Religionens fremtid i lyset af dens fortid

6. del: Fra 1513 f.v.t. — Religiøse bestsellere

„Vor religion findes i en bog.“ Samuel Johnson, engelsk essayist og digter fra det 18. århundrede

ALLE hovedreligionerne har et eller flere bekendelsesskrifter. De kan „være vidt forskellige med hensyn til form, omfang, alder og grad af hellighed,“ oplyser The New Encyclopædia Britannica, „men fælles for dem er at deres ord af de troende regnes for hellige.“ Alene dét at der findes så mange hellige bøger er et udtryk for at mennesket af natur er religiøst.

Kristendommens Bibel, islams Koran, jødedommens Talmud, hinduismens Vedaer og buddhismens Tripitaka er nogle af hovedreligionernes officielle hellige skrifter.a

Der findes også bøger som ingen organiserede trossamfund regner for egentlige hellige skrifter, men som ikke desto mindre er af religiøs karakter. Det gælder bøgerne Kojiki og Nihongi, der i århundreder har øvet umådelig indflydelse på japanernes liv og på shintoismen. Tilsvarende er kineserne blevet påvirket af de 13 kungfutsianistiske klassikere, der bygger på den lære som fremsattes af Kungfutse, en kinesisk vismand der endnu var en ung mand da Babylon i 539 f.v.t. faldt for medo-persernes hånd. De 496 kapitler i kungfutsianismens grundlæggende lærebog, „Samtalerne“ (Lun yü), siges at indeholde Kungfutses egne ord.

Også religiøse skrifter af nyere dato har opnået hellig status. Nogle er efter tilhængernes mening uundværlige tilføjelser til anerkendte skrifter. For eksempel tror medlemmerne af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige at Mormons Bog blev skrevet på guldplader af en profet ved navn Mormon og senere begravet af hans søn Moroni, og at den efter cirka 1400 års forløb, i den første halvdel af det 19. århundrede, ved en engels anvisning blev fundet af Joseph Smith, der oversatte den.

Der står samme respekt om Mary Baker Eddys bog Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften, der første gang udkom i 1875 under titlen Science and Health. Igennem en årrække modsatte hun sig at bogen blev oversat til andre sprog, men indvilligede omsider deri på følgende betingelse: „Denne nye udgave skal trykkes med sider skiftevis på engelsk og tysk, hvor den ene side indeholder den guddommeligt inspirerede engelske udgave, som er normgivende, og den anden side indeholder den tyske tekst i oversættelse.“ — Kursiveret af os.

Selv omkring ikkereligiøse bøger kan der opstå en veritabel kult. Fra det 19. og 20. århundrede kan nævnes værker af mænd som Charles Darwin, Karl Marx og Mao Zedong hvis tanker om evolution og kommunisme millioner bekender sig til med glødende overbevisning.

De kanoniske bøger udvælges

De fleste hellige skrifter blev oprindelig overleveret i mundtlig form, til tider gennem hundreder af år. Men på et eller andet tidspunkt har man i de fleste tilfælde fundet det nødvendigt at afgøre hvilke mundtligt eller skriftligt overleverede passager man skulle regne blandt den pågældende religions ægte eller ’kanoniske’ skrifter. Ordet „kanon“ defineres som en „fortegnelse over de hellige skrifter, der skal ligge til grund for troslærdommen“.

At fastlægge en sådan fortegnelse var svært og til tider umuligt. For eksempel beskriver The Encyclopedia of Religion den buddhistiske litteratur som enestående blandt alle verdens religiøse skrifter idet den består af flere sideordnede fortegnelser. Der siges: „De skriftlige samlinger afviger indbyrdes på vigtige punkter, og kun få afsnit genfindes i samtlige overleveringer.“ Denne forvirring medførte en opdeling i sekter og i det historien kalder den buddhistiske filosofis „Atten Skoler“.

