøvede en primitiv religion der byggede på den antagelse at guderne som upersonlige ånder boede i legemer og genstande af enhver slags. Det var en form for religiøs overtro hvor man tog varsler og tillagde planter og dyr magiske egenskaber. Man afholdt årlige fester som for eksempel saturnaliefesten i december hvor folk udvekslede gaver. Bogen Imperial Rome beskriver det som „en formalistisk ritualreligion med ringe vægt på det åndelige. Romeren indgik en pagt med sine guder — ’hvis I gør noget for mig, vil jeg gøre noget for jer’ — og hans religion bestod hovedsagelig i omhyggeligt at overholde denne aftale“. Dette førte til en religion der var blottet for åndelighed, hvilket fik romerne til at søge åndelig næring fra andre kilder.

Senere indførte etruskerne mere omfattende religiøse ceremonier samt brugen af templer, statuer og billeder.a Førnævnte bog oplyser at det også var etruskerne „der for alvor præsenterede Rom for de græske guder og gudinder, hvoraf romerne med tiden antog mange i stort set uændret form“. Det varede ikke længe før man kunne sige at „den romerske religion havde mange ansigter og mange navne, eftersom hvert nyt folk romerne kom i kontakt med gennem erobringer eller ved samhandel synes at have bidraget til den romerske gudeverden“.

De romerske præster blev i begyndelsen hverken betragtet som åndelige eller moralske ledere. Som bogen Imperial Rome oplyser skulle de blot vide „hvordan man på rette måde henvendte sig til guden, hvilke tabuer der knyttede sig til tilbedelsen og kende den komplicerede liturgi“. Men i modsætning til almuen, plebejerne, der ikke kunne vælges til statsembeder, havde de førende præster mulighed for at opnå en ganske anselig politisk og samfundsmæssig indflydelse.

Ja, fra Homers tid og omkring tusind år frem øvede græsk mytologi så stærk indflydelse på religionen i både Grækenland og Rom at The New Encyclopædia Britannica siger: „Den græske mytologis betydning for den vestlige verdens intellektuelle, kunstneriske og emotionelle historie kan næppe overvurderes.“ I det mindste hvad religion angår havde den romerske digter Horats ret når han sagde: „Det fangne Grækenland tog Rom til fange.“

En græsk gud på march

Alexander III blev født i 356 f.v.t. i Pella i Makedonien. Som medlem af kongefamilien blev han oplært af den berømte græske filosof Aristoteles, der vakte hans interesse for filosofi samt læge- og naturvidenskab. Det kan diskuteres i hvor høj grad Aristoteles påvirkede Alexanders tankegang med sin filosofi. Der er derimod ikke megen tvivl om den indflydelse Homer havde på Alexander, som var en ivrig læser med særlig forkærlighed for Homers mytologiske værker. Det forlyder endog at han kunne Iliaden udenad, hvilket ikke er nogen lille bedrift eftersom det betød at han måtte huske 15.963 verslinjer.

Som tyveårig arvede Alexander den makedoniske trone, efter at hans fader var blevet snigmyrdet. Han indledte straks et enormt erobringstogt og blev derfor med tiden kaldt Alexander den Store. Han betragtes i almindelighed som en af de største militærpersoner der nogen sinde har levet og blev som følge af sin vælde ophøjet til gud. Både før og efter hans død tilskrev man ham guddommelighed.

Alexander drev perserne ud af Ægypten, hvor han blev hyldet som befrier. I bogen Man, Myth & Magic står der: „Han blev betragtet som Farao, og når han besøgte guden Ammons orakel . . . blev han højtideligt hyldet af præsterne som ’Ammons søn’.“ Denne begivenhed danner øjensynlig baggrund for sagnet om at Alexander var søn af Zeus, den øverste af de græske guder.

Alexander trængte frem mod øst og nåede til sidst Indien. På sin vej indtog han Babylon, som mytologien og religionen i hans fædreland skyldte en stor del af sit idegrundlag. Derfor havde han naturligt nok planer om at gøre denne by til hovedstad i sit rige. Men den 13. juni 323 f.v.t. vaklede denne store græske gud efter at have regeret i kun godt 12 år og døde — 32 år gammel!

En højt agtet romersk gud

Byen Rom var blevet grundlagt på den italienske halvø i midten af det 8. århundrede f.v.t., flere hundrede år før Grækenland under Alexander nåede sit højdepunkt som verdensrige. Efter Alexanders død gled verdensherredømmet langsomt over på Roms hænder. Hærføreren Julius Cæsar, der var overhoved for den romerske stat, blev snigmyrdet i år 44 f.v.t. Efter omkring tretten års uroligheder besejrede Julius Cæsars adoptivsøn Octavian i år 31 f.v.t. sine modstandere og gjorde Romerriget til et kejserrige.

