Holokaust — Ofre eller martyrer?

HVORFOR skelne mellem ofre og martyrer? Fordi alle der måtte lide som følge af Holokaust var ofre, men kun et mindretal var martyrer i ordets egentlige forstand. Hvori består forskellen?

Et offer er „en som dræbes eller udsættes for tortur eller lidelser af en anden“. Ofrene har som regel intet valg.

En martyr er „en som vælger at lide døden frem for at afsværge religiøse principper“ eller „en der ofrer noget af stor værdi for ham, for at fremme en tro, en sag eller et princip“. (The American Heritage Dictionary of the English Language) Et menneske kan altså blive offer mod sin vilje, mens en martyr selv har valgt.

Tre slags ofre

På en konference om ikkejødiske ofre for nazismen opdelte dr. Gordon Zahn fra University of Massachusetts nazisternes ofre i tre kategorier: (1) de der blev straffet for det de var — jøder, slavere, sigøjnere; (2) de der blev straffet for det de gjorde — homoseksuelle, politiske aktivister og modstandsfolk; (3) og de der blev straffet for det de nægtede at gøre — militærnægtere, Jehovas Vidner og andre.

Millioner af jøder blev ganske enkelt slået ihjel fordi de i etnisk forstand var jøder. Hitlers håndlangere var ligeglade med om de var ortodokse eller ateister. De var dømt til at blive omfattet af „den endelige løsning“, Hitlers udtryk for fjernelsen af alle jøder fra Europa, hvilket var ensbetydende med at de blev udryddet. Hitlers korstog omfattede også de slaviske folkeslag, hovedsagelig polakkerne, russerne og ukrainerne. Disse mennesker blev udelukkende dræbt fordi de var slavere, ’en underlegen race’ i sammenligning med det ariske „herrefolk“.

Men hvad angår de europæiske Jehovas vidner stillede sagen sig anderledes. De kom fra mange forskellige nationaliteter, men blev fejlagtigt opfattet som en pacifistisk trussel mod Tysklands nationalsocialistiske regime, på grund af deres neutrale kristne standpunkt og fordi de nægtede at lade sig inddrage i krigsmaskineriet i noget land. Hitler kaldte dem ’en yngel der skal udryddes’. Hvor mange bestod denne „yngel“ af, og blev de udryddet?

En trussel mod nazismen?

Ved den ovennævnte konference fremkom dr. Christine King med nogle oplysninger om Jehovas Vidner i Nazityskland. Hun sagde: ’At denne lille sekt med sine 20.000 medlemmer ud af en befolkning på 65 millioner, hvoraf 20 millioner var katolikker og 40 millioner var protestanter, tiltrak sig myndighedernes opmærksomhed, virker ved første øjekast overraskende. Men når man tager deres stærke amerikanske forbindelser, deres internationale forhåbninger, og deres formodede kommunistiske og zionistiske sympatier i betragtning, bliver det pludselig indlysende at de ikke kunne tolereres.’ Selvfølgelig var Jehovas vidner hverken kommunister eller zionister, men forholdt sig neutrale i politiske spørgsmål og deltog ikke i racemæssige stridigheder. Men dette forstod nazisterne ikke.

Nazisternes forfølgelse af Jehovas vidner begyndte i 1933 da Hitler kom til magten. Efter at Hitler i 1934 havde modtaget protesttelegrammer fra Jehovas vidner i hele verden, fik han et raserianfald og skreg: „Denne yngel skal udryddes i Tyskland!“ Forfølgelsen af Vidnerne tog til.

I deres bog Anatomy of the SS State skriver Helmut Krausnick og Martin Broszat: „En anden kategori af de fanger der sad i beskyttelsesarrest og som efter 1935 dannede en talstærk gruppe af koncentrationslejrfanger, var medlemmerne af Internationale Vereinigung der Ernsten Bibelforscher [Jehovas Vidner]. I 1933 var organisationen blevet forbudt i Det Tredje Rige, og enhver form for propaganda eller hvervning af nye medlemmer til trossamfundet var blevet forbudt ved lov fordi man først og fremmest betragtede organisationen som et redskab for pacifistisk virksomhed.