Inden for hinduismen skelnes der derimod mellem de hellige skrifter og værker der regnes for delvis hellige. Den kategori af hellige skrifter der kaldes „sruti“ („det som er hørt“), regnes for de vigtigste åbenbaringer og omfatter blandt andet Vedaerne og Upanishaderne. Denne samling fuldstændiggøres af „smriti“ („erindring“), der forklarer og kommenterer den udførligt. Derfor anses „smriti“ for at være mindre betydningsfuld og kun delvis kanonisk, skønt hinduerne faktisk henter størstedelen af deres religiøse tankevæld herfra.

Også navnkristne har haft vanskeligheder med at fastlægge Bibelens kanon. Den romerskkatolske kirke og de fleste græskkatolske kirker regner nogle, eller alle, af 13 tillægsskrifter for deuterokanoniske skrifter, hvilket betyder „som er af underordnet kanonisk rang“. Protestanterne kalder dem apokryfe, et ord der oprindelig betød „omhyggeligt skjult“ (fordi disse skrifter ikke blev læst offentligt), men som i dag forstås sådan at bøgernes ægthed er tvivlsom. James H. Charlesworth fra Princeton-universitetets teologiske fakultet oplyser: „Da Skrifternes kanon blev fastlagt, først af de jødiske og derpå af de kristne autoriteter, blev disse skrifter ikke medregnet, og de begyndte hurtigt at miste deres indflydelse og betydning.“ Først i 1546, ved Tridentinerkoncilet, erklæredes de for hørende til den bibelske kanon.

„Hvad man skriver, det bliver“

Dette svenske ordsprog henleder opmærksomheden på faldgruberne ved mundtlig overlevering. Betydningsfulde enkeltheder kan gå i glemmebogen; uanselige ændringer kan forårsage fejlfortolkninger. Det er derfor værd at lægge mærke til at Bibelen var en af de første hellige bøger der blev nedskrevet. Faktisk fuldførte Moses den første del i 1513 f.v.t.

I modsætning hertil blev Upanishaderne, en tilføjelse til Vedaerne der dateres til tiden mellem det 8. og 4. århundrede f.v.t. og som er udarbejdet på sanskrit, ifølge The Encyclopedia of Religion „først nedfældet i skriftlig form i 1656“. Det var dog ikke af forsømmelighed, men med velberåd hu at man undlod dette. Historikeren Will Durant oplyser: „Vedaerne og de episke digte var sange der voksede med de skiftende slægtled af dem der fremsagde dem. De var beregnet ikke på syn, men på lyd.“

Der er stadig hinduer og buddhister som hævder at man kun ved mundtlig recitation af skrifterne kan få deres fulde indhold og betydning frem. De lægger stor vægt på mantraer, ord eller formler som tillægges iboende frelseskraft. The New Encyclopædia Britannica siger: „Det menes at man ved at udtale et mantra på rette måde kan bevæge eller endog tvinge guderne til at skænke tilbederen magiske og åndelige kræfter som ellers er uopnåelige.“

Fra hvem og til hvor mange?

Ikke alle hellige skrifter påberåber sig guddommelig oprindelse eller gør krav på at finde vid udbredelse og blive tilgængelige for alle folk. For eksempel fik de hinduiske Upanishader (der betyder „at sidde hos“) deres titel på grund af den skik at religiøse lærere betroede deres dygtigste og foretrukne elever, dem der ’sad hos’ dem, den hemmelige lære. „Betegnelsen Upanishad klinger således af noget der er forbeholdt de indviede,“ fortæller The Encyclopedia of Religion, og tilføjer: „Faktisk hedder det udtrykkeligt i Upanishaderne at disse lærestykker ikke er beregnede på den brede befolkning . . . [men] udelukkende skulle høres af udvalgte ører.“

Tilsvarende var det Muhameds hensigt at den arabiske Koran udelukkende skulle henvende sig til araberne, til trods for at den foregiver næsten udelukkende at rumme udtalelser af Gud selv, hele menneskehedens Skaber. Det regnes for upassende at oversætte Koranen til andre sprog; kun den arabiske tekst må reciteres og benyttes i rituelt øjemed. Dette vil måske henlede nogle katolikkers tanker på tiden før Det Andet Vatikankoncil blev afholdt, i midten af 1960’erne, dengang latin var enerådende som liturgisprog i den romersk-katolske kirke.