Bogen Imperial Rome betegner Octavian som „den største af Roms mange kejsere“ og fortæller at „romerne kaldte ham Augustus, der betød ’den højtærede’, og at folk fra provinsen hyldede ham som en gud“. For at bestyrke folk i denne opfattelse lod Augustus fremstille signetringe med et billede af sig selv og Alexander, der havde levet før ham. Augustus blev senere guddommeliggjort af det romerske senat, og der blev bygget templer til ære for ham over hele riget.

Fortjente de det?

I dag ville ingen lægge sit håb om verdensomspændende fred og sikkerhed i hænderne på romerske eller græske guder — hverken de mytiske guder der herskede fra Olympen eller de bogstavelige politiske herskere. Ikke desto mindre har falske religioner, lige siden de opstod i Asien og frem til vor tid, fortsat vildledt folk til at stole på mytiske guder der ’ikke har fortjent deres ry’, som Alexanders elskede digter Homer udtrykker det i Iliaden.

Det er blevet sagt at de gamle grækere betragtede Iliaden som „en kilde til moralsk, ja endog til praktisk oplæring“. I dag bliver også mange andre skrifter betragtet på denne måde. Hvordan man kan vurdere sådanne religiøse bestsellere vil blive behandlet i en artikel i Vågn op! for 22. marts.

[Fodnote]

[Ramme på side 23]

Den græske religions gennemslagskraft

De gamle grækere havde intet særskilt ord for religion som sådan. De benyttede udtrykket euseʹbeia, der kan oversættes med „fromhed“, „gudsfrygt“, „rette gerninger over for guderne“, „at ære vel“ og „gudhengivenhed“.b

The New Encyclopædia Britannica oplyser: „Græsk religion eksisterede mere end tusind år i sin endelige form, fra Homers tid (muligvis det 9. eller 8. århundrede f.v.t.) til kejser Julians regeringstid (det 4. århundrede e.v.t.), men dens oprindelse kan spores tilbage til en fjern fortid. Den gjorde sin indflydelse gældende så langt vestpå som til Spanien og mod øst til Indus, foruden i hele Middelhavsområdet. Den satte sit tydeligste præg på romerne, som lod de græske guder ’smelte sammen’ med deres egne. I kristendommen levede græske heroer, ja sågar guder, videre i skikkelse af helgener, mens de indbyrdes rivaliserende madonnafigurer i de sydeuropæiske samfund afspejlede lokale kulter som havde trivedes uafhængigt af hinanden.“

De første kristne blev altså stillet over for tilbederne af de græske og romerske afguder. Den bibelske beretning lyder: „Da folkeskarerne så hvad Paulus havde gjort, hævede de deres stemmer og sagde på lykaonisk: ’Guderne er i menneskeskikkelse kommet ned til os!’ Og de begyndte at kalde Barnabas for Zeus [den øverste græske gud] og Paulus for Hermes [den gud der tjente som budbringer for de andre guder], da det var ham der førte ordet. Og præsten ved Zeustemplet, der lå foran byen, bragte tyre og kranse til portene og ville bringe slagtofre sammen med folkeskarerne. Men da apostlene Barnabas og Paulus hørte det, sønderrev de deres yderklæder og sprang ind i folkemængden idet de råbte og sagde: ’Mænd, hvorfor gør I dette? Vi er også mennesker og har de samme svagheder som I, og vi forkynder den gode nyhed for jer, for at I kan vende om fra disse tomme ting til den levende Gud, som har frembragt himmelen og jorden og havet og alt hvad der er i dem.’“ — Apostelgerninger 14:11-15.

[Fodnote]

[Skema/illustrationer på side 24]

Græske og romerske guddomme

Mange guder og gudinder i den græske mytologi gik igen i den romerske under et andet navn. Her følger en oversigt over nogle af de vigtigste græske og romerske guddomme.

Græsk Romersk Stilling

Afrodite Venus (Kærlighedens gudinde)

Apollon Apollo (Lysets, medicinens og sangens gud)

Ares Mars (Krigsguden)

Artemis Diana (Gudinde for jagt og børnefødsler)

Asklepios Aesculapius (Lægekunstens gud)

Athene Minerva (Gudinde for håndværk, krig og visdom)

Demeter Ceres (Frugtbarhedsgudinde)

Eros Cupido (Kærlighedens gud)

Hefaistos Vulcanus (Gudernes grovsmed samt ildens og smedekunstens gud)

Hestia Vesta (Den hjemlige arneilds gudinde)

Hypnos Somnus (Søvnens gud)

Rhea Kybele (Kronos’ søster og hustru)

Zeus Jupiter (Gudernes hersker)

Kilde: „The World Book Encyclopedia“, udgaven af 1987, bind 13, side 820

[Illustrationer]

Hermes

Diana

Asklepios

Jupiter

[Kilder]

Fotos: Hermes, Diana og Jupiter — gengivet med tilladelse af British Museum, London

Asklepios — National Archaeological Museum, Athen

[Illustration på side 20]

Athene, gudinde for krig og visdom — statue ved byen Wesels byport i Vesttyskland