I februar 1936 blev der givet ordre til at alle tidligere ledere af Internationale Bibelforschervereinigung (IBV) [Jehovas Vidner] skulle sættes i beskyttelsesarrest ’i op til to måneder’. I midten af maj 1937 skete der en stramning. Gestapo beordrede at alle som på nogen måde virkede for det illegale IBV eller for enheden blandt dets medlemmer, skulle sættes i beskyttelsesarrest og øjeblikkelig stilles for retten og arresteres.“ I de fleste tilfælde blev de overflyttet fra denne „beskyttelsesarrest“ til en koncentrationslejr.

Forfatterne bemærker endvidere: „I 1937/8 var langt de fleste af fangerne i Dachau politiske fanger, mens der i Sachsenhausen var forskellige såkaldte antisociale elementer, homoseksuelle, Jehovas vidner og vaneforbrydere.“

Den anden verdenskrig og neutralitetsspørgsmålet

Da krigen i 1939 brød ud mellem Tyskland og de allierede, England og Frankrig, forværredes Jehovas Vidners forhold. Hvad skete der?

Den 23-årige August Dickmann fra Dinslaken var et af de omkring 600 Jehovas vidner der i 1939 befandt sig i Sachsenhausen.a Da krigen brød ud i september, så lejrkommandant Baranowsky en lejlighed til at knække Vidnernes viljestyrke. August nægtede at lade sig indrullere i hæren, og Baranowsky bad Himmler om tilladelse til at henrette den unge Dickmann for øjnene af alle fangerne. Han var overbevist om at mange af Vidnerne ville afsværge deres tro hvis de blev øjenvidner til en henrettelse. Dickmann blev skudt i ryggen af tre SS-soldater, hvorefter en SS-officer med en pistol gav ham nådeskuddet i hovedet.

Gustav Auschner, der var øjenvidne til henrettelsen, har senere fortalt følgende: „De skød Dickmann og sagde at vi alle ville blive skudt hvis vi ikke underskrev en erklæring om at vi ville afsværge vores tro. De sagde at vi ville blive ført hen til grusgraven 30 til 40 stykker ad gangen, og at vi alle ville blive skudt. Den næste dag gav SS os en erklæring som vi skulle underskrive; i modsat fald ville vi blive skudt. I skulle have set deres lange ansigter da de måtte gå uden at have fået en eneste underskrift. De havde håbet at den offentlige henrettelse ville skræmme os. Men vores frygt for at mishage Jehova var større end frygten for deres kugler. Der var ikke flere af os der blev offentligt henrettet.“

Den 6. september 1939 opstod der en lignende situation i Buchenwaldlejren. Naziofficeren Rödl sagde til Jehovas vidner: „Hvis nogen af jer nægter at kæmpe mod Frankrig eller England, skal I alle sammen dø!“ Det var en prøvelsens time. Ved portbygningen havde to fuldtudrustede SS-kompagnier taget opstilling. Men „ikke et eneste Jehovas vidne fulgte officerens opfordring til at kæmpe for Tyskland. Et kort øjeblik var der stille, hvorefter der pludselig lød en ordre: ’Hænderne op! Tøm jeres lommer!’“ Sådan skriver forfatteren Eugen Kogon i sin bog Der SS-Staat — das System der deutschen Konzentrationslager. Blev de skudt? Nej, SS-folkene overfaldt dem og røvede alt hvad de ejede, hvorefter de fik tildelt et frygteligt arbejde i stenbruddene. De blev også nægtet enhver form for lægebehandling.

Den før citerede dr. King har forklaret: ’Til nazisternes store forbløffelse lod det sig heller ikke gøre at udrydde Jehovas Vidner. Jo større pres de blev udsat for, jo mere ubøjelige, ja diamanthårde, blev de i deres modstand. Hitler slyngede dem ind i et eskatologisk slag, og de bevarede deres tro. Med deres violette trekant (identifikationsmærke) sluttede de sig sammen i stærke grupper i lejrene; deres erfaringer er et værdifuldt materiale for alle der forsker i overlevelsesteknik under ekstreme forhold. For overleve gjorde de.’