Bibelen giver derimod klart udtryk for at dens budskab ikke kun er stilet til en enkelt gruppe. Dette harmonerer med dens påstand om at den ikke er „menneskers ord, men . . . Guds ord“. (1 Thessaloniker 2:13) Dens fortalere bestræber sig på at give den størst mulig udbredelse, ud fra den betragtning at alle mennesker har lige ret til at få gavn af Skaberens visdomsord. Med udgangen af 1987 var den derfor blevet oversat, helt eller delvis, til 1884 sprog og dialekter. The Book of Lists for 1977 anslog at Bibelen var udkommet i 2.458.000.000 eksemplarer, men tilføjede at det rigtige tal sikkert lå nærmere 3 milliarder eksemplarer.

Religionerne bedømt efter deres bøger

I 1933 skrev den engelske filosof Alfred Whitehead: „Ingen religion kan bedømmes adskilt fra sine tilhængere.“ Tilhængernes adfærd siger altså noget om hvorvidt en religion er sand eller falsk, god eller dårlig. Og de hellige skrifter som en trosretning hævder at følge, øver selvsagt en afgørende indflydelse på tilhængernes personlighed, i det omfang disse efterlever skrifternes lære.

Hellige skrifter bør indeholde velunderbygget vejledning. Sagt med Bibelens ord bør en hellig bog være „gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed“ og gøre et menneske „fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning“. — 2 Timoteus 3:16, 17.

Står de religiøse bestsellere mål med disse krav? I hvilken udstrækning har de hinduiske og buddhistiske hellige skrifter for eksempel udrustet deres læsere til at klare tilværelsens problemer? For at finde svaret må vi rette blikket mod Indien, der får følgende ord med på vejen af Durant: „I intet andet land er religionen så stærk eller så vigtig.“ I udgaverne for april vil Vågn op! behandle dette fængslende emne i to artikler, hvoraf den første hedder „Hinduisme — dit navn er tolerance“.

[Fodnote]

[Ramme på side 12]

Hvad navnene betyder

BUDDHISMEN: Tripitaka, sanskrit for „de tre kurve [Samlinger]“

KRISTENDOMMEN: Bibelen, fra græsk for „små bøger“

KUNGFUTSIANISMEN: Lun yü, kinesisk for „samtaler“

HINDUISMEN: Veda, fra sanskrit for „kundskab“

ISLAM: Koranen, fra arabisk for „oplæsning, recitation“

JØDEDOMMEN: Talmud, fra hebraisk for „studium, belæring“

SHINTOISMEN: Kojiki og Nihongi, japansk for „Krøniken om Gamle Hændelser“ og „Japans Krønike“

TAOISMEN: Tao Te King, kinesisk for „magtens vejs klassiker“

ZARATHUSTRISMEN: Avesta, opkaldt efter det nu uddøde sprog avestisk, som den blev forfattet på

[Ramme på side 13]

Deres indbyrdes størrelsesforhold

Nogle religiøse bestsellere er overordentlig omfangsrige. En væsentlig undtagelse er Koranen, der i størrelse kun udgør en fjerdedel af Bibelen. Derimod anslås det at samhitaerne, en samling af hellige hinduiske værker, alene indeholder godt og vel en million strofer. Til sammenligning rummer King James Version kun 31.173 vers. Den består af 773.746 ord, mens den babyloniske Talmud indeholder cirka 2,5 millioner. Den kinesiske buddhistiske kanon er dog et endnu omfangsrigere mammutværk, idet den siges at fylde næsten hundrede tusind trykte sider.

[Illustration på side 11]

Bibelen og Koranen hører til de religiøse bestsellere