Anna Pawełczyńska, der har overlevet Auschwitz, skriver i sin bog Values and Violence in Auschwitz: „I forhold til Auschwitz’ kolossale størrelse udgjorde Jehovas vidner kun en lille ubetydelig gruppe . . . Ikke desto mindre var [den violette] farve på deres trekantede mærke så iøjnefaldende i lejren at deres lille antal ikke afspejlede gruppens egentlige styrke. Denne lille gruppe fanger udgjorde ideologisk set en fast sammentømret enhed, og de sejrede i deres kamp mod nazismen. Den tyske gruppe af denne sekt var som en lille ø af urokkelig modstand midt i en undertrykt nation, og de viste den samme uforfærdede ånd i lejren i Auschwitz.“ Hun tilføjer: „Enhver vidste at Jehovas vidner aldrig ville handle imod deres tro og overbevisning.“

Et enestående eksempel på dette er familien Kusserow fra Bad Lippspringe i Tyskland. Franz og Hilda havde en stor familie på 11 børn, 6 drenge og 5 piger. Under nazistyret blev 12 af familiens 13 medlemmer tilsammen idømt 65 års fængsel og koncentrationslejr. I 1940 blev sønnen Wilhelm, i en alder af 25 år, skudt som militærnægter. To år senere blev hans broder Wolfgang, i en alder af 20 år, halshugget i Brandenburgs statsfængsel af samme grund. I 1946, 28 år gammel, døde en anden søn, Karl-Heinz, af tuberkulose efter at han alvorligt syg var blevet bragt hjem fra lejren i Dachau. Forældrene og døtrene har alle siddet i fængsel eller koncentrationslejr. (I Vagttårnet for 15. december 1985, side 21-26, kan man læse beretningen om denne bemærkelsesværdige families martyrium.)

I sin bog Der SS-Staat — das System der deutschen Konzentrationslager skriver Eugen Kogon: „Man kan ikke undgå at få det indtryk at SS psykologisk set aldrig var på højde med den udfordring Jehovas Vidner udgjorde.“

Hvis denne lille gruppe kristne vidner, på grund af deres bibelske overbevisning, kunne sætte sig op imod Hitler, kan man ikke lade være med at spørge sig selv hvorfor dette ikke lykkedes for de mange millioner protestanter og katolikker. Hvor var den klare og utvetydige religiøse ledelse og undervisning i kristne principper som ville have trukket 60 millioner tyskeres støtte til nazismen bort? (Se rammen side 13.)

Hvad holdt dem oppe?

I sin bog The Drowned and the Saved siger Primo Levi: „I den daglige trædemølle [i koncentrationslejrene] havde de troende [som var fængslet af religiøse eller politiske grunde] det bedre . . . de havde alle sammen deres tros frelsende kraft tilfælles.“

Han tilføjer: „Hvad tid og rum angik var deres univers større og frem for alt mere begribeligt end vort: de havde et . . . tusindårsrige at se frem til . . . en plads i himmelen eller på jorden hvor retfærdigheden og barmhjertigheden havde vundet, eller ville vinde, i en måske fjern men sikker fremtid.“

Jehovas vidners ubøjelige tro på et kommende tusindårsrige lader sig måske bedst sammenfatte i følgende breve skrevet af dødsdømte tyske Jehovas vidner:

„Kære broder, svigerinde, forældre, og alle andre brødre!

Jeg må skrive den sørgelige nyhed til jer at når I får dette brev, er jeg ikke længere i live. Bliv ikke alt for bedrøvede. Husk at det er en ganske enkel sag for den almægtige Gud at oprejse mig fra de døde. . . . I skal vide at det har været mit ønske at tjene ham i al min svaghed, og jeg er fuldt overbevist om at han har været med mig lige til det sidste. Jeg overgiver mig til ham. . . . Og nu, kære moder og fader, lad mig sige jer tak for alt det gode I har gjort for mig. . . . Måtte Jehova gengælde jer for alt hvad I har gjort.

[Underskrevet] Ludwig Cyranek“

Ludwig Cyranek blev henrettet i Dresden fordi han var et af Jehovas vidner.

Efter at Johannes Harms var blevet dømt til døden ved halshugning, fik han syv gange mulighed for at fornægte sin tro. Kort før sin henrettelse i 1940 skrev han følgende brev til sin fader, Martin, som også sad i fængsel fordi han var et Jehovas vidne.

„Min kære fader!

Der er endnu tre uger til den 3. december, den dag hvor det vil være to år siden vi sidst så hinanden. Jeg kan stadig se dit kære smil da du arbejdede i fængselskælderen og jeg gik ude i fængselsgården.

Jeg har tænkt på dig med stolthed i denne tid og har været forbløffet over den måde hvorpå du har båret din byrde trofast mod Herren. Og nu har også jeg fået lejlighed til at bevise min trofasthed mod Herren til døden, ja, ikke alene min trofasthed indtil døden, men også ind i selve døden.

Min dødsdom er allerede blevet bekendtgjort, og jeg holdes lænket både dag og nat — mærkerne (på papiret) stammer fra håndjernene — men jeg har endnu ikke vundet den fulde sejr. . . . Jeg har stadig mulighed for at redde mit jordiske liv, men derved vil jeg kun miste det virkelige liv. . . .

Når du, kære fader, kommer hjem igen, så tag dig særligt af min kære Lieschen [hans kone], for det vil være særlig svært for hende, når hun ved at hendes kære ikke vil vende tilbage. Jeg ved at du vil gøre det, og jeg takker dig på forhånd. Min kære fader, i ånden råber jeg til dig: Forbliv trofast, som jeg har stræbt efter at forblive trofast, så vil vi se hinanden igen. Jeg vil tænke på dig til det allersidste.

Din søn Johannes“

Dette er blot to af de hundreder af martyrer blandt Jehovas vidner som døde fordi de af samvittighedsgrunde nægtede at støtte et ondt regime. Historien om deres kollektive martyrium ville fylde flere bind.b

[Fodnoter]

[Ramme på side 13]

Jehovas vidner var Hitlers ofre

Fra „The New York Times“ den 14. maj 1985

Et læserbrev:

Min hustru og jeg er begge tyskere, og vi har tilsammen tilbragt 17 år i de nazistiske koncentrationslejre. Jeg kom til Dachau og Mauthausen, og min hustru, Gertrud, kom til Ravensbrück. Vi var blandt de tusinder af ikkejødiske tyskere der blev forfulgt fordi vi gjorde det som nazisterne undlod at gøre — vi nægtede af samvittighedsgrunde at støtte den tvungne tilbedelse af Hitler og hans militarisme. Tusinder af os overlevede, men mange døde i koncentrationslejrene.

Da De for nylig offentliggjorde nogle breve der beskrev hvordan almindelige tyskere blev forfulgt under Hitlers naziregime (skrevet af Sabina Lietzmann, den 25. april, og af Anna E. Reisgies, den 30. april), følte jeg mig tilskyndet til at omtale en minoritetsgruppe der sædvanligvis bliver overset, men som blev voldsomt forfulgt af Gestapo. Den var kendt under navnet Ernste Bibelforscher (alvorlige bibelstudenter) eller Jehovas Zeugen (Jehovas Vidner).

Umiddelbart efter at Hitler kom til magten i 1933 iværksatte han en systematisk forfølgelse af Jehovas vidner på grund af deres neutrale standpunkt i forbindelse med krig og politik. Som følge heraf blev tusinder af tyske Vidner, hvoraf mange var mine venner, ikke blot ofre for Holokaust men også martyrer. Hvori består forskellen? Jo, vi kunne have forladt koncentrationslejrene når som helst hvis blot vi ville underskrive en erklæring om at vi afsværgede vor tro.

To korte eksempler vil vise hvilken ånd der besjælede nogle af de tyskere der modstod Hitlerdyrkelsen. Wilhelm Kusserow fra Bad Lippspringe blev den 27. april 1940, i en alder af 25 år, skudt fordi han nægtede at tjene i Hitlers hære.

To år senere blev Wilhelms broder, Wolfgang, halshugget i fængslet i Brandenburg af samme årsag. Hitler betragtede på dette tidspunkt skydning som en alt for værdig død for dem der nægtede at være soldater af samvittighedsgrunde. Wolfgang var 20 år gammel.

Jeg kunne berette om hundredvis af tyske mænd og kvinder der led samme skæbne fordi de, i Guds navn, vovede at modsætte sig tyranniet. Hvorfor der ikke var i millionvis af principfaste tyskere som stod imod, men kun nogle tusinde, vil jeg overlade til andre at besvare.

Martin Pötzinger

Brooklyn, den 1. maj 1985

[Illustration på side 15]

Familien Kusserow — Wilhelm (nr. to fra højre) blev skudt; Wolfgang (nr. tre fra venstre) blev halshugget; Karl-Heinz (nr. to fra venstre) døde af tuberkulose efter at være blevet løsladt fra Dachau

[Illustration på side 16]

Martin Pötzinger (død i 1988) og hans hustru, Gertrud, tilbragte hver omkring ni år i de nazistiske koncentrationslejre